Encyklopædisk uvidenhed

Da agurkerne stod stoltest i den danske sommer, var dagbladet Børsen på pletten med en serie artikler, der stillede et kritisk lys på plademærket dacapo. I en usædvanlig skarp tone blev der hentet synspunkter ind fra især højre med direktør Nils Winther fra plademærket Kontrapunkt som øverste kritiske myndighed. Dacapo beskyldes i Børsen for at bruge statsstøtte til konkurrence mod private pladeselskaber. Avisen når ferierende politikere, der lover at se nærmere på en eventuel afskaffelse af det, der i løbet af artikelserien blev ophøjet til at være "dacapos monopol". Winther får følgeskab af Danacord-direktøren Jesper Buhl, der kæmper sig op på forargelsens høje nagler og udtaler, at dacapo, Statens Musikråd og Danmarks Radio er "En sammenspist klub, som vi kender det fra fagforeningerne, bare værre."

Historien har vi hørt før, dacapo breder sig og sætter andre i skyggen. Nu fik historien nyt liv gennem Børsen, der sammen med de førhen så entreprenante private vejrer morgenluft hos en borgerlig regering, der har slået sig op på at skyde på alt og alle, inklusive de statsstøttede institutioner, der beviseligt fungerer fremragende. Der er i den nuværende politiske realitet en historisk chance for at vælte dacapo af pinden.

Dacapos arbejde siden 1989 har været først skidt, siden målrettet og initiativtagende i en grad, der har fået toneangivende kritikeres respekt. En af dem skrev for ikke længe siden: "Dacapo er nationens musikalske hukommelse". Meningsdannere og beslutningstagere, der kender området, og som har indsigt i historikken omkring dacapo, ved, at det statsejede plademærke for kun 1,8 millioner kroner i støtte ikke kan udkonkurrere den samlede underskov af danske plademærker. Når et statsstøttet foretagende udviser samme tæft for at erobre markedsandele, lave forretning, udvide produktionen, foranstalte spændende projekter, som normalt er forbeholdt det private erhverslivs geskæftige mænd, skal kniven ramme de formastelige.

Måske Børsens hurtigtarbejdende erhvervsjournalist Britta Lysheim i en opfølgende artikelserie vil lade den anden side i salen komme til udtryk i stedet for at agere mikrofonholder for et klynkende gerontokrati af forretningsmænd, der måske ikke har vist sig at være dygtige nok. I en gennemgang af dacapos regnskab og på vej mod årets Cavlingpris modtager Britta Lysheim årets citat fra direktør Nils Winther, der " ... undrer sig mest over det, som ikke fremgår af regnskabet". Det må vist være en undren, som man spontant tillader sig at sende retur til afsenderen.

Snarere end at begynde et internt hundeslagsmål, som ingen i sidste instans har gavn af, bør de involverede sammen arbejde for at sikre, at små plademærker som Paula, Iris, Danacord, Classico, Kontrapunkt m.fl. i tillæg til eksisterende ordninger får genoprettet en øremærket pulje til særligt vigtige projekter og nyskabende udgivelser.

Anders Beyer"