POUL ROVSING OLSEN

Af TERESA WASKOWSKA

Komponisten med den orientalske tone.

Artiklens forfatter arbejder på en monografi om komponisten, kritikeren og forskeren Poul Rovsing Olsen, der ville være blevet 80 år den 4. november.
At ny partiturmusik kan være en død i skønhed lige såvel som Mozart, Mahler og Musorgskij, er et faktum, der for sjældent bliver formidlet. Næppe nogen af de mange, der var til stede under opførelsen i går af Poul Rovsing Olsens A Dream in Violet fremført af Det Kgl. Kapels Strygetrio, har endnu forvundet efterdønningerne, den dovne luksus af halvt fordøjet skønhed og brillans, tragik og skæbnetyngde." Sådan kunne man læse i dagbladet Politiken i forbindelse med DR's Kammermusikkonkurrence i februar i år.

Opførelsen blev en begivenhed, man talte om i byen. Men den var også en påmindelse om, at her er musik, som der bør værnes om. En sådan pressereaktion har ikke været usædvanlig i tilfældet Poul Rovsing Olsen.

Da Sjællands Symfoniorkester i 1992 i 10-året for komponistens død opførte hans Sinfonia II med titlen Susudil, skrev Politikens Jan Jacoby, at det var "koncertens lyse og glade overraskelse", og at værket, der ikke havde været spillet i mange år "fortjener en bedre skæbne fremover, for det er musik der lyser af opfinderglæde og farverig originalitet, orientalsk i sin inspiration men fransk orienteret i sin pikant dekorative æstetik og umiddelbart appetitlig i sin virkning, skønt den hverken bygger på melodier eller raffinerende klangbehandlinger. Snarere er den som et stykke raffineret fabulerende mosaikarbejde af udsøgte ædle materialer, lysende stene af rene instrumentalfarver, egenartet ornamentale figurer og rytmer."

Samme år tog også musikkritikeren lektor Jens Brincker ordet her i DMT og slog et slag for Rovsing Olsens to operaer. "Kære hr/fru operachef ved Det kgl. Teater", stod der i Brinckers Brev til en ukendt adressat. "Når jeg overhovedet ulejliger Dem, er det fordi jeg frygter, at De måske ikke kender en dansk komponist, der hed Poul Rovsing Olsen. Eller at De måske skulle have glemt ham og hans operaer: Belisa over F.G. Lorcas Don Perlimplins kærlighed til Belisa, der blev opført på Det Kgl. Teater i 1966, og Usher over E.A. Poes The Fall of the House of Usher, som blev opført på Den Jyske Opera i foråret 1982. Det er altså over ti år siden, at vi har kunnet opleve hans operaer på en scene, og den omstændighed er - sammen med det faktum, at han ville være fyldt 70 år den 4. november i år - den ydre anledning til dette brev. Den indre anledning er, at disse to operaer hører til det repertoire af danske værker, som kan frygtes at blive glemt, hvis ikke nogen gør rette vedkommende opmærksom på, at der her ligger en kvalitet, som ikke bør gå i glemmebogen."

Et nyt årti er nu gået siden disse opråb, uden at vi har hørt Susudil på ny blive spillet ved en koncert, eller set nye sceniske opsætninger af de to operaer. Derfor er det glædeligt, at Odense Symfoniorkester netop har indspillet den skønne Belisa (den gik sidst på Det Kgl. Teater den 3. oktober 1967) på cd, produceret i samarbejde mellem orkestret, pladeselskabet dacapo og Danmarks Radio. Så om ikke længe bliver i hvert fald musikken tilgængelig for alle.

København-Randers-Paris-retur

I sin levetid var Rovsing Olsen svær at komme udenom i det danske musikliv. Han var på hele tiden: Som komponist, som musikanmelder, som forsker. Han lavede radioudsendelser, og han underviste på universitetet. Alligevel er jeg under mit arbejde med en monografi om Rovsing Olsen ofte stødt på folk, der spurgte, hvem han var, sågar hvornår han levede, skønt det kun er 20 år siden, han døde. Det var både de almindeligt musikinteresserede, men også musikfolk, der spurgte. Aldersmæssigt kunne man se en tydelig skillelinje: De fra midten af halvtredserne og opad véd som regel godt, hvem Poul Rovsing Olsen var. De omkring fyrrerne og nedad har knap nok hørt om ham. Og blandt dem i mellemgruppen er der nogle, der kender navnet, og nogle der hørt et par af hans værker.

Og hvem var han så?

