CD'ER

Af
| DMT Årgang 77 (2002-2003) nr. 06 - side 212-214

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

Ved Jørgen Lekfeldt

Madam Press: Out of the Cage. Lærkekvartetten, Arietta, Amerikanske billeder, Tolv toner, Flygelsonatine, Små skridt, Duet, Lydlandskab 1 - 4, Vild protest (Carl Bergstrøm-Nielsen), Postludium. DFM (Det Fynske Musikkonservatorium) (2002).

Madam Press er en af de efterhånden ikke så få improvisationsgrupper, som er opstået i Danmark i de senere år. Den består af fem kvindelige musikere, som alle har tilknytning til Det Fynske Musikkonservatorium. Disse fem (Mette Stig Nielsen (klaver), Helene Jerg (cello), Lonnie Svilling (fløjte), Karina Agerbo (blokfløjte) og Nina Bjørk Eliasson (stemme) fandt sammen i løbet af 1990erne, og de fire førstnævnte startede Lærkekvartetten i 1996. i 1998, da Nina Bjørk Eliasson kom til, skiftede de navn til Lærkerne, og fra og med den anmeldte cd hedder de så Madam Press.

Deres musikalske grundlag og orientering har hele tiden været den samme: improviseret musik, som opstår ud fra grafiske partiturer, billeder, tekster, et ord eller som en helt fri improvisation, eventuelt med en dramaturgisk plan. Med andre ord: helt normal improvisationspraksis, som den kendes fra grupper i England, Sverige, Tyskland, etc. - og jo altså i glædeligt stigende grad også i Danmark. Der er (hårdt!) brug for en sådan indlevelse i det musikalske sprog til videreudvikling af nutidig musikalsk mentalitet og udtryk, og tit kommer der virkelig betydningsfulde værker ud af sådan praksis - værker, som kan fastholdes på fx cd som i det aktuelle tilfælde.

Carl Bergstrøm-Nielsen, som i mange år har gjort sig gældende inden for denne form for musikalsk praksis (som medlem af Gruppen for Intuitiv Musik siden 1975 og senere som grundlægger og medlem af andre grupper samt som underviser og forfatter) er den eneste komponist uden for Madam Press selv, som har fundet vej til denne cd, og han har da også fungeret som en betydningsfuld inspirator for gruppens udvikling. Her møder vi som nr. 12 på cd'en et ganske kort stykke, Vild protest, som i løbet af 36 sekunder farer til vejrs eksplosivt som en raket.

Det havde været effektfuldt og givet god historisk mening at indlede cd'en med dette værk. Men jeg forstår godt, at Madam Press lægger ud med Lærkekvartetten. Dels har værket gruppens gamle navn, og dels møder vi her noget, som ensemblet sikkert ser som typisk for deres musikalske sprog og mentalitet: En mosaik af nærmest Messiaen-agtige fugleagtige strofer, som med sit præg af mere natur end kultur, mere fremgroende liv end villet udvikling, giver lytteren et indtryk af den slags, som af så mange forbindes med musik skabt af kvinder. Det næste værk, Arietta, fortsætter i denne retning, men drejer over i det meditativt 'østligt' klingende i både instrumentale (slagtøjsmæssige) og vokale udfoldelser, som fører videre og folder sig ud i ekstatisk-sensuelle vokalismer. Det bliver til en fortryllende 1001 nat-eventyrstemning!

Amerikanske billeder består af tre satser. Den første er præget af 'mikroskopiske bevægelser' (satsens titel) i et myldrende, sitrende mønster, som henleder tankerne på fx undertegnedes Madison Music (1976) (jfr. forsiden af DMT nr. 6 1988/89) - og her er vi jo også med Amerikanske billeder i USA! Noget arketypisk amerikansk? Næste sats, 'lyset bagved', tager fat i det andet hovedelement i Madison Music: De roligt bølgende linjer i forskellige klangfarver. Ligheden er sikkert tilfældig, men da ganske pudsig. Men i tredje sats, 'rytmiske spejlinger' forlader vi både mylderet og de hvilende klange og begiver os ud på en magisk suggestiv march i instrumenterne akkompagneret af hekseagtigt messende besværgelser. Man kommer til at tænke på amerikanske feministisk-holistiske 'heksebevægelser' (udtrykket er på ingen måde ment negativt) - og det er måske også meningen.

