En pragmatisk idealist (2. del)

Artiklens forfatter var elev af Jørgen Plaetner. Første del af artiklen bragte vi i sidste nummer.

Af HANS PETER STUBBE TEGLBJÆRG

Musikdramatikken

1960erne hørte til de nye mediers opblomstrings periode og forsøgen sig med kunstneriske udtryksformer; bl.a. en tv-opera af Ib Nørholm og Musikvideoer af Ingolf Gabold beregnet på tv, men også en helt unik 'elektronisk opera' af Jørgen Plaetner Den genfundne Ophelia (1960-62) til libretto af Frank Jæger, uropført ved udsendelse i Radioen. Ideen forekommer som en naturlig udvikling af den tidlige Musique Concrètes og Elektronische Musiks rødder i hørespillet. Siden den tid har der udviklet sig en særlig kategori for stemme og elektronik, hvor dramatiseringen af det vokale iført en imaginær scenografi ved hjælp af lyd nemt kan ses som en underkategori (fx Bent Lorentzens 'båndoperaer').

Kun ved én lejlighed har jeg hørt en stump af Den genfundne Ophelia hjemme hos Jørgen Plaetner (efter mange opfordringer - hvorfor denne tilbageholdenhed?) hvor en sopran sang i flydende melismer over en sagte vanddryppende elektronisk baggrund - et billede nærmest. Jeg vil meget gerne opfordre til, at operaen cd-udgives dokumenteret og i sin helhed snarest muligt. En fornemmelse siger mig, at et af dansk elektronmusiks tidligste hovedværker her forstøver i DRs arkiver. Hvorfor har både tv og radio siden denne uskyldige tid bevæget sig bort fra disse former? Al respekt for P1's Hørespil, Lydmur og Ultralyd, disse programmer gør med deres narrative fokus dog ingen forsøg på livtag med en egentlig musikdramatik - hvad der i dag forekommer så oplagt som nogensinde. Ligeledes går teatermusik i dag mig bekendt kun på sparsomme hugstbesøg i den moderne elektroniske musik, til trods for at moderne visuel teknologi forlængst har fundet sin vej til scenen. Desuden er afviklingen af akustisk indspillet musik ofte lige så digital som den elektronisk frembragte musik. Brugen af musikteknologi i teatersammenhæng er ligesom indenfor film bare den billig-ste løsning - et lavbudgets-orkester af præindspillede synthesizere.

Jørgen Plaetners musikdramatik er ikke sådanne ressource-svage værker: Her benyttes mange sangere, instrumentale ensembler, meget slagtøj, talekor og indlagt bånd, som fx i Peer Gynt (1970 Aalborg Teater) og Medea (1972 Det Ny Teater, København) begge med Kaspar Rostrup som instruktør. Forestillingerne vakte opmærksomhed og hørte til de værker, han selv kunne finde på at nævne i en samtale (noget han ellers ikke bare gjorde).

Øvrige teatermusikværker er Ødipus (1966) og Mylord (1970). Det sidste, igen med Kaspar Rostrup som instruktør, blev så vidt vides aldrig sat op. Teatermusik rangerer ellers ikke på lige fod med opera, muligvis på grund af sin ikke-gennemkomponerede karakter. Man regner det ikke for 'værker' i klassisk forstand (tænk fx på Schuberts Rosamunde). For Jørgen Plaetner var de det, de indgår i hans opus, fint nummererede og langt fra lejlighedsmusikken. At han gerne skrev moderne brugsmusik, gjorde ham ikke til en købmand. Hans teater-musik skal snarere forstås som endnu et udslag af hans trang til at involvere sig med alle former for levende og direkte udtryk, hvor ny musik kunne spille en rolle - og blive hørt!

Når man betænker hans glæde ved udtryk, ved ordet og hans engagement i nye udtryk, så er der ikke langt til hverken poesien eller det politiske. Det sidste først.

Politisk agtsomhed

Det er en genre, som mange har svært ved at døje - den politiserende ny musik. Den findes, ikke bare hos prominente komponister som Luigi Nono, Vinko Globokar og Frederick Rzewski, men også i Danmark hos blandt andre Jørgen Plaetner. Hvornår den første gang optræder hos ham, skal jeg ikke kunne sige, fluxus-tiden var han så vidt jeg ved ikke meget involveret i, men et tydeligt eksempel findes i det dramatisk-gestiske AGONY (1977) til en tekst af Knud Holst, der ret bastant udtrykker en protest imod Franco-regimet.

Uropførelsen blev sunget af barytonen Mogens Pihl, spillet af hedengangne Elsinore Players under direktion af Karl Aage Rasmussen og med komponisten ved båndoptageren. Værket var det sidste, han producerede i HEMS (måske med en biklang af vrede over fyringen?) og er et af de første ikke-sceniske værker i Danmark for en større kammerbesætning med bånd.

