Same procedure as every year

"Det står dog klart, at hvis festivalen skal overleve, bliver dens profil nødt til at blive klarere i tiden fremover." Dette er en af forfatterens pointer efter deltagelse af årets ISCM-festival i Hongkong. Med dette skudsmål indskriver den danske udsending sig i køen af rapport-skrivere, der siden midten af 1960erne har hævdet at festivalen burde fornyes udenpå og indeni.

Af Frode Andersen

ISCM World Music Days blev for andet år i træk afholdt Asien. Forrige år var festen henlagt til Japan og i år var Hongkong centrum for de musikalske udfoldelser. Erik Bach og undertegnede deltog i år som repræsentanter for SNYK (Sekretariat for Ny Kompositionsmusik), der er dansk ISCM-sektion. Erik Bach er ny formand for SNYK (han overtog posten efter Svend Hvidtfelt Nielsen, der sidste år skrev en rapport om sin rejse til Japan (DMT nr. 3 årg. 76, s. 96-98), og jeg deltog i egenskab af bestyrelsesmedlem af SNYK.

Danmark var også repræsenteret ved komponisten Lars Graugaard, som er hævet over det nationale sektions-niveau qva sin position som medlem af ISCM's eksekutivkomité. Vores eget LIN-ensemble stødte til gruppen senere, og det gjorde også komponisten Ejnar Kanding og musikeren Fritz Berthelsen.

De mange kilometer og en flyvetid på 12-13 timer gør selvsagt, at Hongkong fysisk set er langt væk, men også geografisk, klimatisk og ikke mindst psykologisk er vi langt fra Skandinavien. Hongkong ligger i det tropiske klimabælte - i efterårsferien da vi gæstede byen, lå temperaturen jævnt på omkring de 30 grader udendørs, men på grund af den allestedsværende air-condition kunne temperaturen indendøre holdes nede på omkring 20 grader.

Hongkong ligger omkring bugten Victoria Bay, med halvøen Kowloon på den ene side og Hongkong Island på den anden. Victoria Bay er således nærmest byens midtpunkt, med en overvældende aktivitet, og med de berømte Star-Ferries der for 2 kroner(!) transporterer folk på kryds og tværs over bugten. Kowloon er den 'kinesiske' del af byen på godt og ondt. Her er de falske Rolex, de indiske skræddere, Dim Sum-resturanter og hotellerne. Gadebilledet er som fx Chinatown i de amerikanske byer.

Helt anderledes er det på den anden side af Victoria Bay, Hongkong Island. Her dominerer højhusene bybilledet fuldstændigt og minder om det arkitektoniske rum på Manhattan. I Kowloon var det frem til åbningen af den nye lufthavn i Hongkong (der blev åbnet for få år siden) ikke tilladt at bygge højhuse, idet piloterne skulle kunne se bjergene bagved som pejlemærker ved landing i den gamle lufthavn. Men på Island-siden har højhusene længe prøvet at overgå hinanden i at se mest eksklusive ud. Det er et paradis for arkitekt-intresserede, og ikke mindst højhusene af Sir Norman Foster og det nye Congress-Center imponerede undertegnede meget.

Der er mennesker overalt i Hongkong - godt 6 millioner mennesker på et område på størrelse med Fyn. Derfor er det nødvendigt - og heldigt - at alt fra kollektiv transport og infrastrukturer til rengøring fungerer utrolig godt. Hongkong er i det hele taget overvældende for en skandinav - alle menneskene, det høje tempo, den enorme overflod af varer (hvis ikke det findes i Hongkong, findes det ikke!), det fremmedartede, eksotiske og kinesiske side om side med de allige-vel velkendte ting fra europæiske storbyer: Cola og Carlsbergøl på dåse fra 7-Eleven, kaffe fra Starbucks og burgere fra MacDonalds - det hele er forvirrende eksotisk og alligevel velkendt på samme tid.

