Plader

Af
| DMT Årgang 76 (2001-2002) nr. 07 - side 262-264

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Else Marie Pade. Et Glasperlespil. Elektronisk musik. dacapo 8.224209.

Der har i den seneste tid været efterspørgsel på en dokumentation af den tidlige danske elektronmusik. Else Marie Pade var en af pionererne og et udsnit af hendes værker er kommet på cd. Og hvorfor først nu? Dengang i 1950-60erne levede Pades musik i skyggen af det danske, etablerede musikliv, som ikke havde meget tilovers for "en tuberkuløs mands hosten og en fødende kvindes jamrende stønnen".

Karakteristikken er Knudåge Riisagers og et eksempel på den modstand, Pades musik mødte. Spørgsmålet er, om Else Marie Pades manglende succes kan tilskrives bagstræberiske og mandschauvinistiske tilbøjeligheder i datidens musikliv, eller om det også har at gøre med, at hun ikke selv gjorde nok for at hævde sig. Det er dog tydeligt, at der bag afvisningen af Pades musik ligger en afvisning af selve de problematikker, den sætter på dagsordenen. Og det har noget at gøre med det nære, det daglige, det legende, og så børn .

Er det særlig meget anderledes i dag? Ligger der stadig i miljøet omkring den nye musik i Danmark en afvisning af de problematikker, en kvindelig komponist kunne finde på at sætte på spil i musik? Det er jo ikke, fordi kvinder ikke laver musik i Danmark. Det foregår bare under andre former, som måske er mere åbne.

En udgivelse af Else Marie Pades musik kommer først nu blandt andet på grund af den kultstatus hun siges at have opnået i visse miljøer. Vel at mærke nogle andre end dem, som viderefører 'partiturmusikken'.

Sange fra det 20. århundrede. Den danske sangskat vol.5. Musica Ficta/ Bo Holten. Naxos 8.554973.

Der satses på det sikre i denne nummer 5 i rækken af cd'er med dansk kormusik. Musica Ficta har valgt 25 korværker, som vel at mærke er skrevet i det 20. århundrede, men hvis æstetik og udtryk - både i musik og tekst - overvejende hører det foregående århundrede til. Det hænger naturligvis sammen med, at koret har villet præsentere værker, som ofte bliver sunget. Sange fra det 20. århundrede . er derfor en udgivelse, som først og fremmest korentusiaster får glæde af.

Rottesken . Opera. Gunner Møller Pedersen, libretto af komponisten, Helle Hinz mezzosopran, Ulrik Cold baryton, dir. Peter Ettrup Larsen, Sankt Nikolai Kirkes Kammerkor. Danacord DACOCD 591.

Der er ting, der støder sammen i Rottesken . Det kunne man sige gik fint i spænd med forlægget, Günter Grass' roman af samme navn. Der bukker menneskeheden ganske enkelt under - i fortællingen. I Gunner Møller Pedersens opera støder noget sammen, men på andre niveauer. 'Manden', som er operaens hovedperson, synger på dansk i en traditionel stil, med klar diktion, traditionelt ufarligt. Han fremstår selvgod og lettere patroniserende.

'Rottesken', som er 'Manden's kvindelige modpart, får til tider lov at vrænge aggresivt og synger i en mere dekadent stil. Centralt for operaen lader til at stå det problematiske spørgsmål om 'det kvindelige' over for 'det mandlige'. Og her er der noget der skurrer. Rottesken får tildelt egenskaberne af noget dyrisk, dekadent og fremmed.

Dette sidste bliver yderligere understreget i Gunner Møller Pedersens udformning, hvor hun er gjort fremmedsproget, idet hun synger på tysk. Hun står dermed som anderledes, fremmed og truende, hvor 'Manden' må opleves som operaens bud på normalitet. Denne fremstilling af det mandlige som det normale og det kvindelige som det dyriske, fremmede får lov at stå ukommenteret hen. Hverken på et tekstligt eller musikalsk plan bliver 'Mandens' position i al sin klassiske, rene tilsyneladende uskyldighed truet eller bare udfordret. 'Manden' går ikke under og da 'Manden' i denne sammenhæng i bund og grund er synonym med 'Mennesket', går heller ikke menneskeheden under i denne opera.

