Vi kan gå ind og være hinanden

Værkstedssamtale med musikerne i DuoDenum

Af KIRSTEN ZEUTHEN

Første gang jeg hørte dem, fik jeg nærmest et chok over, hvor gode de er. Musikken er ekstremt vanskelig, men det kan man overhovedet ikke høre. Deres kontakt er nærmest telepatisk.

Karsten Fundal, komponist

Jeg tror, det slår gnister en gang imellem. Men de supplerer hinanden utrolig godt. Christian er den udadvendte - stor i slaget og fuld af kvikke bemærkninger - mens Jeanette er mere indadvendt og reflekterende og står for inderligheden i ensemblet.

Niels Rosing-Schow, komponist

Duodenum er den latinske betegnelse for tolvfingertarm. Men det er DuoDenum - næsten - ligeglade med.

"Det har nok været vores redning, at det ikke bruges så meget på dansk. Det er ikke sikkert, vi havde fået så mange engagementer, hvis vi havde heddet tolvfingertarmen. Men der er ingen hokus-pokus i det fra vores side. Det ligger godt i munden - og det var ledigt på markedet," siger Christian Utke, slagtøjsspiller og den ene halvdel af duoen, som igennem de sidste snart 10 år har etableret sig som et usædvanlig inspireret, ambitiøst og professionelt ensemble for ny musik.

Navnet har heller ingen intenderede referencer til tallet tolv - tolvtoner og den slags. "Så avancerede har vi slet ikke været. Vi er ikke særlig intellektuelle. Men det er da sjovt, at der er nogle andre, der gider efterrationalisere på det," fastholder han. "Vi har nok en forkærlighed for det anderledes," tilføjer hans partner, saxofonisten Jeanette Balland. "Vores indstilling til musikken er seriøs - men derfor behøver vi jo ikke hedde Duo Danese."

Jeg møder Jeanette på gaden, for der er ingen dørtelefon i den pakhusagtige ejendom i bunden af Islands Brygge, hvor DuoDenum har øvelokale. Trapperummet gjalder af opvarmet luft; det er en af sensommerens hedeste dage. Men for DuoDenum er der ikke noget, der hedder varmefri. Ensemblet er lige kommet hjem fra koncertturné til Island og Færøerne, hvor de spillede på festivalen Summartónar, og er begyndt at arbejde frem mod optagelserne til den cd, som skal udkomme til foråret på dacapo med værker af Sunleif Rasmussen, Niels Rosing-Schow, Hans-Henrik Nordstrøm, Per Nørgård og Jesper Hendze. Jeanette: "Og hvis vi får plads, kommer Karsten Fundal også med." "Ja, vi må spille de andre ting lidt hurtigere," supplerer Christian.

Det bliver duoens første rigtige cd-indspilning, og de glæder sig meget. "Der er mange, der har undret sig over, at vi ikke har gjort det meget tidligere. Men det er nu, vi har repertoire til at lave noget ordentligt. Stykkerne er arbejdet godt igennem og prøvet af på utallige koncerter. De vil sikkert blive ved at udvikle sig også bagefter, men de er fri af nyhedens problematikker. Så vi er klar - og vi vil ikke ærgre os om et halvt år."

Rosing-Schows Piseq - Ritus III står på øveplanen. Piseq er i den nordgrønlandske tradition et udtryk for det personlige ejerskab af en trommesang - og titlen er valgt for at understrege tilegnelsen af værket til DuoDenum, skriver komponisten. Mens Jeanette fugter sit blad, betragter jeg den kolossale slagtøjspark. Vibrafon, marimba, bongotrommer, woodblocks, små stemte og ustemte gonger, tamburiner, triangler, woodchimes, windchimes, shakers, marakas, claves, tempelskåle - og et ottetonet horn fra Østtyskland.

"Der skulle egentlig være en C-durskala fra C til C," forklarer Christian, "men den højeste og den dybeste tone er gået i stykker, så jeg må nok til Østtyskland og finde et nyt, så vi kan blive ved med at spille Ivar Frounberg." Desuden et cykelhjul, pink, grønne og himmelblå overtonerør - og en berimbau, en brasiliansk cabuera-'flitsbue', som Christian lige har hjemført.

Jeanette smiler: "Ja, det er altid det, folk bliver fascinerede af. Efter koncerterne kommer de op og skal have det hele at vide. Og så står jeg dér og har bare spillet som en vanvittig op og ned ad mit rør."

