Interview med Wayne Siegel

Af
| DMT Årgang 76 (2001-2002) nr. 05 - side 154-157

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

Vores samfund er generelt meget mere optaget af den teknologiske udvikling end den menneskelige udvikling - uden at de to ting skal betragtes som modsætninger af den grund. Vi har talt med den kunstneriske leder af Komponist Foreningens Biennale 2002, komponisten Wayne Siegel.

- Du stiller i programoplægget en række interessante spørgsmål om fremtidens musik. Der er ingen tvivl om, at netop fremtiden vil "besvare" en del af disse, men vil biennalen? Er en "medlemsfestival" som denne overhovedet det rigtige sted at søge svar?

"Trods min forsigtige natur tør jeg sige følgende om fremtiden: Årets komponistbiennale vil ikke give dig alle svar på fremtiden. Men jeg er sikker på, at Komponistbiennalen er det rigtige sted at stille spørgsmål om fremtidens komponist i Danmark. Nu skal et festivaltema oftest tages med et gran salt. Ved sidste biennale var temaet Kan børn tåle ny musik? Vi forventede hverken at få et endegyldigt svar på spørgsmålet eller en koncertserie, som var forbudt for voksne, men den efterfølgende debat i medierne om emnet har da været udviklende for området. Vi satte noget i gang, en dialog, som har kastet nye bevægelser i sving. Temaet Fremtidsbilleder har præget programudvalgets arbejde både hvad angår koncertprogrammerne og især hvad angår foredrag og temadagen om fremtidens musikdistribution som finder sted den 15. februar.

For mig er Komponistbiennalen andet og mere end en "medlemsfestival". Der er tale om den slags begivenheder, hvor kvantitet bliver en kvalitet i sig selv - en slags maraton. Det er en fantastisk chance for at blive klog på, hvad der rører sig i dansk musik."

- Du siger, temaet har påvirket programlægningen, hvordan? Hvilke overvejelser ligger bag udvælgelsen af værkerne?

"Programmet er opbygget omkring en række ensembler. Udvalget har lagt vægt på at vælge ensembler, som arbejder med ny teknologi for at sætte fokus på teknologi og ny dansk musik. Cikada, Contemporánea, Ensemble Figura og Meta Duo har alle arbejdet meget inden for dette spændende felt. Herudover er der en multimedie-forestilling på Tycho Brahe Planetariet og en Biograf for Øret i Filmens Hus. Det er et mindretal af danske komponister der arbejder med elektroakustisk musik, men vi har alligevel valgt at sætte fokus på dette område som en vigtig del af temaet.

Et sideløbende tema kunne man kalde "den danske sinfonietta". Det er egentlig

forbløffende og glædeligt, at der findes så mange større kammerensembler, som arbejder med ny musik herhjemme. Det er klart, at når man bygger en festival for ny dansk musik op omkring en række ensembler, så bliver der sat nogle klare begrænsninger for repertoirevalg. Vi har satset meget bredt for at vise den rigdom, som findes i dansk musik. Og det viser sig, at repertoiret af danske sinfonietta-værker er ret omfattende. Der bliver ikke mindre end fire koncerter på biennalen, som man kan betegne som sinfoniettakoncerter: Esbjerg Ensemble, Århus Sinfonietta, Athelas Sinfonietta Copenhagen og Birmingham Contemporary Music Group."

- Lad os lige blive lidt ved temaet - hvad ligger der for dig i ordet fremtidsbilleder?

"Det er lidt sjovt at sammenligne ordet "fremtidsbilleder" med et mere nærliggende udtryk: "fremtidsmusik". Traditionelt er musik abstrakt mens billeder er konkrete. Fremtidsmusik har en negativ klang - luftkasteller, eller noget urealistisk og uopnåeligt eller måske ligefrem uønskeligt - tænk fx på Hans Magnus Enzensbergers brug af ordet. Fremtidsbilleder er anderledes visionært og fantasifuldt - alt det man kan forestille sig om fremtiden. Det er forbundet med spænding, forventning, glæde og frygt. Science fiction-forfattere siden Jules Verne har brugt fremtiden til at bearbejde, fortolke og udvide nutiden og fortiden uden at skulle være bundet af det mulige og det virkelige. Det var min tanke at lade en hel masse danske komponister give hver sit bud på fremtiden."