Karl Aage Ramussen: The Ballad of Game and Dream, Italian Concerto, Pianissimo Furioso, Strain, Fugue, Berio-Mask, Love is in the world, Lonesome, Liederkreis. The Elsinore Players. dacapo 8.224203-04.

Udgivelsen af en række koncertoptagelser med det hedengangne Elsinore Players er måske ikke guf for hifi-freaks. Når en ellers ganske udmærket lydkvalitet bliver kritiseret, er det jo nok på baggrund af den forventning, man har til indspillet musik. Og vi kender jo historien om, hvordan den stadigt øgede perfektion i indspilningerne af musik af enhver art har skruet forventningerne til musikken og musikerne op. Det er en ond spiral, som ødelægger det for både musikerne og konservatorierne. Det flytter fokus væk fra det væsentlige: Det musikken vil og ikke så meget det den kan.

Udgivelsen af Karl Aage Rasmussens værker fra perioden med The Elsinore Players er på flere punkter relevant.

Værkerne udgør en balancegang mellem på den ene side det legende, vildtvoksende, pegende i mange retninger, fabulerende, og det mere akademiske, historiserende, strukturerende på den anden. Særligt når der mellem disse poler opstår en syntese, som i $ Berio-Mask fra 1997, er det interessant lytning.

Samtidig er der historien om ensemblet. Selvom det måske ikke lykkedes i perioden fra 1975-1987 at komme igennem med de absolut relevante ideer blandt andet om at aktualisere den gamle musik, kan denne udgivelse være med til at rejse spørgsmålet, om det måske var en idé at prøve igen.

Bax: Sonata for Clarinet and Piano , Debussy: Première Rhapsodie , Weis: Sonate for klarinet og klaver , Baird: Dwa Kaprysy , Stockhausen: Amour. 5 Stücke für Klarinette . Lars Aabo klarinet, Semion Balshem klaver. RCD 8373.

Klaus Ib Jørgensen: ...and the lotos rose, quietly, quietly... Geir Draugsvoll akkordeon, Athelas Sinfonietta Copenhagen, dir. Jean Thorel. dacapo 8.224201.

Under kategorien 'cd'er med instrumenter, der kan en masse': Klarinetten er et ufattelig alsidigt instrument. Det har en kolossal stor ambitus, med nogle meget karakteristiske og indbyrdes forskellige registre. Med Lars Aabo kommer vi lidt omkring i det omfangsrige repertoire for dette ekvilibristiske instrument. Hovedvægten ligger på værker af de mere scherzerende. Det er instrumentets adræthed, som kommer i spil. Særligt i Debussys rapsodi er der virtuoseri på færde. Som en kontrast står Stockhausens upersonligt personlige Amour med en nærmest insisterende enkelhed. Det er ikke fingre/tid, som er udfordringen her. Men værket er ikke mindre krævende. Det gælder for musikeren om at finde en hvile i de lange forløb, hvor den samme melodistump gentages i, hvad der synes en uendelighed. Langsomt stiger eller falder det. At holde intensiteten og overskue den langsomme, næsten umærkelige udvikling er en sand udfordring. Det kræver en anden form for virtuositet. Begge former lykkes for Lars Aabo på denne lytteværdige cd.

Klaus Ib Jørgensen har en særlig forkærlighed for akkordeonet. Det er også et dybest set fascinerende instrument. Læg nu associationerne til Piaf, baguette og baskerhue lidt på hylden og lyt til, hvad dette instrument egentlig kan. For det har både klaverets polyfoni og blæserinstrumenternes åndedrag. Og begges adræthed. Cd'en med den poetiske titel ... and the lotos rose quietly, quietly ... rummer fem værker for akkordeon med eller uden ensemble. For en relativt ung komponist må det siges at være en imponerende produktion. Fra det tidlige værk Distortion-Commentary , for fire akkordeoner og slagtøj, til det sene Parodos , for akkordeon med et mindre ensemble, bruger Jørgensen instrumentet varieret og stadigt udforskende.