Tolv toner er en i modernistisk forstand traditionelt klingende sats i langsomt tempo med klart profileret spil mellem langt udholdte toner i et svævende mønster - Messiaens Mode de valeurs et d' intensités i slow motion! Et andet aspekt af den serielle musikalske tænke- og udtryksmåde viser Flygelsonatine med glidende overgange mellem tavshed og lyd (spil på strengene), mellem klanglige kollektiver og toner som punkter, mellem linjer og akkorder, mellem atematik og Mozart-citat, mellem mørk jordisk klang og æterisk svæven - et eksempel på, at serialismen ikke som stil, men som sprog er trængt helt ind i komponisternes/interpreternes musikalske rygmarv og klinger aldeles selvfølgeligt og kunstnerisk overbevisende.

Små skridt er som titlen angiver en munter trippen ud i et musikalsk miniaturelandskab - en tegneserieversion af den verden som foldede sig ud i Tolv toner. Duet er en fløjteduet, som roligt folder sig ud akkompagneret af raslen som visne blade - lyder som et efterårsstykke!

Lydlandskab 1 (toner) viser sig som et legende spil mellem små, korte signaler, som bliver til et surrealistisk landskab bestående af vildtvoksende figurer af vokal og instrumental latter. Lydlandskab 2 (støj) bringer os tilbage i myldrende mønstre som i Amerikanske billeder. Lydlandskab 3 (intonation) er lidt spredt fægtning i et glidende, ikke prægnant mønster, mens Lydlandskab 4 (klang) er en smuk og fredsommelig sats med langsomme bevægelser i et landskab, som langsomt dukker frem af tågen.

Endelig Postludium, cd'ens længste værk (over 14 minutter), som følger umiddelbart efter det korteste (Vild protest), og som runder det hele af. Her kunne man faktisk have ønsket sig en stramning. Madam Press giver sig her god tid, så god, at faren for tomgang undertiden føles truende lige om hjørnet. Koncentrationen glipper momentvis, fordi de enkelte momenter ikke altid træder frem med den fornødne prægnans og individualitet, og der er på den anden side heller ikke tale om en anonymisering, som bliver et mål i sig selv gennem fx kollektive strukturer eller minimalistiske mønstre.

Men sammenfattende må det siges, at der er tale om en dejlig og opmuntrende cd, som jeg med glæde indlemmer i samlingen. Gid flere med denne og andre danske improvisationsgrupper må følge efter!

En bemærkning angående netop improvisation: for de følgende fire anmeldte cd'er gælder det, at improvisation utvivlsomt er på færde i forskellige former og grader. Da noterne imidlertid intetsteds omtaler dette, og da jeg ikke kender værkerne, er jeg også afskåret fra at gøre det - og musikken skal jo også under alle omstændigheder anmeldes, som den rent faktisk klinger og bedømmes ud fra det kunstneriske udsagn, uanset på hvilket grundlag dette måtte være skabt.

Annette Schlünz: Unaufhörliche Schlaflosigkeit. Michael Vogt. Deutsche Akademie Villa Massimo, Rom u. å.

Jeg har tidligere her i DMT haft den fornøjelse at anmelde værker af den den tysk-franske komponist Annette Schlünz. Her stifter vi bekendtskab med et langt værk (41 min.) for tuba og bånd. Varigheden kombineret med det faktum, at komponisten selv beskriver værket som et led i en "søgen efter ubevægelighed i musikken" kunne nok skabe en frygt for kedsomhed, men Unaufhörliche Schlaflosigkeit er bestemt ikke et værk, man falder i søvn over. Der er tale om en fascinerende vandring i grænseområder på flere klingende planer.

