I mit land er alting officielt!

Musik censureret over hele kloden. Rapport fra "2nd World Conference on Music and Censorship", København, 28.-29. september 2002

Af Henrik Marstal
Da den første verdenskonference om musik og censur fandt sted i København i november 1998, var et af de konstruktive resultater dannelsen af

interesseorganisationen Freemuse (et akronym af ordene Freedom of musical expression). Det var da også Freemuse, der stod bag denne anden verdenskonference, som overordnet udmærkede sig ved at være både gennemtænkt, alsidig og fokuseret. At være til stede på en konference om et så hjerteskærende emne som censur af musik er ikke bare 'tankevækkende' eller 'perspektiverende', nej, det er langt mere end det. Ved konferencens slutning var jeg fyldt af to diametralt modsatte følelser: På den ene side vrede, ja, raseri over hvordan og hvorfor musik og musikere verden over bliver udsat for helt urimelig censur - og på den anden side glæde for ikke at sige stolthed over at musikcensur er et emne der bliver taget så alvorligt, som det gør i vores del af verden.

Som den svenske musiketnolog Krister Malm formulerede det under en af paneldebatterne, er censur af musik baseret på den grundantagelse, at musik betragtes som noget farligt. Som vi alle ved, kan musik begejstre, opildne og indgyde fornyet mod, og samtidig kan den som ingen anden social omgangsform mane til fælles front, til en stærk fornemmelse af samhørighed og enhed. Alene af disse årsager er musik ikke bare noget 'godt', for den kan - afhængigt af øjnene der ser, og ørerne der hører - så sandelig også opfattes som noget 'dårligt', hvilket har at gøre med i hvert fald to forhold: Musikkens sensuelle og nydelsesvækkende karakter samt dens politiske eller måske endda revolutionære potentiale.

Disse grundlæggende omstændigheder ved musikkens væsen er noget, som enhver ordentlig magthaver til alle tider har været bevidst om, hvad enten der er tale om en regering eller - som det senere vil fremgå - et storkapitalistisk foretagende. Musik kan selvfølgelig aldrig helt undertrykkes, fordi mennesker over hele kloden altid vil finde glæde ved den og veje til at udøve den, men den kan søges kontrolleret så meget, at den under ingen omstændigheder opildner til modstand mod magthaverne eller sætter spørgsmålstegn ved de værdier, som er kendetegnende for dem. Derfor har musik været og er fortsat udsat for restriktioner - og jo mere entydige og tydelige restriktionerne er, jo lettere er det for magthaverne at verificere alle former for apokryf musik, dvs. musik der ikke anerkendes som udtryk for den rette ideologi. Samtidig bliver det også lettere at verificere de musikere, som ikke indordner sig restriktionerne. Nogle af disse musikere var rent faktisk til stede på konferencen, hvor de fortalte rystende beretninger om, hvad deres musik og de selv var blevet udsat for.

På de to dage, konferencen forløb over, var programmet spækket til bristepunktet med en lang række sessions med hver deres særlige emne. Emnerne blev debatteret blandt indbudte paneldeltagere fra hele verden, der talte musikere, journalister, musikologer, medieforskere, menneskerettighedsaktivister foruden observatører af forskellig slags. Lad mig indskrænke mig til at komme med blot nogle få eksempler, selvom det er svært at begrænse sig, når der undervejs blev fortalt om udøvelse af musikalsk censur fra så forskellige steder som Cuba, Nigeria, Sydafrika, Tyrkiet, USA, Israel, Malajsia, Mauritanien, Iran og Afghanistan.

1) Islam og censur af musik var et gennemgående tema på konferencen. Musikologen Jonas Otterbeck fra Malmö Universitet fortalte i et indlæg, at musik generelt opfattes som noget negativt inden for Islam og i øvrigt i nyere tid er blevet set som et udtryk for vestlig kulturimperialisme. Det blev der givet flere eksempler på af andre deltagere. Et helt grotesk eksempel var Afghanistan under Taleban-styret. Her var al instrumentalmusik forbudt, ja den eneste offentligt tilladte musikudøvelse var mandlig sang, eftersom kvindelig sang også var forbudt. Dette forbud blev håndhævet blandt andet ved konfiskering og destruktion af utallige musikinstrumenter, en metode som - kom det ligeledes frem - også blev anvendt af soldater i Israel til at forhindre palestinænsiske musikere i at udfolde sig.