Det er et af duoens varemærker, at alt kan lade sig gøre. Det står de komponister, som skriver værker til ensemblet, frit for at benytte hele det store slagtøjsapparat. Og Jeanette skifter ubesværet mellem alle de fire mest almindelige saxofoner - sopran, alt, tenor og baryton - sommetider i samme værk. "Og jeg får snart en bassax!" fortæller hun. "Så kan de bare komme an."

Jeg bliver placeret i 'komponiststolen' - og en swingende, farvemættet verden forvandler rummet. Christians køller danser atletisk, men blødt hen over instrumenterne, og Jeanettes saxofon veksler mellem hårde rytmiske figurer og varme, sørgmodigt syngende passager. Rosing-Schows stykke er svær musik - men i DuoDenums hænder bliver det umiddelbart forståeligt. De er helt sammen - og det er umuligt at sidde stille. Den enkle grønlandske melodi - en trommesang som handler om en kvinde, der har mistet den bjørn, som hun har fået som erstatning for sin døde søn - svinger sig i den turbulente finale vildere og vildere op i et crescendo med stadigt tættere rytmiske figurer. De spiller den to gange - for selv om det var 'ret godt', kunne tempoet klare en ekstra tand.

Bagefter bliver sveden tørret af panden - og Christian laver espresso, mens Jeanette arrangerer sommerens sidste jordbær i en skål. Jeanette husker engang på Suså-festivalen: "Vi spillede lige foran et kæmpemæssigt vindue, hvor solen stod lige på. Vi var gennemblødte."

Christian: "Vores musik er meget krævende, og vi er på hele tiden. Vi bliver helt udkoksede. Så hvis vi skal have overskud til at være opmærksomme på alle detaljer lige til sidste tone, gælder det om at være i form."

Jeanette: "Og når vi spiller koncert, er vi faktisk på scenen konstant. Vi går ikke ud, for der er altid noget, der skal flyttes rundt. Og vi plejer at bruge pausen til at lave den helt store omflytning."

Christian: "Og så sidder publikum parat, glade og forventningsfulde, inden vi er færdige med at stille op - og vi har overhovedet ikke haft pause! Hvis det er her på øen, har vi som regel været oppe klokken lort om morgenen og transporteret og slæbt og stillet op. Når vi også skal køre langt, vil vi ikke spille samme dag. Så bruger vi som regel et par dage eller tre på at lave en koncert."

Jeanette: "Vi plejer at tage til Herlev og leje en lille lastbil. Og vi er blevet rigtig gode til at pakke. På vores første turné lå alle instrumenterne hulter til bulter over det hele og i små kufferter. Men nu har Christian lavet et afsindig smart kassesystem, så vi kan have alle løsdelene til et stykke liggende i samme kasse under transporten."

Det meste af DuoDenums repertoire består af bestillingsværker eller værker, som komponisterne har tilegnet duoen. "Vi vil gerne lave noget, som ingen andre laver," siger Christian. "Så de første år var der ingen restriktioner på, når vi bestilte værker. Vi syntes heller ikke, vi ville lægge bånd på komponisterne. Det er trods alt så plagsomt at være komponist i dag - så det er vigtigt, at de også er tilfredse. Men vi er blevet bedre til at lægge nogle programmer, der kan lade sig gøre. Vi er begyndt at bede komponisterne om at holde det opstillingsmæssigt enkelt. Det giver noget andet, som også er spændende."

- Når jeg hører jer spille, bliver jeg slået af den energi, I har sammen. Jeg får indtryk af, at I er meget sammenspillede og kender hinanden utrolig godt?

Jeanette: "Det har nok ligget i vores arbejdsmetode lige fra starten. Vi skal begge to helt ned og kradse i det, før vi synes, vi kan det. Så vi har haft samme tilgang til at øve værkerne op. Og vores musik er så svær, at vi oparbejder et fælles kropssprog under indstuderingen. Selv om jeg ikke kigger på Christian, ved jeg præcis, hvordan han har det."

Christian: "Vi kender til andre ensembler, fx strygekvartetter, hvor der sidder en primarius og nikker på hvert ét-slag, eller også nikker de alle sammen på alle fjerdedelene - og så viser det sig, når de har spillet stykket på fem koncerter, at "hov, har du også sekstendedele, jamen så skal vi jo være sammen på den-dér!" - og det er selvfølgelig også meget charmerende, at stykkerne bliver bedre og bedre for hver koncert. Vi prøver bare at starte der, hvor vi ved præcis, hvordan det skal lyde. Der kan selvfølgelig godt ske fejl ved uropførelsen, men man ved, hvordan det skal lyde, og derfor opdager man det også med det samme, hvis man selv eller den anden skrider lidt. Hvis jeg kommer til at tabe en kølle, så ved Jeanette det nærmest før det er sket - og jeg ved nøjagtig, hvor Jeanette er, og hvor jeg skal spille i forhold til hende."