Så er det jo godt at man har al den nye musik - der føler man sig i det mindste hjemme. Det er virkelig et paradoks, ikke? Man rejser næsten halve jorden rundt, til et sted der føles og er meget anderledes end derhjemme. Men det, at man også skal til festival og høre 120 musikværker, man aldrig har hørt før, føles nærmest dejlig forudsigeligt. Et hurtigt kig gennem den enorme programbog bekræftede kun denne forudanelse. 25-30 lagkage-koncerter i forskellige koncertsale rundt omkring i Hongkong med forskellige ensembler og orkestre, hver koncert med en 4-5 værker der alle varer mellem 10 og 20 minutter - ah, dette ved man, hvad er! Eneste problem er jo selvfølgelig, at dette gerne skulle være en NY musikfestival ... ironien er til at få øje på. Men ICSM World Music Days er ikke alene om dette mærkelige fænomen, næsten alle musikfestivaler, jeg har været til, har dette ulogiske forhold mellem form og indhold.

Musikken skal være og er gerne det nyeste nye, men formerne, den bliver præsenteret i, er den samme velkendte vi har haft i århundreder. Jeg ved godt, at ISCM som organisation blev dannet i 1920erne af bl.a. Schönberg, Berg og Webern, og at World Music Days var den første ny musik-festival, der blev arrangeret, men ånden fra dengang var vel det progressive, ikke det konforme ... Hongkong er vel på en måde lovlig undskyldt - jeg forstod i løbet af ugen, at Hongkong ikke rigtig har en ny musik-koncert-tradition, og at de derfor gerne vil 'kopiere' de europæiske traditioner. At denne tradition er ved at være en dinosaur, ja en Tyrannosauros Rex for en yngre europæer som mig, er vel ikke rigtig noget, de kan forholde sig til. Det er vel mere et problem for foreningen ICSM - men mere om dette senere.

Som læseren nok selv har oplevet, og som Svend Hvidtfelt Nielsen var inde på i sin rapport fra sidste års World Music Days, er det svært at forholde sig til så megen musik på så kort tid. For at citere Hvidtfelt Nielsen kan "et dilettantisk makværk til tider hævde sig i kraft af sin anderledeshed, mens et gedigent værk kan drukne i kraft af sit krav om totalt lytteengagement." Den bemærkning kan jeg kun tilslutte mig.

Utrolig mange værker lyder ens, og et værk, der i andre sammenhænge er bygget spændende op med kontrasterende elementer, kommer til at virke ligegyldig flagrende og ufokuseret på en festival, fordi alle de andre værker er bygget op på lignende måde. Man har derfor en tendens til at huske de værker, der så at sige er mere entydige og stramme i materiale og opbygning - de samme værker der i andre sammenhænge virker sært stædige i deres gentagende, minimalistiske udtryk. Det kan være en af grundene til, at Pelle Gudmundsen-Holmgreens Territorial-sang var et kæmpehit ... men det kan også skyldes, at det er et fremragende værk, der blev godt spillet af LIN-ensemblet. For jeg husker da også med glæde værkerne af Lindberg, Saarriaho, Adés, Nørgård og Fransesconi.

Andre værker af fx japaneren Jo Kondo og den unge hollænder Martijn Voorvelt husker jeg mere, fordi de var så radikalt anderledes end de øvrige - Kondo gennem sin lavmælte, raffinerede klangmagi, der umærkeligt kom til at fylde hele ens sanseapparat, og Voorvelt fordi det lykkedes den ambitiøse, unge komponist i et surrealistisk drama med musik og teatralske elementer at formidle krigens meningsløshed, så det gjorde rigtigt ondt.

Og typisk husker jeg også et andet værk, der var anderledes, blandt andet fordi det ikke blev fremført. På grund af tekniske problemer blev den argentinske unge komponist Julieta Szewachs værk El Cemento Marino ikke fremført, men i stedet blev en video fra uropførelsen vist på storskærm i koncertsalen. Musikken viste sig at bestå udelukkende af klange, der blev dannet ved at musikerne (komponisten og en assistent) med våde fingre lavede friktion på magnetbånd, der gik rundt om strengene i et klaver, som derigennem blev sat i vibrationer. Klangene (der kunne minde lidt om ... hvalsang?) var sært anderledes, og stemningen nærmest rituel, noget der blev forstærket af den dogmeagtige amatør-videoptagelse med dårligt lys og rystende kameraføring. Resultatet blev - imod alle odds, og måske derfor - en oplevelse af de sjældne. Se der var der måske noget nyt, men det var jo nærmest ved et uheld ...

