Han hamrede en hemmelig kode i klaveret

Indtryk fra den 18. Musikhøst festival i Odense. 1. synspunkt

Af Lars Troels Møller

Hele kernen i stykket var bygget op om paranoia, man vidste aldrig, hvornår det næste isbjerg ville komme. Musikerne levede sig fedt ind i musikken, bl.a. den kvindelige bratschist rystede sit hår som en heavymusiker, når noderne gav ordre til de epileptiske toneanfald.

Onsdag d. 6. november startede festivalen Musikhøst for 18. gang i Odense. Åbningskoncertens konferencier understregede, at Musikhøst var blevet en selvstændig organisation med egen bestyrelse. Og at denne festival som så mange andre ikke var en ghetto. Festivalen ville nemlig foregå mange steder i Odense, (Magasinet, Cafebiografen, osv.).

Åbningskoncerten blev startet i konservatoriets koncertsal med en sonatine af komponisten Hans Werner Henze for violin og klaver. Efter konferencierens tale begyndte folk igen at tale og hviske, men der blev hurtigt spejlblank stilhed, da lyset blev dæmpet. Klapsalverne rullede under loftet i salen, da to sortklædte musikere trådte ind og bukkede. Koncentrationen strålede ud af dem, som de første toner gled af buen og tangenterne. De to instrumenter havde en samtale i melankolsk aggressivitet, der skiftevis faldt og steg i decibel. Satserne var flydende, melodisk og taktmæssigt udfordrende. Musikernes sorte tøj med udtryksmæssig hjælp fra musikken ledede tankerne i retning af noget tragisk. Pianisten lignede en videnskabsmand, der hamrede en hemmelig kode i klaveret, hvis kræfter skulle forløses i satsens slutning. Slutningen var overraskende og kom bag på de fleste i salen. Og koden forblev en kode for mig, også efter, at det lettede smil fra violinisten gled over scenen.

Det næste på programmet var en strygetrio. De skulle spille en strygetrio af Annette Schlünz, der ligeledes var et moderne klassisk stykke.

Dette stykke var også en øremæssig udfordring. Violinen og bratschen bankede rytmer på instrumentkroppene og lavede 'dead notes', assisteret af små hyletoner. Rytmen var utilregnelig, og musikken brød med jævne mellemrum ud i decideret raseri. Musikken var et knirkende skib, der i ny og næ blev ramt af nogle kæmpe isbjerge. Hele kernen i stykket var bygget op om paranoia; man vidste aldrig, hvornår det næste isbjerg ville komme. Musikerne levede sig fedt ind i musikken, fx rystede den kvindelige bratschist sit hår som en heavymusiker, når noderne gav ordre til de epileptiske toneanfald. Jeg mærkede flere gange, at jeg tabte tråden i musikken, fordi det var lutter skæve tonesammensætninger. For mig kunne de allesammen have spillet uden noder og improviseret i hver deres takt og toneart.

Festivalens anden dag blev begyndt af Triolog Ensemble fra München. Det første stykke var af Annette Schlünz og blev spillet af slagtøj og fløjte. Slagtøjsudøveren havde sit blik klistret til noderne, mens han bankede og slog på sine mange trommer og percussions-genstande. Fløjten spillede en orientalsk skala, assisteret af lyde der mindede om pilesus, hvor man mest følte sig hensat til en jungle. Der sad vi så omkring hundrede publikummere og sumpede ind til de underlige toner. I mellemtiden havde slagtøjet pause, og vi sad og drømte om en sjælden junglefugl formet af fløjtens toner. Men pludselig hamrede slagtøjet løs i skindene, og hele salen fik et kæmpe chok. Jeg så dem på første række lette 30 cm fra stolene og stirre måbende på hinanden. Da trommerne faldt til ro, turde jeg ikke bevæge mig så langt ind i fløjtedansens trance, da den tog over igen. Der var ingen tydelige faser i stykket, og det hele sluttede lige så pludseligt, som det var begyndt. Jeg sad mest tilbage med min fascination af musikernes niveau og en forskrækkelse.

Musikkens omdrejningspunkt havde ikke ændret sig siden den første dag. Det var stadig en stor disharmonisk klangakrobatik og toneballet, der fik mig til at smutte efter de fire første stykker. Jeg følte, at jeg sad og hørte musikken til en gyserfilm, som jeg ikke selv kunne skabe billederne til, og det var selvfølgelig meningen med musikken.

En af de mest bemærkelsesværdige koncerter efter min mening var Morten Skovgaard Danielsens fortolkning af Kurt Cobains (Nirvana) sange. Dette foregik i Jazzhus Dexter, hvor der var mødt omkring 50 mennesker op ved de dunkle caféborde. Der var to overhead projektorer opstillet foran scenen, hvor der blev vist kunst til musikken. Der var også roser på gulvet, som til Kurt Cobains og Nirvanas unplugged koncert i New York. Jeg havde placeret mig ved et af midterbordene, da der lød en hæs, hviskende stemme ud af højttalerne.

Den første sang, Serve the Servants, blev spillet af klaver, der mest koncentrerede sig om syreakkorder og lod den hæse digtoplæser om den anden del af musikkens udtryk. Oplæserens udtale var monoton og led meget under dårlig artikulation. Til tider hviskede den, og andre gange skreg den de samme linjer igen og igen. "Getaway, getaway, getaway". Musikken var usammenhængende og svingede hele tiden mellem et stille udtryk og et skrigende og udynamisk udtryk. Og det gjorde det hele meget grimt. Komponisten Morten Skovgaard Danielsen havde valgt 13 kendte Kurt Cobain-sange, men ingen af dem havde noget af den smukke nerve, Kurt Cobain gav dem. Dermed mener jeg ikke, at musikken ikke indeholdt nerve. Den forvrængede guitar der 'slidede' op og ned af båndene med en god portion feedback, og klaveret med de lige så underlige tonestemninger og harmonier, gennemsyrede alle musikkens lag og gjorde det til en uforståelig og ikke særlig ørevenlig oplevelse.

Efter de 13 omarrangerede K.C.-sange trådte oboist Niels Dittmann op på scenen. Han spillede et moderne klassisk stykke ved navn THE dAY My NUmBER. Han dansede op og ned i registrene, og flot var det, men den røde tråd mellem Kurt Cobain og dette solonummer fandt jeg ikke. Koncerten var ikke en af de musikalske oplevelser, jeg vil huske som god. Jeg elsker Kurt Cobains musik, og jeg synes, koncerten overfortolkede og belyste hans musik i et dårligt perspektiv. Men heldigvis er smag og behag jo forskellig.

Lars Troels Møller er elev på Mulernes legatskole i Odense (1.G)."