Poul Rovsing Olsen blev født i København den 4. november 1922. Fra to-års alderen boede han i Randers, hvor faderen var blevet direktør for Randers Rebslageri. Det var et usædvanligt kulturelt hjem, Poul voksede op i. Der blev læst bøger og talt om litteratur. Optaget af sin tids danske plakatkunst som han var, benyttede faderen nogle af landets bedste tegnere i markedsføringen af sin virksomhed. Dér, i fabrikshallerne, foranstaltede han også klassiske koncerter for de ansatte.

Han var også meget engageret i Randers' musikliv, var medlem af bestyrelsen for Randers Philharmoniske Selskab og en af hovedkræfterne bag oprettelsen af Randers Byorkester. Musikken manglede heller ikke i privaten hos direktør Rovsing Olsen. Han selv spillede cello og klaver. Hustruen sang, hun var elev af Lauritz Melchior og langt ude også i familie med ham.

Sønnen Poul viste tidligt sit musikalske talent. Som barn fik han undervisning i klaver og hørelære, og han vidste, at han ville være komponist, når han blev stor.

Efter matematisk studentereksamen fra Randers Statsskole rejste Poul Rovsing Olsen til Århus, hvor han læste jura ved byens nye universitet og tog teoritimer hos den navnkundige organist Georg Fjelrad. Efter to år gik turen til København. Musikuddannelsen, som nu foregik på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, blev afsluttet i 1946 med afgangseksamen i klaver og med store eksamen i musikteori. To år senere blev han cand. jur. fra Københavns Universitet.

Således funderet drog Rovsing Olsen i 1948 til Paris. Hans lærere her var den berømte pædagog Nadia Boulanger og komponisten Olivier Messiaen. Men Paris var mere end det egentlige studium. Her var den franske kultur, her var et sus af den store verden, og her var Musée de l'Homme med den righoldige samling af bånd og plader med fjerne folkeslags musik. Man kunne bare komme og høre, hvad man ville. Et rent eldorado for den unge dansker, der fra teenageårene brændte for det orientalske, og som nu i Paris omsider kunne få sin lyst styret.

Efter et års tid i byernes by var han tilbage i København. Nu skulle der tjenes til dagen og vejen, og det blev jura, der gav brød på bordet. Rovsing Olsen blev ansat i Undervisningsministeriet, hvor han forblev i 10 år og var med til at udarbejde loven om de danske kunstnerrettigheder.

Drømmen om at rejse ud og opleve den orientalske musik i dens naturlige miljø forlod dog aldrig Rovsing Olsen. Det var Indien, der stod øverst på ønskeseddelen. Men det blev 'det lykkelige Arabien', han kom til i første omgang. Arkæologen P.V. Glob tog i 1958 Rovsing Olsen med på sine legendariske udgravninger i Den Arabiske Golf. Det blev en skelsættende begivenhed, der fik stor betydning for Rovsing Olsens musikfaglige løbebane. På grund af sin musiketnologiske viden kunne han i 1960 forlade Undervisningsministeriet til fordel for Dansk Folkemindesamling, hvor han blev arkivar i 1964. I de efterfølgende år gennemførte han musikalske indsamlingsrejser til så forskellige steder som Indien, Ægypten, Tyrkiet og Grønland, og han færdedes nærmest hjemmevant i Golfstaterne. Som den første i Vesten udgav han på plade perlefiskernes sange, og den store indsigt i områdets musikkultur resulterede i et engelsksproget bogmanuskript Music in Bahrain. Traditional Music og the Arabian Gulf, som Moesgård Museum i Århus i samarbejde med Bahrains Informationsministerium har under udgivelse netop nu.

Rovsing Olsen forlod denne verden som en international anerkendt musiketnolog og en succesfuld formand for International Council for Traditional Music. "Hans usædvanlige personlighed var præget af uangribelig integritet, som styrede og definerede hans arbejde og handlinger," skrev den tyske musiketnolog, prof. Erich Stockmann i sin nekrolog efter Poul Rovsing Olsens død den 2. juli 1982.

Fornuftens stemme

Denne integritet havde Rovsing Olsen godt brug for, da han i en periode på fem år i midten af tresserne samtidig var formand for Dansk Komponist-Forening, medlem af KODAs råd, medlem af repræsentantskabet for Statens Kunstfond, og selv var aktiv som komponist og musikkritiker, og i den sidste funktion ofte anmeldte værker af de komponistkolleger, som han repræsenterede i de nævnte organer.

