Kunsten - Det 21. århundredes videnskab I

Kunsten og Videnskaben

Ved industrisamfundets (proklamerede) overgang til videnssamfundet er der kommet en ny slags fokus på Kunsten. Måske ikke så meget på Kunsten i sig selv, som på dens såkaldte kompetencer. Hvor kunstnere i det 20. århundrede hovedsagelig fandtes enten som udøvere eller som undervisere, tegner der sig her i starten af det 21. århundrede en ny platform, som har at gøre med ovennævnte kompetencer. Man er blevet interesseret i kunstneres særlige arbejdsformer, deres bevidsthed, deres erfaringer, deres produktionsformer, metoder etc. Men er disse kunstnernes områder da så for-skellige fra andre gruppers erfaringer med de samme områder? Det spørgsmål vil blive behandlet i vores nærmeste fremtid.

I øjeblikket argumenteres der hårdt inden for specielt musikundervisningen med netop elevernes udvikling af kompetencer - undersøgelser viser, at elever, der lærer at spille på et musikinstrument, klarer sig bedre end elever, der ikke gør. Det kan give øgede bevillinger til musikskolerne lige nu - men hvad vil der ske, når nye undersøgelser en dag viser, at eleverne bliver dummere af at spille musik?

Kan og skal man overhovedet tage Kunsten alvorligt, eller er den ren underholdning og tidsfordriv - "trøstende søndagsevenemanger", som Adorno kalder det ... Hvis Kunsten virkelig skal kunne bruges, så skal den jo kunne noget "rigtigt", noget der virkelig betyder noget i vores virkelighed - hvis Kunsten skal være det 21. århundredes videnskab, så skal den kunne opvise den samme form for objektive resultater, som videnskaben har kunnet de sidste to hundrede år - på områder som fysik, biologi, kemi, mm.

Kunne Isaac Newton fx have fremsat relativitets-teorien allerede omkring år 1700 hvis han havde studeret Bachs kanon'er?

Gådefulde Kanon

Kanon-formen er en af den vestlige musiks ældste - og samtidig en af de meget få former, der ubesværet overlever musikhistoriens perioder; den findes i middelalderens musik, over barok og klassik til seriel musik og lever i bedste velgående, selv her på randen af hvad der så end kommer efter post-modernismen (post-post-modernisme?).

Kanon'en handler om, hvordan et minimalt stof kan blive til enorme mængder af materiale, blot ved en variation af gentagelser af udgangspunktet. Den enkle kanon - som alle kender - bygger på en eller flere forsinkede gentagelser af en melodi, der synges mod sig selv og derved skaber flerstemmighed - den horisontale melodi omformes til vertikal harmoni.

Men der er andre og mere raffinerede former for kanon'er - i barokken kaldet esoteriske eller gåde-kanon'er. Melodien kunne ved gentagelsen synges dobbelt så hurtigt eller langsomt, såkaldt proportions-kanon. Eller den kunne bringes spejlvendt i forhold til udgangspunktet i såkaldt inversion eller baglæns i såkaldt retrograd. 1)

Kunst og tid

Men kanon-formen handler også om tid, og netop tid har musikken et ganske særligt forhold til.

Lad os forestille os, at man tager et fotografi af Picassos maleri Guernica med en ekstremt kort blænde, helt ned til tusindedele af et sekund. Ved fremkaldelse af billedet vil man kunne konstatere, at hele maleriet havde eksisteret også i dette meget korte tidsrum - alle maleriets detaljer ville være opfatbare på fotografiet.

Lad os ligeledes forestille os en optagelse af Stockhausens Mantra med samme "blændetid" på nogle få tusindedele af et sekund - ved afspilning ville ingen være i stand til at høre, hvor optagelsen stammede fra, om det var Stockhausen, Beethoven eller James Last! (Bortset fra Stockhausen selv, der naturligvis ville hævde, at han kunne høre nøjagtigt hvilket sted i Mantra det var...).

Musikken bruger ikke blot den tid, det tager at udforme den, men også real tid, hver eneste gang den opføres - den eksisterer kun i kraft af tid, af at der er forskel på nu, før og om lidt.

Fig. 1

forestiller et kanon-tema på otte toner, og pilen angiver tidsretning for tonerne - tone 2 kommer altså før tone 4 og tone 8 kommer efter tone 5.

Fig. 2

er en retrograd-kanon over det samme tema - den nederste stemme er den øverste stemme baglæns. Derved fremkommer der en ny tidsretning - angivet med nederste pil - som er baglæns tid.

Musikken som tidsmodel

Lad os nu antage, at vi sætter to forudsætninger for vores kanon-musik:

a) Vi skal tilegne os al den information, kanon-musikken indeholder

b) Vi skal bruge kortest mulig tid.
Unægtelig en noget "tør" definition på en musikoplevelse - men vel desværre ikke helt uden bund i virkeligheden!

Der viser sig nu følgende interessante perspektiv: Melodien kan findes på en alternativ måde til fig. 1's horisontale (og vel mest normale) måde. Fig. 3 viser, at melodien også kan findes ved at man fra tone 4 "dykker" ned i understemmen til tone 5 og går videre i baglæns retning til tone 8. Tidspilen, der følger denne melodi-aflæsning, bliver så krummet sammen omkring sin egen midte som illustreret på figuren. Vi har med denne metode "hørt" hele melodien - men på den halve reale tid!

Men der er mere information i en kanon end melodien - nemlig flerstemmigheden eller harmonien.

