Forstyrrelser fremmer forståelsen

Musik som fysisk udtryk, musik som struktur, lyd som rumskaber, lyd som virtuelt rum, musik som dramatisk fortæller - det er overskrifterne på de fem workshops, der udgør kernen i d!sturbances, et kommende symposium om lyd, rum og bevægelse, hvor 80 kunstnere fra hele Norden - musikere, koreografer, arkitekter, lydkunstnere og komponister - i seks dage vil skabe cross-art i den videste betydning med musik i centrum.

Af Sine Tofte Hannibal

Udgangspunktet er selve den kreative proces, der udspringer af mødet mellem forskellige kunstarter. I Charlottenborg Udstillingsbygning mødes musik og arkitektur, lyd, billeder og filosofi, på Det Kgl. Teater mødes komponister, sangere og librettister i den skabende proces, og klassisk musik iklædes fysisk bevægelse. Ud over de fem workshops byder d!sturbances på forskellige arrangementer og events rundt omkring i byen med danske og udenlandske kunstnere, bl.a. Athelas Sinfonietta Copenhagen og det engelske strygeensemble The Gogmagogs.

Symposiet finder sted i København fra den 1. - 6. juni og er arrangeret af NOMUS - Nordiska Musikkommittén og NordScen - Teater og Dans i Norden, to afdelinger under Nordisk Ministerråd, i tæt samarbejde med bl.a. KIT - Københavns Internationale Teater, Charlottenborg Udstillingsbygning og Det Kgl. Teater. Konceptet er udviklet af scenograf Louise Beck (NordScen) og Anders Beyer (NOMUS), der er kunstneriske ledere af symposiet. "Vores mål har været at finde de kunstnere, som arbejder med problemstillinger, som en eller flere af disse workshops belyser; kunstnere som søger efter noget nyt, som en af de fem workshops kan bidrage til at åbne op for," siger Louise Beck.

Hvilke kunstnere vil være at finde i evenementet? "Det vil typisk ikke være etablerede kunstnere, men yngre kunstnere som har brug for en slags kickstarter eller flersidig inspiration. Vi stiller de bedste work shop-ledere til rådighed, vi stiller musikere, instruktører, koreografer til fri afbenyttelse i en uge. 80 mennesker kan boltre sig sammen og skabe noget sammen, publikum kan følge det, og der er indlagt stunts som fx Heiner Goebbels på Den Sorte Diamant. KIT bygger oven på konceptet med spændende attraktioner for publikum. Det Kgl. Teater har stillet hele huset til rådighed, det samme er tilfældet med Charlottenborg, og en række andre vigtige institutioner og ensembler er med," siger Anders Beyer.

Rum til kunstnerisk skaben

Det brede samarbejde er en af hovedårsagerne til, at projektet kan realiseres både i praksis og økonomisk, da de forskellige kulturinstitutioner bidrager med ressourcer og omgivelser til de forskellige workshops. "Det interessante er, at de tunge institutioner ikke har ønsket at profilere sig selv som institution i projektet, men at de har ønsket i ordets positive betydning at indordne sig under d!sturbances, således at det er projektet, der er sagen, og ikke hvem der har gjort dit og dat. Det giver mulighed for en samlet markedsføring og profilering, som er altafgørende," understreger Anders Beyer.

Men hvilken interesse kan en kulturinstitution, der normalt formidler færdige kunstneriske udtryk i form af udstillinger, koncerter eller forestillinger, have i at åbne dørene for kunstnerisk skaben, hvor det langt fra er givet, hvad resultatet vil blive? Charlotte Brandt , der til daglig er kurator på Charlottenborg, peger på institutionens forpligtelse til at skabe rum for den kunstneriske proces, og hun betragter d!sturbances som et modtræk mod udviklingen inden for museumsverdenen, der i stigende grad fokuserer på resultater, store forkromede udstillinger og markedsføring. Kunstneren og det processuelle ved kunsten forsvinder, og dermed et afgørende led i den samlede formidling.

"Det er vigtigt for os at være en skabende institution, dvs. at skabe rum og mulighed for at kunsten kan udfolde sig. Workshoppen giver som arbejdsform deltagerne mulighed for at fordybe sig i processen og lade noget opstå i mødet mellem de deltagende kunstnere. Man kan sige, at workshoppen danner ramme for eksperimentet, det er en legeplads. Det, vi tilbyder som institution, er at sætte rammerne for denne legeplads - at give rum. Og dette er ekstremt vigtigt, specielt i en tid som nu hvor kulturpolitikken ikke giver megen plads til kunstneriske eksperimenter eller for kunst i det hele taget. Det er også vigtigt at anerkende det processuelle i det at skabe kunst, det tager tid, koster penge - det samme gælder for det at lave udstillinger. Derfor er det befriende at få mulighed for at sætte fokus på det processuelle og ikke kun resultatet. Publikum bliver inviteret til at komme ind og opleve det, der er kommet ud af workshoppen, men det er ikke til at sige, hvad det bliver, om det er interessant eller ej.

