Kunsten at træde vande

Af
| DMT Årgang 77 (2002-2003) nr. 02 - side 37-37

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

For tyve år siden satte Karl Aage Rasmussen komponisterne Per Nørgård og Pelle Gudmundsen-Holmgreen i stævne. Den ydre anledning var de sidstnævntes runde fødselsdag. Mødet blev til en samtale som efterfølgende blev trykt i dette organ - nye læsere kan finde teksten i DMT-online på vores hjemmeside. Samtalen kastede forfriskende nyt lys over kerneområder i de to komponisters tænkning. Vi kunne her på platformen ikke lade være med at spørge, hvorvidt positionerne i dag stadig er de samme, om komponisterne har flyttet sig og i givet fald på hvilken måde. Kort sagt: Vi gentog seancen. 2002-samtalen udviklede sig til en højrystet polyfoni med vildtvoksende meningsudvekslinger. Det står fast at de nu 70-årige heldigvis ikke har mistet viljen til kritisk dialog. Læs historien på de følgende sider.

Når vi tager hul på efteråret er det ensbetydende med at notere festivaler i kalenderen. I Danmark er der kun én festival tilbage, som formidler udenlandsk musik side om side med dansk musik. Der tænkes her på Musikhøst i Odense. At Musikhøst skulle blive den sidste institution, der holdt fast i det internationale perspektiv og stadig insisterer på at åbne et vindue mod verden, havde man ikke troet var muligt for 10 år siden, ja, så pessimistisk en tone var ikke tænkelig. Rundt omkring os så vi ting ske: Ultima-festivalen i Oslo voksede sig stor og vigtig, Stockholm New Music blev et flagskib, som efter nogle års fravær nu igen bliver en realitet. Finland har længe være toneangivende med flere festivaler for international musik med Musica Nova i Helsingfors som en af vigtigste. Selv arrangørerne af de Nordiske Musikdage er blevet mere ambitiøse, end man har set det i nyere tid: I år finder Nordiske Musikdage sted i Berlin under navnet Magma. Og sidst på året kan man rejse til Huddersfield Festivalen i England og festivalen Up North! i Dublin og opleve dansk musik sat ind i en international sammenhæng.

I København er der fortsat ingen i de besluttende kredse omkring kulturministeriet, som taler indhold og fremtid og internationalt samarbejde, man taler om nye strukturer. Stillingen som direktør for det nye kunstråd er ikke slået op som bebudet, og musiklivet træder vande og holder vejret. Det er hverken rimeligt eller ansvarligt, og de andre lande, vi normalt sammenligner os med, er for længst steget på det eksprestog, som kører med fuld udnyttelse af nye medier og kunstneriske udtryksformer.

I et interview med formanden for dacapo, komponisten Niels Rosing-Schow, hedder det, at "vi må finde ud af at hoppe op på bagperronen af det eksprestog og dermed blive mere synlige". Men for at det skal kunne lykkes, må man som det mindste kræve en opbakning fra øverste kulturelle myndighed. Det gælder ikke kun i forholdet til dacapo, det gælder festivalområdet, som nu kun er repræsenteret af en enkelt aktør, det gælder på ensembleområdet, hvor dansk musikliv fortsat ikke har fået spidsensembler for henholdvis tidlig og ny musik. Den elektroakustiske musik har det ikke slemt, den har det slet ikke, den er afviklet institutionelt set. Fødekæden er røget af, fortæller en ny rapport, det er galt alle vegne. Komponisten Bo Holten var inde på nogle af disse områder i anledning af Musiklovens 25-års-jubilæum. Han skrev for præcis et år siden i dette tidsskrift: "Hvad fanden foregår der?" Spørgsmålet klinger endnu med rungende efterklang - ubesvaret.

Anders Beyer"

Årgang 77/2002-2003, nr. 02