Denne er imidlertid også repræsenteret fyldestgørende på den halve real-tid, da harmonierne 1/8, 2/7, 3/6 og 4/5 er de eneste, der forekommer i kanon'en. På tal ser det godt nok ud, som om der er forskel på fx 1/8 og 8/1 (sådan som det fremkommer i fig. 2 - men i musikkens verden vil det pågældende interval forblive det samme; hvis nemlig tone 8 er en dyb tone og tone 1 en høj vil intervallet stadig være det samme, selv om tonerne i notationen bytter plads.

Alt i alt findes altså hele retrogradkanonens information ved blot at lytte til en halv kanon - og dermed er begge vores forudsætninger overholdt.

Einstein/Rosen broer

Denne "alternative" tidsmodel for kanon-lytning dukkede op i den eksperimenterende fysik i 1925 under navnet Einstein/Rosen - broen - se fig. 4. 2)

Albert Einstein og fysikeren Nathan Rosen kombinerede teorien om den almene relativitet - der indebar, at også tiden som dimension og forlængelse af rummet kunne være under indflydelse af meget stærke tyngdefelter (senere kaldet sorte huller) - og den mere spekulative astro-fysik i en model, hvor afstanden mellem Jorden og Alpha Centauri (300.000 lysår!) er afbildet som en pil af rum/tid, afbøjet omkring et meget stærkt tyngdefelt. Ligheden med vores kanon-tidsmodel er vist til at få øje på !

Da det tydeligt fremgår af Einsteins tegning, at afstanden mellem Jorden og Alpha Centauri er kort-ere på papiret end via rum/tids-pilen, foreslog Einstein og Rosen muligheden for en "bro" i mellem to lag af rum/tid, som følgelig ville krænke lysets hastighed som absolut. Men da rum/tids-pilen jo er hele rummet, havde de ingen ide om hvad denne bro skulle være - andet end en helt ny og ukendt dimension. På papiret er rum/tids-strukturen jo en to-dimensionel afbildning, hvor ormehullet ses som et hvidt afsnit mellem to dele af den krumme tidspil - mens virkelighedens rum/tid jo er tre-dimensionel (eller mere) og derfor ikke ville vise noget mellemrum!

Dette virkelighedens manglende mellemrum, hvor lysets hastighed ganske rigtigt overskrides (uden at krænke fysikkens love!), dukkede ganske rigtigt senere op indenfor kvantefysikken under navnet Cassimir-effekten og Einstein/Rosen-broen kaldes i dag for ormehuller. 3)

Ligesom med de sorte huller er der endnu ingen, der har konstateret ormehuller i rummet, men der er udbredt enighed om blandt seriøse fagfolk, at noget sådant findes !

Ormehuller i Kanon-formen

Tilbage til vores kanon -

fig. 5 viser ormehullet anbragt i retrograd-kanon'en.

For i musikken eksisterer ormehullet nemlig i bedste velgående - den dimension som Einstein/Rosen manglede i rum/tiden, hedder i musikken flerstemmighed eller harmoni!

Dette at vi er i stand til at opfatte flere toner samtidig som et nyt element (harmoni) muliggør, at vi med rette kan sige, at ormehullet eksisterer i den flerstemmige musik - vi foretager nemlig med harmonien 1/8 en tidsrejse mellem de fjernest beliggende toner i retrogradkanon'en og er begge steder samtidig!

Kunsten og Videnskaben - genbesøgt

Lad os nu vende tilbage til det ovenfor stillede spørgsmål - ville Isaac Newton have kunnet frem-sætte den almene relativitetsteori i år 1700 hvis han havde beskæftiget sig med kanon-kunster?

Det overraskende svar, baseret på ovenstående overvejelser, er: Ja!! - han ville i hvert fald have kunnet opdage, at der forekommer to modeller for tidens pil i en retrograd-kanon - og dermed have bragt sin overbevisning om tidens absolutte natur - som gjorde at han holdt den uden for sin teori om tyngdekraften - i tvivl.

Og dette dilemma affødte jo netop relativitetsteorierne tre hundrede år senere.

Der skal nok være dem der vil finde ovenstående for langt ude. Men musikken har jo en lang tradition for at forsøge sig med kosmologiske modeller/paralleller - fra Holsts Planeterne over Stockhausens Sternklang til Nørgårds 3. Symfonis astrologiske proportioner (som omtalt i en tidligere artikel her i DMT) og Karsten Fundals endnu ikke opførte symfoniske udgave af Big Bang (i værket Entropia).

Og det er der vel egentlig ikke noget underligt i - før vi bliver kunstnere og videnskabs-mænd/kvinder, er vi jo mennesker og dermed underlagt de store og fundamentale gåder - $Livet, Døden, Tiden, Oprindelsen, Bestemmelsen, Meningen, osv.

Og uanset hvor vi befinder os i samfundets arbejdsdeling, vil vi vel gøre os overvejelser om disse gåder og forsøge at finde svar. Det spændende er så, at de (del)svar, vi finder, ikke er synkroniserede - musikken fandt ifølge ovenstående altså ormehuller i tid tre hundrede år (eller mere) før fysikken.

Så moralen må være: Vi har ikke råd til nogensinde - uanset hvad vi er - at blive selvtilstrækkeligt arrogante i vores eget områdes (indbildte) fuldkommenhed - for svaret på vores mest brændende spørgsmål ligger måske lige for næsen af os - allerede udfoldet - blot i et andet sprog.

Derfor - som svar på spørgsmålet fra indledningen - ja, I kan roligt begynde at tage Musikken alvorligt i det 21. århundrede.

Henvisninger:

1) D.R.Hofstadter: Gödel, Escher, Bach, (Aschehoug 1992).
2) S. Hawking: Hawkings Univers - illustreret (Gyldendal 1997).
3) Chiao, Kwiat, Steinberg: Faster than Light ? (Scientific American, august 1993)

Frederik Søegaard"