CDER

Af
| DMT Årgang 77 (2002-2003) nr. 01 - side 29-32

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Per Nørgård: Songs, Lars Thodberg Bertelsen, bar., Per Nørgård, klaver. DACAPO 8.224170

Per Nørgård: Symfoni nr. 6 "At the End of the Day", Terrains Vagues, Radiosymfoniorkestret dirigeret af Thomas Dausgaard. CHANDOS CHAN 9904.

Songs rummer en række Nørgårdsange med klaverakkompagnement, skrevet gennem de sidste halvtreds år. Komponisten akkompagnerer selv, og for en ny musik-udgivelse må der dermed siges at være en sjældent kort afstand mellem værkernes ophavsmand og deres klingende resultat. Det føjer unægtelig en vis autenticitet til udgivelsen, og man kan med desto større ret rejse nogle spørgsmål i dens forbindelse.

Det overrasker nok ikke mange, at Nørgård vælger en klassisk skolet sanger til at fortolke sangene; Thodberg Bertelsen synger med den for stilen karakteristiske lave strubeposition, vibrato, og en rund, fyldig klang. Har man vænnet sig til denne sangstil, og kender konventionerne, vil man kunne lytte til sangene som man lytter til fx romantiske lieder, og oplevelsen vil have samme karakter. Alligevel er valget problematisk. Den klassiske sangteknik favoriserer som bekendt klangfylde på bekostning af forståelighed. Denne 'kultivering' af stemmen, som har rod i romantikkens forestilling om stemmen som et privilegeret sted for transcendensen, fjerner sangen radikalt fra talestemmen, og dermed fra det daglige, det individuelle. Sangen bliver ophøjet, ikke daglig; sangeren bliver et rør, ikke længere en person.

Denne betragtningsmåde er gennem de sidste hundrede år gradvis blevet brudt ned, og vi har vænnet os til at lytte til sangere, som synger i en personlig, talenær stil. Der skal nogen anstrengelse til for ikke at føle en vis fremmedgørelse i lytningen til denne opførelse af Nørgårds sange. Selv inden for klassiske sangere kan 'afpersonaliseringen' gradbøjes, men i Thodberg Bertelsens tilfælde forstærkes den af en overdrevent distinkt udtale. Participiumsendelsen '-et' bliver således oftest udtalt med et (kraftigt) [t]. De initiale t'er er ofte 'tynde', dvs. uaffrikerede. Det er to karakteristika ved visse jyske dialekter, men hos Thodberg Bertelsen er det ikke gennemført, og bløde d'er og affrikerede t'er dukker op, ligesom når opmærksomheden er nede. I mange tilfælde bliver ordene udtalt på en måde, som ingen ville udtale dem selv i højtidelig tale. Man får indtrykket af en villet og bevidst konstrueret udtale, som har skriftsproget som model. Og som lytter kommer man til, selvfølgelig ikke på et konkret plan, at stille sig spørgsmålet: "Hvem er det, der taler?" Er det skriften?

En konsekvens af den klassiske sangstil er, at affekter som udtrykkes i sangen, kommer til at virke utroværdige. Når Thodberg Bertelsen i Fred (1955) (et digt, som enten er af Halfdan Rasmussen eller Jens August Schade, afhængigt af hvor i bookletten man kigger), med en 'mildere' stemmeføring synger, til børnene: "tag min hånd i jeres hånd og følg mig mange mil", kan jeg godt beslutte mig for, at hensigten måske er at udtrykke ømhed. Men jeg kan ikke lade være med at opleve det som patroniserende. Det er den lave strubeposition som giver et indtryk af dominans, og alle udtrykte affekter bliver farvet af det.

Betragtet inden for de meget snævre rammer af, hvad man kunne kalde 'det klassiske publikum' er dette selvfølgelig en irrelevant diskussion. Her har man absolut indoptaget den klassiske doktrin om sangstemmen som det sublimes talerør, eller hvordan man nu vil udtrykke det. Men set i en bredere kulturel sammenhæng (og det mener jeg, Nørgårds musik ellers sagtens kan tåle), er der et problem i den manglende overvejelse over sangstilen.

