Anmeldelser

Af Casper Brønnum Cordes

C.E.F. Weyse: Sovedrikken. Sangere: Guido Paevatalu, Eva Hess Thaysen, Elsebeth Dreisig, Johan Reuter, Gert Henning-Jensen, Michael Kristensen, Sten Byriel, Stig Fogh Andersen og Tina Kiberg. Sokkelund Sangkor. RadioUnderholdningsOrkestret.
Dir. Giordano Bellincampi.
dacapo 8.224149-50

Det er sikkert bare et tilfælde, men det er dog utroligt, hvor godt udgivelsen af C.E.F. Weyses Sovedrikken falder i med det aktuelle politiske klima med genopvækkelse af nationalfølelsen. Sovedrikken er et såkaldt syngespil, en genre, som opstod i nationalromantikken i 1770erne. Syngespillene var netop en af motorerne i projektet om det nationale, samtidig med at de bidrog til, at borgerskabet kunne skabe sig en selvstændig identitet.

Og sikken det emmer af lokal landlig idyl og borgerlige værdier i historien om kirurgen Brausse. Han er sin slægts patriark og dominerende han og bestemmer derfor, hvem familiens hunner skal giftes med. For datterens vedkommende har han besluttet, at det skal være en kirurg. Hendes bejler, advokaten Vilhelm, giver sig derfor ud for en sådan, men det bliver opdaget. Niecen, Rose, skal giftes med Brausses ulækre, madglade hjælper, Saft, men foretrækker jægeren Valentin.

Efter den obligatoriske række forviklinger ender det imidlertid i fryd og forsoning. Bag kulisserne har vi historien om det gamle og restriktive samfund, repræsenteret i Brausses småperverse patriark og det nye og frie, borgerlige samfund, som de to unge giftelystne par repræsenterer.

Syngespillene eksisterede udelukkende på kommercielle vilkår. Det var publikums umiddelbare dom, som afgjorde, om et syngespil ville overleve mere end én opførelse. Dette var betingelser, som man jo i dag betragter som begrænsende for den kunsteriske frihed, men som lader til at være gået op i en højere enhed med kunsten, dengang. Taget i betragtning at det borgerlige projekt gik ud på friheden til at handle (ind), kunne dette få en kunstnerisk iklædning, hvis en kunstner kunne ramme netop denne gruppe af konsumenters smag, hvis han kunne skabe et produkt, netop de kunne spejle sig i. Som forudsætning for at dette kunne lykkes, måtte syngespillets figurer være almindelige, samtidige, mennesker som færdedes i kendte omgivelser, og som talte publikums eget sprog. Der var simpelhen hul igennem, som man siger i dag.

Modsat teksten, som er skrevet i et sprog, som har overskredet holdbarhedsdatoen og derfor ikke virker efter hensigten, og selve historien, som er for tung plotmæssigt og for tynget af forældede forestillinger, kan vi godt lytte til musikken i dag. Weyses musik til Sovedrikken som den klang i 1809 ville givetvis forfejle sine mål over for et moderne publikum på samme måde som teksten.

Det er først i det øjeblik, partituret kommer i hænderne på rigtige nulevende musikere, at de musikalske pointer går ind. For uanset hvor meget musikerne stritter imod og forsøger at genoplive musikken i dens oprindelige form, har de i egentlig forstand 'sig selv med'. Og på den måde bliver musikkken, om vi vil det eller ej, reaktualiseret. Stadig må det siges, at Weyses Sovedrikken er en musik som, indenfor idiomet, fungerer godt. En musik med nogle velskrevne, sangbare arier og nogle velfungerende handlingsbærende forløb. Det er naturligvis på den baggrund, at en fuldkommen indspilning nu for første gang foreligger.

•

Nordic Stabat Mater. Svend Nielsen, Arne Mellnäs, Bent Lorentzen, Sven-David Sandström og Ib Nørholm. Camerata Chamber Choir. Universal UMD 472 091 2.

