At svæve over kloden

Af
| DMT Årgang 77 (2002-2003) nr. 03 - side 79-79

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Man skal høre meget

Af ANDERS NORDENTOFT

Man skal som komponist gå efter ekstasen, synes jeg, der hvor musikken fører an i sin egen skabelse. Man må tage imod det, som kommer, simpelthen, og stole på, at den musik som opstår er den eneste rigtige - det har været den lov, jeg har fulgt. On This Planet forbinder noget inden i mig: Erfaringer og minder, anelser og associationer har fundet vej, og er, gennem ofte besværlige processer, blevet til musik.

Mange 'problemer' er blevet bearbejdet. Et 'problem' var fx skriget: Det at gøre noget, som man instinktivt ved rummer store muligheder, til et relevant musikalsk materiale har været et større arbejde. Skriget er en form for snit gennem tiden, noget/en klang som har været kendt af alle til alle tider, et urmateriale. Der er mange varianter af skriget, det 'frustrerede skrig' er naturligvis ikke det, som interesserer mig. Det gør derimod 'det sted' hvor den ekstreme kraftudfoldelse føres ind i et musikalsk rum, styret og formet - men ikke tæmmet! Det er frydefuldt at høre på, og jeg kan slet ikke få nok.

Det er en gammel udefinerlig gude- og myteverden, jeg gerne vil bringe til live gennem kompositionerne/sangene i On This Planet. Nogle karakterer fulde af vitalitet, nærhed og lunefuldhed (ofte står de nærmest som groteske masker), inspireret af hvordan eksempelvis de gamle grækere efter sigende oplevede deres gudeverden.

Shamanens stemme er sangerens udtryksmodus. Både i In The Valley, hvor der ikke er noget at tage fejl af, men også i den stille sang Don't be Afraid. Alle sangene har noget manende over sig: Musikken er fuld af cirkelbevægelser, møllesten, drejebænke, hjul, kloden, firmamentet, livscyklus og lignende. Sangeren skal synge indad, en måde at synge på jeg hørte som barn, hvor de store shaman-stemmer tilhørte udvalgte rocksangere. Jeg havde deres stemmer i ørene, mens jeg gik og ledte efter oldsager i plovfurerne på Mors. Jeg forstod ikke, hvad de sang om, men det stod for mig som noget utroligt dragende og mystisk. Den kristne landsbykirke på den ene side, og den hedenske plovfure på den anden (eller var det omvendt?).

Teksterne er skrevet på engelsk, fordi de bare kom på det sprog, men den befriende verfremdungseffekt: Det, at jeg har en vis distance til det engelske sprog, spiller en rolle i forhold til, at det overhovedet er muligt for mig at skrive tekster. Den engelsk-caribiske digter Derek Walcott (Nobelprismodtager i 1992) kalder det engelske sprog for en slagmark. Der udspilles ifølge ham en magtkamp i det engelske sprog mellem klassisk engelsk (magten) og de mange varianter af engelsk verden over, som heldigvis vinder terræn og selvfølelse. Walcott er blevet en af mine helte gennem sine digte Missing The Sea, Love To Love og Earth, som er sat i musik til forestillingen On This Planet.

En lidt morsom historie, Walcott fortæller, er, hvordan han har været nødt til at erobre den caribiske himmel gennem sine digte, da han var opdraget i en forståelse af, at den italienske himmel var langt mere rafineret og ophøjet.

En anden inspiration har Kurt Trampedachs billeder fra de sidste 10 år været. De rummer både en gammel, manende gudeverden, som nærmest kommer op af pløjemarken, og det banales fascinerende afgrund samt en form for kulørthed og stoflighed, som er foruroligende.

Hver sang eller komposition i On This Planet har sin egen historie om sin tilblivelse, i sit udtryk og rent kompositionsteknisk. Det er i sin form lidt som et katalog eller en billedbog. Samlet beskrives en form for svæv over kloden med nedslag i forskellige bevidstheder eller forskellige måder, verden kan opleves på, men ellers handler On This Planet vel dybest set om den caribiske himmels kulørte pragt."