Noget grimt, der lyder godt

Præsentation af vinderne af Statens Kunstfonds konkurrence "Yderligheder"

Af Mogens Christensen

I forsommeren 2001 udskrev de to afgående tonekunstudvalg den sidste af i alt tre konkurrencer. Alle tre konkurrencer havde haft elektronika som omdrejningspunkt: Den første i 1999 med elektronika generelt, den anden (2000) i kombination med begreber som miniature og samspil mellem elektronik og udøver. 2001-konkurrencen ønskede en cd-båret elektronmusik med betoning af yderligheder.

Inden udskrivelsen var der foregået en diskussion om emnet. Udvalget var egentlig stemt for at lade 2001-konkurrencen dreje sig om musik i parløb med internettets mangfoldige muligheder, men fandt emnet for snævert, da det jo mestendels ville henvende sig til en lille gruppe med god forstand på både musik og programmering. Yderlighed kunne appellere bredere til såvel klassiske som rytmiske komponister - og ikke mindst dem midt imellem.

Især det klassiske tonekunstudvalg har i de sidste årsberetninger efterlyst lidt flere afvigelser fra dén tiltagende pænhed, der for tiden præger dansk musikliv - nu skulle der drages vod!

Resultatet blev 128 indsendte cd'er med bud på musikalsk yderlighed. Bedømmelsen af disse små værker foregik anonymt, men stykkerne bar tydeligt præg af, at konkurrencen både havde udfordret computernørder, skrigende rock-drenge, hip hop'ere, pop-folk, klassiske komponister og en righoldig ubestemmelig mængde stil-individualister.

Dommerpanelet, der bestod af Kenneth Knudsen (fællesformand for tonekunstudvalgene), Mette Greiffenberg (Danmarks Radio) og Mogens Christensen (klassisk tonekunstudvalg), måtte relativt hurtigt erkende, at ingen af de indsendte værker indfriede udvalgenes helt utopiske forestilling om det ultimativt ekstreme. De fleste stykker havde mest karakter af "noget grimt, der lyder godt" tilsat en ordentlig spand distortion.

Det skulle dog blive til hele seks vindere, hvis værker på mange måder afspejler dette spredte stilgrundlag - og ikke mindst det faktum, at begrebet yderlighed nok opfattes temmelig forskelligt blandt kunstfondens to typer 'hovedkunder'.

Når man betænker vanskelighederne - for ikke at sige umulighederne - ved overhovedet at opsætte objektive kriterier for bedømmelse af yderlighed, mindskedes det umulige ikke ved udsigten til at skulle opsætte bedømmelseskriterier ved yderligheder med stor stilspredning ...

Der var ikke andet for end at afspejle spragletheden i summen af de indsendte værker og de respektive værkers eget forhold til yderlighed.

Derfor vandt:

• det hovedpine- og kvalmefrembringende i Rex Casswells stykke

• et regelret pop-nummer, der sprænger sig selv indefra ved på udvalgte steder at hamre hovedet imod - og igennem - genrens stilramme

• de to værker med uventede klip i ganske heterogent materiale

• den fantasifulde nyanvendelse af cd-mediet til dels at skabe et helt nyt formkoncept - herunder muligheden for digitalt nul: Stilheden - og dels at udsætte selve mediet for beskadigelser med uventede afspilnings-'gevinster' til følge.

Nedenfor følger dommerpanelets mere officielle begrundelser efterfulgt af ansatser til komponistpræsentation, som de kom til udtryk i interviewene ved præmieoverrækkelsen.

219523
Rex Casswell
Det er nok de færreste, der vil fremhæve skønheden som dette værks fineste kvalitet ... Nok snarere tværtimod: Med fastholdelsen af en høj og en lav lyd - begge i nærheden af grænsen for vort høreområde - efterlades vi med en trykket og kvalmende fornemmelse. Parret med værkets træge udvikling og dets uvilje til at lade os høre de forløsende lyde i mellemregistret, har vi nok med dét værk at gøre, der har taget konkurrencebestemmelserne om yderlighed mest bogstaveligt.

Værket kan bedst beskrives som et lydbillede af en middelsvær migræne.

Upåvirket af stykket kan man ikke være.

Rex Casswell er englænder men bosat i Danmark. Det kompositoriske udgangspunkt er den manipulerede guitar. Således var vinderværkets lyde egentlig undfanget på en elektrisk guitar, men manipuleret til uigenkendelighed. Manipulationen var styret af forestillingen om en defekt i en cd-spiller - en defekt, der vokser til grænsen af eksplosion og nedsmeltning og uden vilje til holde op.

Uden titel
Mikkel Engel Gemzøe
Lige på - stemningen anslås tydeligt med det samme, og de tilkommende - ret radikale-lydlige begivenheder fornemmes velkomne og velvalgte. Stykket er ikke uden referencer til kendte kvindestemmer - som fx Billie Holliday, Marilyn Monroe og Bjørk, men kompositionen som helhed - og opbrudt helhed af og med de indlagte, helt tørre og kontrasterende rytmiske passager - fornemmes velgørende ny, frisk og lovende.

