Marken er mejet, men koncertsalene tomme ...

Af
| DMT Årgang 77 (2002-2003) nr. 04 - side 130-131

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

3. synspunkt

Af Jakob Soelberg og Rasmus Anthonisen

Det var et imponerende program, som blev præsenteret i festivalleder Bertel Krarups åbningstale til dette års Musikhøst i Det Fynske Musikkonservatoriums knap halvt fyldte koncertsal, men på trods af internationale komponistnavne og ensembler af høj standard var besøgstallet kun marginalt højere end sidste år.

"Musikhøst er netop blevet en selvstændig organisation", pointerede arrangørerne og definerede samtidig festivalen som "en musikalsk særudstilling, hvor det er muligt at fordybe sig i den enkelte komponist" snarere end en avantarde-ghetto for den musikalske elite. Eftersom de tidligere temaer for festivalen ofte har koncentreret sig om dansk eller nordisk musik, var det på tide at kigge syd for landets grænser og fokusere på ny musik i Tyskland.

Hanz Werner Henze (f. 1926), en af Tysklands mest prominente nulevende komponister, Wolfgang Rihm (f. 1952) og Annette Schlünz (f. 1964) repræsenterer hver deres generation af det 20. århundredes tyske kompositionsmusik. Tre yngre danske komponister var også inviteret til festivalen for at opføre composer's choice-koncerter, hovedsageligt med deres egen musik: Juliana Hodkinson, Carsten Bo Eriksen og Morten Skovgaard Danielsen. Deres kompositoriske stil ligger lige så langt fra hinanden som fra de tyske komponister. Som modvægt til de traditionelle koncerter, hvor de ydre rammer svarede til dem, man typisk møder i den klassiske koncertsal, var composer's choice-koncerterne et udtryk for forfriskende nytænkning fra ledelsens side. Både elementer fra film, populærmusik og teater blev brugt af de danske komponister, som hver især var blevet bedt om at sammensætte et program af deres egen eller andres musik, og det blev til tre vidt forskellige koncerter.

Af disse var Juliana Hodkinsons koncert, i hvilken kun et ud af seks stykker var af komponisten selv, måske den mest opsigtsvækkende. Koncerten, som fandt sted i det rytmiske spillehus Magasinet, krævede stor koncentration og tålmodighed af lytteren, dels fordi musikkens udvikling foregik meget subtilt, dels fordi hvert stykke varede næsten irriterende længe. Men idet udviklingen sker i publikum selv, bliver den interessant; musikkens uudløste spænding skaber uro ved sin monotoni og absurditet, og man venter forgæves på forklaring. Den traditionelle lytter søger efter svaret i selve musikken, men skuffelsen får nogle til at føle, at de spilder deres tid. Dette irritationsmoment fik enkelte fra publikum til at udvandre fra koncerten under højlydt misfornøjethed. Denne koncert var på sin avantgarde-måde festivalens måske bedste bud på sin egen ideologi, for selvom ledelsen ønsker at pleje et 20-30 år gammelt materiale ved genopførelser, bliver spørgsmålet om, hvornår ny musik bliver for gammel, uværgerligt stillet.

Konceptet ved Musikhøst er ikke en jagt på uropførelser, men nu hvor festivalen - bortset fra Susåfestivalen - står alene tilbage efter NUMUS' ophør, hviler der et ekstra tungt ansvar på ledelsens skuldre om at være landets førende ny-musik-formidler. Ambitionerne om at markere sig både nationalt og internationalt er til stede hos Musikhøstledelsen, til næste år afsættes et større beløb til marketing, ligesom der lægges op til en budgetforøgelse på 50 % over de næste par år. Blandt de nye tiltag er et øget samarbejde mellem konservatorierne i København og Odense, hvilket vil give fire konservatoriekoncerter på festivalen fremfor en enkelt.