Nordlys. Martin Lohse: Smoke, Haiku. Carsten Bo Eriksen: In the picture ..., Azulejos of the half moon. Peter Navarro-Alonso: Maranata. Jørgen Messerschmidt: Etchings. Ensemble Nordlys. dacapo 8.224202

Multiverse. The Soegaard Ensemble. Leo lab cd 075

Dada3+. Hans Sydow. Resonance. Rcd04.

Findes der en særlig nordisk klang? Ideen om det nordiske i musikken havde i midten af forrige århundredes danske musikliv en særlig vægt, som fra 1960 veg til fordel for en orientering mod det centraleuropæiske. Forestillingen om det nordiske er imidlertid ikke helt uddød. Temaet bliver taget op på to af nyligt udgivne cd'er.

I kammerkoret Cameratas udgivelse, Nordic Stabat Mater, risikerer man at opleve noget smukt. Hvis man tillader sig det, kan man lade sig invitere til et uvirkeligt sted, hvor der findes ophøjethed, renhed. Musikken er blevet optaget i Skálholt Kirke i Island, og måske låner det en særlig aura til denne i sjælden grad vellykkede indspilning af korværker.

Historien bag udgivelsen er, at Camerata har bedt fem danske og svenske komponister skrive ny musik til den katolske sekvens Stabat mater. Musikken skulle skrives for kor og solo-cello. Komponisterne var bevidst valgt fra "nogenlunde samme generation" står der i bookletten, dvs. komponister født omkring 1935, i det håb at de måtte have et "fælles nordisk tonesprog".

Om det er lykkedes at fange en særligt nordisk tone, skal jeg ikke kunne sige, men det er givet, at de fem komponister har grebet opgaven ret forskelligt an. Spændende fra Sven-David Sandströms meget enkle og skønhedssøgende sats til Arne Mellnäs' mere ekspressive har de dog alle det tilfælles, at de tager det metafysiske alvorligt. Det er musik, som handler om liv og død, smerte og sorg.

Celloen er godt valgt til denne musik. Kormusik kan hurtigt ende med at virke monotont, så ud fra en lyttemæssig betragtning må det siges at være et forfriskende initiativ. Samtidig kan celloen også noget med det ophøjede og noget med smerten, som gør den velegnet til denne tekst. Det er i den henseende interessant at se, hvordan komponisterne bruger celloen. Hvor Ib Nørholm lader den med sine nærmest ekspressionistiske figurer stå i stærk kontrast til det mere klare, kirketonale kor, lader Svend Nielsen cellostemmen blande med koret. En mere dialogisk brug af instrumentet finder sted hos Bent Lorentzen, hvor cellostemmens enkle melodiske figurer bliver gentaget unisont af koret.

Teksten Stabat Mater, som beskriver jomfru Marias smerte ved at se sin søn blive korsfæstet, indeholder på samme tid en historie om nogle store religiøse spørsgmål og noget meget almenmenneskeligt, konkret, kropsligt. Som jeg oplever det, er det den første historie, om det religiøse, metafysiske, som får størst vægt i Nordic Stabat Mater.

Det kan måske ikke undre så meget; det er jo dog komponister født omkring 1935. Selvom musikken på Nordic Stabat Mater klinger moderne, skinner de klassisk-romantiske forestillinger om transcendensen, det sublime og det skønne igennem. Dette er også tilfældet for den anden cd, hvor tillige spørgsmålet om 'det nordiske' er på tapetet. Her er det dog komponister født omkring 1970.

Nordlys er titlen på cd'en og det er samtidig navnet på et ensemble, som er usædvanligt på den måde, at det består af både musikere: Asger Henriksen (cl), Christine Pryn (vl), Toke Møldrup (vlc) og Joachim Olsson (pno) og komponister: Martin Lohse, Carsten Bo Eriksen, Peter Navarro-Alonso og Jørgen Messerschmidt. Komponisterne skriver hvert år to stykker til denne såkaldte messiaen-kvartet (efter Messiaens Quatuor pour la fin du temps). Det tætte samarbejde, der er mellem musikere og komponister giver sig udtryk i en musik som både er velskrevet, velindstuderet og velspillet.