Vi møder således i starten et uroligt åndedræt. Man mindes slutningen af Stockhausens Hymnen, men her er der netop tale om hørbar søvnløshed, ikke den rolige indslumring fra Hymnen. Efterhånden kommer tubaen ind i billedet med en i grunden forbløffende traditionelt klingende solo.

Denne solo opløser sig i fokusering på hver enkelt tubaklang - vi glider ind i søvnløshedens grænseområde illustreret med overgange mellem toner og hvislende støj, åndedræt og ventilstøj, umiddelbart hørbare klange og lyde, som forstørres op og tiltrækker sig opmærksomheden i samme grad som mørkets dryppende vandhaner og forbikørende biler.

Det er et aldeles fascinerende spil, som suppleres med tekst (Das Geheimnis des Regens af Matthias Roth, læst af Simon Stockhausen). Denne menneskelige tale blander sig med det klanglige mønster og bliver således både en påmindelse om sig selv og en realisering af tekstens egne ytringer om, at alt bliver forenet i et fælles medium, en fælles substans. "Denn alles wird Wasser ..."

Trio Trash: Disintegration. An Ottoman Empire Chronicle (Magnus Olsen), Out of Orbit (Trash), Grænsekryds som tonalt produkt (Magnus Olsen), Dona nobis pacem (Stephan Sieben), Mondial Splintren (Magnus Olsen), Loops, Bells and Consequence (Trash), Log (Trash), ... og blomsten mørknedes/patos & opbrud (Magnus Olsen), Epilog (Trash). Hybrid music HM02.001 (2002).

Trio Trash består af Ketil Duckert Jensen, Stephan Sieben og Magnus Olsen, som spiller bl.a. trompet, guitar og trommer. Disse suppleres i Grænsekryds som tonalt produkt med Lotte Anker (sopransaxofon), Henriette Groth (violin), Malte Bjerkø (viola) og Toke Møldrup (cello). Med undtagelse af Magnus Olsen benytter samtlige medvirkende stemmen ved siden af instrumenterne.

Opmærksomheden er vakt fra første sekund. Vi hører en pragtfuld start med rungende, tordnende, ceremonielt klingende slag og gryntende spil, som stiger op til klagen og hvisken - og pludselig skifter spillet karakter, først til hymnisk udfoldelse, dernæst til vildskab, hvor dyregrynten og børnepludren indgår i spillet. Et spil om jorden, dens elementer og dens liv?

Så træder den humane musik med et brag ind på scenen. Man ærgrer sig over måden, det sker på: Vi er flyttet fra naturen og dens urkræfter ind på caféen, hvor vi lytter til mere og mere konventionelt spil, der nok går over stok og sten, men som netop bevæger sig over det fascinerende jordiske og ind til de kulturelle klichéer.

Men hov - hvad er dét? En stemme i slow motion, et dyk ned i dybet, det regner. Naturen er tilbage. Pause. Og så en fabrik med metalliske borende og fræsende klange i ostinat mønster.

Sådan bliver det ved og ved - heldigvis da. Det forstætter med bratte skift mellem klanglige hændelser, mellem natur, café, koncertsal, maskinelle kræfter og meget andet. Musikalsk bevæger vi os mellem tale og pludren, sang og snak, tone og støj, lyrisk spil og kaos, elektrofoni og konkret musik, traditionel jazz og eksperiment.

Der er virkelig tale om villet og virkningsfuld disintegration! Vi bevæger os i en imaginær virkelighed med mangfoldige hændelser og udtryk. 'Imaginær' - ja, men det er længe siden, jeg har følt at komme så nær den reelle virkelighed gennem musik.

Disintegration består af ni værker, men da jeg alligevel i sjælden grad fornemmer den som en helhed, har jeg for en gangs skyld valgt at anmelde værkerne under ét. For de fremtræder i disintegration kompositorisk som et sammenhængende billede på tilværelsens mangfoldighed. Det lyder som en anmelderfrase - men hør denne cd!