Meget anderledes end Hodkinsons var Carsten Bo Eriksens koncert, som ligeledes bød på musik af andre komponister end ham selv. Musikken blev spillet af Nordlys Ensemblet, hvis første cd-udgivelse blev nomineret til en Danish Music Award i 2001. Eriksens tonale musik er et eksempel på en tendens blandt yngre danske komponister, som modarbejder overintellektualiseringen af ny kompositionsmusik.

Den tredje composer's choice-koncert, som fandt sted på Jazzhus Dexter, havde kun musik komponeret af Morten Skovgaard Danielsen selv. Her opførtes bl.a. 13 stykker med tekst af den afdøde Nirvana-forsanger, Kurt Cobain, hvis opgivende og absurde lyrik har inspireret Danielsen, og hvis eksistens og mangel på samme han sammenligner sin egen med. Nirvananumrene blev 'opført' af en cd-afspiller og Danielsens monotone men 'indlevede' oplæsning af teksterne imellem satserne.

Hr. og Fru Danmark

Det lokale musikliv i Odense var som altid rigt repræsenteret til flere af festivalens koncerter, bl.a. i kraft af Ensemble Fyn under ledelse af Tamás Vetö i Vor Frue Kirke.

Konservatoriekoncerten fredag eftermiddag blev spillet af elever fra Det Fynske Musikkonservatorium (DFM). Endvidere var fynske komponister repræsenteret med 6 korte sammenhængende stykker, og musikskolen havde også forskellige arrangementer med ny musik. Den eneste regulært rytmiske koncert var med det velspillende og publikumsvenlige klezmerband Klezmer Zahav.

Koncerternes kvalitet var hovedsageligt meget høj, især den tyske Minguet-kvartet var af ekstraordinær professionel klasse. Kvartetten spillede flere af Rihms strygekvartetter med den indlevelse og intensitet, som disse komplekse mesterværker fortjener. Det er naturligvis af stor vigtighed, at den musikalske kvalitet er høj, men det bevirker, at andre opmærksomhedsskabende begivenheder må nedprioriteres. For eksempel måtte man undlade at invitere hovednavnet Hanz Werner Henze til Odense, da det ville koste ufornuftigt mange penge, men sandsynligvis have trukket mere publikum til.

Åbningskoncerten var en sammenlægning af to koncerter og varede derfor 2 1/2 time, hvilket kan virke som meget lang tid, hvis publikumsmålgruppen er Hr. og Fru Danmark eller almindelige unge mennesker som vil udvide deres kendskab til ny musik. Men Hr. og Fru Danmark så man ikke meget til. Faktisk var det i høj grad de samme ansigter, man så blandt publikum til alle koncerterne, og det kunne skyldes manglen på et ordentligt marketingsapparat uden for Odense og manglende dækning i medierne.

De tre store, landsdækkende avisers omtale af denne 5-dages musikbegivenhed har i det store hele begrænset sig til anmeldelser af koncerten fredag aften, og det er en nedprioritering i forhold til tidligere år. Dette forstærker Musikhøsts image som en nichebegivenhed. Hvorfor berettiger en sådan festival ikke til foromtale eller anmeldelse? Hvor var de konservatoriestuderende (ikke mindst fra DFM - man skulle da mene, at fx en violinstuderende gerne ville høre et så velspillende ensemble som Minguet Kvartetten) til stede? Arrangementet kan næppe have forbigået alles opmærksomhed, da der overalt i Odense centrum hænger hidsigtrøde, baggrundsbelyste plakater på reklamesøjler, som ejes af Odense Kommune, og som udlånes gratis til Musikhøst, og med musikskolearrangementet 'Ny musik i musikskolen' skulle man da mene, at alle med tilknytning til musikskolen var klar over festivalens tilstedeværelse.

