Yderligheder - det ekstreme

Af
| DMT Årgang 76 (2001-2002) nr. 06 - side 234-235

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Yderligheder og det ekstreme har altid været brugt til at nedbryde grænser, vanetænkning m.m., så noget nyt kunne opstå - nye tanker og nye normer kunne dannes.

I det sidste århundrede og især i midten af det, syntes det dog at være blevet til et mantra: Søgen efter 'Nie erhörte Klänge', efter det ekstreme i musikken, i opførelser og i selve koncertsituationen syntes at være det primære - alt skulle prøves - det var nærmest et kvalitetskrav i sig selv.

Men hvad så? - nu er alt jo prøvet ... (der er i alt fald afprøvet et ekstremt antal ekstremer). Et svar kunne være at bygge op igen med alle de efterladte murbrokker, men det fører uværgeligt ind i nye konventioner, vanetænkning og halvkedelige værker ...

Hvad så? - man kan ikke bare være ekstrem for at nedbryde grænser - det er gjort til kedsommelighed med en masse intetsigende værker til følge. Hvilken anden vej er der end for alvor at gå til det ekstreme? At man i hele sit væsen er det ekstreme - lever sit liv som menneske og kunstner i det yderste område - der hvor diamanter bliver skabt - Den Ultimative Kunst befriet fra alle konventioner og bånd til virkeligheden.

Men hvad så med det menneskelige - hvor bliver musikken af? Hvad har disse tanker overhovedet med livet og musikken at gøre? Giver det mening at gå til yderligheder? - enten så er man der, og så er det eneste, der giver mening, det yderligtgående i hele sit væsen - eller også er det blot et lidt halvgennemtygget ord eller en tendens fra midten af det forrige århundrede der ikke giver så voldsomt megen mening i dag.

Det yderligtgående bliver lynhurtigt noget man propper ned over musikken eller livet, fordi man ikke har andet at tage sig til. Nogle mennesker har brug for det yderligtgående, det ekstreme, spørgsmålet er om musikken har brug for det.

Musikken har sit eget liv, den er måske endda uressensen af, hvad livet består af. Er det ikke komponisten fornemmeste opgave at finde ind til denne essens i musikken og efter bedste evne at formidle denne videre i det færdige værk? Om værket er yderligtgående eller ej er ikke noget komponisten behøver at bekymrer sig om, blot han eller hun har udført sit arbejde ordentligt.

Martin Lohse

P.S. Carsten Bo Eriksen og Martin Lohse blev provokeret, da de hørte om temaet Yderligheder og om den overordnede motivation: Hvis man ikke går til yderligheder, er der ikke nogen grund til at gå. Så de to komponister besluttede at deltage og komponerede værket Scream IX i fællesskab. Værket er at finde blandt vinderværkerne til konkurrencen; se tekst om værket andetsteds i dette nummer og lyt til musikken i den medfølgende cd.

red."

Årgang 76/2001-2002, nr. 06