Peter Laugesen og Mindspray: Howl on! Borgen CD. ISBN 87-21-01801-4.

Peter Laugesens stemme. Træg, tvær, stønnende, monoton - og jysk. Men samtidig fastholdende, chantende , nærmest dragende. Laugesen akkompagneres af Mindspray med en musik, hvor man kan genkende elementer af blues, jazz, reggae, lidt trip-dit, lidt trip-dat.

Laugesens stemme kører løs i den samme dræven, uden særlig megen omtanke for teksten, som heller ikke musikken går i dialog med. Jo, måske lige nogle gange, som når Laugesen siger "..lukketidsblues" og det udløser en walking bass . Eller "... klikken i radioen", som svares af lidt plitzf-agtige lyde i musikken. Der opstår ikke nogen egentlig dialog. Tale, musik og tekst kører derudaf som tre parallelle spor. Og det er bedst sådan, for det er befriende uprætentiøst. Der prætenderes ikke en skjult sammenhæng mellem tonerne og ordene. Hvordan ville ordene "genetiske forskere med røv i begge ender ..." virke, iklædt et fortissimo i det højeste register af en perfekt skolet stemme?

Man har hurtigt vænnet sig til Laugesens tilsyneladende tværhed, som viser sig bare at være den måde, han bruger stemmen på. Man behøver ikke koncentrere sig om musikken, når man har hørt de obligatoriske 10 sekunders intro i hvert nummer. Monotonien har en nærmest bedøvende virkning, hvor man til sidst bare hører ordene. Dunk, dunk.

Ole Buck: Sommermusik. Sommertrio (1968), Petite Suite for blokfløjte og guitar (1993), Fantasia para dos Guitarras (1999-2000), Primavera (1984), 14 Preludier for fløjte og guitar (1972). IRIS CD 0101.

I den ene ende: Sommertrio fra 1968, i den anden: Primavera fra 1984. Besætningen er næsten den samme. Fløjte, guitar og en stryger. Denne tur baglæns i årstiderne som har taget 26 år, vidner om en komponist, som i usædvanlig grad er trofast over for sin stil. Musikken er provokerende enkel. Hvis noget har ændret sig over de næsten tre årtier, er det måske graden af provokation. I Sommertrio er der lyriske, stille, om end monotone passager. MEN DER ER OGSÅ PASSAGER, som med deres to-tretonige melodistump, ALT FOR KRAFTIGT GENTAGET i et helt minut, kommer til at virke utroligt enerverende.

I Primavera er det enerverende, postulerende element nedtonet. Titlernes reference til årstiderne skal ikke læses som et program (hvad er det da for en grotesk hændelse, som indtræffer på sommerengen?). Hvis det skulle handle om forestillinger om årstiderne, altså noget med det cykliske, mangler vi de to sidste årstider. Det er simpelthen musik, der ønsker at være musik. Det handler om forestillinger om musik, og hvordan man kan skubbe til dem.

Early Morn. Danish Music for Guitar. Per Nørgård: Early Morn, The Queen of Hearts , Flemming Weis: Aspects for Solo Guitar , Bent Lorentzen: Umbra , John Frandsen: Nature Morte, Poul Ruders: Jargon, Axel Borup-Jørgensen: Praeambula . Erling Møldrup guitar. Danacord DACOCD594.

Erling Møldrup er en guitarist, som spiller med åndedraget. Hans meget nærværende og kropslige spillemåde gør en komposition som Bent Lorenzens Umbra til en stor oplevelse. Her er virkelig tale om at komme ud i ekstremerne af, hvad guitaren kan udtrykke. Og her lader cd'en som medie for en sjælden gangs skyld musikken komme til sin ret, for hvor dén guitar dog bare kan råbe, når man får den helt tæt på øret. Slam! Det er de stykker, hvor der er noget med udtrykket på færde, som virker bedst, formidlet gennem Møldrups kropsguitar. Fra Lorentzens stadigt øgende hæsblæsthed over Borup-Jørgensens 'begejstret opfarende' eller 'med afslappet styrke (ikke sammenbidt)' til Nørgårds hverdagsagtige sanseoplevelser.

