Kunsten - Det 21. århundredes videnskab II

For mange kan det virke løjerligt at nævne kunst og videnskab sammen, men i princippet er de to grene kun adskilt ved sproget. Begge kan betragtes som grundforskning, nemlig en kreativ afsøgning af det muliges grænse, hvilket har betydning for vores opfattelse af mennesket, verden og universet. Derfor kan paralleller fra videnskabens forfald drages til kunstens, hvilket herværende artikel har valgt for at undgå, at budskabet tabes i en intern skyttegravskrig, som dette tidsskrifts målgruppe måtte udkæmpe.

Konklusionen er dog klar: Udviklingen vil i det forestående århundrede afhænge af kunstnere, som den gjorde af videnskabsmændene i det 20. århundrede, og derfor skal kunsten til at tage et ansvar. Nu kan den postmodernistiske og kulturrelativistiske argumentation ikke længere accepteres som undskyldning for selv-refererende "eksperimenter", men kunsten må virke i og forholde sig til verden for at genvinde sin berettigelse.

En anekdote i tre dele:

Del I: Fra objekt til subjekt

I slutningen af 1500-tallet indtraf den videnskabelige revolution, hvilket manifesterede sig som en ædel disciplin til at afklare, hvordan verdens og universets love var indrettet. I dag er naturvidenskaben i miskredit: Antallet af ansøgere til naturvidenskabelige studier er fornærmende lavt og tilliden til videnskabsmændene er på et lavpunkt. Hvordan er det sket?

I 1925 blev Niels Bohrs atomteori fra 1913 udbygget til den endelige kvanteteori. I kvanteteorien er en partikels tilstand udelukkende en repræsentation af vores viden om et system, ikke en egenskab ved systemet selv. I den mikrofysiske verden er en partikel i flere tilstande, men når vi mennesker ser partiklen, er den kun i én tilstand. Hvilket udfald ,systemet får, er tilfældigt. "Gud spiller ikke med terninger", som Einstein protesterede over for Bohr, men ifølge kvanteteorien gør han netop det. Det vil sige, vores viden om verden afhænger af de forudsætninger, (systemet) vi sætter op, de målinger, vi foretager og af os selv, da vi er en del verden. Verden vil for os se anderledes ud med andre måleapparater og med andre "øjne" end vores. For en ordens skyld skal det lige nævnes, at man aldrig har fundet uoverensstemmelse mellem kvanteteoriens forudsigelser og eksperimentelle resultater.

Naturvidenskab kunne derfor ikke længere lade sig indhylle i den objektive søgens kåbe efter "sandheden", men i stedet kom subjektet, mennesket, i centrum, altså hvordan vi fortolker et fænomen, hvilket bl.a. førte til humanioras store opblomstring.

Del II: Subjektet som forskningsobjekt

I den følgende tid blev mennesket 'forsket' fra en sprogvidenskabelig, antropologisk, sociologisk, økonomisk, juridisk, psykologisk og medicinsk vinkel. Alle disse fagretninger blev ophøjet til videnskab på linje med naturvidenskaben. Samtidig blev fortolkning en del af enhver videnskabelig proces, og hvor bedre er det illustreret end i bioinformatikken, der taler om et sprogspil på mikrobiologisk niveau.

Del III: Syndefaldet - Kunstens fremtidsbillede?

Denne udvikling betød, at videnskaben som felt blev udvidet og forgrenet, hvilket forøgede kompleksiteten for den enkelte borger i samfundet. Samtidig fandt industrien ud af, at den havde brug for videnskabsfolk som grundlag for produktionsudviklingen. I det 20. århundrede strømmede midlerne til videnskaben, både fra offentligt og privat hold. Med pengene kom resultatkravene. Den frie forskning fik (og har) svære vilkår, og videnskaben mistede sin uskyld.

Videnskabens troværdighed fik således et skud for boven, hvilket - ironisk nok - kun blev forværret af den seneste tids begrænsning af midlerne. Efter den store vækst i videnskaberne, er videnskaben nu stagneret, hvilket betyder, at forskerne pludselig skal slås om ressourcer og lærestole. Det betyder bl.a., at forskerne kæmper om omverdens opmærksomhed ved at slynge om sig med de helt store perspektiver for deres forskning, i det spinkle håb, at området bliver politisk prioriteret og dermed deres ansættelse sikret. I Tor Nørretranders bog Frem i Tiden bruges NASA's annoncering af "vand på Mars" som et eksempel på denne problematik, hvor NASA's interesse var at begrunde en massiv udforskning af planeten, men hvor dokumentationen var yderst spinkel.

Samtidig forstår mange videnskabsfolk ikke at kommunikere med medier, der hungrer efter at komme først med nyheder. En udtalelse som: "Ud fra det begrænsede empiriske materiale og vores restriktive antagelser, syner vi - alt andet lige - en lille, men signifikant, sammenhæng mellem genmodificeret mad og brystkræft" bliver til følgende avisoverskrift: "Genmad giver brystkræft".

Oven i købet løser videnskaben ikke kun problemer, men skaber dem også. Her er det nærliggende at fremdrage atombomben eller genforskningen.

Hvorfor er kunsten blevet en kritisk ressource ...

I industrialderen overtog teknologien "muskelarbejdet", da den viste sig at løse de produktionsmæssige krav mere efficient, dvs. bedre og billigere. I det såkaldte videns- og informationssamfund udvikledes maskinerne til computere og IT-systemer, som er i stand til at tænke, bearbejde information og lave rationaler. Det gør de i dag bedre end mennesket, hvilket blev understreget for et par år siden, da verdensmesteren i skak, Kasparov, måtte se sig besejret af Deep Blue-computeren. Hvad har vi så tilbage som menneske, der kan berettige vores eksistens?