I bookletten til cd'en bliver man lovet en 'nordisk klang' i værkerne, og igen må jeg være læseren svar skyldig, jeg ved stadigvæk ikke hvordan Norden lyder. Stykkerne af Martin Lohse og Carsten Bo Eriksen er dog dem der ligger tættest op ad den 'ny-enkle' danske tradition. Lohse med et sart, skønhedssøgende univers og Eriksen med en musik, som sætter det klassisk enkle - ikke langt fra Sven-David Sanström - over for noget dystert, foruroligende, og til tider skingert.

Et anderledes voldsomt temperament møder man i Navarro-Alonsos Maranata. Komponisten er her i et erklæret metafysisk ærinde med en musik, som "åbner sig mod 'det andet'". Det meget enkle materiale udvikles pulserende i stadigt større bevægelser, som insisterende griber fat i kraven på lytteren: "Denne vej!".

Hvor man godt kan beslutte sig til at høre noget spansk inspiration i Navarro-Alonsos musik, er der noget mere centraleuropæisk over Jørgen Messerscmidts Etchings.

Det rejser en del spørgsmål, når man vælger at udgive en cd med musik skrevet for levende musikere, og som skal opleves i en koncertsal. På cd'en Nordlys lykkes det for musikerne at få formidlet live-energien over på de digitale ettere og nullere.

Fredrik Søgaard har ikke det samme problem, idet hans musik på Multiverse- medie simpelthen er cd'en. Den improviserede musik med rødder i fusionsjazzen spilles af Søgaard selv på guitar, Jens Hørsving (trp) og Lars Juul (perc) Ideen med dette værk er, at cd'ens 19 skæringer kan kombineres på en række forskellige måder ud fra et system, som komponisten på forhånd har fastlagt. Hvis man har en cd-afspiller som kan programmeres, har man således virtuelt 162 forskellige versioner af værket. På den måde inviterer Søgaard lytteren til at 'komponere med'. Vi kan dog ikke bestemme, hvad der sker i selve skæringerne. Dette kunne sagtens lade sig gøre på de fleste menneskers pc'ere. Men Søgaard har nok forestillet sig, at de fleste af os stadigvæk foretrækker at lytte til musik på anlægget. Det har noget med læderstole at gøre.

Ud over det med den åbne form er der i bookletten en udførlig og for de fleste nok meget teknisk beskrivelse af en særlig fraktalt styret guitar-effektenhed. Der ligger en del betragtninger om musikalsk form og fraktaler bag Multiverse. Der er fraktaler på spil på et mikro- såvel som makroformalt plan, men jeg må indrømme, at jeg kan ikke få øre på dem. Måske hvis jeg virkelig lyttede efter, ville jeg kunne. Men spørgsmålet er, om det ville være interessant.

Jeg skulle da mobilisere en lyttemåde, som kunne identificere formdele, for samtidig at grunde over, hvad sammenhængen mellem dem måtte være. Så ville jeg slet ikke få opfatte denne musiks egentlige kvaliteter. For på trods af de formale ideer, der ligger bag værket, er de 19 forskellige skæringer i sig selv ret frit udformede. I deres åbne, improviserede udtryk lægger de op til andre, mere kropslige lyttemåder. Det lykkes The Soegaard Ensemble stadigt at variere de tre instrumenters klange og artikulationer via et intrikat sammenspil med computeren, således at musikken veksler mellem det billed- og associationsskabende og noget mere kropsligt, sanseligt. Det er dér kvaliteten ligger.

Hans Sydow er fra samme generation som komponisterne fra de to ovennævnte cd'er. Hvor både Nordlys og Multiverse på hver deres forskellige måde forholder sig til en tradition, og derfor automatisk fordrer et vist forhåndskendskab, bevæger Hans Sydow sig med sin Dada3+ i retning af det konkrete, det alment gyldige. Over for Nordlys' metafysiske konstruktion, og Fredrik Søgaards naturvidenskabelige, kan Hans Sydows Dada3+ ses som et spørgsmålstegn ved konstruktioner overhovedet. Han bruger talesproget som musikalsk materiale, og klipper digitalt sætningerne op til de ender som lyde uden sproglig mening. Til gengæld får de musikalsk mening.