Mark Cunningham: Mysterey dub etc. (26 værker af 26 komponister). VME, Ninth World Music NWM 025CD (2002).

Seksogtyve værker og værkfragmenter af lige så mange komponister, som hver især selv opfører værket, samlet på én cd! At begynde at anmelde eller blot nævne alt dette fra ende til anden vil vist få enhver læser til at køre træt - og anmelderen med. Så jeg skal nøjes med at plukke enkelte stykker ud af denne brogede buket.

Mark Cunningham skaber i Mysterey dub (nr. 1) en elegisk klingende trompetsats, som virkningsfuldt trækker sig tilbage i et stort rum. Det er musik fra det fjerne - Lontano kunne også have været en god titel.

I Inner Moat (nr. 9) spiller Arve Henriksen iflølge den lakoniske oplysning i noten på "all instruments". Det giver naturligvis ingen mening at tage dette bogstaveligt - skal det forstås som "alle de instrumenter, som anvendes i stykkerne på denne cd"? I hvert fald er der tale om en broget og fantasirig palet af klangfarver, som man straks får lyst til at vende tilbage til. Residue af Amanda Stewart (nr. 10) er et elegant vokalværk for stemme og bånd med et virkningsfuldt spil på sproglig polyfoni. Pat Thomas skaber en fascinerende elektronisk motorik i Yaqin (nr. 11).

Flere bemærkelsesværdige eksempler: i Butterfly Going Home for fløjte og computer af John Tchicai (nr. 17) leges med en helikopterlignende klang, som sætter et i øvrigt mangelaget spil af stilmæssig polyfoni ind i et virkningsfuldt hele. Raymond Strids HiHat (nr. 19) er en spændende klanglig miniature eller rettere miniaturer (ifølge noten drejer det sig om 15 af 74 stykker - samlet varighed knap tre minutter (!)), som er skabt til en skulptur med samme titel (billedkunstneren hedder Ulf Lorenson). Når denne titel tages i betragtning, tror man måske, at det klanglige materiale er overskueligt. Man ændrer hurtigt opfattelse!

Og Gunter Müller går i Elapsed (nr. 21) for elektrofoni ned i de allerdybeste regioner, hvor grænsen mellem tone og impuls nås - og tillige grænsen mellen hørbar tone og mærkbar vibration.

Endelig to eksempler på legende spil: Martin Klapper skaber i Frem/Tilbage (nr. 24) for legetøj og "forstærkede objekter" et uimodståeligt mønster af radiolyde, som bliver en leg i dobbelt forstand med børnestemmer. Og Zvi Joffe skaber med vibrafonen i Bells for my Child (nr. 25) et klokkespil, som virkelig klinger af barnlig uskyld.

Som man vil kunne fornemme, er der i sandhed tale om en broget samling på denne cd, som bliver til en udstilling med mangfoldige eksempler på nutidig musik. Den stilistiske spændvidde er enorm. Man kan heldigvis vælge mellem mange mulige veje gennem udstillingen (cd'en indbyder direkte til leg med rækkefølgen) - eller gå til udgangen i utide, hvis det hele bliver for forvirrende. Man skal nok vende tilbage, og i hvert fald nogle af stykkerne indbyder til gentagen betragtning.

John Tchicai (tenorsaxofon og basklarinet), Peter Friis Nielsen (bas), P.O. Jørgens (diverse slagtøj), Laura Toxværd (altsaxofon) & Christian Kyhl (diverse klarinetter og saxofoner): On top of your head. VME, Ninth World Music NWM 024CD (2001).

On Top of Your Head henter sin titel fra det sidste af 16 stykker, altså igen ganske mange og ganske korte. Men i modsætning til, hvad der var tilfældet med den foregående cd, er der tale om stilistisk sammenhæng mellem disse. Her drejer det sig om et ensemble, og alle musikerne nævnes som komponister i noterne, enten solo eller i indbyrdes samarbejde i vekslende kombinationer. Der er tale om noget, som jeg om end med forsigtighed (jeg er ikke ekspert på området!) vil kalde jazz i forskellige afskygninger.