Da Nørgård komponerede musik til Piet Heins Du skal plante et træ, i 1967, var han ifølge bookletten inspireret af tidens popmusik. Men var det egentlig nye ved fx the Beatles ikke den talenære sangstil? For rent musikalsk, stilmæssigt, pegede da ikke McCartney og Lennons musik i alle mulige retninger, folkelige som finkulturelle? Alligevel står denne sang som den næsten mest rendyrket klassiske i Thodberg Bertelsens fortolkning. I Af Tue Bentsøns viser, op. 27 fra 1960, er inspirationen fra modernismen tydelig, og som en af de få sange på cd'en bliver der her eksperimenteret med tale, hvisken og sang ofte vekslende fra ord til ord, i en form for iscenesættelse af teksten. Som en stærk kontrast til det moderniserede tonesprog, og den eksperimenterende holdning til sangen, står valget af tekst: En slags neo-folkevise, skrevet af Viggo Stuckenberg vel en gang i slutningen af 1800-tallet (Der er desværre kun sparsomme oplysninger om digterne i bookletten).

I det hele taget dominerer tekster af romantisk islæt. Ud over de egentlige romantikere, som Nørgård støver af, som Johannes V. Jensen og Stuckenberg, har han en tilsyneladende forkærlighed for de samtidige digtere, som er mest tilbageskuende. I langt de fleste tilfælde er digtene, nye som gamle, på vers og med rim. Emnerne er gode, gamle romantiske kæpheste, som Barndommen, Naturen, Kunstneren. I Nørgårds 'nordiske' periode kammer det over i en tyk nationalromantik, særligt i Thøger Larsens Landskab, og Tordenbygen, begge fra Nørgårds opus 14 (1955-59).

Der er en tilbøjelighed til, at digtene ret utvetydigt fortæller os, hvad de handler om. Når tordenregnen, i Tordenbygen,, stråler ned mod de hvide bondedatterbryster, er der vist ikke grund til at være i tvivl om, hvad digtet handler om. I hvert fald overhovedet ikke, når lynet efterfølgende "lystent borer sig i kloden".

Det 'cykliske', i Ib Michaels Stjernespejl,, sat i musik i 1987 af Nørgård, bliver grundigt understreget, ikke kun i formen, hvor det sidste vers i foregående strofe gentages i den efterfølgende, men vi skal også have det at vide, ved det gentagne "ringen slutter alting inden solopgang". Digtene er stive, formmæssigt, og dominerede af deres bagvedliggende dagsordener, hvad enten de er af metafysisk, religiøst, holistisk eller nationalromantisk tilsnit.

Nørgård kritiseres for at være for bogstavelig, når han taler om sin musik. Pelle Gudmundsen-Holmgreen er for nylig blevet citeret for, at Nørgårds overvejelser omkring fx astrologi og healing er en hæmsko for ham som lytter. Som Nørgård selv antyder i bookletten: Hvis Nørgård skal formidles, skal der andre til end ham selv. Dog er det et problem, når denne bogstavelighed træder igennem i selve værket; og det er der en tilbøjelighed til, når Nørgård vælger tekster, som på tykkeste vis peger på de størrelser, han vil sætte i spil i musikken.

Denne bogstavelighed, som får Nørgårds sange til at lukke sig om sig selv, er man fritaget for i Nørgårds instrumentalværker. Symfoni nr. 6 og Terrains Vagues er facetterede orkesterværker, som peger i mange forskellige retninger, og som netop er noget af det mest åbne, komponisten har skrevet. Det strukturelle element, som var dominerende i Nørgårds hierarkiske periode, kulminerende med hans 3. Symfoni, er her tonet i baggrunden, og der er et stort menneskeligt nærvær i musikken. Det er, som om Nørgård i disse værker skaber en syntese af alle de forskellige retninger, han har været igennem. Hvilken lyttemåde man end anlægger, strukturel, humanistisk, metafysisk, må man imidlertid indstille sig på at blive 'skubbet til', konstant, undervejs.

