Bøger

Ved Erik H. A. Jakobsen
Frederick Key Smith: Nordic Art Music. From the Middle Ages to the Third Millennium. Praeger Publishers, Westport/London 2002. 195 sider, indbundet, $ 64,95. ISBN 0-275-97399-9

Det er unægteligt en forpligtende titel, forfatteren har givet denne bog. Intet mindre end den nordiske kunstmusiks historie fra Tidernes Morgen til vore dage. Og så på engelsk. Man glædes umiddelbart over muligheden for en større udbredelse af kendskabet til vore landes kunstmusikalske arvesølv. Indfries forventningerne? Ikke rigtigt. Det er en temmelig ujævn bog. Forfatteren, Frederick Key Smith, er ph.d. studerende ved University of Florida, og har angiveligt deltaget i en del konferencer med indlæg om nordisk musik.

Norden er hos Smith defineret som Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island, samt naturligvis Færøerne og Åland. Inden for dette geografiske område tages læseren med på en tidsrejse, der i sagens natur må få karakter af oversigt og af præsentation. Forfatteren har fornuftigt nok valgt at koncentrere sig om udviklingslinier, der er særegne for Norden, hvorefter middelalderens nordiske musik kun vies en enkelt side, med den begrundelse at musikken i perioden kun udviste ringe lokalt særpræg i forhold til det øvrige Europa.

Herfra arbejder Smith sig gennem perioderne med imponerende flid og fuldkommenhedstrang. Det er ikke så få navne, han når at få med undervejs, men det betyder også, at der sjældent er tale om særligt omfattende præsentationer af de enkelte komponister.

Triumviratet Grieg, Nielsen og Sibelius tildeles - som ventet - de mest omfattende omtaler: Ca. 15 sider tilsammen. Som det fremgår, er omtalen af disse tre imidlertid langt fra bogens hovedærinde. Det væsentligste er den historiske progression og en kort præsentation af de komponister, der i Norden har båret og formet udviklingen. Hver epoke indledes derfor med en kort perspektivering, hvor samtidshistorien - kulturelt, politisk og mentalt - ridses op. Herefter sættes de nordiske komponister ind i denne større sammenhæng. Det vil sige kun delvist, for mange af de præsenterede komponister får så lidt plads, at det kun bliver til en summarisk opremsning af data samt vigtigste værker. Det er ikke usædvanligt, at 4-5 komponister bliver fyret af på én og samme side. Så er der ikke plads til meget. Kender man ikke ret mange af komponisterne, kan det være en udmærket måde at få lidt overblik på, inden man fordyber sig i enkelte lande, perioder eller navne. Desuden formår Smith faktisk ganske godt at skitsere begivenheder og periode-karakteristika både kortfattet og relativt præcist. Men store dele af bogen har karakter af name dropping i iveren efter at få flest mulige komponister proppet ind i bindet.

Værst er det i det afsluttende kapitel, Contemporary trends and nordic composers, hvor Smith gerne vil give et overblik over vigtige skikkelser i den yngre generation samt give eksempler på essentielle værker. I bedste fald er det intetsigende, i værste fald misvisende.

En ting er, at man jo altid kan diskutere valget af navne i et sådant kapitel (Bo Holten og Lars Edlund er fx ikke medtaget), noget andet er udvælgelsen af værker. I en række tilfælde er der ikke tale om repræsentative værker. Man fornemmer, at forfatteren fagligt set har befundet sig på tynd is i dette kapitel. Med forstemmende konsekvens ledsages næsten alle præsentationer af citater, der skal forestille at sige noget centralt om den pågældende. Det virker snarere, som om Smith har været alvorligt i vildrede med disse navne og derfor hellere end gerne lader andre komme til orde. Blot har han ikke selv haft forudsætningen for at vurdere udsagnenes vægt og gyldighed.

I det hele taget er forfatterens kildemateriale betænkeligt. I en meget stor del af noterne henvises der til cd-noter - hvis der overhovedet henvises. Mange udsagn og postulater henstår i teksten uden kildehenvisning, hvilket er voldsomt irriterende og ikke specielt videnskabeligt. I indledningen nævner Smith ganske vist, at bl.a. Grove og Nordic Sounds har været væsentlige kilder. Men jeg finder kun få henvisninger til disse inde i teksten.

