Debat

AUSIdacapo

Af Sven Erik Werner

Efter i oktober-nummeret af DMT at have småfniset sig igennem 13 - skriver: Tretten - siders small-talk mellem ronkedorerne1 Nørgråd og Gurglesen-Holmgang, angiveligt opsnappet af kasse-damen i køen i Vester Vrænge Brugs, var det en sand frisættende fryd at gå ombord i de næste 5 - skriver: Fem - siders noble politiske korrekthed fra Rosing-Sauce (R-S), vistnok om dacapo, men i sit raffinerede, postmoderne fravalg af substans genbrugsegnet i enhver anden sammenhæng.

Suverænt afstår R-S fra at lade sig distrahere af redaktørens næsvise spørgsmål, så det er næsten synd at spolere det fornemme kunstneriske indtryk med realkommentarer. Dog, kommende tiders musikarkæologer vil utvivlsomt også helst have maden tygget, inden de kan få den ned, så derfor dette:

Når man - i alt for sjældne tilfælde: Jeg - indstiller kikkert-sigtet på en fodslæbende, følgagtig ledelse, en fodslæbende, følgagtig bestyrelse og et fodslæbende, følgagtigt musikråd - det tredje i rad - vil enkelte skud sært nok kunne ramme de personer, der forvalter fodslæberiet og følgagtigheden. Under den efterfølgende tumult ved håndvasken bliver den slags bekvemt og forståeligt nok udlagt som personhetz.

Men selv i det ædle spil fodbold kan det ske, at den mand, der har bolden, bliver tacklet.

Og se nu bare: Tacklinger batter noget: Næste gavepakke fra dacapo indeholder således musik af Ole Schmidt, Per Nørgård, Else Marie Pade, Tage Nielsen, Ib Nørholm, Bent Lorentzen og selveste Niels Otto Raasted - den herostratisk berømte, for længst hedengangne domorganist N. O. Rasmus, som salig Gunnar Heerup kaldte ham, der under den tyske besættelse ofte lod sig se "på hjørnet af Hyskenstræde, iført jernkorset fra Duzaine Hansen".

Joh, ungdommen stormer omsider frem.

På førstkommende bestyrelsesmøde forventes dacapos bestyrelse derfor at vedtage følgende vedtægtsændring (§§ 3, 5, 8 eller 13):

"Enhver dansk komponist under 40 - skriver: Fyrre - år, der udtrykker kritik af selskabets udgivelsespolitik, subsidiært anfægter at selskabet overhovedet har en sådan, skal omgående tilbydes en portræt-cd."

Og ikke nok med det: Efter de internationale gennembrud for Duke Ellington, Mød mig på Cassiopeja, Der er et yndigt Land - den med de kernedanske kædedanse Les Lanciers - og H. C. Lumbyes komplette skitsebøger udsender dacapo nu den grænseover-skridende danske salmebogs mere end 800 - skriver: Otte hundrede - numre med samtlige tilgængelige melodier.

Arbejdsformidlingen har endnu ikke kunnet nå at beregne den fulde beskæftigelseseffekt af dette skelsættende initiativ.

Professor emeritus Henrik Glahn, der har udtrykt betænkelighed ved planen - to say the least - vil efter det oplyste blive tilbudt en ulønnet stilling som konsulent for projektet.

Parallelt hermed - og for at sikre den kulturpolitiske balance - forberedes produktion (21 cd'er) af soundtracks unplugged fra de klassiske danske sengekantsfilm. Med dansk tale - af hensyn til udlandet.

De forventede salgssucceser vil beklageligt nok tvinge HNH/Naxos til at suspendere al markedsføring af nulevende danske komponisters værker. Afregning vil dog stadig finde sted via GEMA. Det turde herefter være forståeligt for enhver, hvorfor staten fortsat bør støtte dacapo.

Ligesom det turde være forståeligt, hvorfor Dansk Komponist Forening fortsat bør støtte DMT.

Forfatterens overskrift AUSIdacapo henviser til den satiriske serie AUSIDA MUSIK, begået i 1960erne og 1970erne af DMT's redaktion, Red.

1. Ronkedor: Udtrykket stammer fra det portugisiske 'roncador', dvs. en person, som snorker, og det er kommet til Norden via Holland, hvor 'ronkedoor' fik tilføjet betydningen 'en enlig pralhals'. Herhjemme bruges det som regel om en brovtende, umedgørlig ældre herre. For mange år siden spillede Olaf Poulsen på Det Kgl. Teater løjtant von Buddinge i Hostrups Genboerne. Om hans præstation skrev prof. Vilh. Andersen i en anmeldelse: "Der skal findes en Slags gamle Han-Elefanter med udgaaede Stødtænder, der er drevne ud af Parringskampen af yngre Medbejlere og alene kan give deres Maskulinum til Kende gennem en Brølen eller Brummen, der lyder baade latterlig og gyselig. En saadan 'Runkedor' er nu Olaf Poulsens Løjtnant von Buddinge", Red."