Pas på den gode smag, den står i vejen for det, der er bedre

Af
| DMT Årgang 76 (2001-2002) nr. 08 - side 288-290

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Af Pelle Gudmundsen-Holmgreen

Men mon dieu, hvem ser jeg dér komme? Lidenskaben! Er det et ord, vi ofte benytter os af? Jeg synes ikke, det ser sådan ud. Men det er på sin plads nu.

Nu har vi jo, et par stykker af os, gennemført et parallelløb eller zigzagløb eller forhindringsløb gennem dansk musikliv over et halvt århundrede. Det kunne måske give anledning - sat i gang af visse ydre omstændigheder - til en slags status, i beskeden form forstås, absolut beskeden form.

Når jeg siger et par stykker af os, tænkes der her, som man jo nok aner, mere specifikt på Per Nørgård, som jeg herefter ikke hæfter efternavn på, det ville være for underligt. Og lad os så få det overstået: TIL LYKKE PER! Der er sgu meget at ønske til lykke med. Det kan enhver regne ud, og jeg håber også det vil fremgå af det følgende. Måske ikke umiddelbart følgende, men senere følgende. Jeg kunne nemlig tænke mig at starte med de i denne sammenhæng fremmedartede ubehageligheder, for senere at vende hjem til behagelighederne. Faktisk blev min far beskyldt for at have tilbøjelighed for en sådan fremgangsmåde. Hans gode ven billedhuggeren Gottfred Eickhoff sagde om ham: "Først intimiderer du og derpå bruger du tider på at glatte ud og bygge op igen".

Jeg er ikke specielt stolt over teknikken og kunne jo bare lade være, men der ligger altså en lille fristelse og lurer, og når det ligger i generne, hvor meget kan man så gøre? (dårlig undskyldning). Jeg forstod på mine gamle slægtninge, at de betragtede fremfærden som et islandsk træk, derfra stammer vi. Venlige sjæle har fundet, at jeg også komponerer på den måde: Først skal man gruelig meget ondt igennem, og så kan der rettes op. Men hvad er det her dog for noget? Jeg snakker kun om mig selv! (Ligesom Per gjorde, da han talte i Danmarks Radio om Vagn Holmboe i forbindelse med dennes dødsfald! Den sved. HA!).

En anekdote: Efter opførelsen for ganske nylig af Pers Terrains vagues ramlede jeg ind i Per for enden af trappen neden for Radiohusets Koncertsal og hører mig selv sige: "... men der er for mange toner, jeg kan bedst lide de flade, stillestående landskaber". Sådan i kort referat. Det er søreme ikke noget at sige til en følsom, ved en sådan lejlighed over-følsom komponist - lige efter en opførelse. Jeg fortrød det også bagefter og ringede til Per næste dag for at undskylde og fortælle om alt det glimrende og strålende, der også eller især kan siges. Jeg skal komme ind på, hvad hermed menes senere.

Nok en anekdote: For ca. 25 år siden var jeg gået i Nikolaj Kirke for at høre Pers klarinettrio fra 1955, der altså på det tidspunkt havde en snes år på bagen. Det var vist et stykke tid siden, stykket var blevet spillet sidst. Efter koncerten fulgtes Per og jeg ad, lige så hyggeligt, gennem de gamle gader, og Per siger så: "Det var en underlig oplevelse for mig at kunne konstatere, at der ikke var en tone for meget i den trio". Hvortil jeg svarede, at der måske var en sats for meget. Selvfølgelig blev Per lang i ansigtet, endnu længere, og stemningen var ødelagt.

Det, jeg havde i tankerne og var skeptisk over for, var den 3. sats, en slags scherzo, som jeg syntes, var for indlysende i sit klovneri (kromatisk faldende 'grine'-figurer). Jeg syntes det var synd for de andre satser. Det kan være rigtigt eller forkert, men forkert er det i hvert fald at sige det på det tidspunkt og sandsynligvis også på den måde (rigelig tørt).

Det lærerige ved denne historie er, at jeg slet ikke synes sådan nu, i dag et par dage efter at have genhørt værket på årets (kan siges med en hovedrysten, da der åbenbart ikke er flere år i den butik, ned med regeringen) NUMUS. Tværtimod synes jeg, det er en fordel med en let, lys sats mellem to mørke. Dog er det stadig den langsomme 2. sats, jeg er særlig glad for, original og fastholdende og fasttømret som den er. Hele denne trio viser, hvor langt Per var nået i 1955. De ting, jeg selv lavede på det tidspunkt, var ikke i den klasse. Når man nu synes noget på et tidspunkt og noget andet på et andet tidspunkt, er det så ikke ligegyldigt eller ligefrem latterligt? Nej det er det ikke!