På Dada3+ har Sydow samlet en række værker, hvoraf flere har vundet priser. De fem kompositioner stammer fra forskelllige sammenhænge - lydinstallation, teaterstykke m.m. - og det giver cd'en en noget sammensat karakter. Øjeblikkets byggeri, som er en ni minutter lang lydinstallation med ældre herrer som læser højt, har givetvis fungeret godt i Arkitekternes hus, men bliver simpelthen for kedelig på en cd. Bedre går det med Lyd/By/Fugl, som også er en lydinstallation, men hvor der sker meget mere med materialet. Det går dog allerbedst med de tre resterende kompositioner, som viser en udvikling i Sydows omgang med sproget. Via den noget poppede Entropi 2.3 fra 1999 og den farligere Dada 3 fra 2000 topper Sydow med Ifigenia Suite, en virkelig vellykket komposition, som er skrevet på bestilling til teaterstykket Kærlighedsbarnet Ifigenia med premiere her i foråret. Ud af tekstafbræk fra stykket skaber Sydow en appellerende musik, hvor stemmer går ind og ud af hinanden i forskellige tempi, mens de udfolder sig i en bred vifte af menneskelige udtryksformer.

Det, man måske særligt kan have imod Hans Sydows æstetik, er den digitale manipulation af stemmerne. Den umiskendelige digitale klang, som vi i vores daglige omgang med alskens apparater betragter som fejl. Når man lægger denne fra-hoften-reaktion lidt bag sig, kan man i Sydows musik opleve disse manipulerede stemmer fortælle os en historie. En ung piges stemme bliver forvandlet til en gammel tantes. En tør, nøgtern herrestemme bliver klagende, lidt snøvlende. Som en undertone under de forskellige karakterer, stemmerne antager, ligger en slags sørgmodighed - er det den levende stemme, som klager sig gennem det digitale gitter?

•

Hilde Torgersen. Voice Stories. Alejandro Viñao: Masago's Confession, Hildegard's Dream. Giacinto Scelsi: Hô, Taiagaru. Luigi Nono:La fabbrica illuminata. Albedo ALBCD 012.

Det er en rammende titel, Voice Stories, til denne lækre norske Ny musikk-udgivelse.

Med Alejandro Viñao skal det læses Voice Stories. Hans to værker for kvindestemme og elektronik er begge skrevet til tekster med et både aktuelt og farligt indhold. De har at gøre med kvinder som af forskellige grunde truer den eksisterende orden. Den ene, som er figur fra en japansk novelle, har ifølge sit eget vidnesbyrd myrdet sin mand. Den anden tekst er skrevet i den europæiske middelalder af Hildegard von Bingen. I et drømmesyn oplever hun en liturgisk kormusik, hvori blander sig arabiske toner, og i den sungne tekst sniger både Allah og Rama sig ind. Viñao vælger en ret direkte itonesættelse af teksterne. Til den japanske bruger han asiatiskklingende instrumenter. Hildegards kætterske drøm bliver af Viñao direkte transponeret til den vågne verden med korsang i gregoriansk stil, blandet med arabiske modi. Komponisten bruger virtuost elektronikken, blandt andet til at udfordre grænsen mellem instrument og stemme. Disse professionelle og velskrevne stykker bliver overbevisende fortolket af Hilde Torgersen, som rammer den lurende farlighed i de to stærke kvindefigurer.

Dog er Viñaos kompositioner i for høj grad illustrationer af teksterne. Når Viñao bruger (hvad der lyder som) japanske instrumenter eller gregoriansk-lignende sang lykkes det ham at pege på, hvad vi i almindelighed forbinder med noget japansk eller noget middelalderligt, hvis vi da kender koden. Der er imidlertid en stor afstand mellem teksternes universer og vores nu og her. Når det ikke lykkes Viñao at sætte den kulturelle forskel i spil, er det, fordi hans 'etnificering' af musikken forbliver postulerende. Det bliver en ureflekteret gengivelse af vores billede af det anderledes.