2) Fra Cuba kom rockmusikeren Gorki Luis Aguila Carrasco og fortalte om det virke, hans band Pornopara Ricardo står for. Bandets univers fokuserer på seksuel frihed og lighed, hvad alene navnet indikerer. Carassco viste på en overhead en bandplakat, der meget humoristisk forestillede hammer og segl som indlod sig med hinanden i en ganske obskøn positur.

For de fleste vestlige borgere er den bevidste fokusering på seksuelle emner for længst holdt op med at provokere, og selv temmelig bramfrie rock- og hip hop-navne som fx amerikanske Ice Cube og Bloodhound Gang eller en dansk pendant som L:Ron:Harald betragtes af de fleste som ganske harmløse. Naturligvis er det ikke sådan i det kommunistiske Cuba. Den kulturelle og politiske kon-tekst gør her, at et band som Pornopara Ricardo må opfattes som en trussel mod den gældende dagsorden og deres anvendelse af seksuel ikonografi som en politisk handling.

I den forbindelse gør det ikke tingene bedre, at Pornopara Ricardos musik lægger sig i slipstrømmen på punken fra sidst i 1970erne, en musikstil hvis revolterende og provokerende sound og retorik ligeledes er en torn i øjet på det cubanske regime. Carassco fortalte, at når bandet er i tv, bliver navnet altid ændret til P.R. uden at bandets medlemmer bliver informeret om det på forhånd. Men det lader ifølge ham til at være karakteristisk for regimet, at censuren først trådte i kraft, når musikken fik mediernes bevågenhed. Ellers lod man som regel de cubanske bands gøre hvad de ville for at give folket en illusion om, at de levede i et tolerant land. Men som han også sagde: "I mit land er alting officielt! Alt andet 'findes' ikke - alle tænker, mener og siger det samme!"

3) Der blev på konferencen også sat fokus på musikcensur i den vestlige verden. At den slags foregår hos os er noget, som mange måske slet ikke tænker over til daglig, da der oftest er tale om en mere implicit form for censur. Især i USA har det været tilfældet, idet musik, der ikke repræsenterer liberale, vestlige og borgerlige værdier, tilsyneladende altid har haft sværere ved at komme til orde gennem de offentlige kanaler.

Flere af disse historier er alment kendt i forvejen, fx den om det kontroversielle punkband Dead Kennedys, der i midten af 1980erne blev tvunget til at stoppe af de amerikanske myndigheder, efter at deres stærkt anti-amerikanske sange som California Über Alles og Holiday in Cambodia var blevet store undergrundshits. Eller den om politikeren Tipper Gore der hånd i hånd med Parents' Music Resource Centre i nogenlunde samme tidsrum søgte at retsforfølge heavy metal-bands som fx Judas Priest, fordi de efter sigende havde en destruktiv indflydelse på ungdommen.1

En af følgerne af Tipper Gores ihærdighed var, at den amerikanske pladeselskabsorganisation Recording Industry Association of America indvilgede i at sætte stickers på albums med såkaldte explicit lyrics, der kunne oplyse og advare ikke mindst forældrene om hvilke albums der kunne give anledning til moralsk anstødelighed.

Lige siden deres fremkomst har disse stickers til dels haft den stik modsatte effekt, nemlig at mange teenagere, blandt andet for at positionere sig mod deres forældre og det etablerede samfund, netop foretrækker at købe plader med disse stickers på. Men den magtfulde og udbredte supermarkedkæde Wal-Mart - der har sine rødder i det sydlige USA's bibelbælte - har nægtet at sælge disse plader, hvorved omsætningen på dem undertiden er faldet helt ned til 10-15 %.