Nu er jeg måske ikke helt retfærdig. Der blev faktisk prøvet noget nyt for at bryde med den sædvanlige festivalform. En række indbudte komponister, såkaldte signaturkomponister, havde ud fra de indsendte værker (stort set) sammensat en koncert ud fra deres egne kriterier, hvad enten det var kvalitet, stil, æstetik eller andet, og programsat disse sammen med et af deres egne værker.

Signaturkomponisterne var Krzysztof Penderecki, Tan Dun, Jo Kondo, Zhu Jianer, Per Nørgård, Michael Nyman, Kaija Saariaho og Doming Lam. Et fint udvalg af komponister, der både geografisk, æstetisk og kunstnerisk står som repræsentanter for de mange facetter i ny musik i dag. Et par af koncertene var virkelig vellykkede, særlig Per Nørgårds og Jo Kondos. Deres koncerter bar præg af en vis ensartethed i æstetik, indstilling og klang - værkerne kommenterede, belyste og kommunikerede med hinanden, og Nørgård og Kondo havde fundet frem til nogle gode værker. De øvrige signaturkomponisters koncerter var mindre vellykkede - et par direkte dårlige (jeg begynder at tro, at nogle komponister læser partiturer som Fanden læser Bibelen), men idéen var god nok. Måske burde man udvikle den lidt til fx også at omfatte dirigenter, musikere eller andre profilerede i ny musik-miljøet. Og man burde insistere på, at personen bag var til stede ved koncerten, hvis det er fysisk muligt. Kun Jo Kondo, Doming Lam og Zhu Jianer var i Hongkong til deres koncerter (Per Nørgård meldte fra i sidste øjeblik på grund af sygdom).

Arrangøren havde også held med at nå et ungt publikum. En lang række skoler og gymnasier var inviteret, og de fyldte godt koncertsalene. Ikke alle af dem så ud til at sætte enormt meget pris på det de hørte, men for mange var det forhåbentlig en positiv oplevelse. Noget nyt var også de tre symposier, hvor diverse temaer blev diskuteret af et panel og senere i plenum. Dette var også kun delvis vellykket - det er en svær øvelse, da udbyttet af et sådan symposium er meget afhængigt af de medvirkende i panelet. Samtidig er det svært at finde temaer, der ikke er for fagligt orienteret og hellere ikke for overfladiske. Temaerne i Hongkong var fusion/ikke fusion, globalisering og Er ny musik brugervenlig?

Et par ord om fusion eller ikke-fusion, mest fordi dette også var en del af hele festivalens tema, som var Innovation through Integration - or the Need to Connect. Ordet fusion bruges i Østen, når man taler om problemstillingerne omkring at fusionere det østlige og vestlige, hvor man i Europa og USA forstår fusion som crossover mellem musik fra den klassiske og rytmiske scene. Men selv om denne forskel var til at få øje på, var diskussionerne i panelet alligevel meget interessante, selv om jeg forstår fusionsproblematikken på den europæiske måde.

Panelet bestod bl.a. af japaneren Jo Kondo, en ung amerikansk komponist og et par ældre kinesiske komponister, og det stod tidligt klart, at de to kinesere ikke var særlig positivt indstillet over for tanken om at 'fusionere' deres musik med 'vestlige idéer', da de mente, at musikken derigennem blev 'uægte' eller 'uren'. Jo Kondo mente dog, at hele diskussionen var meningsløs, noget der gav genklang også hos mig. Hans pointe var, at man jo ikke laver musik ud fra tanken "nu vil jeg fusionere det her med det dér". Man skriver musik ud fra den, man er. I hans tilfælde er han en japansk mand, med det det indebærer, der skriver ny musik i en europæisk tradition. Fusionen er allerede sket inden i ham, så at sige. 'Skaden' er allerede sket. Nu er spørgsmålet selvsagt, om det giver mening at tale om 'ren' eller 'ægte' musik. Viljen og evnen til at kommunikere er en stor del af musikkens natur, og mennesker lader sig påvirke af hinanden. Det har de altid gjort, og det vil de altid gøre, og således har fusioner altid forekommet - og vil altid forekomme. Denne velargumenterede pointe blev mødt af en larmende tavshed fra de to kinesere i panelet.

