På vej mod ilde tider

Af
| DMT Årgang 76 (2001-2002) nr. 07 - side 250-250

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Af tale holdt i Københavns Universitets festsal 11. marts 2002

For alle danske, der havde ører at høre med, stod det klart at en ny periode i vores politiske historie var indledt, da statsministeren i sin første nytårstale åbnede sin offensiv mod en ikke uvæsentlig side af vort vidensamfund. Nemlig den sektor der under ét går under betegnelsen: Råd og nævn. Statsministerens argumentation tog ikke udgangspunkt i den saglige kritik, der selvfølgelig altid kan og bør rettes mod konkrete kommunikative institutioner i et demokratisk samfund.

Statsministeren kategoriserede råd og nævn under ét, generaliserede som en selvfølge - med udgangspunkt i en folkelig modvilje, en modstand påstået undertrykt gennem lang tid - og kategoriserede disse institutioners medarbejdere, eksperterne og andre sagkyndige, som smagsdommere. Her overfor stillede statsministeren som et dydens modstykke en ikke nærmere defineret folkelig visdom, der ikke mere vil finde sig i at blive vejledt af smagsdommerne.

Det lå i luften i statsministerens utvivlsomt velforberedte og overvejede tekst, at valgets udfald kunne ses som udtryk for denne folkelige ekspertmodvilje. Folk kan selv vurdere tingene, forklarede statsministeren på det mest indtrængende, som om nogen havde hævdet det modsatte, og som om det havde noget med sagen at gøre, når talen er om ekspertrådgivning fra råd og nævn.

Statsministeren ikke alene gav en falsk problemfremstilling af et moderne, demokratisk samfunds naturlige behov for uafhængige ekspertvurderinger. Han blandede samtidig to forhold sammen og vulgariserede derved en filosofisk problemstilling. På den ene side har vi ifølge statsministeren og hans taleskrivere en ufolkelig, isoleret, kold ekspertviden med hang til smagsdommeri og besserwissen. På den anden side - på modsat hold kunne man næsten sige - optræder en sund, varm, livsbekræftende, fornuftspræget folkelig visdom, som hviler i sig selv, og som hverken tåler eller behøver tilført ekspertviden eller yderligere kundskaber.

Synspunktet lader sig uden større besvær henføre under begrebet populisme: Forestillingen om et folkeurdybets fordomme i positiv forstand, en folkelig energi som i sig selv udgør et rigt potentiale i samfundsmagten, og som berettiger sig selv i sin påståede folkelighed.

Dansk Folkepartis åndelige guru Søren Krarup har i årevis hyldet - i sin egen konsekvent udokumenterede beskrivelse - dette sunde, djærve, trofaste, ufordærvede, kække, danske kristne folk, i klar modsætning til fortænkte, rodløse, vantro intellektuelle, de åndsradikale eller kulturradikale, kunstnerne, fritænkerne fjernet fra folket - og altså eksperterne i temmelig bred forstand.

Statsministeren har taget denne forestilling til sig som sin egen. Eller for at være mere historisk præcis har statsministeren og hans parti stedse i et eller andet omfang hyldet synspunktet og dermed jo også foretaget en mere eller mindre bevidst myteopbygning om en modsætning mellem samfundsgrupperne. I dette tilfælde defineret som de uddannede embedsfolk, universitetsmedarbejdere, kunstnere i et vist omfang og på den anden side folkegrundlaget, flertallet, der hidtil har været undertrykt.

I smertelig forstand er det dette, vi er vidner til i disse uger og måneder: En kløft er under uddybning mellem på den ene side - med et forfærdeligt og efterhånden farligt ord - Åndsarbejdere, kunstnere og på den anden side folket. Eller mellem kritikere og folket, hvis kritik varetages af dets repræsentanter, som belejligt nok har sat sig på ministerrierne dækket ind af et solidt flertal i Folketinget.