Efterhånden er vor eneste artsmæssige konkurrencefordel vore følelser, bevidsthed og kreativitet (som den amerikanske film AI - artificial intelligence så udmærket viste for nylig), hvis positive attributter er den menneskelige medfølelse, evnen til at undre sig og endelig gøre fuldstændige uventede ting. Hvis ovenstående var en jobbeskrivelse, er der vel ikke meget tvivl om, hvem vi helst ser udfylde jobbet: Kunstnere.

... og hvilken værdi skal kunstnere bringe?

Da vi ikke selv er i stand - og her mener jeg fysisk i stand - til at vurdere og tage stilling til den mængde information, der vælter over os (at vi kun anvender 10 % af vores hjernekapacitet er en skrøne), bliver vi nødt til at tage beslutninger ud fra vores følelser. Derfor har fremtidsforskere stået på nakken af hinanden for at forkynde det budskab, nogle kalder det Dream Society, andre Experience Economy og endnu andre mange andre ting. Budskabet er det samme:

For erhvervslivet

• har produktet mistet betydning, det er den historie, den fortælling, der følger med, som giver varen værdi.
• har den intense kamp om markedsandele sat produktudviklingshastigheden op for at komme med noget "nyt" hele tiden og gerne før de andre (modebranchen er gået fra 2 til 9 kollektioner på ganske få år), hvilket har øget behovet for kreativ tilførsel til virksomhederne.

For den enkelte borger

• har information mistet værdi, der er for meget af det, det er i stedet fortolkningen, der giver folk værdi.

For mennesket

• har muskler og logik mistet betydning, og dets eneste raison d'être er de tre tidligere nævnte faktorer.

Kunstnere som forskere

Det betyder at der kommer rift om kunstnere:

• af eksistentielle grunde, da de repræsenterer det vi, "har tilbage" som mennesker
• fra medier, politikere, som gerne vil manipulere borgernes behov for fortolkning
• fra et umætteligt erhvervsliv, hvis eksistensgrundlag afhænger af "kreativ" tilførsel.

Allerede i dag ser vi kunstnere som anvendte forskere i erhvervslivet: Lego benytter sig flittigt af kunstnere til at udvikle spændende nye idéer; en forskningsinstitution er etableret ved navn Learning Lab, som kombinerer teknologer og "kreative" mennesker til at produktudvikle; og sågar har en kunstner fra Keseras forum (forfatteren er initiativtager til Kesera forum, red.) været hyret af forskere på Aarhus Universitet til at visualisere den "virtuelle verden" som de teknisk var i gang med at udvikle.

Faldgruber: Kunst eller Kunstig

Der er mange spændende og økonomisk attraktive perspektiver ved denne udvikling, men sandelig også mange risici. Eller formuleret anderledes: Hvordan kan vi undgå, at kunsten degenererer i det 21. århundrede som videnskaben gjorde i det 20. århundrede?

Lad os vende tilbage til lærdommen fra kvantefysikken, der filosofisk skabte den omvæltning inden for humaniora, musik, ja, alle hjørner af samfundet, som vi så i sidste århundrede.

Kvantefysikken påviste, at vi var en del af verden, det vi ville undersøge, og dermed ville vi aldrig kunne finde en objektiv sandhed. Det førte desværre til en relativisme med overdreven fokus på subjektet, det enkelte menneske. Mening skulle ikke hentes fra religionen, men fra psykologien (Immanens fremfor transcendens). Da "sandheden" var iboende subjektet, kunne ingen stille sig til dommer for, om den var god eller dårlig.

Den fortolkning åbnede op, også indenfor musikken, for en inflation i hvem der kaldte sig kunstner og for selv-refererende kunst, hvis eneste mål var at forholde sig til andre "kunstneres" udtryk. Man synes at have glemt at forholde sig til mennesket, verden og universet, som vedrører os alle som mennesker, og derfor er mange udtryk blevet uinteressante, hule, kunstige. Måske kan min pointe illustreres ved at udskifte fysikkens udtryk med musikkens: En lyd (partikels tilstand) er udelukkende en repræsentation af vores viden om en komposition (et system). Den lyd, vi hører, er tilfældig. Den afhænger af vores viden om komposition, de instrumenter vi anvender og os selv, da vi ved vores blotte tilstedeværelse påvirker lydens tilstand.

Derfor har jeg altid holdt af Palle Mikkelborgs kommentar i et interview, hvor han sagde, at det eneste, han søgte med sin musik, var "at finde lyden, der siger alt". Det er jo netop det, kunst går ud på. At afsøge det muliges grænse.

Hvis kunsten skal genvinde respekt som en "ædel" disciplin skal den blive vedkommende. Det gør den ved ydmygt at erkende, at vi aldrig vil være i stand til faktisk at finde den lyd, der siger alt, men af medmenneskelig følelse stopper vi ikke med at undre os og stræbe efter en større og mere fyldig forståelse af mennesket, verden og universet. Det gør vi ved konstant at granske, opfinde og efterprøve vores system (komposition) og vores måleinstrumenter (musikinstrumenter).

Til det mål kan klassiske instrumenter som ny teknologi anvendes og mod det mål kan den enkelte originale kunstner som en gruppe, der komponerer kvit og frit over internettet, stræbe.

Således kan musikken og kunsten udfylde sin kommende essentielle rolle for udviklingen og bevare sin uskyld trods omverdens stigende interesse for deres kompetencer og den stigende kommercialisering. Kunsten skal levere mening, der er en syntese af transcendens (det vi stræber efter) og immanens (det som giver os mening).

Reference:

Mølmer, Klaus: "Kvantecomputeren"
Kesera 3, Vinter 2001-2.

Nicolai Peitersen"