- Hvor teknologiens udvikling stadig beskriver en lige (stigende) linie, var en af det sidste århundredes vigtigste humanistiske erkendelser måske, at det gjorde kunsten ikke (længere). Er der en tendens til, at den kunst som sættes i forbindelse med ordet fremtid, er den, som er i det tætteste parløb med teknologien?

"Ja, det er der helt sikkert. Teknologi har længe været et symbol på fremtiden. Det gælder for Jules Verne, men det gælder også for Beethoven. Musikinstrumenter har til enhver tid udviklet sig sideløbende med den teknologiske udvikling. Musikinstrumenter er som bekendt maskiner, og komponister har været hurtige til at omfavne nye teknologiske landvindinger. Hammerklaverets opfindelse banede vej for en ny slags musik, hvor dynamisk kontrast spiller en væsentlig rolle. Udbredelsen af elektroniske instrumenter i 1950erne var en fantastisk inspirationskilde for komponister som Stockhausen, Varèse, Berio og Cage. Det ændrede deres tænkemåde radikalt.

I den elektroniske tidsalder og siden hen den digitale, går den teknologiske udvikling rasende hurtigt. I dag tager det langt kortere tid at udvikle et nyt musikinstrument, end det tager at lære at spille på det selvsamme instrument. En komponist kan ved hjælp af en computer hurtigt lære at bryde fysikkens love. Men det tager sædvanligvis meget lang tid for et menneske at ændre sin verdensopfattelse. Som komponist er det ikke længere nok blot at lade sig fascinere af teknologien. Dertil er mulighederne for ubegrænsede. Man er nødt til at tage stilling til, hvilke redskaber man har brug for, og hvorfor. Og det er nødvendigt at skabe nye referencerammer, hvis man vil kassere de gamle.

Vores samfund er generelt meget mere optaget af den teknologiske udvikling end den menneskelige udvikling - uden at de to ting skal betragtes som modsætninger af den grund. Amerikanere har en anden holdning til teknologi end danskere, cubanere eller japanere har. Det er et kulturelt fænomen."

- Den teknologibaserede musik er altså fremtidens, men hvis man ser ned over biennaleprogrammet, kunne en stor del af værkerne teknisk set lige så vel være skrevet (og opført) før computeren blev opfundet. Hvorfor tror du, der er så relativt få danske komponister, som har engageret sig i de teknologiske muligheder?

"At bygge på gammel, velafprøvet teknologi giver bestemte fordele. Man kan drage nytte af tidligere generationers erfaringer. Instrumentation er et håndværk, som klassiske komponister lærer ved at studere musikhistoriens mesterværker for at kunne bygge videre på traditionen. Det hedder raffinement og hører bestemt også fremtiden til. Og klassiske musikere besidder en kunstnerisk ekspertise og et udtrykspotentiale, som mange komponister finder inspirerende."

- Men det skulle vel ikke udelukke teknologien? Tager man til fx Sverige eller Norge, virker det som om, der er væsentlig større interesse.

"Som amerikaner plejer jeg at drille mine meget danske børn ved at fortælle dem, at jeg er vokset op i fremtiden. Påstanden skal selvfølgeligt underbygges med eksempler fra min barndoms dagligdag: Bilerne havde alle automatgear og nogle havde trykknapper i stedet for en gearstang. Vores køleskab havde en indbygget isterningfabrik, så der altid var rige forsyninger af isterninger, uden at man selv skulle hælde vand op i bakker. Og den dag vores elektriske dåseåbner gik i stykker, troede min mor, at vi ikke vil kunne få noget at spise før elektrikeren havde ordnet den. Sådan var livet i Californien i 1960erne!

Den slags slog aldrig for alvor igennem i Danmark. Danskere er traditionelt skeptiske over for teknologi - gammel bondekultur. Danskernes holdning til teknologi har ændret sig meget i de seneste år. Da jeg kom hertil i 1974, var der en professor i komposition på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, som ligefrem pralede af, at han ikke kunne finde ud af at betjene en båndoptager. Jeg var forbløffet - for mig kunne han lige så godt have pralet af, at han ikke kunne finde ud af at tænde lyset eller betjene en telefon! Men det var en almindelig holdning. Elektronisk musik var ikke velset. Og komponistuddannelserne herhjemme bærer stadigvæk præg af den holdning. Der lægges ikke særlig stor vægt på at lære kompositionsstuderende at beherske teknologisk værktøj.

