Suså Festival 2002

Af
| DMT Årgang 77 (2002-2003) nr. 02 - side 71-71

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

Erindringsbilleder - Af OLE LAURITZEN

Det er rart at sidde her i september - solen under den let skyede, høje blå himmel og tænke tilbage på den varme, sommerlige weekend ved Susåen, hvor jeg var gæst ved den årlige Suså-festival sammen med en anselig flok andre.

Flere publikummere er fast inventar begge dage igennem, ikke bare de hærdede, gråhårede musikfolk, men almindelige publikummere med nysgerrigheden i behold og hertil en flok gymnasieelever fra Nakskov, der på eget initiativ fulgte hele forløbet.

Ny Musik I Suså nr. 10 var det i år. Altså en slags jubilæum, men det blev der nu ikke gjort stads af. Ingen taler, ingen hyldest, festivalen blev gennemført 'as usual', i sin sædvanlige form.

De to dage lægger begge ud med klangligt spinkle ensembler eller solomatinéer - og var i år nok af en særlig lethed - for at ende med det fyldige, tungere. Det er en tiltalende programlægning, som styrker overskueligheden i det koncentrerede forløb og opfordrer tilhøreren til at tage det hele med.

Som denne gang blev til 28 værker, heraf fem uropførelser, skrevet af 20 nulevende komponister med stor spredning aldersmæssigt, fra ca. 25 år til godt 70 - det skulle nok borge for en anstændig variation i billedet af dansk musik i tiden, og i Suså dyrker man ingen 'hovednavne'.

"Suså-festivalen gennemføres som planlagt" meddelte festivalens nyhedsbrev i april 2002, men det er som bekendt vanskeligt at spå, især om fremtiden: Komponisten Andy Pape havde brækket begge ben på en skiferie og derfor ikke skrevet sit værk til James Crabb og Bolette Roeds duo færdigt.

Publikum var mildt forundret: Skriver manden med fødderne?!

Også en anden uropførelse gled ud, men duoen gav i stedet Bent Lorentzens Blütenweiss sin danske førsteopførelse og kunne uropføre Hans-Henrik Nordstrøms ... hvis en Tone i Natten. To værker, som jeg husker for deres idérige udnyttelse af de to instrumenter, blokfløjte og akkordeon, hos Nordstrøm tilføjet en eksotisk brug af Bolette Roeds egen stemme.

Musikernes intime samstemmighed, Roeds finhed i kontrast til Crabbs dynamiske spil var forbløffende. To andre uropførelser var inspireret af duoen, som sørgede for, at de gjorde sig godt: En elskværdig, lidt koket Concerto af Martin Lohse samt Lars Graugaards mere voldsomme Grind, ferm og forudsigelig.

Duo Takemitsu fulgte efter - sjovt nok var det her, genhøret med Tage Nielsens fløjtesolo Opstilling og landskab og Axel Borup-Jørgensens Tristophoni for guitar, der markerede sig, skønt musikkens mange kanter og kontraster kunne være skarpere i begge værker.

Anne Marie Abildskov spillede vuggeviser søndag morgen. Af Bent Sørensen og Nørgårds Light of the Night. Det var da hyggeligt nok, men så skal det siges, at hendes engagerede fremførelse af Hans Abrahamsens Ti Studier blev en oplevelse, jeg ikke ville være foruden. Trods sin tørre beskedne titel kom denne samling klaverstykker til at stå som et hovedværk med sin ejendommelige blanding af konstruktion, klaverbehandling og et underfundigt perspektiv på fortidens tonaliteter, hørt med et stort musikalsk øre.

Endnu et ærgerligt uheld betød, at Slaatto trioen ikke kunne spille Ole Bucks Spring Blossoms og Nørgårds Strenge. Jeg havde glædet mig til at høre disse to værker - men Helge Slaato havde brækket sin venstre arm to dage forinden. Anette Slaatto og John Ehde klarede en fremragende feberredning på målstregen og spillede to solostykker hver. I hvert fald Anette Slaattos intense version af Per Nørgårds Den hemmelige melodi og Anders Brødsgaards Prelude vil huskes, det sidste takket være John Ehdes værkkommentar, en personlig, kontant skitse med klingende eksempler fra inspiratoren J.S. Bachs 6. Cellosuite.