Mens den kulturelle forskel hos Viñao bukker under som dekoration, chinoiseries, bliver den hos Giacinto Scelsi taget mere alvorligt. I sine to kompositioner for solokvindestemme, Hô og Taiagaru, tager han det asiatiske og det afrikanske under behandling. Ligesom Berio og Ligeti i deres vokale værker fra 1960erne, bruger Scelsi her sproglyde som materiale. Det er det udtrykspotentiale, som ligger i sproglydene løsrevet fra deres betydende sammmenhæng, som interesserer komponisterne. Scelsi kunne have taget udgangspunkt i små prosatekster fra Asien og Afrika med alt det svært-fordøjelige kulturelle gods, der følger med, men bruger i stedet fonemer, som er typiske for sprogene. Dermed sætter han et dybere niveau i den kulturelle forskel i spil. Det virker bedst i Hô, hvor de karakteristiske kinesiske sproglyde, sammen med en sine steder fremmedartet stemmebrug, virker udfordrende på vores vestlige ører. Langt mere end en japansk tekst oversat til engelsk.

I cd'ens sidste omgang VoiceStories akkompagneres sopranen af foruroligende fabriksstøj iblandet hærskarer af italienske arbejdere, som taler, råber og synger deres sociale utilfredshed ud. Det er et formidabelt eksempel på, at også musikken kan være politisk i Luigi Nonos 'virtuelle lydteater' La fabbrica illuminata. Værket er skrevet i 1964 og en udgivelse nu er yderst aktuel. Den politiske krise i Danmark, ja, hele Europa, som højrepopulismens fremgang kun er et symptom på, kalder på et reflekteret modspil i kunsten. Selvom Nonos foruroligende værk bærer præg af at være fra en anden historisk kontekst, står det med sit dybfølte politiske engagement som et eksempel til efterlevelse.

•

Hans Abrahamsen: 10 studier for klaver; Six Pieces for Violin, Horn and Piano; Walden. Joakim Dam Thomsen, Anna Klett, Søren Elbo, Jeanette Balland, Signe Haugland. dacapo 8.224155

Hvad skal en moderne komponist stille op med klaveret? Instrumentet, som er indbegrebet af den klassisk-romantiske tradition, og som griner op til os med sit højglanspolerede tandsæt, som for at fortælle, at der kun findes sort og hvidt, kromatisk og diatonisk. Det er klart, at klaveret - med sin uafrystelige dualisme - måtte anskues som et problem i pluralismens århundrede. Der blev gjort mere eller mindre korporlige forsøg på at nedbryde det. John Cage ville nedbryde det indefra, og kunne derfor nedbryde forventningerne til, hvad der kom ud af det. Andre nedbrød det bare som sådan; eller pissede i det. Det er tiltag, som i bredere forstand dog ikke har ændret væsentligt ved vores måde at opfatte klaveret. Når det spiller, klinger stadigvæk et velafgrænset sæt af tider og steder med.

Det tager Hans Abrahamsen højde for, når han i sine $10 studier for klaver tænker den historiske og den geografiske dimension med. Abrahamsens ærinde er mere en nedbrydning af klavermusikken end en nedbrydning af klaveret. De 10 stykker er trods deres tyske, engelske, franske og italienske titler ikke at betragte som pasticher. For selvom de hver især ligner, hvad de skal forestille, adskiller de sig dog fra forlægget på en måde som på samme tid bekræfter og negerer det.

Skandinavisk musik i New York

Af Jan Maegaard

Carl Nielsen: Violinkoncert, Fløjtekoncert, Adele Anthony violin, Lisa Hansen fløjte, New York Scandia Symphony, dir. Dorrit Matson. Centaur CRC 2442.