Sådan ser det ud, og sådan ønsker åbenbart statsministeren og hans regering, hans spindoktorer samt regeringens pr. definition populistiske støtteparti, at det skal se ud. Heri består - sammen med de såkaldt fremmede - den mur bemalet med fjendebilleder som det nye politiske flertal spiller bolden op ad. Ikke nogen hyggelig idræt.

Og næppe for meget sagt at vi her står over for et fænomen, som peger tilbage i dansk politisk historie, vi ikke i dette omfang og den dybde har set udfolde sig siden Madsen Mygdal, og som konsensus-demokratiet hidtil har vist fra sig med velbegrundet foragt og forargelse. Vi har vænnet os til i det danske demokrati, at politikerne - i det mindste i regering - har skullet og måttet argumentere sagligt og alsidigt oplyst for initiativer og beslutninger.

Eksemplerne er legio med hensyn til denne regering, hvor ministre ikke ulejligher sig med at delagtiggøre offentligheden med argumenter bygget på imperi eller underbyggede udsagn. Miljø- og justitsområdet er særlig grelt. Senest har en konservativ talsmand for regeringen afvist statistiske sandsynliggørelser af trafikkampagners betydning for færdselssikkerheden med den begrundelse, at sandsynliggørelserne blot er teoretiske. Herefter mener man at have retfærdiggjort voldsomme nedskæringer også på dette område.

Vi står i en vis forstand ikke over for noget nyt i historien. Den populistiske afvisning af intellektet og kunsten har været nøje knyttet til adfærden i forrige århundredes totalitære bevægelser. Antiintellktualismen, ekpsertafvisningen, kunstfjendskheden, som går hånd i hånd med anslag mod ytringsmulighederne og friheden til at ytre sig, samt at skaffe sig viden uafhængigt af statsmagten, alle disse bestræbelser fra en bestemt type magthavere har sat sig sine spor. Det kan man ikke nægte. Sporene skræmmer. Det kan man heller ikke nægte. I nyere danmarkshistorie har vi som sagt ikke set noget lignende. Man kan tale om, at en hær af budbringere er blevet henrettet, og at flere efter alt at dømme vil følge på skafottet.

Man kan spørge, om disse alarmtilstande, disse advarsler om gentagelse af noget, vi nødigt vil tænke på, blot kommer her og andre steder hvor der protesteres som et udslag af en eller anden sublimeret forkælelse og forskrækkelse over ikke mere at være - i en eller anden forstand - en del af et magtappparat. Disse kritiske overvejelser fremsættes jo midt i udøvelsen af det folkestyre, der trods alle indvendinger er fremkommet som en flertalsrepræsentativitet i skikkelse af regeringen og dets støtteparti.

Men at folkestyret således er trådt i karakter med en formentlig ganske solid flertalsregering skal ikke afholde opposition af enhver art fra at ytre sig.

Oppositionelle uden for det politiske miljø må selvsagt afvise alle tendenser til at stikke piben ind, fordi det nu er et bestemt og determineret flertal der har ordet og magten. Disse tendenser har vi set på det seneste. Myten om den undertrykte debat først lanceret af Ekstra Bladet, nu overtaget af BT og andre blade og nu og da temmelig bevidstløst kolporteret af de elektroniske nyhedsmedier; denne myte næres af regeringen og dens partier og dens kommunikative apparat designet med henblik på at afvise kritik. Flertallet behøver jo ikke tage hensyn til indvendinger.

Bebrejdelsen mod folk med de såkaldt rigtige meninger og korrekte politiske holdninger går på, at fremmeddebatten i alt for mange år er blevet holdt bevidst nede. Udsagn om de fremmede var netop ikke korrekte at fremføre. Men nu er der endelig gået hul på bylden, ethvert udsagn - uanset hvor uunderbygget det måtte være - har derfor ligeværdig udsagnskraft.

