Da piben fik en anden lyd

Om Pelle Gudmundsen-Holmgreens orgelmusik

Af EVA FELDBÆK

Vestkirkens orgel har været det klanglige udgangspunkt for de fleste af Pelle Gudmundsen-Holmgreens orgelværker. Han sad ved orglet i flere perioder, mens han skrev Octopus (1989), det store værk for to organister og to assistenter; tre værker fra 1999 er tænkt for dette orgels klangmuligheder, og det nyeste værk, Spejlkabinet, kan muligvis ikke spilles på andre orgler! - for nu at sætte det lidt på spidsen. I sin produktion af orgelmusik som strækker sig fra 1974 til i dag, dog med lange pauser i, bruger han orglet og dets klang på en måde, som er usædvanlig i forhold til orgelmusikkens traditioner, men som passer perfekt til hans musikalske univers.

Vestkirkens orgel er bygget af P. Bruhn & Søn i 1973 og har 25 stemmer fordelt på to manualer og pedal. Der er to ens registraturer, dvs. at alle registertræk sidder i både højre og venstre side af spillebordet. Der er ikke mange tekniske hjælpemidler, målt i forhold til de store orglers mange kombinationsknapper og nutidens efterhånden udbredte computerstyrede registreringssystemer, men det er en nyttig finesse, at spilleren på dette orgel ved hjælp af koblingspedaler selv kan koble registre på fra højre sides registratur; en teknik som er påkrævet fx i Octopus, hvor selve af- og tilkoblingen af registre spiller en selvstændig rolle i musikken.

Orglet er kraftigt intoneret og har karakterfulde stemmer, som gør, at man fornemmer et nærvær i musikken. Det fritstående spillebord, som giver orgelspiller og publikum udsyn til hinanden, medvirker også til en mere direkte kommunikation, end der er mulighed for i de store kirker, hvor orglet hænger oppe under loftet.

Der er ingen tvivl om, at Gudmundsen-Holmgreen er tiltalt af dette orgels 'direkte' klang, men han nøjes ikke med at lytte, han går helt ind i instrumentet og leder de egenskaber frem, som passer ind i hans musik. Bemærkelsesværdig er hans brug af orglets snerrende, til tider braldrende rørstemmer, især de dybe 16-fods-stemmer, på dette orgel Fagot 16' og den svagere Dulcian 16' - af komponisten kaldet en "skræppefugl". Still havde muligvis aldrig fået sin nuværende udformning uden netop fagotten som inspiration.

Det er ikke usædvanligt at bruge de dybe rørstemmer; de giver bund, kraft og farve i musikken - det usædvanlige er måden, de bliver brugt på - ønsket om at isolere registrets bare, rå klang med alle de 'autentiske' lyde af toneansatser og raslen, som man kunne udglatte og pakke ind ved at fylde flere registre på. Man ønsker sædvanligvis en 'ædel' orgelklang, hvor de enkelte stemmer balancerer med hinanden og kan sammensættes til klangblandinger, som er karakteristiske for forskellige epoker i musikken. Med andre ord er der en naturlig modsætning mellem dette klangideal og Gudmundsen-Holmgreens nysgerrighed over for lyd i sig selv - med deraf følgende musik, som tager udgangspunkt i en verden og nogle forestillinger helt uden for orgeltraditionen. Han er så fascineret af orglet og alt dets væsen, at han endevender det for uudnyttede muligheder og integrerer selve omstændighederne ved at opføre orgelmusik i sin skaben. Ting som f.x. klapren fra svelleværkets låger, hørbare omregistreringer og stemning af rørstemmer.

Allerede i Mirror III fra 1974 viser komponistens forkærlighed for lagdeling sig i tre tilsyneladende uforenelige forløb med hver sin klanglige, rytmiske og dynamiske karakter. Fx lange toner i en 1-fodsstemme over for en båttende fagot. Mirror III er et af komponistens mange spejlstykker. Spejlpunktet ligger i midten af tre af de fire satser, og musikken bevæger sig herfra baglæns tilbage til udgangspunktet. I første sats suppleres hænder og fødder med et lod, som holder lange toner, og i anden og tredie sats spiller bladvenderen med, og skaber således et fjerde lag, som tilføjes til stykkets allerede eksisterende tre lag.

Registratoren er en vigtig medvirkende i en orgelkoncert. At 'registrere', dvs. at trække registre ud eller skubbe dem ind, kræver sans for timing - ofte foregår det i ganske korte pauser i musikken. Sættes fx en kraftig rørstemme på, mens en akkord holdes, får man en grim toneansats, og sandsynligvis saboteres det musikalske indhold. Den slags fejl er enhver registrators mareridt.