Bernhard Henrik Crusell:Klarinetkoncerter op. 1 og op. 11, Sinfonia con-certante op. 3 for klarinet, fagot, horn og orkester, Steven Hartman klarinet, Marc Goldberg fagot, Peter Reit horn, New York Scandia Symphony, dir. Dorrit Matson. Centaur CRC 2495.

Dorrit Matson, som fik sin uddannelse ved Institut for Musikvidenskab og Musikkonservatoriet i København og siden ved University of Miami, har i en årrække boet i New York, hvor hun hvert år med sit orkester New York Scandia Symphony giver en række koncerter udelukkende med skandina-visk musik på programmerne. I de senere år har nogle af disse fremførelser tillige fundet vej til markedet via plademærket Centaur. Det initiativ, som hun her har startet og stadig viderefører, har med rette vakt opmærksomhed. Orkestrets medlemmer er valgt ud blandt de mange fremragende musikere i New York; det klinger både homogent og nuanceret un-der Dorrit Matsons taktstok, og solisterne er af høj international standard.

Carl Nielsens Violinkoncert bliver her spillet af Adele Anthony, som i 1996 vandt førsteprisen ved den internationale Carl Nielsen-konkurrence i Odense. Hendes tolkning er dybt indlevet, og samspillet med orkestret er rigt nuanceret og gnidningsfrit - hvad man næppe kan sige om alle de eksisterende indspilninger af dette værk. Komponeret i 1911 markerer koncerten sammen med den 3. Symfoni højdepunktet i Carl Nielsens første, klassisk inspirerede udviklingsfase. Værkets forening af stærk udtrykskraft og hårfint detaljarbejde bliver formidlet med overbevisning fra først til sidst, og de mange soloindslag i orkestersatsen, som spænder fra det kammermusikalske til det store tutti, føjer sig ind i helheden i fint samspil med solisten.

Fløjtekoncerten fra 1926 er et helt andet værk. Den specielle 'modernitet' som Carl Nielsen her udviklede, er med sine skiftende stemninger og ofte lunefulde indfald i musikalsk henseende vanskeligere at gå til end de tidligere værker. Både solist og orkester er ofte på glatis med hensyn til såvel udførelse som fortolkning. Solisten - der trods navnet ikke er dansk - er her i langt højere grad end solisten i violinkoncerten deltager i et nærmest kammermusikalsk samspil med orkestret. Denne vanskelige kunst løser hun ved bestandig at insistere på sin rolle som solist; man kunne have ønsket en større lydhørhed hos hende i de forekom-mende tilfælde af solistisk modspil fra orkestrets side. Dog må det medgives, at både hun og orkestrets musikere under Dorrit Matsons ledelse får bragt de tek-nisk komplicerede passager i dette vanskeligt tilgængelige værk på plads med autoritet og kunstnerisk overbevisning.

B.H. Crusell (1775-1838) fødtes i Finland, men havde sit virke i Sverige fra 1791. I sin samtid var han især berømt som en af tidens største virtuoser på den dengang endnu ret nye klarinet; men han var også skattet som komponist. Eftertiden agtede imidlertid ikke på ham, og først i de senere år er de ganske vist få, men velskrevne kompositioner fra hans hånd blevet draget frem af glemselen. Ud over en enkelt opera og nogle få sange komponerede han kammermusik og koncerter som inkluderer medvirken af klarinet. Det er denne sidste værkgruppe der her præsenteres eksempler på. Størst opmærksomhed påkalder klarinetkoncerten op. 11 sig. I solisten Steven D. Hartmans udførelse træder den frem som et værk, der tåler sammenligning med Mozarts berømte klarinetkoncert.

I Sinfonia concertante for klarinet, fagot og horn, hvor Hartman medvirker som solist sammen med to andre medlemmer af New York Scandia Symphony, møder man et værk af klassisk tilsnit, hvor kammermusik og orkestersats indgår i en skøn harmonisk forening. Selvom Crusell ikke regnes blandt musikhistoriens 'løver', er der god grund til at være opmærksom på hans kompositioner. Dorrit Matson fortjener tak for med disse indspilninger at have givet musiklyttere lejlighed til at lære denne musik at kende."