Der er en del irriterende småfejl undervejs. Jón Leifs' tonedigt om Islands mest berømte vulkan hedder Hekla og ikke Helka, og Oehlenschlägers tekst til Hartmanns Guldhornene handler ikke om opdagelsen af lurer. Og så videre. Hvorfor ikke nævne Antikrist i forbindelse med omtalen af Langgaard? Eller Tjenerindens fortælling under Ruders?

Der er gode (og korrekte) passager i bogen, men niveauet er simpelthen ikke højt nok. Orker man selv at sortere, være kritisk og selektiv, kan bogen da godt bruges som opslagsværk til overblik, men heller ikke mere.

•

Kirsten Klitgård og Børge Mørk: Brage 1852 - 2002. Udgivet af musikforeningen Brage samt forfatterne 2002. 183 sider, kr. 227,50. ISBN: 87-988973-0-6. Kan bestilles hos Kirsten Klitgård, Sct. Kjeldsvej 12, Ålum, 8900 Randers. Tlf. 86 46 60 26. E-mail: kirsten.klitgaard@post.tele.dk

Fra en makroskopisk tilgang til musikhistorien til en mikroskopiering af et yderst afgrænset område: Et jubilæumsskrift for en enkelt musikforening, nærmere betegnet foreningen Brage i Randers.

Denne provinsby har haft et endog meget aktivt musikliv, hvilket man som udenforstående kunne få et indtryk af allerede i 1995, hvor Randers Byorkester kunne fejre sit 50-års jubilæum med dertil hørende jubilæumsskrift. Foreningen Brage kan i år fejre sit 150-års jubilæum, og det har bl.a. resulteret i denne fine udgivelse.

Naturligvis vil en udgivelse som denne primært henvende sig til en bestemt, lokal målgruppe og derfor have tendens til at blive indforstået. Men selvom man ikke er randrusianer, kan man sagtens have glæde og fornøjelse af at læse bogen.

Der ligger et omfattende lokalhistorisk detektivarbejde bag udfærdigelsen af bogen. Et væld af detaljer har skullet efterspores og kontrolleres, for at kronologien har kunnet gøres meningsfyldt. De faktuelle opremsninger af, hvem der optrådte hvornår med hvad, er ledsaget af en lang række små bi-historier og anekdoter, der ikke blot gør det hele mere læseligt, men forlener dele af fremstillingen med en hyggelig Korsbæk-stemning. Og dette er absolut positivt ment, for musikmiljøet i provinsbyer som Randers har været - og er til dels stadigvæk - uløseligt forbundet med hele den sociale struktur, der ofte vil være tegnet af nogle få karismatiske personligheder.

Historien om Brage er historien om lokale ildsjæle, der har formået at holde sammen på det hele, og tilmed været i stand til at trække ofte meget gode navne til byen.

Edvard Grieg, Vilhelm Herold, Fini Henriques, Herman D. Koppel, Ernst von Dohnányi, Percy Grainger, Röntgen Trioen, Rued Langgaard, Wandy Tworek og Emil Telmányi er blot nogle af de mange kendte navne, der har gæstet foreningen siden starten. Hertil kommer en lang række af lokale og mindre kendte danske og internationale navne.

Det er en både sjov, underholdende og spændende bog at læse. Den tegner et fascinerende portræt af musiklivet i en dynamisk provinsby, med alt hvad dertil hører af medgang og modgang, ævl og kævl og skiftende smag og prioriteringer.

Bogen afrundes behørigt med omfattende koncertlister og medlemslister. Brages historie er hermed smukt beskrevet, også for udenbys folk.

•

Marianne Grøndahl: Tidsrum. Seksten danske komponister. Essay af Peter Asmussen. Gyldendal 2002. 284 sider, indbundet, stort format, kr. 550,00. ISBN 87-02-00607-3.

Denne imposante udgivelse har været meget omtalt i danske dagblade, hvilket er ganske forståeligt, eftersom der ikke blot er tale om et udpræget prestigeprojekt, men også om en udsædvanlig portrætsamling af danske komponister.