Hvilke groteske udfordringer hans integritet blev præsenteret for, fremgår fx af en episode omkring honorering af komponisten Eric Andersen og hans Opus 51 - et værk, der giver en gruppe musikere frie tøjler til at spille, hvad de vil, inden for et af komponisten afgrænset tidsrum. Altså en happening, der fandt sted i 1965, og som nogle af DMT's ældre læsere nok stadigvæk husker. Rovsing Olsen, der på det tidspunkt var medlem af KODAs råd, blev pludselig spurgt i et læserbrev, hvorvidt han mente, Eric Andersen skulle have penge for radioopførelsen af sit Opus 51. Altså underforstået, at han ikke skulle have noget for det pjat. Men svaret lød: "Jeg har sæde i KODAs råd som repræsentant for Dansk Komponist-Forening. Jeg er forpligtet til i rådet at forsvare de såkaldt seriøse komponisters interesser. Det er en logisk følge heraf, at jeg også må forsvare Eric Andersens økonomiske interesser. Dette har jeg gjort i den i sin tid foreliggende situation og måtte gøre, da det ikke kunne siges at være indlysende, at Opus 51 faldt uden for begrebet 'værk', således som det bruges i ophavsretsloven. Jeg er med andre ord i KODAs råd gået ind for, at der udbetales Eric Andersen en opførelsesafgift for Danmarks Radios gengivelse af hans happening."

Her ser man juristen Rovsing Olsen i aktion.

Episoden med Opus 51 beskriver han i artiklen Den mærkværdige musikdebat (Berlingske Tidende 3. juni 1966). Titlen hentyder til de musikideologiske kampe, der på det tidspunkt udspilledes mellem traditionalister og modernister. I denne meget heftige debat var Rovsing Olsen en slags fornuftens stemme, der manede gemytterne til ro: "Det danske opgør mellem ældre og yngre komponister, ældre og yngre kritikere - og dette opgør har snart ulmet, er snart flammet op fem-seks år igennem - kan da betragtes som et regelret, normalt fænomen. Og det kan trøstigt forudsiges, at mange blandt de nu så iltre unge om føje år vil betragte deres yngre kolleger med forargelse eller irritation, for det skal ikke glemmes, at mange blandt de nu så iltre gamle for ikke længe siden forsvarede et dengang nyt musiksyn som angreb fra datidens 'reaktionære'."

Anmelder af ny musik

Var Rovsing Olsen da selv reaktionær? Det er ikke just, hvad disse udtalelser fortæller os: "Min alder anbringer mig med et ben på hver side af grænselinjen mellem de to danske komponistlejre. Måske er det derfor, jeg somme tider føler mig hjemme i begge lejre, somme tider ikke i nogen af dem. Men de sidste 13-14 år igennem er jeg blevet uimodståeligt draget af den ny form for musikalsk fantasi, der bevæger musikkens modernister," skriver han og fortsætter: "Den unge musik giver navnlig anledning til håb. Ved sin blotte eksistens tilintetgør den ikke, hvad der er skabt af stort og bevægende i europæisk musik fra Guillaume de Machaut (eller skal vi sige Perotin?) til Benjamin Britten, men den åbner vore ører for den simple kendsgerning, at verden ikke ender i San Francisco eller ved Gibraltar ... Den unge musik søger at gengive os en fantasiens frihed, som vi havde mistet. Den har givet os troen på, at musikkens muligheder er så talrige og så forunderlige, at de ikke kan rummes i de ærværdige borgerlige tonekunst-institutioner, vore forfædre har sat i verden ... Vi musikere er jo ikke barbarer, der stræber efter det ensrettede, det ensporede ... Og det er mig aldeles ubegribeligt, at det skulle være umuligt at glædes ved Frank Martins eller Henri Dutilleux' musik, blot man begejstres for Ligetis. De unges musik åbner vore ører for tonekunstens forunderlige og mange muligheder. Og de ældres musik repræsenterer trods alt en af disse muligheder." (Berlingske Tidende, kronikken Den unge musik, 15. januar 1966).

Den første avis, Rovsing Olsen, kom til at skrive i, var det nu ikke eksisterende Morgenbladet. I årene 1949-1953 var han på Information, og derefter i 20 år på Berlingske Tidende (1954-1974). Sammenlagt skrev han hen ved 3000 artikler i alle tænkelige avisgenrer. Der er små notitser og store kronikker, rejseberetninger fra nær og fjern, koncert- og pladeanmeldelser samt noget i dag så utænkeligt som anmeldelser af musikudsendelser i radioen, fx serien Vor tids musik. For ikke at tale om spontane causerier over emner, som ikke nødvendigvis var musikalske, men som optog ham her og nu.