Rued Langgaard: Violinsonate nr. 1 'Viole' , Violinsonate nr. 2 'Den store Mester kommer' . Sergei Azizian violin, Anne Øland klaver. dacapo 8.224153.

Rued Langgaard: Symfoni nr. 9 'Fra dronning Dagmars by' , Symfoni nr. 10 'Hin tordenbolig' , Symfoni nr. 11 'Ixion' . Radiosymfoniorkestret. Dir. Thomas Dausgaard. dacapo 8.224182.

Der er ikke meget i Rued Langgaards første violinsonate, der adskiller den fra så megen anden god og velskrevet senromantisk musik. I 2. sats er der dog noget personlighed, der skinner igennem, hvor en vekslen mellem noget roligt og noget vildsomt sluttes af med en ligesom overdrevet tøven. Violinsonate nr. 2 er et langt mere personligt, og derfor mere tidstypisk, værk, hvor der er noget vred-ung-mand, der kommer i tale.

På trods af afstanden i tid kunne Symfoni nr. 9 behæftes med samme karakteristik som den første violinsonate. I denne indspilning har man valgt at bruge en optagelse af Ribe Domkirkes klokker, hvor man ellers ville bruge rørklokker. Og de stemmer selvfølgelig ufatteligt dårligt. Den passage, hvori de bruges, får derfor et patetisk og ufrivilligt komisk præg.

Den vrede unge (omend ældre) mand kommer igen i Symfoni nr. 10. Dette temperamentsfulde værk med store, måske lidt kejtede, armbevægelser, er afgjort interessant lytning.

Det går helt galt i den 10. Symfoni. Det er ikke en vred, men gal og ikke længere ung mand som er på spil.

10. symfoni vil måske ikke være musik, man lytter til igen og igen. Måske vænner man sig på sigt til Ribes Domkirkeklokker. Ikke desto mindre er disse to cd'er nødvendigt inventar på hylden, hvis man ønsker et nuanceret indblik over den danske musikhistorie i det 20. århundrede.

Lars Graugaard plays pieces for flute and ISPW. Takayuki Rai: Seven Refractions, Cort Lippe: Music for Flute and ISPW, Philippe Manoury: Jupiter . Classico Classcd 342.

Lars Graugaard: Works for Orchestra. Your Shadow, Passing By (1998), To Forget You Is To Forget My Name (1997/98), This Is My Blood (1994-97). Classico CLASS-CD 341.

Fløjte med sound processing (lydbehandling). Rais syv korte stykker tager hver sin lydeffekt under behandling. Satserne bliver derved forskellige indbyrdes. De står dog stille hver for sig, og værket får i sin helhed et visuelt præg, det bliver til en række stemningsbilleder. Lippe lader til at ville afprøve teknikkens forskellige muligheder, og stykket kommer til at mangle holdepunkter. Manoury holder sig til et mere begrænset antal effekter i sin næsten 30 minutter lange Jupiter . Udviklingen i stykket bæres af mere traditionelle størrelser som melodi og rytme.

Hvad man dog ikke kan med teknikken! Den elektroakustiske musik åbner muligheder for en uendelig række effekter og klange. Musikken bliver uden anstrengelse hurtigt meget stor og fylder os ud såvel ude- som indefra. Især hos Rai og Lippe er der en tendens i retning af musikalsk hulmursisolation. Komponisterne vil tilsyneladende en masse ting. Man får ikke hjælp i musikken til at forstå, hvad. De vil måske eksperimentere? Med hvad, lydene? Men hvad vil lydene?

Graugaards orkesterværker er både store og velskrevne. De tre værker på den nærværende cd er blevet til i løbet af Lars Graugaards periode som composer in residence hos Odense Symfoniorkester. Vi har i Danmark en række ordninger, hvor en komponist for en periode samarbejder med et symfoniorkester, og det kan vi være stolte af. Orkestret er en gevaldig størrelse at arbejde med på nodepapiret. Praktisk erfaring er altafgørende for komponisterne. Denne privilegerede ordning gør, at vi får nogle komponister, som er rigtig dygtige til at skrive for orkester.

Ved Casper Brønnum Cordes"

Årgang 76/2001-2002, nr. 07