Måske på grund af komponisterne er bogen i de fleste aviser blevet omtalt af musikanmeldere, selvom den med ligeså stor ret kunne anmeldes som en fotobog. Denne anmeldersignatur afsatte et par timer en eftermiddag til fordybelse i bogen sammen med en kollega, der arbejder med fotografering og portrætter.

Alt efter forudsætninger vil bogens billeder opleves meget forskelligt - og alligevel forbløffende ens. At vide hvem komponisterne er vil ikke nødvendigvis være en fordel i oplevelsen af Grøndahls billeder.

De seksten - langt overvejende nulevende - danske komponister er fotografisk beskrevet ikke kun gennem klassiske portrætter, men også gennem suggestive fotos af miljøer, hvoraf deres inspiration og livskraft udspringer.

Grøndahls stil er ikke de raffinerede opstillinger (manipulationer) a la Annie Leibovitz. Billederne i denne bog er snarere beslægtede med Cartier-Bresson og dennes respekt for motivets egetliv. Eller med danske Viggo Rivad, der også har lavet fortællende, nøgterne billedserier. Blot er Grøndahls fotos ofte mere kornede, mere nervøst sitrende, selvom klassiske kompositionsprincipper kan findes i de fleste af billederne: Gyldent snit, forsvindingspunkt, forgrund, mellemgrund og baggrund, diagonaler, kontraster m.m.

Det fotokyndige øje fanger en række respektindgydende detaljer: Fornemmelsen af panorering nedefra-og-op i et og samme billede af Bo Holten s. 159. Hånden med den korrigerende blyant, skarpt fokuseret blandt ufokuserede manuskripter (s. 177). Herman D. Koppels tydelige ansigt trods modlyset (s. 33). Og så videre.

Reproduktionen i bogen er fremragende. Stort format, mange steder over et dobbeltopslag, let tintede fotos trykt på tungt kunstpapir.

Afkoder man billedernes historie, vil en baggrund i musikken let medføre en fortolkning i overensstemmelse med den biografiske og værkspecifikke viden. Hvilket vil være ganske legitimt, men det kan også betyde, at andre lag i fortællingerne går tabt. Karakteren af familiealbum er dog ikke til at komme uden om, med alt hvad det indebærer af stemning og tilsyneladende nødvendig indtrængen i intimsfærerne.

Min fotokyndige kollega kender intet til ny kompositionsmusik eller til komponisterne i bogen. Alligevel var hans oplevelse af de enkelte fotoserier oftest ganske tæt på det kendte biografiske materiale.

En del af serierne er disponeret som en indledende fokusering på privat tryghed og mental opladning, fx Holmboe i hans elskede skov i Ramløse, Gudmundsen-Holmgreen på Samsø og Per Nørgård på Langeland. Eller Herman D. Koppel på sofaen med avisen. Herefter følger det offentlige rum: Prøver og koncerter. Og nogle gange afrundes serien med en tilbagevenden til intimssfæren.

Sunleif Rasmussen ses først på båden på vej hjem, ledsaget af et par dramatiske dobbeltopslag med den storladne færøske natur, herefter Sunleif under et par korprøver i bygdens kirke og endelig scener fra høstbjergning og fåreslagtning. En anden komponist er ledsaget af fotos fra forfaldne kirkegårde, træer i tågedis og klitter under blytung himmel. Ja, naturligvis: Bent Sørensen. Som en kontrast hertil er siderne med Poul Ruders nærmest en fotodokumentation af prøveforløbet op til premieren på Tjenerindens fortælling.

Mest gådefuld er nok serien om Hans Abrahamsen. To smukke, men nøgterne portrætter omkranser fem fotos af nøjagtig det samme kirke-interiør, hvor kun belysningen skifter. Dét talte vi længe om. Ikke meget i dette røber umiddelbart personens musikalske tilhørsforhold. Er der tale om en symbolsk kommentar til kompositionspausen - en periode med kreativ stilstand?

Bogen indledes med Carl Nielsen, illustreret ved landskabsfotos optaget på komponistens fødselsdag i 2001. Derpå følger tre fotos af Finn Høffding, hvoraf det midterste viser Høffding med et foto af sin lærer Carl Nielsen, og det sidste Høffding sammen med sin elev Per Nørgård.