I det hele taget blev der talt og fortalt meget af musikerne, også en enkelt komponist var på banen, Tage Nielsen, med sit værk for solocello. Der var næppe et værk, som ikke fik et par ord med på vejen. Undertiden lidt løst, nogle nøjedes med at gentage programteksten, men det bløder op på koncertens situation. Tilhørerne kommer nærmere på musikerne, og deres glæde over musikken smitter af og skærper opmærksomheden.

Sidste års særlige arrangement med den fortællende Nørgård var en succes, som får mig til at tænke på muligheden for at gøre noget i stil hermed: Udbygge de små musikerkommentarer, sætte lidt mere kød på benet, så at sige, og derved forøge forståelsen af denne del af musikkens verden. Meget skal der egentlig ikke til. Erik Kaltoft og Niels Bo Johansens finurlige causerier var inspirerende vejvisere ved den store afslutning med Århus Sinfonietta.

Jubilæum eller ej: Ny Musik I Suså 2002 foldede sig ud med to kraftige og nærende aftenkoncerter med bl.a. Copenhagen Saxophone Quartet og Kammerkoret Hymnia. Torben Snekkestad udtalte varmt og uforbeholdent sin kærlighed til de tre komponister og deres værker og kvartetten lagde alle fire sjæle i udførelsen. Nørholm og Lorentzen gjaldt det, men vel nok især Svend Hvidtfelt Nielsens højdramatiske og dystert-lyriske vision While Angels Are Asleep, med Frans Hansens rystende stærke slagtøjsspil.

Kontrasterne skabte liv i forløbet. Så forskelligt ytrer dansk musik sig altså. Morten Nyord og Bent Sørensen blidt og imødekommende, hver på sin vis og heroverfor den kaotiske lystighed i Sunleif Rasmussens hyldest til Færøerne Det muntre Nord og Karsten Fundals nye Gå stille og tyst gennem verden. Fundal har drømt en del af værket, siger han, og har komponeret intuitivt og enkelt. Og det er mærkeligt, for jeg husker denne uropførelse som en mættet og meget kompleks musik.

Prisen bærer nok Århus Sinfoniettas store finale. Stor med de mange musikere, der rent fysisk fyldte godt i den lille overophedede koncertsal. Stor fordi de spillede eminent veloplagt i de fire meget forskellige værker.

Pelle Gudmundsen-Holmgreens musik har altid en egen blufærdig lyrik. Trods sin nøgterne økonomi med materialet fylder den rummet. Stilheden spiller en stor rolle, men Nær og fjern er sandelig et stykke, man kan gå på opdagelse i.

Det kan man også i Hans-Henrik Nordstrøms nye violinkoncert In the Woods. Her er mere at opdage, end man kan nå at få med på én gang. Ideerne myldrer mellem hinanden, og man fristes lidt flabet til at sige, at det er svært at se skoven for bar' træer - og følge med i form og indhold, men oplevelsen gav appetit på et genhør.

Simon Steen-Andersen var yngste komponist på festivalen med Praesens. En musik, der lukker sig om sig selv. I sit eksperimentelle sprog stiller det store krav til sin lytter. Orkestret havde det morsomt med at spille værket - selv kedede jeg mig noget og havde fornemmelsen af, at forløbet havde præsenteret, hvad det ville, mange minutter, før det holdt op.

Og så satte Poul Ruders' Four Dances In One Movement et festligt punktum for Suså 2002. Til lykke med de 10 år til Ny Musik I Suså. Vi glæder os til at komme tilbage til "den gyldne trekant", som Anne Kristine Smith kalder det, i mødet mellem musikere, komponister og til-hørere. Her gemmer sig nok en væsentlig værdi ved musikdagene i Skelby."

Årgang 77/2002-2003, nr. 02