Phedoo and Wibke af John Tchicai (nr. 1) har en elskværdigt diverterende start, men viser sig hen ad vejen at have mere bid. Der er tale om en effektfuld 'vifteformet' videreførelse af melodisk/rytmiske linjer ud i det tæt punktuelle., som på forunderlig vis vender tilbage til den melodiske basis.

Tchicai, Kyhl, Nielsen og Jørgens viser i How to stop the Bus (nr. 2), She went straight to Heaven (nr. 6), Calling Coltrane (nr. 8), Witchdoctor of Accra (nr. 11) og Rysteribs med fløde (nr. 13) et bredt stilistisk spectrum, som går fra det pulserende og formelprægede (nr. 2, 6 og 11) over mønstre af små elementer, som 'rystes' sammen og bevæger sig mellem hinanden i en sammenhængende masse (nr. 13 - her passer titlen virkelig!) til massive klange, som hviler i sig selv og senere folder sig ud i en rituelt/religiøs 'procession' for derefter at trække sig tilbage til udgangspunktet - vi overskrider her definitivt grænsen til nutidig kompositionsmusik (nr. 8).

I Call and response (nr. 4), To (nr. 10) og Sought (nr. 15) arbejdes der med tekster af Maria Van Hoose (nr. 4 og 10) og Paul Haines (nr. 15). Musikken skabes her af Jørgens, Nielsen og Kyhl, i de to sidstnævnte værker suppleret med Tchicai. Nr. 4 og nr. 15 bliver for mig at høre mærkeligt anonyme i et ikke helt vellykket spil mellem stemme og instrumenter - her er en komponist som Heiner Goebbels anderledes effektfuld i sin udnyttelse det jazzpræget vokale. Men i nr. 10 viser der sig en jævnbyrdighed mellem det instrumentale og det fortællende vokale, som tilsammen danner et spændende kontrapunktisk forløb. Specielt bemærkes de fine kontinuerlige overgange mellem støj/klang og tone i hvert enkelt instrument og i samspillet.

North Ridge Hotel (nr. 3) og The Dream (nr. 9) af P.O. Jørgens er helt forskellige med henholdsvis hektisk-kaotisk fremdrift og et traditionelt diverterende lige-ud-ad-landevejen-spil med jazzelementer. Og Peter Friis Nielsen sætter i Interiør (nr. 5) og Going up (nr. 12) noget magisk-rituelt i gang, som i nr. 5 flyder dovent op og ned, mens der i nr. 12 fokuseres specielt på spændende blæserklange i en grad, som lader det konventionelle rytmiske akkompagnement blive reduceret til sekundært stof, som ikke fornemmes som egentlig nødvendigt - et træk, som er alt andet end sjældent i nutidig jazz! Tchicai, Toxværd, Nielsen og Jørgens viser i Mokuto (nr. 7) og Eat that horse (nr. 14) med henholdsvis en stædigt hvirvlende og insisterende fremdrift og diverterende figurer i et i grunden ganske klassisk spil to helt forskellige udtryksformer.

Endelig slutter cd'en som den begyndte med et værk af John Tchicai. I On Top of your Head (nr. 16) præsenteres elegante mønstre, som står i et kreativt forhold til jazz-traditionen. Der viser sig en afslutning, som samler træk fra flere af de foregående værker og dermed runder godt af.

Sammenlagt må det siges, at vi her har en cd, som på udmærket vis lader fremragende nutidige danske musikere komme til orde, musikere, som formår at lade deres individuelle særpræg forenes i et spil mellem tradition og fornyelse. Cd'en er med denne dialektik også for ikke-eksperter i jazz, hvortil jeg som nævnt i udpræget grad hører, bestemt en god og inspirerende oplevelse."

Årgang 77/2002-2003, nr. 06