Gudmundsen-Holmgreen skrev til Vestkirken Octopus for to organister og to assistenter i 1987. Her skal omregistreringen kunne høres, idet de kortvarige til- og afkoblinger af kraftige rørstemmer danner et rytmisk mønster, som går på tværs af den spillede musik. Den måde at registrere om på er som regel blevet mødt af vantro af de to assistenter, som har sagt ja til opgaven; indtil de finder sig til rette og bliver opslugt af værkets uforlignelige drive. Octopus, som spiller ca. 27 minutter, slutter med 20 gentagelser af to en halv takts tæt musik, som klangligt er én stor uafbrudt omregistrering. Omregistreringen er grafisk noteret og involverer dermed en del improvisation fra assistenternes side. Derefter dør musikken ud, og kun klapren fra svellelåger og orgelsko er tilbage. Værket overgår i sin fantasirigdom og rytmiske liv det meste af det, der er skrevet for orgel.

Efter Octopus havde jeg et stærkt ønske om et orgelværk, som kunne spilles af én person uden hjælpemidler. Det førte i 1999 til Still. Leben, Da komponisten ikke syntes, at han havde opnået det, han stilede efter, skrev han for at rydde op Countermove I, II, III og da der stadig var rester tilbage, fik de plads i In Triplum I, II, III. Ikke alene kan disse stykker spilles af én person, man kan også selv vende blad og registrere om!

Til gengæld er de ikke helt 'hjælpemiddelfri' - i Countermove III må man bruge en lineal i to oktavers længde til at spille den gennemgående melodi med. Kompositionerne er gedigne kontrapunktiske eller 'modbevægelses' værker; en slags moderne triosonater, som udnytter en gammelkendt teknik: Orglets indbyggede evne til at spille trio med sig selv (to hænder på to forskellige manualer og den tredie stemme spillet med fødderne). Alle satser bevarer (mere eller mindre) samme klang stykket igennem, hvilket yderligere forstærker illusionen om tre instrumenter - ligesom i Mirror med meget modsætningsfyldte karakterer. Et andet usædvanligt træk finder man i Still, hvor hele satsen bygger på en tostemmig struktur spillet med fødderne på pedalets 16-fods fagotstemme alene.

I år 2000 fik alle landets organister en gave fra 2000-Fonden - tre orgelværker af forskellig sværhedsgrad. Det 'lette' blev bestilt hos Erik Højsgaard, det 'svære' hos Anders Brødsgaard, og Pelles Der er så favrt i Jelling at hvile skulle så være det 'mellemsvære'. Det blev det så sandelig også! - og dertil meget charmerende: En stemningsmættet tågesky danner indledning og senere baggrund for et forrygende potpourri af brudstykker af danske sange i jazzificerede og tumultagtige udgaver. Lettest er det at opfange I Danmark er jeg født og Der er et yndigt land (som går over i sidste linje af På Sjølunds fagre sletter) og Stille, hjerte, sol går ned.

Ved et tilfælde hørte Gudmundsen-Holmgreen orglets rørstemmer blive stemt. Han blev meget optaget af det glissando, de kan frembringe - især i diskanten kan de komme langt omkring. Det satte gang i et hvilende projekt - et spejlstykke over temaet fra Bachs Die Kunst der Fuge, som jeg havde opfordret til. Resultatet blev Spejlkabinet fra 2002 på ca. syv minutter for én orgelspiller, to assistenter og to 'stemmere'! Assistenterne spiller med på tangenterne, og de to 'stemmere' står inde i orglet, hvor de stemmer bestemte toner op og ned, til dels følgende Kunst der Fuge-temaets bevægelser. De har også et soloafsnit, hvor de spiller dele af temaet i lange glissandobevægelser. Så vidt jeg ved, har det virkemiddel aldrig været brugt før.

Gudmundsen-Holmgreens samlede orgelproduktion viser en utrolig spændvidde og konsekvens. Fælles for værkerne er den medrivende rytme, de skæve betoninger, den underfundige humor og poesien; en poesi som sniger sig ind på én, på trods af musikkens baghold og nedskydningsforsøg.

FACTS

Værkoversigt

Mirror III (1974)

Octopus (1987)

Still. Leben (1999)

Countermove I, II, III (1999)

In Triplum I, II, III (1999)

Der er så favrt i Jelling at hvile (2000)

Arkaisk Procession (2000)

Spejlkabinet (2002)

Octopus (1987) er indspillet på dacapo nr. 8.224018

Resten af værkerne er indspillet på dacapo nr. 8.224254 og udkommer i november måned.

Still. Leben (1999), Countermove I, II, III (1999), In Triplum I, II, III (1999) udkommer samtidig på WH.

Fødselsdagskoncert for Pelle Gudmundsen-Holmgreen

Vestkirken, Platanbuen 6, Ballerup, søndag den 10. november kl. 16. Eva Feldbæk spiller et udvalg af orgelværkerne, bl.a. uropførelse af Spejlkabinet - spejlstykke over temaet fra Bachs Die Kunst der Fuge.