Dette har hverken været i pladeselskabernes eller kunstnernes økonomiske interesse, og resultatet har da også været, at der siden disse etiketter opstod, tilsyneladende er blevet udøvet en betydelig mængde selvcensur, både med hensyn til udformningen af tekster og cover-layouts. Det eminent succesfulde band Nirvana måtte således i 1993 opleve, at deres album In Utero blev fjernet fra Wal-Marts hylder på et tidspunkt, hvor det havde opnået firdobbelt platinstatus i USA, alene fordi der på coverets bagside var afbildet fostre som en reference til albumtitlen. Resultatet var, at pladeselskabet Warner i samråd med bandet valgte at ændre coveret, ligesom de ved samme lejlighed ændrede titlen på sangen Rape Me (Voldtag mig) til Waif Me (Udstød mig).2

Også i dette tilfælde viser det sig, at magthaverne i kraft af et magtudøvende middel som censur er i besiddelse af hvad sociologen Jacques Attali kalder "The power to silence".

Flere indlæg på konferencen gjorde det lysende klart, at censur fortsat pågår i USA. I dagene efter terrorangrebet den 11. september sidste år blev der på Clear Channels flere end 1100 radiostationer udsendt en liste over sange med såkaldte "questionable lyrics" som man helst ikke så blev spillet - noget, som ifølge rygterne i øvrigt også skete på Danmarks Radios P3. Det var primært sange om at flyve og om verdens undergang, der var på Clear Channels sorte liste, men da der ikke var tale om et direkte forbud mod at spille sangene (den slags ville næppe gå an i the land of the free), men derimod blot et vink med en vognstang til radioværterne, var der ifølge medieforskeren Eric Nuzum her tale om en implicit form for censur.

De fleste er sikkert ikke uenige med Clear Channel i, at det i kølvandet på angrebet ville være upassende at lade radioen spille sange som R.E.M's It's The End Of The World As We Know It (And I Feel Fine) eller AC/DC's Safe In New York City. Men Nuzum undrede sig over, at man havde benyttet lejligheden til også at censurere sange som John Lennons Imagine, Cat Stevens' Peace Train og samtlige sange med det stærkt venstreorientede band Rage Against The Machine. Som han sagde til forsamlingen: "Hvad i alverden har disse sange med fly, der flyver ind i skyskrabere, at gøre? Absolut ingenting." Nuzums forklaring på denne censur var, at man ganske enkelt ønskede at benytte lejligheden til at negligere nogle kontroversielle kunstnere, som i forvejen var en torn i øjet på systemet. I forlængelse heraf nævnte han også, at Rage Against The Machines' message board på bandets officielle hjemmeside var blevet lukket ned af myndighederne, antagelig for at forhindre revolutionært indstillede fans i at kommunikere yderligere med hinanden.

Konferencen gav i øvrigt også taletid til iagttagere fra bl.a. Tyrkiet, der kunne berette om, at der i 1970erne fandtes en liste fra officiel hånd over forbudte praksisser i forbindelse med landets traditionelle musik. For at værne om landets nationale identitet som den kom til udtryk i denne musik, var det ifølge listen forbudt at "ødelægge" musikkens strukturer ved at omarrangere den, ligesom der også var totalt forbud mod at efterligne populære stilarter fra andre lande (fx rock, jazz og latin).

De eksempler, som jeg har fremdraget, viser alle, at musik først og fremmest censureres, når den udgør en potentiel trussel mod magthavere. Det sker, til trods for at musik, som Nuzum sluttede med at sige det, i sin mest fundamentale form er frihed. Friheden til at udtrykke sig musikalsk som man ønsker det - det er idealet. Netop derfor er der al mulig grund til også fremover at holde verdenskonferencer om den musikcensur, der hver dag udøves over hele kloden. Og for min skyld må konferencen meget gerne foregå i Danmark igen.

Relevante links:

http://www.freemuse.org

http://www.ericnuzum.com

Noter

1. Jeg kan i den forbindelse anbefale musikologen Robert Wrights spændende og tankevækkende artikel om censur af rockmusik i 1990ernes USA, nemlig I'd Sell You Suicide: Pop Music and Moral Panic in the Age of Marilyn Manson, i Popular Music 19/3 (2000), s. 365-385.

2. Jeg har disse oplysninger fra den antikapitalistiske forfatter Naomi Kleins skelsættende bog No Logo (Flamingo, 2000, dansk udgave: Klim, 2001), der er en nådesløs analyse af det senmoderne forbrugssamfunds markedsmekanismer. Netop Wal-Mart er i øvrigt en af de butikskæder, som hun finder anledning til at beskæftige sig særlig meget med."