Interessen for det politiske var ikke bare forbigående. Et andet værk 5 sange (1986-88) til tekst af Jess Ørnsbo blev uropført på Den Fri Udstillingsbygning (København) af mezzosopranen Helene Gjerris og Den Danske Saxofon Kvartet. Satstitler som "Forurening" og "Opdragelse" er ikke til at tage fejl af!

En sjov krølle hægter sig på. Maler-gruppen Kammeraterne (de er med garanti helt upolitiske!) har gennem en årrække arrangeret velbesøgte koncerter med Den Danske Saxofon Kvartet i forbindelse med deres årlige udstilling. Jeg hjalp med at finde egnede værker og søgte via MICs database, hvor dette værk af Jørgen Plaetner dukkede op, desværre som det eneste for den besætning og endnu ikke uropført. Et værk giver ikke et program, så Kammeraterne bestilte nye hos andre komponister, hvorved Plaetner (igen?) kom til at stå fadder til en ny genre. Desuden blev på for-underlig vis en ring sluttet fra denne opførelse tilbage til hans medlemskab af malergruppen M59 og gæsteoptræden hos PRO i 60erne og 70erne og de mange uropførelser af hans båndmusik, som fandt sted på Den Frie og Charlottenborg. "Ja, det gjorde vi også, vi ville ud," kommenterede han ideen om musik-til-udstillinger.

Poesien og bøgerne

Jørgen Plaetners hjerte bankede for digterkunsten. Hvor han gennem alle sine flere end 50 virksomme år tonesatte en bred vifte af teksttyper, voksede poesien sig med tiden til en kongsplads. Et værk viser det med al ønskelig tydelighed, det to-satsede There is no Frigate like a book (1994) til tekst af Emily Dickinson for blandet kor og kammerorkester bestilt af Musik i Kronoberg. Ved uropførelsen sunget af fire sangsolister og spillet af blæsere fra Växjö Musikskole og det stockholmske Sonanza-ensemble.

En umiddelbar grund til, at Emily Dickinson digte har begejstret Jørgen Plaetner, er deres udtryks præcision og prægnante metaforer. Det føles grangiveligt, som er værket komponeret på en særlig aktiv inspiration.

En anden grund var muligvis, at de stimulerede en musikalsk billedfantasi hos ham. Med 'billede' mener jeg ikke bare lydmaleri (det forekommer også), men at musikken i form og forløb udtrykker sig i billeder i modsætning til en mere dynamisk-organisk materialebehandling. Det rapsodiske og det billedlige er heller ikke så fjernt beslægtet, og flere af hans værker er eksplicit eller implicit opbygget i 'billeder'.

Hans litterære interesse voksede med årerne til det glubske; han læste dagligt flere timer, gerne i den helt tidlige morgenstund, og emnerne i de evigt voksende meterlange hylder var mange: Skønlitteratur, historie, politik, filosofi og med poesien som det måske vigtigste. Emily Dickinsons digte anvendte han flere gange, og i There is no Frigate like a book er det, som om den litterære impuls, tidlige erfaringer og hans nordisk forankrede tonesprog fandt en adækvat balance; det er en moden komponists værk. En bekendt beretter fra uropførelsen: "Det blev meget vel modtaget - et typisk Jørgen Plaetner stykke, fint balanceret i formen, lidt kantet i rytmikken med vidunderligt bizarre klanglige stemninger".

Se eksempel 2: partiturside 22 af første sats af There is no Frigate like a book (1994) for blandet kor og kammerensemble. To korte vibrerende digte af Emily Dickinson i velintoneret iklædning. (c) Samfundet til udgivelse af Dansk Musik.

Indkapslingen og udlægningen

Jeg har forsøgt at skitsere en bevægelse over det rytmiske via elektronmusikken og dramatikken til ordet. Det er ikke sikkert, at en sådan linje består. Men ønsket har været at demonstrere både bredden og sammenhængen i Jørgen Plaetners livsværk. Og dertil forekom denne udlægning passende.

Trods sin kraftfuldhed, som kunne virke skræmmende, var han imidlertid sjældent docerende. Snarere var han opsat på dialog som en kammerat, der alligevel gang på gang tog stikket hjem. Hans københavnske opvækst gav ham formodentlig hans direkthed - og måske også en usikkerhed, som på hans ældre dage gjorde ham forslugen på viden - af al slags. Han følte sig ikke privilegeret af baggrund (ifølge en slægtning så støttede moderen ham, faderen derimod tilsyneladende ikke) og lagde så meget desto mere vægt på at skaffe sig kundskaber gennem læsning. "Vi har pligt til at uddanne os", sagde han.

Der er også noget rugende ved hans eksempel - tilbagetrukketheden og tavsheden. Det er svært at lodde graden og arten af det, som man i glimt kunne få færten af: En stille resignation, måske bitterhed. Og hvis det virkelig var det, gik den så mere på den musikpolitiske mishandling, han havde været udsat for, end på manglende (kollegial) kunstnerisk anerkendelse? Svaret må vi gisne om.