Jeanette: "Vi har været helt nede i tempo 40 og lagt alle polyrytmerne tilrette. Så det ikke bare er noderne, vi øver op - det er simpelthen værket, vi laver sammen."

Christian: "Og vi har begge to haft tålmodigheden til at sætte metronomen: tik - tik - tik - tik. Så tager første gennemspilning et kvarter. Men så kommer man helt ned i det. Det betyder så også, at vi sjældent kigger på hinanden for at få et tegn. Vi bruger som regel bare Jeanettes vejrtrækning. Vi er meget med hinanden, helt ned i de små ting, som fx når vi står og skifter rundt på scenen, og Jeanette lige skal have en stemmetone, så rammer vi den fuldstændig samtidig. Det er noget, vi har bygget op gennem alle årene, lige fra vores første koncert. Da spillede vi fire mastodontstykker - og vi var sammen 24 timer i døgnet i den sidste uge op til koncerten. Vi lavede gennemspilning af hele programmet hver dag."

Jeanette griner: "Det var helt sindssygt!"

Christian: "Ja. Men når vi spiller sådan noget musik, er det ikke nok at kunne spille det - vi skal også kunne spille det svære sted i det tredje stykke, når vi lige har spillet noget, som er krævende på en anden måde, eller når vi lige har stillet op. Så det var nærmest en slags generalprøve - vi lavede bare fem af dem i træk. Det har vi aldrig gjort siden - men vi har lagt en god bund. Så når vi er på, så er vi der. Helt. Hele tiden."

Det lyder meget tjekket, meget kontrolleret. Er der plads til spontanitet?

Jeanette: "Ja, under prøvearbejdet har vi meget brug for spontaniteten. Vi afprøver alt muligt. Men værkerne er kontrollerede på den måde, at vi spiller, hvad der står. Og vi har meget få værker, hvor der er tale om decideret improvisation. Det har vi sagt nej til, for det er ikke det, vi er bedst til. Men der ligger en frihed i, at vi kender stykkerne så godt og har arbejdet så grundigt med dem. Vi skaber et kontrolleret rum - men det er et rum, vi kan lege i. Og hvis en af os pludselig får et kick, kan den anden følge med - det er dér, det bliver rigtig sjovt. Når det lige rykker en ekstra tand."

Christian: "Da vi havde spillet Sunleif Rasmussens stykke 15 gange på koncert, var der lige pludselig en koncert, hvor vi spillede helt pianissimo i fem takter. Vi ved ikke, hvordan det opstod - men bagefter kiggede vi på hinanden og sagde WOW. - Men det har altid været vores mål at give lytterne en fair chance for at vurdere værket - også selv om det er en uropførelse. Vi ønsker, at folk skal mærke, at når vi uropfører et værk, så kan vi det."

Jeanette: "Jamen, det kan vi jo ikke. Selv om vi har spillet et værk 20 gange, så kan vi det aldrig. Vi kan det på en måde - og vi kender det - men det bliver ved med at udvikle sig. Vi holder længe fast i de samme værker - spiller måske højst tre nye værker om året."

Christian: "Vi har begge to prøvet at spille med i andre, måske større ensembler for ny musik, hvor der på hver eneste koncert helst skal være fem uropførelser. Det er en frustrerende oplevelse. Og når jeg har spillet med Radiosymfoniorkestret, og vi har uropført værker af store, danske komponister, må jeg ret beset sige, at publikum tit ikke har haft en chance. Vi har spillet værker, som dirigenten ikke har forstået et klap af, eller som orkestret ikke har kunnet spille, fordi prøveforløbet har været alt for kort. Det er der ikke plads til i et lille ensemble som vores."

DuoDenum fungerer som en musikalsk enhed - fuld af humor, overskud og et ubønhørligt swingende nærvær. Men Christian og Jeanette er også meget forskellige.

Christian: "Jeanette har større tålmodighed, end jeg har."

