Hvor svært kan det være?

Den siddende regering har indgået en flerårig aftale for Kulturministeriets uddannelser. Det er den seneste bulletin fra ministeriet, der melder den glade nyhed. Sandt skal det også være, at DIEM i Århus er reddet fra lukning. Siden Brian Mikkelsen indgik medieforlig med Dansk Folkeparti er det gået fremad på flere områder inden for kunsten og kulturen. Måske der er faldet en bemærkning fra regeringens øverste chef om, at der efter medieforliget skulle brede forlig til, og kan hænde at også Dansk Folkeparti var godt og grundigt træt af alene at skulle sikre flertallet for gennemførelse af kulturministerens afviklings- og omfordelingsprojekter. Gode ting og sager er i al fald faldet på plads igen, sådan nogenlunde på de pladser, hvor de befandt sig for et års tid siden. Som en centralt placeret embedsmand for nylig udtrykte situationen: "Først kaster man alle brikkerne op i luften og så falder de ned der, hvor de var, før de blev kastet op i luften." Først fedtsuger ministeren kulturarbejderne, ingen penge er der til noget som helst, og et år forløber med angst og bæven. Derefter giver ministeren pengene tilbage, i nogle tilfælde endda med renters rente, og så skal alle blive glade igen.

Så er der Kunstrådet. "Enkelt, dynamisk og langt mere helhedsorienteret for alle kunstformer," som det optimistisk står at læse på Kulturministeriets hjemmeside. Regeringen har som bekendt indgået en aftale med alle Folketingets partier om en ny struktur for uddelingen af kunststøtte og etableringen af et nyt Kunstråd i stedet for en række af de eksisterende råd, nævn og centre på området. Det sker ved at sammenlægge i alt 11 råd, nævn og centre til ét nyt Kunstråd med fire fagudvalg for de enkelte områder. Samtidig oprettes der en ny Kunststyrelse til at varetage de administrative opgaver og stå for det internationale kulturarbejde. Mon ikke det bliver sådan, at alle der har fungeret godt før, får lov til at fortsætte med det, nogenlunde på samme måde som tilforn, og de, der ikke har fungeret så godt, som for eksempel Internationalt Kultursekretariat (IKS), må lade livet. Hvor svært skal det være?

Imens går musiklivet videre, ikke uanfægtet, men dog videre. Især i kraft af de ulønnede ildsjæle, der kæmper for kunsten, som var det selve livet, det gjaldt. Poul Rovsing Olsen ville have fyldt 80 år i dette efterår. En række, faktisk en længere række, aktiviteter er i den anledning søsat med Rovsing Olsens musik. Takket være få, men hengivne Rovsing Olsen-fans, har vi mulighed for at høre og genhøre mandens musik. Det samme er tilfældet med forestillingen On This Planet af Anders Nordentoft, hvor en hulens bunke mennesker knokler for at få alle brikker til at falde på plads til premieren den 30. november. Eller det enorme arbejde med at spille og indspille Gudmundsen-Holmgreens orgelværker. Alle menneskerne bag disse projekter, hvoraf De skal møde nogle i artiklerne i dette nummer, og mange flere ude i musiklivet arbejder uden tanke på arbejdstidsregler og overarbejdsbetaling. Den, der herefter vil tale om fedtsugning i musikkens verden, må have argumenter parat, for langt de fleste steder er der tale om mennesker, der er devoted med hud og hår til det fremtidsprojekt, der hedder Et endnu bedre dansk musikliv. Til gengæld skal det blive interessant at se, hvor stor den reelle besparelse på kulturområdet bliver efter gennemførelsen af den helt nye struktur.

Af Anders Beyer"