Sverige var foregangsland på området, og svenskerne har en lang tradition for at udnytte teknologi til musik. Nordmændene er kommet senere i gang, men har taget det ny værktøj anderledes alvorligt. Der er en ny generation af danske komponister der er meget optaget af at benytte teknologi i deres musik. De må ofte skaffe sig dybtgående viden herom andre steder end på de danske musikkonservatorier, hvor de kun får en introduktion til emnet."

- Er det som en konsekvens af disse forhold, at der i år for første gang er ikke-danske værker på programmet?

"Nej, slet ikke. Komponistbiennalen er en festival for ny dansk musik. Men programudvalget havde et ønske om også at vende blikket udadtil. Det skete primært på den måde, at vi inviterede en række fremragende udenlandske ensembler hertil og bad dem spille et program med danske værker. Det drejer sig om Cikada fra Norge, Meta Duo fra Frankrig, musikFabrik fra Tyskland og Birmingham Contemporary Music Group fra England.

På den måde får et dansk publikum mulighed for at opleve dansk musik fra en anden synsvinkel. Samtidig kommer nogle af de danske værker forhåbentlig også ud

i verden. Det var et naturligt led i dette udvekslingsprojekt at disse ensembler også skulle have nogle værker fra den store vide verden med i deres bagage."

- Det virker som en tendens, det med udadvendtheden. Sidste års NUMUS-programbog er blevet citeret utallige gange for sin kritik af selvtilstrækkeligheden i det danske ny musik-miljø, og hvad dette måtte indebære af galskaber. Hvad er det, der gør, at det i disse år tilsyneladende går op for danskerne, at de er en integreret del af verden?

"Verden er blevet mindre. Det påvirker vel også det danske ny musik-miljø. Man kan ikke komme udenom, at udveksling af ideer og også musik ikke længere er noget der er begrænset geografisk. Min omgangskreds og mine åndsfæller sider rundt om på hele kloden. Til gengæld må jeg indrømme, at jeg ikke kender mine naboer. Det kan være vigtigt, nødvendigt og interessant at beskue sin egen navle, men indimellem har man brug for input udefra. Det er en vekselvirkning, en balancegang. Jeg tror også at verden i stigende grad interesserer sig for dansk musik. Ny dansk musik bliver faktisk spillet meget i udlandet. Danske komponister har i høj grad noget at byde på.

Jeg tror, at der er en tvedeling, der hører naturligt med til at leve i en lille og forholdsvis velafgrænset kulturel enhed. Man vil gerne tro, at ens egen lille verden er værdifuld og vigtig. Men man vil også gerne sammenligne sin egen lille verden med det, der ligger udenfor - ofte med en blanding af frygt, nysgerrighed, beundring og afsky. Jeg mener ikke, man skal undervurdere det potentiale der ligger i små kulturelle og geografiske enheder. Omkring 400-500 år før vores tidsregning producerede Athen nogle af vor kulturs største filosoffer, digtere og kunstnere. Byen var på størrelse med Horsens."

- Hvad er det særlige, de danske komponister har at byde på - giver det overhovedet mening at opdele kunstnere efter geografiske parametre?

"Ja, det synes jeg. Alle mennesker er stærkt påvirket af deres barndom. Og dansk kultur er fortsat så homogen, at danske komponister har en masse fælles musikalsk arvegods. Det er svært at definere, men fællesskabet er der. Der er også en række kulturelle normer, som præger dansk musik. Selvfølgelig er der store forskelle de enkelte kunstnere imellem, der er også kunstnere, der gør oprør mod normerne. Alligevel kan man godt fornemme, at danskere generelt har en anden smag end tyskere eller kinesere. Jeg kan huske, at en af mine danske kollegaer en gang kom hen til mig, efter at jeg fik et stykke opført. Han takkede pænt for musikken og sagde "Ja, sådan et stykke kunne man ikke komponere som dansker". Det er også svært at forestille sig Stockhausens musik komponeret af en italiener eller Per Nørgårds musik komponeret af en russer. Hvis jeg virkelig skal vove pelsen og forsøge mig med en beskrivelse af danske komponisters fælles særpræg, vil jeg nok sige følsomhed, blidhed, sans for detaljer og en mangel på heltedyrkelse."