Musikerne var også en blandet oplevelse. De lokale var, ud over Hongkong Symphony Orchestera og Hongkong Sinfonietta, mindre ensembler fra Hongkong og Kina med ret unge musikere. Det betød, på trods af entusiasmen, at en del af værkerne blev lidt vel ferskt fremført. Nogle af de tilrejsende musikere var hellere ikke fantastiske - særlig skuffet var jeg over den japanske violinist Mari Kimura, der var ualmindelig kedelig. Men andre tilrejsende trak op - KammerensembleN fra Sverige levede op til sin normale, høje standard, LIN-ensemble ligeså. Nyt for mig var Ensemble Antipodes fra Schweiz, et fremragende ensemble der fremførte alle værker, gode som dårlige, med samme overlegne musikalitet og overblik. De otte musikere (Schubertoktet-besætning) spillede det hele uden dirigent, også de værker hvor alle var med. Det kræver et engagement fra alle musikere med hensyn til musikalsk forståelse, evne til samarbejde og vilje til at bruge den prøvetid der skal til, som mange danske ensembler kan lære meget af.

Koncertstederne var også af vekslende kvalitet - åbningskoncerten blev holdt i det nye kulturcenter ved havnen i Kowloon - en pragtfuld bygning. De fleste koncerter blev dog holdt på Rådhuset på den anden side af bugten, også et fint sted. Men en del af de andre koncerter blev holdt på diverse museer med blandede akustiske forhold. Generelt var air-conditionanlæggene generende - mange af dem larmede meget, og de blev, naturligt nok, ikke slukket under koncerterne.

Sidst på festivalen var alle deltagere inviteret til et lille cruise rundt i det sydlige kinahav bl.a. for at fejre Hongkongs komponistforening CASHs 25-års jubilæum. Ubestrideligt festivalens sociale højdepunkt, hvor deltagere kom hinanden ved, for at nu sige det på gammelt dansk. På moderne dansk blev der 'netværket', og både Erik og jeg fik knyttet en række nyttige kontakter til senere brug i SNYK. Vi fik også en lang række cd'er, brochurer, booklets og bøger med hjem, der nu står på SNYKs kontor på Gråbrødretorv til fri afbenyttelse. Kig endelig forbi ved lejlighed.

Samtidig med World Music Days blev der afholdt generalforsamling i ICSM - fire formiddage i det allerede tætpakkede program. ISCM er sikkert kendt af de fleste af dette blads læsere, men det vil næppe skade at repetere organisationens formål og dens arbejdsstrategi: ISCM skal fremme samtidsmusikken (contemporary music) uden hensyntagen til æstetisk grundlag, nationalitet, race, religion eller politisk indstilling. ISCM skal søge at opnå dette formål gennem sine medlemmers (nationale) aktiviteter i form af støtte til fremme af samtidsmusikken og gennem organisation af musikalske begivenheder som World Music Days i et af sine medlemslande. ISCM er altså et internationalt netværk, der har til formål at fremme og præsentere vor tids musik. Netværket har 50 nationale sektioner og kan som sagt føres helt tilbage til grundlæggelsen i Salzburg i 1922.

Igennem flere år har generalforsamlingen løbende debatteret organisationens udvikling, dens formål og dens arbejdsstrategi uden at kunne nå frem til en egentlig fælles strategiplan. Det er der desværre ikke noget mærkeligt i, når man tænker på, at repræsentanter fra omkring 50 forskellige lande med vidt forskellig æstetisk, politisk og økonomisk baggrund for samtidsmusikken skal forsøge at finde et fælles ståsted og udgangspunkt for en fælles indsats. Det gør det ikke nemmere, når man kan fornemme, at nogle af repræsentanterne måske ikke repræsenterer lige så bredt i sit hjemland som fx SNYK i Danmark eller Ny Musikk i Norge. Derfor er det begrænset, hvad disse repræsentanter kan bidrage med af nationale og internationale midler, og det kan være svært at gennemskue, hvorvidt de tilrejsende nu egentlig er repræsentanter for et nogenlunde samlet ny musik-miljø i deres respektive hjemland eller om de dybest set er kommet for at repræsentere sig selv og sin klike.

