Semper ardens

Af
| DMT Årgang 76 (2001-2002) nr. 08 - side 286-287

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Af KLAUS RIFBJERG

Per Nørgård og jeg er jævnaldrende, opvokset i Danmark i trediverne og fyrrerne, kommet til skabende bevidsthed i halvtredserne og tresserne og har levet som kunstnere på hver sit felt siden. Jeg er forfatter, han er komponist. Det giver øjeblikkelig en væsentlig gradsforskel i udtrykket, for selvom digtet også er et abstraktum, så hænger det alligevel mere sammen med en genkendelig, verbaliseret virkelighed end musikken. Digtet 'forestiller' måske ikke noget direkte, musikken slet ikke. Alligevel er både skrifien og musikken tidsbundne, og man kan med god ret spørge sig, hvad netop det betyder, og hvorfor mange føler, at den moderne musik er sværere tilgængelig end digtekunsten, selvom mange synes, at også den er svær at bide skeer med.

Hvis man læser, hvad Karl Aage Rasmussen skriver i DMT, kan man få indtrykket af, at den moderne musik er så eksklusiv og så frigjort, at de sidste forbindelseslinjer til selv et åbent og følsomt modtageapparat er brudt. Der er ingen, der hører efter, og det, musikbrugere bruger musikken til, er afspænding. Lyttes der til musik, er det fortrinsvis den klassisk-klassiske, hvilket ville svare til, at de fleste læsere hyggede sig mere med Ewald og Oehlenschläger og til nød J.P. Jacobsen og Holger Drachmann end med F.P. Jac., Søren Ulrik Thomsen og Michael Strunge. Hvilket set fra en bestemt synsvinkel måske er sandt. På den anden side er det underligt, at mens den klassisk-klassiske musik virker mere moderne end dens samtidige litteratur (Drachmann er en gammeldags størrelse) så er trægheden ved mødet med det ny og anderledes enorm, og i kernen er den litteratur, som er allermest gængs og elsket, bygget op på nøjagtig samme måde som for hundrede og hundredehalvtreds år siden. Der er stilistiske afvigelser og eksperimenter hos såvel Ib Michael som Kirsten Thorup, men dybest set er grundkonceptet hentet i romaner, som man skrev dem på Stendhals og Flauberts tid. Der er ikke den store forskel, og hvis man ser på den deciderede mainstream (Jens Chr. Grøndahl og Hanne-Vibeke Holst) så er der lagt så megen afstand til ethvert eksperiment, at forfatterne ligeså godt kunne hedde Sophus Bauditz og Marie Bregendahl.

Mit eget forfatterskab hviler solidt på traditionen og bygger videre på den med de nødvendige afvigelser og det selvfølgelige oprør. Man reagerer på noget, der er, for at komme videre! Jeg tror - bestemt uden at være ekspert - at det forholder sig på nogenlunde samme måde med Per Nørgårds musik. Han hænger ikke helt der ude, hvor fortvivlelsen over ikke at kunne komme langt nok ud fører ham så langt ud, at slet ingen kan følge med ikke engang han selv. Jeg oplever noget selvplagerisk i den holdning, der dikterer ekstremisme eller den konstante jagt på det ny og hidtil usete som den eneste grund til overhovedet at beskæftige sig med kunst, og jeg synes, der er noget sørgeligt i at være vidne til de spring over egen ryg visse kunstnere foretager af rædsel for ikke at være på omgangshøjde med en avantgarde, der for længst har slidt sine våben op ved at slå sig selv og publikum oven i hovedet med effekter, der til sidst virker så narcissistiske, at de ikke engang gengiver ophavsmandens billede i spejlet, men splintrer det.

Vil man som menneske gerne se sig selv eller bare skyggen af sig selv i kunsten? Jeg tror det. Dertil fordres ingen realisme - til gengæld er en kunst, der insisterer på loyalt uden ophør at reflektere tilværelsens dissonans og sprængthed måske for diktatorisk afvisende på sine rigoristisk selvvalgte principper til at skabe genklang? Jeg er ikke bleg for at sætte hverken Pelle Gudmundsen-Holmgreen eller Per Nørgård eller Karl Aage Rasmussen på grammofonen (hedder det det i vore dage?) heller ikke tidligt om morgenen, men jeg nægter at lade mig intimidere af både Glenn Gould og John Cage eller nogen anden til at lægge Mozart i frostboksen eller til ikke at græde snot over Schumanns Kinderszenen eller Schuberts Rosamunde. Hver ting til sin tid.

Da Berlioz uden særligt held forsøgte at introducere Beethoven i Frankrig, opfattede man sidstnævnte som ekstremt avantgardistisk (ordet var ikke opfundet endnu), nu ser Karl Aage Rasmussen et vist fremtidsperspektiv i aflytningen af Beethovens sene kammermusik. Her er noget, han kan tage til sig uden at gå ind i rollen som musikalsk hængekøjeekvilibrist. Berlioz, der sikkert opfattede sig som ekstremt eksperimenterede (og hadede Rossini), må se sig uddistanceret af det beethovenske geni, også selvom han skrev musik for orkester med flere hundrede mand og seksten kanoner, hvor Beethoven holdt sig til en enkelt nattergal og en gøg og et tordenvejr i Pastoralesymfonien.

Hvad jeg prøver at sige er på samme tid enkelt og indviklet, men handler måske om, at man konfronteret med spørgsmålet om den konstante progression kommer længst med lidt sval distancering. Ikke at lidenskaben og den eksistentielt betingede nødvendighed i afsøgningen af de ny muligheder skal elimineres, tværtimod, det er mere bekymringen over buens spændkrafi, der af og til får strengen til at briste. Som Niels Bohr sagde til sin matematikerbror ifølge anekdoten: "Du tænker for meget, Harald" - hvilket skal udlægges: Hvis man overbelaster intellektet eller pisker sig selv ud i en form for mental reguladetri på kunstens (og videnskabens) vegne, risikerer man at havne i en blindgyde eller som det hedder på svensk: en återvändsgränd, altså et sted, hvor man er tvunget til at vende om og gå tilbage for - måske - at finde sig selv.

Når man som Per Nørgård fylder 70, er det muligt at se tilbage, også selvom man ikke står i en blindgyde. Hvad han ser, er et værk, og det værk er anderledes, end det, en forfatter eller en maler eller en billedhugger, kan se tilbage på. Det er måske en stak noder og en håndfuld cd'er. Men der er ingen kor, og mange steder mangler ikke bare instrumenter, men et helt orkester! Hvad han ser, ser (og hører) han inden i hovedet! Det er mærkeligt og for en moderne komponist måske endnu mærkeligere, end det var for forgængerne, der - måske med undtagelse af Rued Langgaard og andre på den yderste fløj - dog blev spillet og hørt og elsket af mange, ja, måske allermest af dem, der sad med en node ved det opretstående og måtte stave sig til melodien.

Men der er ingen grund til at græde, det er omvendt: Man kan ønske til lykke! Beethoven er for evigt, Berlioz overlever, og selvom Per Nørgård har fortiden bag sig, så har han også fremtiden for sig. Måske ligger det vigtigste eksperiment i overlevelsen, måske er det at skabe et forsøg på at kaste en brandhage ind i fremtiden og få den til at hænge fast, så man selv og andre kan komme videre, ja, måske endda komme lutrede og levende ud af flammerne. Ild skal der til, men også svalhed. Hvis man ikke vil brænde op.

Klaus Rifbjerg er forfatter."

Årgang 76/2001-2002, nr. 08