Som anmelder fulgte Rovsing Olsen nøje den unge musik, og det er interessant at læse hans udsagn om årets så aktuelle 70-årige fødselarer.

Ved uropførelsen af Per Nørgårds Sinfonia austera i august 1958 skrev han, at "Det var et ærgerrigt forsøg af den kun 26-aarige komponist, fordi symfonien udfyldte næsten 35 minutter. Man var imidlertid til stadighed fængslet af fantasiens frodighed og spændkraft ..." Værkets form forekom dog Rovsing Olsen knap så overbevisende. Tre måneder senere skriver han i forbindelse med et andet værk: "Per Nørgaards musik har nok en vis umiddelbar effekt paa tilhøreren, men det særegne ved den er dens efterklang. Den concerto for tolv strygere, der i aftes blev uropført ved Musik og Ungdomsradiokoncerten var saaledes subtilt organiseret, saa tænksomt opbygget, at ikke alt, hvad han gemte paa, kunne aabenbare sig ved en første overhøring. Men dens sindrige sammenstillinger af de tolv soloinstrumenter, dens kriblende fylde af begivenheder lod concertoen arbejde videre i én, ogsaa efter at dirigenten havde lagt taktstokken, og man følte sig overbevist om, at musikken ved ethvert nyt studium vil lukke op for ny hemmeligheder."

Om samme komponists Fragmenter kunne Rovsing Olsen berette, at "Der formidles poesi eller fylde af Nørgaards fragmenter. Og en af grundene hertil er nok den, at han hverken kan eller vil overtage nogen ortodoksi, men omformer, hvad han måtte låne, så det støtter hans personlige søgen. Derved bliver hans syv afsnit til original præstation i egentligste forstand." (Berlingske Tidende 23. marts 1962).

Ligeledes i Berlingske Tidende faldt der den 19. maj 1962 sådanne ord om Pelle Gudmundsen-Holmgreen: "Det er friheden, naturen med dens mangeartede kontrapunkt af tidsforløb, Pelle Gudmundsen-Holmgreen havde søgt at give mæle i sin Chronos for 22 musikere. Og med dette oprør mod al akademisme bevæger han sig i en oplevelseskreds svarende til den, der i sin tid var Debussys. Vil man som andre unge europæere arbejde videre på den af Debussy igangsatte, men hurtigt på grund stødte revolution, må man være i besiddelse af et overmåde kræsent øre. Og Gudmundsen-Holmgreen synes allerede at have fået skærpet sin høresans i ikke ringe grad."

Kigger man efter den tredje af datidens musikalske oprørere, nemlig den nu 71-årige Ib Nørholm, kan man fx om hans klavertrio fra 1960 læse: "Uropførelsen (...) af Ib Nørholms klavertrio var en begivenhed allerede, fordi den var det vel hidtil kraftigste symptom paa det skred, der for tiden sker i danske komponisters musikopfattelse. Trioen var nemlig udskrevet efter tabeller, der forudbestemte en lang række hændelser i dens forløb, og derved var benyttet en fremgangsmåde, der har haft - og tildels stadig har - stor betydning for mange udenlandske komponisters nyforstaaelse af musikkens kunst .... Det vidner om hans kunstneriske integritet, at en udvikling, der udefra set kan forekomme revolutionerende, dog tager saa organisk en form. Men man følte sig også overbevist om nødvendigheden i denne udvikling. For det var jo trods alt en ny Nørholm, man fik at lytte til. Og man fik indtryk af, at den ændrede indstilling til de musikalske problemer for ham havde resulteret i en spændende oplevelse og derigennem havde frigjort ubrugte kræfter. Hvad man end maatte kunne sige denne trio paa, er den det friskeste og stærkeste værk, man indtil dato har modtaget fra Nørholms haand, og navnlig fjerdesatsen, en adagio, vil sikkert kunne vise sig at blive gropunkt for hans kortlægning af en fager ny verden." (Berlingske Tidende 19. august 1960)

Helt sin egen

Selv var Rovsing Olsen hverken traditionalist eller modernist. Avantgardistiske eksperimenter lå ikke for ham. Han var sig selv, en fornyer, der tilstræbte klarhed og indhold, og som satte udtryk i relief. I sine kompositioner forenede han den vestlige og den orientalske musiktradition og skabte et personligt og anderledes tonesprog, der var helt hans eget.

Uanset hvad han ellers foretog sig, komponerede han hele tiden. Hans værkliste slutter med opus 85, og rummer orkesterværker, kammermusik, klaverkompositioner, sange, fire balletter (Ragnarok, La Création, Brylluppet og Den fremmede), og de allerede nævnte operaer Belisa og Usher. Derudover findes der også teater- og filmmusik. Det er både omfattende og alsidigt. Men hvor godt kender vi egentlig komponistens produktion?