Samtidig har det sidste tiårs politiske omvæltninger sat sine spor, også i ICSM. Fra de tidligere østbloklande stormer entusiastiske komponister og musikere frem som forårskalve, sultne på alt, hvad der lugter af internationalt og avantgarde. Men i lighed med landene i Latinamerika, der de sidste år har haft en slem økonomisk nedtur, har flere af de tidligere østbloklande svært ved at betale den kontante pris for medlemsskab af ICSM. Kontigent, rejser - det løber hurtigt op. Man overvejer nu at oprette et fond for at støtte disse lande økonomisk, men det er en lang og tung proces, der åbenbart også skal diskuteres nogle år endnu.

Men i år er skulle der komme kød på de mange ord. Den siddende eksekutivkomité fremlagde derfor et forslag til forsamlingens beslutning med Vision, hensigt og resultatmål for ISCM. Visionen er, at "ISCM forestiller sig et miljø, der fortsætter med at tilvejebringe en global sammenhæng for samtidsmusikkens fortsatte udvikling som en aktiv og relevant kunstform". Hensigten er, at "ISCM eksisterer for at tilvejebringe et meningsfuldt globalt forum, hvori medlemmerne kan netværke, dele information og erfaring, udvikle samarbejde og i øvrigt gennem alle sine aktiviteter styrke udviklingen af samtidsmusikken rundt om i hele verden". ISCMs tre hovedmål kan således beskrives følgende:

1: At tilvejebringe medlemmerne et forum, hvori de kan netværke, dele information og skabe udvekslinger mellem ISCM-medlemmerne.

2: At arbejde for og fremme samtidsmusikken gennem ISCM's og dets medlemmers aktiviteter.

3: At udtænke og udføre omfattende aktiviteter, som bidrager til de ovenstående mål.

Så langt, så godt. Men sådanne 'statements' må i betydelig grad indholdsmæssigt konkretiseres, hvis ikke teksten skal ende med at stå som en tom skal. Dette havde eksekutivkomiteen også gjort med et appendiks, der uddyber visionen, hensigten og målene. Hertil kom et konkret forslag til, hvilke strategier, der skal understøtte visionen og hensigten for at nå frem til de konkrete resultater. Endnu mere konkret blev det, da komiteen fremlagde et forholdsvis detaljeret forslag til ISCM's strategiske planlægningsaktiviteter for 2003-2005, bl.a. vedrørende økonomi, web-sites, publikationer, præsentationer og processer for udvælgelse af værker til World Music Days.

Komiteens forslag affødte naturligt nok en lang debat. Fra min plads på sidelinjen synes jeg, at det hele hurtigt kom til at køre i ring, og at diverse repræsentanter brugte deres taletid til at gentage ting, de åbenbart havde sagt gennem flere år. Men jeg må have overhørt noget, for efter et par timers selvsving mente komiteen, at de nu havde nok materiale, så de næste år kan fremlægge det endelige dokument Vision, hensigt og resultatmål for ISCM til endelig vedtagelse. Men mon ikke den skal diskuteres lidt igen også næste år?

I øvrigt blev der også gennemført valg til eksekutivkomiteen. Den svenske komponist Arne Mellnäs, som gennem ti år har været præsident for ICSM, havde annonceret at han ville trække sig tilbage på grund af sygdom. En ret alvorlig sygdom, åbenbart, for Arne Mellnäs døde desværre den 22. november. Ny formand blev Richard Tsang, formand for organisationskomiteen for festivalen i Hongkong, valgt med et overvældende flertal. Så det var et populært valg, der både betyder at ICSM for første gang har en asiatisk præsident, og en overgang fra en præsident med en kunstnerisk tyngde til en med mere administrativ tyngde. Det bliver spændende at se, om det vil betyde ændringer i ISCM. Der var også valg til en del af de øvrige pladser i komiteen. Her blev det, jeg nævnte tidligere med østblok og de latin-amerikanske lande, meget tydeligt. Det stod klart, at disse lande føler, at de øvrige medlemmer i komiteen ikke repræsenterer dem godt nok.