Karsten Fundal: Chamber Music. Zoom (sinfonietta), The Wings of a Butterfly (cl, vl, vla, acc), Traces (cl, vl, vcl, pno), The Ways of Lightness and Falling (cl, pno, vcl), Two Simple Movements (fl, vl, vcl, pno), Ritornello al contrario (perc, sinfonietta) . Thomas Sandberg, percussion, ATHELAS Sinfonietta Copenhagen, Giordano Bellincampi, dir. DACAPO 8.224164.

Nørgård har haft, og har fortsat, en stor indflydelse på yngre danske komponister. Fundal er en af dem. Det er især Nørgårds hierarkiske principper, som Fundals måde at tænke musik på, bringer mindelser om. Fundal fører "prækompositionen" ud i yderste konsekvens, med det erklærede mål at give musikken "retning". Målet er at skabe smukt udformet musik, og Fundals seks kammermusikalske værker på denne cd er også både helstøbte og velskrevne. Der er ikke noget, som lyder 'konstrueret'.

Værkerne, som er skrevet mellem 1991 og 1997, afspejler en udvikling i Fundals stil. De tre ældste værker, Traces, The Ways of ..., og Two Simple Movements , er i en nærmest romantisk stil, nydelsesvækkende; de tre senere, skrevet i et åbenbart ret produktivt 1997, har mere en neoklassisk karakter med en noget mere pågående rytmik. Fundal siger selv, at stilspørgsmål ikke er centrale for ham. Han accepterer, at lytteren i "det klingende resultat" (som vi har for vane at kalde musik, som om det var partituret, der egentlig var musikken) fornemmer referencer til fx Alban Berg og Gustav Mahler, også selvom de dybest set ikke er der.

Denne ubekymrethed over for spørgsmålet om musikkens artikulation, gør dog, at man kommer til at savne kontraster. Der tænker jeg ikke i rent strukturel, musikalsk forstand, for det er Fundals fortjeneste, at han netop sætter nogle helstøbte former op, som lever op til de klassiske idealer om variation og kontrast inden for musikkens parametre. Måske var det netop, hvis artikulationen, eller stilen kunne få en mindst ligeværdig plads i Fundals systemtænkning, at værkerne kunne lukke sig op udadtil og gå i dialog med vores samtid.

Moose Matrix: Roto. Anna Klett, Basklarinet. Tutl/FKT-18

Det nydelsesmæssige er centralt for Fundals musik, men der er samtidig en ambition om at formen skal bære en slags betydning. Jens Hørsving stiller ikke det krav til sin 40 minutter lange Roto for basklarinet og elektronik. Det er erklæret nydelsesmusik. Indadvendt, meditativt. "This recording should be listened to softly", står der på selve cd'en.

Hans-Henrik Nordstrøm 3. Strygekvartet nr. 4, Fantasía fyrir bassaflautu, Susåens fugle drømmer nye sange, Draumur, Asterión, Il Quadrato Magico, Kobberstik. Cailin Kvartetten, Kolbein Bjarnason & Gudrún Óskarsdóttir, Copenhagen Saxophone Quartet, Clara Bæk, Kvartetten Danske Rør, Michiyo Honma. CLASSCD 387.

Hos Hans-Henrik Nordstrøm er musikkens artikulation helt fremme i billedet. Instrumenternes forskellige spilleteknikker, traditionnelle som mere moderne, bliver flittigt udnyttet; nogle steder kammer det dog noget over, som i solostykket Asterión; stykket virker mekanisk, og ikke særlig sammenhængende. At det får lidt præg af at være et katalog over det moderne violinspils mest brugte spilleteknikker kan selvfølgelig undskyldes med, at det er skrevet til brug ved Carl Nielsen Violinkonkurrencen år 2000; det står dog noget tyndt, i en cd-sammenhæng.

I cd'ens andet solostykke, Fantasía fyrir bassaflauta, er det imidlertid en anden snak. Nordstrøm bruger basfløjtens 'udvidede' teknikker, bl.a. multiphoner, med økonomi, og det bliver et ganske spændende stykke. Der er tale om en komponist, som tydeligvis interesserer sig for, at det er mennesker, som skal spille hans musik. Musikken virker velskrevet for instrumenterne, og giver musikerne frihed til at lade deres personlighed komme i tale.