- Mener du også, at en sådan national identitet gør sig gældende i de yngste generationer af komponister?

"Ja, det mener jeg. Der er folk, der er i stand til at smage sig frem til hvilket distrikt en bestemt vin kommer fra. Og man kan stadigvæk høre på folks dialekt, om de kommer fra Nørrebro eller Hellerup, Vejle eller Århus. Det er ikke et håndværk, jeg selv har dyrket, men hvorfor skulle det ikke være muligt gennem musikken at lytte sig frem til, hvilke område en komponist kommer fra? Var det noget med et nyt fag på konservatorierne sideløbende med hørelære - geografisk stilartsbestemmelse? Årets komponistbiennale er alle tiders chance for at finde ud af, hvad det er, der kendetegner dansk musik.

Det er klart, at jo mere broget den fælles orientering bliver, jo sværere bliver det at finde fælles egenskaber. Og de yngste generationer af komponister har formentlig en mindre markant national identitet. Men Danmark er stadigvæk på mange måder et kulturelt lukket kredsløb, selv om der er mange og tætte forbindelser til andre kredsløb. Folk læser de samme aviser og dermed anmeldere, og publikum er det samme. Danske komponister kender i forbløffende grad hinanden - mange af dem er venner. Sådan er det ikke alle vegne. Det kan ikke undgås at påvirke også yngre komponister."

- Hvor er den så på vej hen, denne danske enhed - hvis den da er på vej. Kan vi vente os en række nybrud under biennalen?

"En enhed vil jeg nu ikke kalde den - dertil kører danske komponister i for mange forskellige retninger samtidigt. Jeg tror ikke, vi om kort til vil opleve en ny sammenhængende stilistisk retning i dansk musik. Om der kommer et nybrud? Det må man som tilhører selv afgøre. Meget af musikken, som bliver spillet på Komponistbiennalen, er så ny, at ingen - end ikke komponisterne - har hørt den endnu.

Allerede ved åbningskoncerten den 8. februar bliver der en uropførelse af spaceBoxes for strygekvartet og computer af Jens Hørsving. Ved receptionen efter koncerten bliver der endnu en elektronisk uropførelse - Kenneth Knudsens installation til Den Sorte Diamant. Efter receptionen og installationen bliver der en koncert med DuoDenum, hvor der er to uropførelser på programmet. Og sådan bliver det ved."

- Hvori består nødvendigheden af et fænomen som en komponistbiennale - hvad forestiller du dig, i dine mest optimistiske øjeblikke, at der kommer ud af den?

"Det er mit håb, at en masse mennesker med nysgerrige ører oplever noget nyt og spændende. At det meget brede tværsnit af dansk musik, som præsenteres ved biennalen, kan blive et musikalsk vindue mod verden. At Komponistbiennalen bliver en rigtig god fest, hvor mennesker mødes for at lytte, diskutere og lade sig inspirere.

Værkerne på programmet er ikke skabt til ære for pladeselskabernes marketingafdelinger. Det drejer sig ikke om underholdning eller underlægning, men om musik der giver anledning til sarte følelser, dyb undren og eftertænksomhed. Jeg tror, at mennesker også i fremtiden vil have behov for disse kvaliteter. På overfladen bliver det særegne, det originale, det svært tilgængelige mere og mere trængt. Men som alt andet vi fortrænger, vil det blusse frem, skabe små sprækker og vælte ud.

Det er nødvendigt for danske komponister at vise flaget, at blive hørt, at komme i dialog med et publikum. Det er også vigtigt, at koncertpublikum får lejlighed til at opleve, hvad der rører sig i dansk musik netop nu. Den lejlighed er hermed givet!"

Jens Voigt Lund"

Årgang 76/2001-2002, nr. 05