Jeanette: "Og der er mere show i Christian, end i mig. Til gengæld er det mig, der kører bilen - og det er nok også mig, der insisterer på at få dybderne i musikken med. Det er sikkert også derfor, vi har valgt vores instrumenter - det ligger i forskellen mellem dem. Men de kampe foregår her, ikke på scenen. Når vi står på scenen, så er vi der. Sammen. Med det hele. Og vi giver hinanden plads. Jeg nyder godt af, at Christian kan det der med at være underholdende - selv om det da også kan blive for meget. Så brokker jeg mig lidt. Men i virkeligheden er det helt fint."

Christian: "Det har været en stor udfordring gennem årene at prøve at tilpasse den forskellighed. Ikke mindst forskelligheden i instrumenterne. Når vi skal indstudere et nyt værk, foregår der helt konkret det, at jeg skal vælge nogle køller, der blander godt med saxofonen. Det er svært at spille cantabilt på en marimba, men jeg prøver så meget som muligt at efterligne Jeanettes klang. Jeg kan spille meget lidt slagtøjsagtigt, hvis jeg vil. Og komponisterne bruger også de muligheder, der ligger i instrumenterne. Fx er der hos Rosing-Schow en passage, hvor saxofonen spiller multifoner, en slags dobbeltgreb, som skal klinge sammen med de stemte gonger. Det gælder om at at finde de multifoner, der blander rigtigt sammen med gongerne. Nogle af dem bræger og skriger i ørerne, til andre skal man nærmest have lup for at opdage, at der faktisk er to toner. Og det skal jeg så matche - også klangligt. Det må gerne være sådan, at publikum kommer i tvivl om, hvor lyden kommer fra. Den udfordring ville jeg aldrig finde i et rent slagtøjsensemble."

Jeanette: "Og jeg spiller omvendt meget percussivt ind imellem. Så vi er ikke et mere umage par, end at vi kan gå ind og være hinanden."

- Hvor henter I jeres inspiration?

Christian: "Den næste koncert er inspirationen. Vi arbejder frem mod et resultat. Det er det, der giver drivet."

Jeanette: "For mig er det mindst lige så meget det, der sker i mellemtiden. Koncerten er selvfølgelig højdepunktet, men det er vejen derhen, som er udviklende."

Christian: "Og så har vi begge to haft nogle gode lærere, som har uddannet os til hele tiden at søge det bedste på vores instrumenter. - Er der en kølle, der er lidt bedre her? - Det kan godt være, det er besværligt med et kølleskift, men jeg er nødt til at have dén klang ... Vi prøver hele tiden at optimere tingene. Jeanette har arbejdet meget med vejrtrækning og åndedræt i musikken - og når jeg snakker om et klangideal, er det som regel ud fra et orkestermæssigt synspunkt. Vi spiller ny musik med en klassisk klang."

Jeanette: "Men i nogle tilfælde kræver musikken også en grim klang. Jeg hader det inderst inde - men det er fedt, når det har den rigtige virkning. Og det har også været en god ting for mig, at jeg har været lidt ensom, hvad den ny musik angår. Jeg har måttet afdække hele området selv, for min store, gamle lærer, Aage Voss, brød sig ikke om ny musik. Det skulle jeg ikke komme til ham med. Så det har været inspirerende selv at finde ud af tingene - at søge og søge. Det er også fantastisk at opleve andre ensembler, som virkelig brænder for det, de laver - som går hele vejen. Det giver lyst til selv at arbejde med noget, som ikke er ligetil. Som ikke bare er der. Det er det,

der er spændende. Men inspirationen - den er jo her."

- Hvor længe gider I blive ved?

Jeanette: "Jeg er nok ukuelig - men jeg tror, at Christian er ved at være temmelig træt af at være pakæsel."

Christian: "Altså, det er jo ikke ligefrem rentabelt at være et ensemble for ny musik. Men jeg kunne godt tænke mig at nå til et punkt, hvor der var penge til at have en mand med. Det kunne være sjovt at prøve at spille en koncert uden at have slæbt og båret og skruet og strammet og stemt op og indstillet. Men når først tingene står der, så er det altså skægt. Ellers havde jeg heller ikke holdt ved så længe. Men der var da nogle af mine kolleger, som lige fra starten sagde: "Bare vent, Christian, om nogle år står du med en enkelt marimba og spiller Bach." Og ja, det er besværligt - og nogle gange bander jeg over det - men når musikken spiller, er det trods alt sjovere at have det store arsenal med. Og det er også en større oplevelse for publikum. Det er os, det er Jeanette og mig, de er kommet for at høre. Det er kun os, der kan realisere det. Der er ikke andre, der spiller denne her musik."

- Hvordan slapper I af?

Jeanette: "Slapper af?!"

Christian griner: "Jeg drikker hvidvin."