Dette spørgsmål stillede dette blads redaktør Anders Beyer her i spalterne efter at have hørt Rovsing Olsens Patet op. 55, ved Lerchenborg Musikdagene 1990. Redaktøren skrev: "At hans værker i mange tilfælde står som 'nye' og nøgternt klare, det kunne det hen ved 25 år gamle værk Patet give en formodning om. Er tiden ikke inde til en større retrospektiv præsentation af Rovsing Olsens værker? Danmarks Radio og festivaler rundt omkring i landet kan gøre det. Opfordringen er hermed givet."

Ja, noget tyder på, at det er lettere sagt end gjort, i hvert fald for det etablerede musikliv. Men nu, 12 år senere, bliver redaktørens ønske opfyldt i forbindelse med markeringen af 80-året for Poul Rovsing Olsens fødsel, idet der har været programsat flere koncerter, der portrætterer komponisten. Af begivenheden i nær fremtid kan der henvises til en koncert den 19. november i Odense, hvor værker af Rovsing Olsen fortolkes af pianisten Rosalind Bevan, violinisten Bjarne Hansen, bratschisten Rafael Altino og cellisten Svend Winsløv. Og den 8. december i Århus vil man for første gang nogensinde kunne opleve komponistens ballet La Création fra 1952 som en danseforestilling. Hidtil har det alene været musikken, der er blevet opført i form af en koncertsuite for syv instrumenter. Nu har koreografen Palle Granhøj sat trin til.

Koncerternes afholdelse understreger, at Rovsing Olsens musik lever, store præsentationer eller ej. Som det kan ses på listen over de medvirkende ved de aktuelle koncerter, er det overvejende en ny generation af musikere, der tager et livtag med hans kompositioner. Og det sker ikke blot i anledning af den runde dag. Meget ofte bliver musikerne gjort opmærksom på denne musik gennem deres lærere på konservatorierne, eller får kendskab til den via nogle private forbindelser. Det er mest efter mund-til-øre metoden, det foregår.

En lille hurtig optælling viser, at der i perioden fra 1990 til i dag blev opført 49 af Rovsing Olsens værker, nogle af dem endda flere gange. Det drejer sig om de mindre former som kammermusik og instrumentale kompositioner. Nogle af dem - fx akkordeonstykkerne, hvis tilblivelse skyldes instrumentets mester Mogens Ellegaard - er for alvor blevet selvkørende repertoireværker. "Hvorledes man spiller i D-dur uden at lade sig mærke med det" op. 59 for 2 akkordeoner og Duo for akkordeon og klaver op. 56, har nu passeret 100 opførelser hver. Without a Title op. 72 for akkordeon solo tæller mere end 130 opførelser.

En sådan komposition er også A Dream in Violet, der til dato har opnået 110 opførelser. Det Kongelige Kapels Strygetrio kom til værket via et af medlemmernes forældre. De unge musikere tog det til sig og fik et hit. Nu formidler strygetrioen videre den kvalitet, der ligger i Poul Rovsing Olsens produktion. Og der er mere end den violette drøm, man bør tage vare på. Det er jo vores kulturarv, vi taler om. Og arvesølvet skal pudses for at forhindre, at glansen går af det. Således skal også musikken spilles, så publikum kan høre, at "ny partiturmusik kan være en død i skønhed lige såvel som Mozart, Mahler og Musorgskij".

FACTS

UNDER UDGIVELSE

Poul Rovsing Olsen: Music in Bahrain. Traditional Music of the Arabian Gulf. Moesgård Museum i Århus og Bahrains Informationsministerium.

Rovsing Olsen: Romance for violoncel og klaver op. 3; Sonate for cello og klaver op. 34; Partita for violoncello solo op. 75; Klaversonate nr. 2 op. 26; Many happy returns op. 70, for klaver og cello. Cd på plademærket dacapo.

Rovsing Olsen: Belisa op. 50. Odense Symfoniorkester. Dirigent: Tamás Vetö. Solister: Eir Inderhaug, Sten Byriel, Anne Margrethe Dahl, Marianne Rørholm, Lise-Lotte Nielsen og Elisabeth Halling. Cd på plademærket dacapo i samarbejde med Danmarks Radio og Odense Symfoniorkester.

Detaljerede oplysninger om Poul Rovsing Olsens værker kan findes på Dansk Musik Informations Centers hjemmesidde på adressen www.mic.dk