Således åbner bogen med en billedlig fremstilling af en væsentlig overleveringslinje i dansk musik.

Marianne Grøndahls smukke bog bør for mig at se opleves i flere omgange og med flere forskellige mentale indstillinger for at give det fulde udbytte. Det analytiske beredskab - det være sig musikhistorisk eller fototeknisk - giver to oplevelser, der fint supplerer og kompletterer hinanden. Men den spontane, intuitive afkodning bør også forsøges. Så kommunikerer billederne måske endnu stærkere.

Skulle man have brug for baggrundsoplysninger, finder man bagerst i bogen korte, nøgterne biografier ved Martin Granau samt oplysninger om de enkelte fotos. Grundigheden i denne udgivelse vækker respekt, og det er kun muligt at pege på meget få formelle fejl i værket.

Peter Asmussens haiku-agtige essay-digt kan jeg sagtens undvære. Det er formodentlig meget dybsindigt, men gør hverken min oplevelse større eller mindre. Der er føleri nok i Grøndahls fotos og billederne kalder ikke på tilsætning af ekstra stemningsangiver.

•

Henrik Marstal: Alt hvad musikken kan. Samtaler om musik og liv. Aschehoug Dansk Forlag A/S 2002. 235 sider, indbundet, kr. 149,00.

ISBN 87-11-11585-8.

En helt anden portrætbog. Elleve båndede samtaler med danske musikere fra det rytmiske og/eller populærmusikalske felt, foretaget af musiker og forfatter Henrik Marstal. Bogens ophavsmand har spillet med i gruppen ibens og udgav sidste år bogen Filtreringer. Elektronisk musik fra tonegeneratorer til samplere 1898 - 2001 sammen med Henriette Moos.

Nærværende bog er ifølge forordet tænkt som en hyldest til "alt hvad musikken kan", hvilket manifesterer sig i samtaler om og refleksioner over mange facetter af musikken: Inspiration, kommunikation, tradition, koncertsituation, integritet, big business og meget andet.

Det er sådan set en meget sjov bog. Der er meget sniksnak i den, hvilket egentlig ikke er så overraskende, når man tænker på den tilsyneladende uredigerede aftrykning af optagede samtaler. Men der står også mange tankevækkende ting i bogen.

Indholdet spænder fra det folkelige (Kim Larsen og Lars Lilholt) til det mere avantgardistiske (Martin Hall, sampleren Thomas Knak og Signe Høirup Wille-Jørgensen fra Murmur og Speaker Bite Me).

Harald Haugaard fra Sorten Muld og Serras har nogle glimrende refleksioner over den folkelige tradition, autencitet og nutidigt nærvær, der gør op med den musealt bevarende tilgang til traditionel musik, som man af og til støder ind i.

Allan Olsen er herligt Sig Selv, ligesom Kim Larsen. Martin Hall strør gerne om sig med litterære citater - men er i øvrigt spændende - og Billy Cross er ikke sådan at dupere. Han er befriende direkte i sine holdninger til den danske andegård. Majbritte Ulrikkeholm er en klog pige. Det vidste vi nu godt i forvejen.

En letlæst og relativt uforpligtende, men på sin egen stille måde inspirerende bog. Nem at tage med i seng, da den ikke fylder meget mere end et cd box-sæt. Og det er måske også en pointe.

I øvrigt modtaget

Torben Sangild: The Aesthetics of Noise. Sangild & DATANOM 2002. 32 sider, kr. 80,00. ISBN 87-988955-0-8

Denne lille (og dyre) pamflet indeholder et tankevækkende essay om støj og støjens æstetik. Udgangspunktet er Russolos futuristiske støj-manifest fra 1913, men vægten lægges på anvendelse af støj i avantgarde-grupper på den såkaldte rytmiske scene (fx Sonic Youth). Sangild fremfører interessante tolkninger af støjfænomenets sociologiske tydninger og dets potentiale for transcedens.

Essayet er et uddrag af Sangilds speciale Støjrock og støjens æstetik, der i en bearbejdet version er planlagt til udsendelse senere i år.

For nærmere information se www.datanom.com/noise"