Noget sandhedsbevis for påstanden om den undertryte debat er aldrig gennemført og kan heller ikke gennemføres, eftersom intet enkeltemne i den politiske debat faktisk har været drøftet mere grundigt og mere hyppigt og mere langvarigt i landets nyere historie. Bebrejdelsen kunne mere passende gå på, at de færreste har vidst, hvad de talte om, og endnu færre dybest set har interesseret sig for de såkaldt fremmedes konkrete levevilkår og kultur. Men dét er en anden historie. Selve bebrejdelsen om den undertrykte debat, som altså er en uhyrlig påstand, ja, en ren forfalskning af den historiske virkelighed, synes at blive brugt til at forhindre en anden debat, én baseret på det underbyggede, og understreger kun betydningen af at stå fast og kritisere underbygget. Kritisere den holdning at tingene ikke behøver noget sagligt fundament, men blot kan bæres frem af den statsministerielt løst definerede folkelige visdom og påvise, at her er den egentlige og direkte trussel mod den demokratiske debat.

Selv ser jeg med alvor på det, der er ved at ske med det danske samfund og den danske samfundsdebat. Hvad vi oplever, er ikke et regeringsskifte, det er en magtovertagelse. Ved denne magtovertagelse sker eklatante magtforvridninger. Likvideringen af den lange række af råd og nævn, nedskæringerne af andre, intimideringen af atter andre, anslaget mod kunstnernes levevilkår og andre grundlæggende forhold for den frie meningstilkendegivelse rammer direkte ind i ytringsmulighedernes demokratiske struktur og funktion.

Disse nedlæggelser sker jo ikke af reelle spareårsager. Danmark har aldrig være mere velhavende. Det er ikke et enten eller kunstige hofter og kultur, men et både og. Ikke ret mange har rent faktisk bedt om skattelettelser. Intet eller kun meget lidt i den internationale konjunktur taler for behovet om at skære ned på nogetsomhelst. Nedskæringerne kan kun opfattes som ideologiske. Og det er de jo, hvad flere ministre med statsministerens nytårsudtalelse som fyrtårn da heller ikke lægger skjul på.

Det er legitimt af en ny regering at lægge vægten hvor dens flertals interesser findes. Naturligvis. Men det er knap så legitimt, såfremt disse foranstaltnminger er beregnet på at stække ytringsmulioghederne og først og sidst begrænse befolkningens muligheder for at deltage kvalificeret i debatten om samfundsprioriteringer. Det er, hvad der sker, og derfor varsler fremtiden ilde.

Af Georg Metz

Georg Metz er forfatter og kritiker på 'Dagbladet Information

Fra guldalder til stenalder

Den 11. marts blev der afholdt en høring på Københavns Universitet. Høringen handlede om regeringens kulturpolitik. Der var oplæg ved: Dorthe Jørgensen, lektor i idéhistorie, AU, Linda Nielsen, dr.jur., rektor for Københavns Universitet, Johannes Riis, litterær direktør, forlaget Gyldendal, Hans Edvard Nørregård-Nielsen, formand for Ny Carlsbergfondet, Jørn Langsted, professor ved Institut for Dramaturgi, AU, Karl Aage Rasmussen, komponist og forfatter, Georg Metz, forfatter og kritiker.

Høringen var arrangeret af Dansk Kunstnerråd, Billedkunstnernes Forbund, Dansk Forfatterforening, Dansk Komponist Forening, Dansk Musiker Forbund, Dansk Skuespillerforbund, Danske Filminstruktører, Danske Jazz- Beat- og Folkemusikautorer, Danske Populærautorer, Danske Skønlitterære Forfattere og Foreningen af Danske Sceneinstruktører.

Her bringer vi i redigeret form oplæggene fra Georg Metz og Karl Aage Rasmussen.

For yderligere oplysninger om høringen kontakt Dansk Kunstnerråd, Rosenvængets Allé 37, 2100 København Ø, tlf. 35 38 44 01, fax 35 38 44 17, e-mail: dkr-eca@inet.uni2.dk"

Årgang 76/2001-2002, nr. 07