Fini Henriques: Orkesterværker. Romance op. 12, Myggedans op. 20 nr 5, Djævledans, Tata, Vølund Smed, Suite, Sute i F dur op. 12, Fra: Den lille Havfrue. Christina Åstrand, vln, Max Artved, obo. Helsingborg Symfoniorkester. Giordano Bellicampi, dir. DACAPO 8.554977

Dette er en cd for et dansk, kulturhistorisk interesseret publikum. Det er tydeligt, at dacapo ikke forventer et større udenlandsk salg, da bookletten kun er på dansk. Som så mange danske historiske udgivelser har denne en overvejende dokumentarisk funktion, og tjener til at sætte lyd på en populær skikkelse i første halvdel af forrige århundredes danske musikliv. Henriques er godt hjemme i den romantiske stil med dens stærkt kodificerede, omend virkningsfulde, begrænsede antal følelsesudtryk og formår at anslå de rigtige stemninger de rigtige steder. Men uden overraskelser.

Det jyske Musikkonservatorium 1927-2002. Optagelser med lærere fra de første 50 år. Asger Lund Christiansen, Aino Gliemann, Henrik Sachsenskjold, Arne Skjold Rasmussen, Emil Telmányi, Annette Telmányi, Jytte Gorki Schmidt, Johan Nilsson, Peter Møller, Thøger Rasmussen, Georg Vásárhelyi, Ellen Gilberg, Bengt Johnsson og Georg Fjelrad. DJM 7501-1 7501-2

Denne flot layoutede dobbelt-cd er af næsten rent dokumentarisk interesse. Den har form som en bog, og det er også mest rimeligt at stille den på bogreolen ved siden af de andre musikhistoriske bøger. Den giver et billede af Det jyske Musikkonservatoriums historie og dets lærere i en periode, som strækker sig fra året, det blev grundlagt, 1927, og 50 år frem. Det er godt skrevet, og de lange personlige statements fra elever og andre, som har kendt lærerne, giver et personligt indblik i historien. Der er en vis tilbøjelighed til skulderklapperi og lidt superlativisk tomgang, men skildringen rummer også lidt mere krydrede elementer, som når den gamle sanger og direktør for konservatoriet i 31 år, Thøger Rasmussen, beskriver, hvordan det var svært at blive accepteret som sanger fra provinsen, i en tid, hvor kunsteliten var koncentreret i København.

Rivaliseren mellem København og Århus er stadig aktuelt stof, og ud fra denne udgivelse kan man danne sig forestillinger om den historiske baggrund. Optagelserne er for en stor del af dårlig kvalitet, men bortset fra de helt gamle, som er tilbage fra 1920erne, kan de bestemt give anledning til behagelig lytning. Denne udgivelse har et sikkert publikum i alle, som har kendt det danske musikliv i 40-50-60ernes Danmark, hvad enten de er professionelle, amatørmusikere eller blot alment kulturelt interesserede.

Spectrum 3. 25 contemporary works for solo piano from around the globe. Thalia Myers, pno. MET CD 1053.

Femogtyve komponister fra 25 forskellige lande, herunder vores egen Poul Ruders, er blevet bedt om at skrive et kort stykke for soloklaver. Ideen er at udvide repertoiret af kontemporær klavermusik, for "dygtige amatører og klaverstuderende". Selvom denne udgivelse således nok temmelig specifikt retter sig mod klaverlærere og -studerende med den hensigt at promovere noderne, kan vi andre også få lidt sjov ud af den. Det første, man tænker, er måske, at det ikke giver mening at sætte kriteriet for valget af komponister ud fra deres nationale forskellighed.

