Fremtidsbilleder og fortidslevn

Dansk Komponistfornings Biennale 2002 havde temaet Fremtidsbilleder. Trods en stor indsats for at bringe de nye klange ud i verden, mener vor reserve-udsendte, at mere kunne have været gjort i musikkens tjeneste

Af Søren Hallundbæk Schauser

Normalt skal læserne ikke involveres i de redaktionelle udfordringer, men på redaktionen har vi haft et lidt specielt problem i forbindelse med Komponistbiennalen, som er sigende for hele arrangementet. På den ene side er der gjort ikke så lidt for at gøre dette års biennale til noget særligt - og tak for det! På den anden side er det ikke svært at finde punkter at kritisere. Det åbenbart i en sådan grad, at den oprindeligt tilsagte skribent i skuffelse over festivalen sprang fra sin aftale med redaktionen.

Og et eller andet sted forstår jeg ham godt. Ambitionen var at belyse temaet Fremtidsbilleder gennem koncerter, foredrag og workshops. Men da det kom til stykket, endte man op med en masse helt traditionelle koncerter - tilsat et par diskussioner om ny teknologi.

Desuden var det påfaldende, hvor lidt man gjorde for at trække folk til. Fx solgte man ikke partoutkort. Man havde heller ikke taget ved lære af festivalen i Suså og sikret sig busser fulde af gymnasielever. Og trods temaet havde man ikke sørget for at sende billige junkmails til alle musikinteresserede måneder i forvejen. Et bud på hvorfor, får De nedenfor.

Man kunne nemlig ikke klage over det kunstneriske niveau. Selv havde jeg kun mulighed for at høre syv af de 21 arrangementer. Heraf var åbningskoncerten med den norske strygekvartet Cikada ikke alt for spændende, omend både Kaija Saariahos sonoristiske Nymphea og John Frandsens seks år gamle Laterna Magica for solocello bestemt var værd at gå efter.

DuoDenum levede op til alle for-ventninger - især med Jesper Hendzes Inaudible Choirs fra 1998 og John Tchicais Drømmerens bevidsthed, der alene ved sit 'etniske' touch gjorde det betydeligt nemmere at trække vejret i Den Sorte Diamants tunge atmosfære.

I lyset af fremtidsbillederne var det mest tankevækkende ved DuoDenums koncert imidlertid Christian Utkes vilje at forbinde de enkelte værker. Når Radiosymfoniorkestrets virtuose janitshar gik og småsnakkede, tror jeg mest det var fordi han prøvede at gøre det hele lidt mindre højtideligt. Men inderst inde er sådan noget også en slags oprør mod selve den form, mange koncerter har - herunder de fleste af biennalens. Nemlig ingen.

Værkerne skurrede bestandigt mod hinanden. Og det var overladt de udøvende alene at gøre noget ved det. DuoDenum gjorde det bare på sin måde.

Oppe i Husets Teater gjorde Contemporánea det nok så bevidst. Hvad enten man bryder sig om Jøran Rudis videoer eller ej, så blev koncerten alene af dén grund en af festivalens bedste. I det ene hjørne stod Morten Skovgaard Danielsens Found fra 2000 - et enestående værk, fordi det så utrolig originalt lader reale lyde befrugte de elektroniske. I det andet stod Anders Brødsgaards nye ZEITWAWE - anderledes 'klassisk', men samtidig levende og formmæssigt tilfredsstillende. Ved Contemporáneas koncert gik musik, udøvende og spillested op i en højere enhed, som man siger. Og dét var tiltrængt.

Overraskende vellykket var også RadioUnderholdningsOrkestrets koncert. Den tegnede ellers ikke alt for spændende - og så havde man i sidste øjeblik taget Jexper Holmen af programmet, hvorfor det med ét skiftede karakter over i det pæne. Men ikke alene var det virkelig dejligt at høre den unge sopran Signe Asmussen i Anders Nordentofts 20 år gamle orkestersange til tekster af Knud Sørensen. Også værket Memory of a Summerday (Aria interrupted) med Susanne Elmark som solist viste en mindre udvendig, mere bekendende Jesper Koch. Og efter Ib Nørholms utrolig velklingende Sandkornets Topologi fra 1987 gav Trio Ondine ellers Vagn Holmboes fjerde Kammerkoncert så hatten passede.

Hvorimod Århus Sinfoniettas koncert på Kunstmuseet Louisiana generelt var plaget af mindre inspirerede værker. Ole Bucks ellers smukke Flower Ornament Music var lidt for langt, Karl Aage Rasmussens guitarkoncert Invisible Mirrors med Jesper Sivebæk som solist næppe mere end en billig udgave af det mesterlige værk Movements on a Moving Line - og så kræver den improviserede solostemme i komponisten Lars Graugaards First Book of Changes mere fantasi end den, Torben Snekkestad umiddelbart kunne præstere.

Så det endte nok med at blive Simon Steen-Andersens eftermiddag. I hans Praesens findes der toner, tælles pauser, skiftes instrumenter i én uendelighed - men uden at der spilles mere end allerhøjst nødvendigt. Resultatet kunne måske nok minde mere om Lachenmann og kolleger end godt var. Men alligevel tegnede værket utrolig lovende for den 26-årige komponist - i øvrigt den yngste på festivalen, og så taler vi ikke mere om dét ...

Men publikum var og blev biennalens største problem. Ikke at der var specielt få. Med enkelte undtagelser var det bare de samme, der altid kommer til sådan noget. Hvilket er synd for alle parter. Ikke alene fortjener komponisterne større opmærksomhed - de kunne også have vældig gavn af den inspiration, som nye og mere tidssvarende koncertformer ville give dem. Og som igen ville trække flere og yngre lyttere til.

For den ny musiks største fjende er ikke længere 'modstand' i den gamle betydning. Var det bare så vel! Fjenden i dag er kedsomhed. De færreste unge mennesker gider sidde i to akademiske timer og høre, hvad en håndfuld vidt forskellige komponister har på hjerte - otte minutter her, tolv minutter der. Det er de alt for selektive til. På godt og ondt."