Men når publikumsskaren efter alt at dømme udgøres af komponister, universitets- og konservatorieansatte og dertil en lille håndfuld lokale, får man unægteligt følelsen af at befinde sig i et meget lukket og næsten logepræget arrangement, og benævnelsen 'festival' virker pludselig ikke længere synderligt rammende om arrangementet. Hvordan får man så et publikum til en festival som kun spiller ny kompositionsmusik? Det bliver i forvejen sagt om vores zappergeneration, at vi har svært at koncentrere os om én ting i længere tid af gangen, og når repertoiret består af en musik, som ikke indeholder nogle af de elementer, vi kender fra det klassiske repertoire eller poppen som melodi, tonale akkordprogressioner eller fast puls, er det vel ikke svært at forstå, hvorfor folk synes, det er for utilgængeligt og derfor holder sig væk?

Kløften mellem komponist og publikum

Musikhøst giver med sin velovervejede programsætning alle uanset musikalske præferencer mulighed for et dybdegående indblik i ny musik. Ørerne har godt af et tæppebombardement af disse ikke-konventionelle klanguniverser, og man lærer hurtigt at skelne mellem den i første øjeblik konturløse atonale musiks mange udtryksmuligheder.

Denne erfaring er meget vigtig, fordi den består i en afmystificering af det ukendte land, som ny musik er for mange. At stifte bekendtskab med ny musik kræver simpelthen en tålmodighed og åbenhed, som mange unge givetvis besidder, men nysgerrigheden bliver slet ikke stimuleret nok, fordi den ny musik i så høj grad lever i skjul. Det traditionelle, klassiske repertoire fylder så meget i musiklivet, at ny musik til stadighed frem-står som noget besværligt og avantgardistisk lydflimmer, som absolut ikke appellerer til en ungdom, der er vant til letfordøjelige budskaber fra alle sansekanaler. Om det er et voksende problem, eller om vi har at gøre med en uforanderlig historisk kendsgerning, der fortæller os, at samtidsmusik aldrig nyder anerkendelse i nuet, er et godt spørgsmål, som måske bliver besvaret med tiden.

Publikums evne til at optage den ny musiks udtrykspalet halter bagefter, og man kunne påstå, at den gennemsnitlige koncertgænger er nået til bruddet med tonaliteten omkring begyndelsen af 1900-tallet. Den udtryksmæssige kløft mellem komponist og publikum, som har gravet sig stadig dybere indtil 70erne, er siden ikke blevet lukket igen. Det skal derfor blive interessant at følge festivalen de næste år og se, om dens mange nye undervisningsorienterede initiativer kan trække flere unge til koncerterne.

Jakob Soelberg og Rasmus Anthonisen studerer musikvidenskab ved Københavns Universitet.

FAKTA

Musikhøst startede i 1982 som en del af Danmarks Radios festival, Musiknytår, på initiativ fra FUT (Fyns Unge Tonekunstnerselskab) og inspireret af DUT (Det Unge Tonekunstnerselskab i København) i København og NUMUS i Århus.

Projektet havde til hensigt at opføre ny musik på Fyn og lancere fynske musikere og ensembler side om side med andre danske og udenlandske, og da Musiknytår, som havde eksisteret siden 1978, tilbød et samarbejde, blev det til en debut i 1983 i Odense med Karlheinz Stockhausen som hovednavn.

Da DR efter festivalen i 1984 indstillede sine festivalaktiviteter, overgik Musiknytår ved en fælles overenskomst til FUT, og i 1985 afholdte FUT for første gang festivalen som en weekendfestival med otte koncerter (heraf én orkesterkoncert) samt et seminar - noget mindre end DR's model som forløb over en hel uge og havde DR's faciliteter til rådighed.

Efter Musiknytår i 1987, hvor snevejr og kulde skabte problemer for publikum såvel som musikere og komponister, blev det besluttet fremover at flytte festivalen til oktober-november, og herved blev Musiknytår omdøbt til Musikhøst. Året efter blev festivaldagene udvidet til fire, dette år havde i øvrigt et udelukkende dansk program, og i 1990 skete endnu en udvidelse, og Musikhøst fik den udformning, den har i dag med fem festivaldage - fra onsdag til søndag - bestående af ca. 12 koncerter og enkelte seminarer.

Årgang 77/2002-2003, nr. 04