Et kig på listen over de øvrige komitémedlemmer efter valget: En asiat, to skandinaver, to vesteuropæere og en fra Canada - jo, den vestlige, rige verden er stærkt tilstede. Derfor satte de underrepræsenterede alle kræfter ind på at få nogle af deres valgt. Dette lykkedes kun delvist, da de kun fik en repræsentant valgt til komiteen, Anna Dorota Wladyczka fra Polen. Man må håbe, at hun kan forhindre at disse misforhold ikke udvikler sig til en regulær krise i ICSM-familien.

Som nævnt blev udvælgelseskriterierne af værker til World Music Days også diskuteret - igen længe. Lige nu fungerer det sådan, at de nationale repræsentanter vælger en række værker fra eget land, typisk gennem en jury. Disse værker bliver sendt til arrangørens internationale jury. Det er også muligt at sende værker direkte til den internationale jury. Den internationale jury vælger så værkerne til festivalen ud fra disse - gerne med kvalitet som kriterium, men også med praktiske og demokratiske kriterier. Med andre ord er der tale om en rimelig demokratisk festival. Men problemet, synes mange (også jeg), er, at demokrati kun sjældent fører til stor kunst. Også her var der klare uenigheder blandt generalforsamlingen i opfattelsen af festivalens fremtidige profil, uden at jeg dog denne gang kunne finde nogle klare geografiske, økonomiske eller politiske grunde.

Jeg sidder dog tilbage med en mistanke om, at det førnævnte problem med, at der er usikkerhed om, hvem de forskellige repræsentanter egentlig repræsenterer, her spiller en stor rolle. Er man som repræsentant ude i reelle hensigter og vil man efter sin egen overbevisning kun det bedste for ICSM og World Music Days, eller er man mere interesseret i at mele sin egen kage? Mistanken lurer i kulisserne, og vi ved vel alle, hvordan det er at skulle diskutere ideologiske planer med en person, der har skjulte dagsordener. Her har SNYK måske en opgave: At arbejde for at alle ICSM's repræsentanter, både i generalforsamlingen og i komiteerne, repræsenterer deres hjemland så bredt som muligt. Det er den eneste mulighed for, at ICSM kan få en troværdig platform af menneskelige resourcer.

Med de retningslinjer man nu har til udvælgelse af værker, er det klart, at den internationale jury må programsætte værker fra en lang række lande - 15 værker fra Tyskland og ingen fra fx Latinamerika vil skabe ravage i ICSM's interne system, selv om de 15 værker fra Tyskland måske er bedre. Men hvis World Music Days præsenterede helt ny musik fra mange lande, ville det da også være interessant i sig selv. Men desværre var der ved årets festival programsat en lang række gamle værker - nogle helt tilbage til starten af 70erne. Og jeg fik et indtryk af, at det er meget normalt.

Festivalen er heller ikke et sted, hvor man kan møde den helt unge, nye musik. Der var unge komponister repræsenteret, men ikke mange. Og ny musik? - tja, med tanke på hvor mange komponister der arbejder med de elektroakustiske medier, var der pinligt få elektronikværker på festivalen, og de få, der var, repræsenterede hverken kvantiteten eller kvaliteten, som jeg kender den. Dog blev en serie programmer sendt på radio om aftenen ugen igennem med elektroakustisk ICSM-musik fra hele verden. Men det er de færreste, der rejser til Hongkong med en radio, og radioprogrammene lå i øvrigt altid oven i andre koncerter, så vi tilrejsende fik aldrig hørt en tone - nej, det lugtede af aflad.

Kort sagt er festivalen og ICSM som organisation lige nu lidt af det hele, men ikke rigtig noget - typisk demokratisk, vil nogen sige. Det står dog klart, at hvis festivalen og ICSM skal overleve, bliver dens profil nødt til at blive klarere i tiden fremover. Hvordan dette skal gøres, kom der ikke noget entydigt svar på i Hongkong, men der blev diskuteret meget. Men det, at man har set problemet og gerne vil gøre noget ved det, gør, at jeg tror på, at ICSM og World Music Days nok skal overleve nogle årtier endnu. Men om nogen til den tid gider at rejse halve verden rundt for at overvære festivalen - det er et åbent spørgsmål.

Frode Andersen er akkordeonist, formand for foreningen Musica Nova og medlem af SNYKs bestyrelse.

Fotos i artiklen: Frode Andersen."