En anekdote: Ved et muntert selskab for en lille snes år siden mødes Per og jeg ved ta-selv-bordet, og Per beretter, at han har fået øjnene op for anarkismen og kan føle sig i familie med tankerne, gående ud fra en nyligt udgiven bog om en isoleret, såkaldt primitiv stamme i ... ja, jeg husker ikke om det var Australien, Afrika eller Sydamerika, der kunne tjene som eksempel på en ideel konkretisering af disse tanker. Det er bare ærgerligt, de osse er menneskeædere, siger jeg dertil, for jeg havde også læst om denne nye bog og vidste, det forholdt sig således. Tableaux. Længere ansigt, et stift blik og replikken: "Vi har ikke mere at snakke om". Hans velærværdighed 'Åbenheden' smækkede i, mobset. Måske forståeligt og praktisk festlighederne taget i betragtning, medmindre man altså havde kunnet betragte mit korte indlæg som en lysten spøg.

Ikke flere anekdoter. Jeg har bragt dem for at belyse et alment og genkendeligt menneskeligt forhold. Det ser ud til at være ganske nemt for os mennesker at gå galt af hinanden, selvom vi i mange tilfælde vil hinanden det godt.

I en af Strindbergs teater-ægteskabsscener har parret erklæret over for hinanden, at de vil tage sig sammen, undgå faldgruberne, prøve igen - og få øjeblikke efter er manden i knibe, kan næsten ikke holde sig i skindet, men han tapetserer stuen og ser en mulighed i, eller kan ikke finde anden udvej end, indædt at gentage: "Jeg klistrer, jeg klistrer". Så vidt jeg husker, er det sådan det foregår, og hvis jeg husker forkert, er versionen alligevel god nok på dette sted.

Det er ikke for sent at forbedre sig, heller ikke når man er 70. Hvis det er for sent i 'nærværende' sammenhæng, og hvis man synes, jeg ikke er sød, ligger der dog en trøst i, at sursøde tilvirkninger kan være ganske brugbare til en afveksling. Salt er også godt i maden (om end ikke i såret). Men allerhelst så jeg det her hævet til et højere plan, det er noget vi har sans for i vore kredse, jeg vil gerne op på det økologiske plan. For dermed står det klart, at syrnen skyldes baciller og enzymer, som er helt uundværlige, ja, der hæges jo om dem!

Men syrligheden, intimideringen, skal vist rettes op nu. Og hvad er så naturligere end at tale om lidenskab. Men mon dieu, hvem ser jeg dér komme? Lidenskaben! Er det et ord, vi ofte benytter os af? Jeg synes ikke, det ser sådan ud. Men det er på sin plads nu.

Et af de første værker jeg hørte af Per, for ca. 50 år siden, var hans 1. Symfoni. Det er en lidenskabelig symfoni, det slog mig allerede den gang. Ikke typisk dansk, hvis man dermed mener mådehold, "se nu ikke at komme for godt i gang", sund og robust, på det jævne, passende selvironi. Symfonien er lidenskabelig i flere henseender. Og her finder jeg en måde at tale om tingene på, som er brugbar - omend typisk vestlig i sin måde at dele op på. Der er indhold, og der er form. Det er jo den vestlige fremfærd, og jeg er absolut skeptisk, for denne dialektiske opstilling smuldrer jo, når man ikke ved, hvor det ene ender og det andet begynder og måske er helt sammenfaldende!

Med dette in mente har jeg alligevel lyst til, for overhovedet at være i stand til at sige noget, at foretage en yderligere opdeling: Der er et udtryksbehov, der er et sprog, og der er en form. Og lidenskaben kan herske på alle fronter. Det jeg fæstnede mig ved dengang, da jeg første gang hørte Pers 1. Symfoni, var det lidenskabelige udtryk. Mørkt, glødende, til sidst skarpt lysende. Voldsomt. Det ramte mig hårdt.

Senere er jeg blevet opmærksom på, at lidenskaben naturligt nok ikke er nok i sig selv, man må søge et sprog, der egner sig til at viderebringe de indre syner. Lidenskaben overføres til selve søgearbejdet - og dét kræver sin mand. Når vi tænker på Per, ved vi, at hér har vi sådan en mand. Helt og aldeles udpræget. Er man ved at finde et sprog - i en bestemt sammenhæng, i en bestemt sammenhæng for guds skyld, der er hele tiden tale om éngangssituationer - er man også snart ved at finde, eller i gang med at søge efter en form. Den lille (umulige) begrebstrio er dermed gennemspillet. Og når jeg er så glad for Per og hans musik, er det just for hans lidenskabelige indsats over hele feltet - omend af og til netop mindre hvad angår udtrykket, indholdet, 'budskabet', hvilket først og fremmest gælder 70ernes og 80ernes pågående hymniske, apoteotiske værker.

Hos Bach møder vi en beslægtet lidenskabelighed. Hans sprog, hans harmonik og melodik er barokkens mest lidenskabelige. Og formen? Hvordan er det med den? Har han glemt den? At stille et sådant spørgsmål er indlysende tåbeligt. Sibelius? Samme sag. Måske er det simpelthen bare karakteristisk for enhver ordentlig komponist, at han går lidenskabeligt til værks over for sin egen sprogbrug. Så det bliver et spørgsmål om lidenskabens styrke - og så det forpulede talent. Og nu begynder vandene at dele sig. Og de deler sig yderligere, når vi tilføjer det mærkelige begreb SMAG. Farligt ord, farligt ord. Hvor meget trænger dette begreb ind i vores virke, vores reaktioner, vores relationer, vores beslutninger (jeg mener, vi burde have nogle flere 'smagsdommere', ned med regeringen).