Jeanette: "Der har været mange år, hvor vi ikke har kunnet slappe af. Men det begynder at komme. Jeg har et stort behov for at være ude. Jeg bader meget - også vinterbadning - og jeg er begyndt at sejle. Det er skønt at tage ud på vandet, hvor der bare ikke er noget at gøre."

-Vinterbadning? Er det godt for viljestyrken?

"Det ved jeg ikke. Det er vel bare en indstilling."

Kirsten Zeuthen er freelance-skribent og tidligere cellist. Hun har en BA i litteraturvidenskab og dansk.

Christian Utke er paukist og janitshar i Radiosymfoniorkestret og underviser desuden på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Han er foruden samarbejdet med Jeanette Balland engareret som kammermusiker i så forskellige konstellationer som Contemporánea, Copenhagen Electroacoustic Ensemble, klezmer-orkestret Schlechte Kapelle og slagtøjsensemblet Percurama. Christan er uddannet privat hos professor Gert Mortensen og professor og solopaukist på Scala-operaen i Milano, David Searcy.

Jeanette Balland debuterede fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i 1998. Hun har desuden studeret hos Christer Johnsson fra Kungliga Musikhögskola i Stockholm, Arno Bornkamp på Sweelinck Conservatorium i Amsterdam og Aage Voss samt taget Virtuosité fra Conservatoire de Lausanne hos Jean-George Koerper.

Som kammermusiker har hun især gjort sig bemærket som den ene halvdel af DuoDenum, men har også en nystartet kvintet REED5 og septetten Le Group. Jeanette har spillet vægtige, solistiske saxofonpartier i fx Radiosymfoniorkestrets store opsætning af Alban Bergs Lulu og ved uropførelsen af Per Nørgårds klaverkoncert Concerto in due tempi, samt i Ambroise Thomas' Hamlet på Det Kgl. Teater og Poul Ruders' Concerto in Pieces på Radiosymfoniorkestrets Skandinaviensturné 1997 og Island/USA-turné 2000.

I 1995 debuterede Jeanette som solist i Darren Jenkins Concerto for alto Saxophone i Tivolis Koncertsal med The Danish Concert Band og har som solist givet koncerter og recitals herhjemme og i Tyskland, Østrig, Schweiz og Tjekkiet.

Ved Musikhøst 2001 uropførte Jeanette Sunleif Rasmussens saxofonkoncert Dem Licht entgegen med Odense Symfoniorkester. Jeanette skal være solist med Collegium Musicum d. 19. januar 2003, og i januar 2004 uropfører hun sammen med Radiosymfoniorkestret en nyskrevet saxofonkoncert af Niels Rosing-Schow.

DUODENUM PÅ CD

DuoDenums finalepræstation fra DR's Kammermusikkonkurrence 1996, med værker af Karlheinz Stockhausen, Stephen Chatman og Mikko Heiniö, er udgivet på cd af DR.
På cd'en Ny Musik i Suså er DuoDenum repræsenteret med Niels Rosing-Schows Piseq - Ritus III. Classico.
I november 2002 indspiller DuoDenum nye danske værker skrevet til ensemblet. De udgives på dacapo i april 2003.
DuoDenum medvirker på en nyligt indspillet cd med musik af Niels Rosing-Schow. dacapo.
For Danmarks Radio har DuoDenum desuden lavet en studieproduktion af en komplet version af Stockhausens Tierkreis, arrangeret af DuoDenum.

VÆRKER SKREVET TIL DUODENUM

Karsten Fundal: Moebius#2 (2002)
Áskell Másson: Glacier (2002)
Tróndur Bogason: Præludium og fuga (2002)
Axel Borup-Jørgensen: Autumn Leaves (2002)
Ivar Frounberg: 5 essays over tid (2001)
John Tchicai: Drømmerens Bevidsthed (2000)
T.S. Høeg: Tromfoniske Maskinetter (1999)
Sunleif Rasmussen: Pictures from the Sea's Garden (1998)
Hans-Henrik Nordstrøm: Abstraktioner (1998)
Jesper Hendze: Inaudible Choirs (1998)
Sven Erik Werner: Visse Vejrdage (1998)
Lars Hegaard: Map of the Human Hard (1997)
Niels Rosing-Schow: Piseq-Ritus III (1996)
Erik Højsgaard: 4 Små Stykker (1996)
Dan Marmorstein: Sindstilstande 1-6 (1994/99)
Pierre Dørge: X og Y (1994)
Irene Becker: Trillirivos (1994)