Gentagne gange mod slutningen udtrykte han, at han ikke var bitter, ikke i den forstand, og sandt må det vel være, for jeg kan ikke mindes én eneste bitter bemærkning om kollegaer eller musikmiljøet i sig selv, ikke én, men derimod nok nogle ret bidske om egen politisk naivitet, om kulturpolitisk inkompetence og et musikliv, som modarbejder sig selv, både nu og dengang. Det store skift i 1977, som værklisten vidner om, kan kun delvis forklares med manglende adgang til studiefaciliteter. Hans såkaldte 'svenske eksil' var ikke mere påtvunget, end at det muligvis nok var udløst af Holstebro-affæren, men i dybere forstand selvvalgt, idet han her realiserede en gammel drøm i fællesskab med Willi om at bo og leve på landet. Herfra kunne han koncentrere sig om sin egen kunstneriske udvikling fri af pligter, i omgivelser han og Willi selv skabte. I komponistgruppen Media Artes fandt han tillige det kollegiale fællesskab, han havde søgt tidligere. Inden for rammerne af denne gruppe udfoldede han sin sidste skaberperiode, som vi i Danmark på mange måder har til gode at høre.

Jørgen Plaetner er derfor også et eksempel på, at der ikke nødvendigvis er et skel mellem at være elektron- og instrumentalkomponist. Bearbejdningen af den fortrængte danske elektronmusik dikterer åbenbart, at den igangværende rehabillitering stort set udelukkende sker i forhold til hans elektroniske produktion, som sagt frembragt i en begrænset periode 1960-77 og et værk i 1989. Men hvad med den vokal-instrumentale som ligegodt fylder knap to tredjedele af det samlede œvre? Hvor godt kendes alderdomsværkerne fra hans svenske periode hertilands?

Man kan ikke noksom understrege vigtigheden af, at musik bliver udgivet - ordentligt og i tide - uanset hvad man ellers måtte mene om den. Man kan godt få sine tvivl om, om den overdyrkelse af nogle af hans samtidige er sund for et mangfoldigere billede af dansk musik.

En samlet fremstilling af dansk elektronmusiks historie set i et nordisk og internationalt perspektiv mangler stadig at blive skrevet. Mange spørgsmål er ubesvarede, som fx hvorfor danske komponister generelt har afsværget båndmediet som gyldig udtryksform til fordel for de interaktive blandingsformer instrument-elektronik? Den instrumentale traditions tyranni?

Havde Jørgen Plaetners (og visse andres) elektroniske produktion været mere kendt (eller bare udgivet), havde båndmediet måske ikke været så ugleset den dag i dag. I Sverige kan man sågar uddanne sig til elektronmusik-komponist med båndmediet som første udtryksform. Den grad af accept og indsigt i mediets muligheder har det officielle musik-danmark endnu til gode. Og så længe Jørgen Plaetners elektronmusik ikke findes udgivet i et repræsentativt udvalg, kan denne historie formodentlig ikke til fulde skrives, og vi må leve videre med det selvforståelsesmæssige efterslæb, som en manglende historisk indplacering medfører.

Denne artikel dækker naturligvis ikke alle aspekter af Jørgen Plaetners liv og virke - al den stund jeg er for mælkemosset til at have oplevet ham som ung i Valby, hvor han blev besøgt af sine venner, de jævnaldrende tre P'er: Per, Pelle og Pib. Men visse træk har han båret med sig gennem alle livsafsnittene; sin enorme gæstfrihed og store kammeratlighed. Og skal man tro, at vi som mennesker styrer gennem livet mod et mål, har en bestemmelse som kan formuleres, så vil jeg sige: Selvom hans vej blev lang og broget, undervejs med store kontraster karakteristiske for hans temperament, så ledte han efter - og fandt - en forening mellem sin kunstneriske bestræbelse og en selvskabt livsform i den store, stille natur. Jeg tror faktisk, han levede, som han ønskede sig, afklaret med sin situation. I et lyst erindrings-billede hvor jeg kan høre ham le overbærende, havde man kunnet spørge ham derom. Jørgen, din snurrige knark, du har ret - igen!

Fra poesiens luftige sfærer til troens himmel er der ikke langt. Og på trods af at han sjældent omtalte - hvis nogensinde - sin mulige religiøse overbevisning, mon så ikke den lå indkapslet i livsnære bemærkninger, som når han pegede på sine får og sagde: "Se dem, se på naturen, der findes svaret!"

Jørgen Plaetner er nu tilbage i den natur som var hans hemmelige kilde.

Ære være hans minde.

Se eksempel 3: vers 1 af salme 7 fra Nye Salmer (1983-86) til tekst af Lars Busk Sørensen. (c) Samfundet til udgivelse af Dansk Musik."