Hovedpersonen bag projektet, Thalia Myers, lader dog ikke til at være plumpet en sådan 'etnoromantisme', da hun udmærket ser i øjnene, at komponisterne nødvendigvis, og netop da med klaveret som instrument, har et rodfæste i den vestlige klassiske musik, uanset etnicitet. Med det i baghovedet kan man gå med på legen. Spørgejørgen med mig selv. Man kunne fx interessere sig for at lytte efter, hvordan den enkelte komponist griber opgaven an med at skrive et kort, spilleteknisk ukompliceret stykke musik, og så alligevel lave meningsfyldt musik. Eller: Hvordan forholder komponister sig i fjerne verdensdele til en geografisk og historisk fjern tradition; er der gennemgående træk inden for den enkelte verdensdel? Eller: Hvorfor er der kun én enkelt komponist fra hele den arabiske verden? Man kan ikke sige noget negativt om initiativet til denne udgivelse, som især de klaverpædagogiske læsere kan have glæde af.

Wallace Collection: Hammered Brass. Petr Eben, Quintet (variazioni sul'uno corale); Luciano Berio, Call; Robert Crawford, Hammered Brass ; Iannis Xenakis, Khal Perr ; Steve Martland, Full Fathom Five. LINN RECORDS CKD 162.

Wallace Collection er navnet på en messingkvintet. Når man, som i mit tilfælde, sidder med en cd med et ensemble og nogle komponister som er én fuldstændigt ukendte, og der så figurerer nogle korifæer som Berio og Xenakis, må man jo lige gribe sig selv i en vis forudindtagethed. Det har jeg så kæmpet lidt med, men kun en meget lille smule: Der er ikke meget at komme efter på denne cd, bortset fra de to store. Det er i virkeligheden lidt paradoksalt, for Berios Call fra 1985 og Xenakis' Khal Perr fra 1983, er så afgjort de kompositioner på cd'en som mindst forholder sig til messingkvintettens ideomatik.

Det er jo altid let at holde med 'de store', men de tre 'små' på denne cd er bare mindre interessante. De gør sig skyldige i at elske messingkvintetten for meget, og så alligevel ikke nok. For når Robert Crawford fx sætter sig for at udforske "the age-old skills of craftsmen working with various metals, some of them to make instruments which could be blown or struck", lyder det jo som et spændende projekt, som kunne udforske metallets forskellige lyde, hvordan vi opfatter dem, eller hvad i den menneskelige erfaring, de kan sætte i spil. Men Crawford går til det som en håndværker, som har et 'tonesprog', som i dette tilfælde bliver påduttet en messingkvintet med slagtøj.

Crawford kan jo ikke give afkald på sit 'tonesprog' uden at sætte sin professionalisme over styr og i sidste ende miste sig selv, eller hvad? Der sker intet i disse syv satser, som kunne give en ide om et arbejde med materialet, og den ultimative skuffelse får man i den sidste sats' afsluttende klimaks, hvor den allerstørste slagtøjskliché i århundreders musik - et kraftigt, accentuerende bækkenslag - bliver yderligere slidt for desværre nok ikke sidste gang. Det kræver mod, som komponist, at turde miste sig selv, at give afkald på ideen om musikken som et håndværk, man kan excellere i eller ej. Berios og Xenakis' musik er kompliceret at spille, men uden virtuoseri, over for 'de tre små's velpolerethed er der en rå- og pinagtighed, særligt i Xenakis' musik.

Det som grundlæggende motiverer et ensemble som Wallace Collection, er en stor kærlighed til messingkvintetten, en kærlighed, de tilsyneladende deler med komponister som Eben, Crawford og Martland. Der er en omsorg for at opbygge et repertoire, udvikle en genre, og i øvrigt give sig i kast med et utal af initiativer til at promovere messingkvintetten som fænomen, bag et sådant ensemble. Og det kan man jo ikke have noget imod. Men hvis en cd-udgivelse skal stå som andet end en begivenhed for en meget snæver gruppe af entusiaster og gøre krav på en bredere interesse, må det være rimeligt at kræve, at der bliver gjort nogle overvejelser over æstetikken, at de folk, som står bag, i dette tilfælde et ensemble, indlader sig på en kritisk vurdering af, hvad man vælger at sende i hovedet på folk.

Ved Casper Cordes"

Årgang 77/2002-2003, nr. 01