Musikken fremføres af gruppen Perfect, der blev dannet i 1998 og består af Dilly Campion, vokal, Mikkel Gemzøe, trommer, Frederik Tå, guitar. Ved deres koncerter er elektronikken, pelsbeklædte musikinstrumenter, høj hårpragt og fuld fart på det synkroniserede videoshow, en del af de medspillende faktorer.

Udgangspunktet for gruppens virke er den klassisk popsangs ramme, hvor små eksperimenterende nyskabelser trænger sig ind som fremmedagtige landskaber. Vi får med andre ord et bredt appellerende popnummer med indbagte finurligheder og skrappe vitaminer, der måske vil få de mange - og ikke kun de få - til at lukke ørerne op for det yderligtgående.

Gruppen omtaler paradoksalt nok selv værket som det mindst yderligtgående, de har lavet. Et vedholdende rygte vil da også vide, at gruppen vist kom til at sende det forkerte nummer ind.

SCREAM IX
Machinery/ Martin Lohse & Carsten Bo Eriksen
Scream IX er præget af mange forskelligartede lyde, der snart sættes hårdt over for hinanden, snart udvikles og kombineres.

Scream IX er komponeret før den 11. september, skønt specielt begyndelsen af det godt kunne associeres med fornemmelsen af at stå på øverste etage i det øjeblik, hvor alt kollapser.

Martin Lohse og Carsten Bo Eriksen er begge rundet af det klassiske kompositionsmiljø på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Det akustiske grundmateriale til Scream IX var 2 timers optagelser af skrig, jammer og klage, tilsat diverse oplæsning og togenes bremseskrig. Yderlighedsmomentet har de to komponister afsøgt i stemmens tusindvis af nuancer.

How can I have more control over my life
Hans Hansen
Her er cd'en - opfattet som arkiv - drevet til yderligheder. Lydfiler ad libitum og anvisninger på programmering af cd-spilleren ved afspilning af fragmenterne, som mest har karakter af undergangsbilleder, vekslende med tør, mere eller mindre fortvivlet, nærmest klaustrofobisk stuelyd. Et meget radikalt og overbevisende svar på konkurrencens ønske om fremstilling af en stillingtagen til cd'en som selvstændigt medie.

Og kønt er det slet ikke.

Stykket består af fire et halvt minuts musik, fordelt på 29 tracks og med en opfordring til at programmere sin cd-spiller (repeat, random). Herved fremtræder værket med en meget åben form. På de 29 tracks finder man en alvorlig engelsk herrestemme, enkelttoner på en saxofon (i alt en kromatisk skala), digital stilhed, et inferno af lyd m.m.

Uden titel
Lars L. Hansen

Formen i dette stykke kan måske sammenlignes lidt med en serie lysbilleder, hvor en markant støjlyd adskiller en række fascinerende lydbilleder. Nogle af disse lydlandskaber dyrker det statiske, mens andre - og især den sidste - synes at have den organiske udvikling af lydene for øre.

Kombinationen af værkets korthed og dets fylde har gjort indtryk på os.

Lars L. Hansen har i dette stykke dyrket de æstetiske yderligheder, frem for de tekniske. Fra sit daglige virke som lydmand og layouter kender han sin computer ud og ind, så de rent tekniske yderligheder er for hans vedkommende for længst udforsket. Igangsætteren har derimod - med Lars L. Hansens egne ord - været at skabe "noget grimt, der lyder godt" - lad lige den stå et øjeblik; midlerne er: Stille passager med output af stærk støj, høje og lave lyde "og så en ordentlig spand distortion ..."

Tavlen 1
Jacob Madsen
Collagepræget er tydeligt og overbevisende fra starten - og cd-spillerens tendens til fx at gå i selvsving udnyttes overbevisende med det der kunne være 'selve musikken' som hjælpeløst objekt eller - tilhører!

Ca tre minutter inde falder stykket så at sige sammen, men kæmper sig tilbage - men kun for et minuts tid senere at lade sig opsluge af et nyt rytmisk inferno af abrupte gentagelser, ligeledes fremkaldt af cd'en som et instrument i sig selv.

Også Jakob Madsen er normalt fuldtidsbeskæftiget den elektroniske musik, som han dels opfører ved koncerter og dels har planer om at indspille.

Grundstoffet i Tavlen 1 er gamle free jazz-brudstykker. Efter at have samlet og brændt disse på en cd, udsatte Jakob Madsen selve cd'en for sandpapir, skruetrækker og andre ting, man normalt holder i behørig afstand fra sine dyrebare skiver. Hensigten var at lave nogle hørbare ridser, der kunne få cd'en til at "hakke" på en "underfundig måde" og derved give rytmen og klangbilledet en helt ny dimension."