Liszt? Lidenskabeligt udtryk, for hurtig, trendy med sin form. Wagner? Lidenskabeligt udtryk (noget overflødig konstatering), lidenskabeligt formprojekt, gyselig smag! Så nu har jeg fået kridtet banen op. Og man aner lurende farer. De kan til en vis grad afblæses. Til en vis grad. I denne omgang. Der er tale om personlige idiosynkrasier på det personlige plan, og jeg tror, jeg kan glæde mig over, at engagementet vedrørende 'smag' er vigende i forhold til interessen for sprog og form - efterhånden som jeg bliver ældre.

Lidenskab for sprog og form er direkte forbundet med KONSEKVENS. Dét er en ting, det er svært at undvære. Pers musik er konsekvent.

Glæden ved musikkens abstrakte egenskaber og på den anden side det, den fornemmes at udsige om verden, er altid i en vis karambolage, selvom man kan disciplinere sin lytten, selvom man kan blive klogere på 'smagens' betydning. Over for visse af Pers værker er en mobilisering af denne skelnen en fordel for mig, i andre overflødig. De værker, jeg holder mest af, er uden for megen (udenoms) betydning, står ikke for tydeligt i et bestemt udtryks tjeneste, taler ikke i kursiv, henviser ikke til for mig fremmedartede ideer. Og de er heller ikke for intelligent-krebset-krøllede. Jeg finder en del ny musik temmelig krøllet, også Pers, af og til. Også min egen, af og til. Og der er ikke sjældent for mange toner. Også i Pers. Også i min - selvom der ikke er så mange i forevejen (der kan også blive for få).

Det forventelige svar herpå er, at det gode værk har det antal toner, der skal til, hverken flere eller færre, og dermed basta. Om der er mange eller få er fuldstændig ligegyldigt. Og det kan man selvfølgelig ikke være uenig i. Og for en sikkerheds skyld skal jeg præcisere, at komponister, der finder, at en overdådighed af toner, informationer, tætheder er, hvad de ønsker sig, at det oven i købet er en del af ideen, ikke alene er i deres fulde ret til at synes sådan, men jo også har skabt udfordrende, stærkt spændende og bevægende værker. Tænk på Boulez' Pli selon pli, Ferneyhough, Xenakis og begyndelsen af Fundals Entropia for eksempel.

Når jeg alligevel tillader mig at synes, der ikke sjældent er for mange toner, er det fordi jeg frygter, at der kan ligge dårlige vaner bag. Og at der kunne tænkes at ligge en lille angst på lur for ikke at være fin nok, med på den eller for at sige det råt, se dum ud. Ny musik har et lærd, stærkt akademisk præg, og bl.a. Holberg har vist hvor galt dét kan gå. Ovenstående er ikke møntet på bestemte personer, men på hele miljøet, mig selv inklusive.

Tilbage til Per. Det er muligt, man vil finde min nølen over for visse sider af Pers musik irrelevant, og mange vil uden tvivl mene det stik modsatte, men jeg har nævnt det her for at sætte fingeren på, hvad der i et langt liv har skabt problemer for Per og mig. Men det lysner. Faktisk er vores musik og de bagved liggende ideer meget tættere på hinanden i dag end de var midtvejs. For at undgå for lange forklaringer kan jeg sige ligeud: Jeg er ked af, det ikke er mig, der har skrevet Terrains Vagues. Og når jeg i et svagt øjeblik har nævnt, at der kunne tænkes at være for mange toner, refererer det til et længere, skævt, 'dansant' afnit i sidste halvdel, som piner på, noget for overlæsset efter min smag (ordet brugt for sidste gang i dag).

Men afsnittet får jo også samtidig en underlig, fængende kvalitet ved at blive ved, variere sig, tage fat igen, på en til syvende og sidst desperat måde - der bider sig fast.

Ikke mere ambivalens - ind med trompeterne. Man kan jo med højt humør konstatere, at vores fødselsdagsbarn kan ønskes til lykke med sejrrig fremfærd på alle områder, undervisning, betydning for dansk musikliv, opfindelse eller 'findelse' af hierarkier af både melodisk og rytmisk art, uddybning af interferens-forhold, tonesøer (det indiske oceans grundtone er også fundet). Alt det har der dog ikke været plads til her, det er andre bedre til. Jeg har snarere forsøgt at erklære mig ved at indrømme vanskelighederne, for derigennem at kunne lægge ekstra vægt på det, der står mit hjerte nærmest.

Hvad der skulle have været talt mere om er: Generøsitet, Elskelighed, Poesi, Fantasi (ikke mindst) og en surrealistisk eller måske snarere absurd Humor, IKKE MINDST. Og det gælder både Per(sonen) og musikken.

Et ganske, ganske svagt syrnet (vi bli'r gamle) TIL LYKKE.

Din Pelle"

Årgang 76/2001-2002, nr. 08