Måske skulle vi i højere grad bruge energi, tid og penge på at skabe mulighed for den kunstneriske proces. Det ville i så fald være interessant at se, hvor det bragte os hen som insti-tutioner, og det ville skabe mulighed for en anden slags dynamik," siger Charlotte Brandt.

Det Kgl. Teaters dramaturg Henrik Engelbrecht peger ligesom Charlotte Brandt på institutionens forpligtelse til at skabe rum for den kunstnerisk- skabende proces. Det Kgl. Teater har en forpligtelse til og en interesse i at udvikle dansk musikdramatik, og de er konstant på udkig efter nye talenter til at videreføre genren. Derfor er DKT meget interesseret i at stille faciliteter til rådighed for et projekt som #d!sturbances, hvor komponisterne kan komme ud af elfenbenstårnet og tæt på de udførende og den praktiske proces, som er altafgørende for en opera.

At sætte en opera op er ofte en langvarig proces, hvor materialet er en færdig libretto og et partitur skrevet af for længst afdøde personer. Når komponisten og sangerne samarbejder i processen, fører det til en hurtigere og mere direkte arbejdsform, hvor værket tager form ud fra de medvirkende. Arbejdsformen er i sig selv ikke ny, men det er inspirerende, når impulserne går begge veje, og det er spændende for de medvirkende at være med til at give bolden videre til de personer, der skal videreføre dansk musikdramatik.

Det giver også mulighed for at nedbryde den skarpe opdeling, der normalt er imellem de forskellige led i arbejdsprocessen, og Henrik Engelbrecht forudser da også, at det især bliver in-house, at effekten af d!sturbances vil kunne mærkes. Det vil påvirke opfattelsen af arbejdsfordelingen og komponisternes måde at arbejde på, og der bliver skabt en dialog og rokket ved tidsfornemmelsen i processen omkring operaens tilblivelse. De fem komponister vil på den anden side få et indtryk af, hvad er det er for et maskineri, de skal arbejde med, når de påbegynder et musikdramatisk værk.

KIT står bag en række af events, der udspiller sig omkring de fem workshops. For KIT er det væsentlige at skabe synergi omkring de gæstespil, de præsenterer i Danmark, da det giver en langt bedre forplantning af oplevelserne i det hjemlige scenekunstmiljø. Denne synergi er betinget af et samarbejde med andre teatre og institutioner i det eksisterende miljø, og Hans Christian Gimbel, programlægger i KIT, betegner derfor samarbejdet med d!sturbances som en oplagt mulighed for at eksponere nogle centrale begreber og udviklingstendenser, som ligger naturligt i forlængelse af de gæstespil, de ønsker at præsentere. Han betoner, at de inviterede gæstespil alle hører til inden for det område af scenekunsten, som har musikken som drivende kraft - et område af scenekunsten, der sammen med områderne for mediebaserede og interkulturelle performances har sprængt flest rammer i vores vante forestillinger om scenekunsten.

Et af formålene med d!sturbances er at skabe en platform for publikum og symposiets deltagere til forståelse af den lyd, vi bevæger os i, med og føler gennem vores sanser. De events, som KIT arrangerer, tager som sagt udgangspunkt i musikken som det centrale og drivende aspekt, men på en ny og anderledes måde. Den musik, der arbejdes med, er den musik, der udspringer direkte af kroppen og individet på scenen. Det kan være de lyde, som en koreograf finder i sine følelser og tanker, når danserne bevæger sig, som hos den franske koreograf Lynda Gaudreau. Hun går minutiøst gennem kroppens lemmer, led og muskler og iscenesætter sin fremvisning af disse til elektronisk abstrakte lyde, som går i direkte samspil med måden, dansernes åndedræt bliver påvirket af kroppens bevægelser på.

I en anden event under konstruktion - Noise From the Dark - bliver publikum inddraget. Det er en elektronisk musikperformance med blandt andre Thomas Knak og Future 3. Forestillingen fokuserer på de rumlige omgivelser, som publikum fornemmer, i det øjeblik de bliver frataget alle andre sanser end lyttesansen. Under forestillingen bliver publikum direkte påvirket af musik og skaber selv kropslige og visuelle fornemmelser i relation til de omkringværende personer og det rum og de lugte, som pludselig bliver aktiveret gennem musikkens påvirkning af følelser og sanser.

Komponisten Juliana Hodkinson er en af dem, der har tilmeldt sig symposiet, og hun skal deltage i den workshop, der bliver ledet af den engelske instruktør Lucy Bailey og strygeensemblet The Gogmagogs. I løbet af symposiet opfører de deres seneste forestilling Gumbo Jumbo, som indeholder fragmenter af alle gruppens tidligere forestillinger. Juliana Hodkinson har fulgt gruppens arbejde igennem nogle år og ser frem til at skulle arbejde med et hold musikere, der i den grad er vant til selv at udvikle og tage ansvar for kunstneriske spørgsmål, og som er vant til konstant at skubbe til deres egne grænser.

"Kunstnere, der arbejder i tværkunstneriske grænseflader, benytter sig ofte af konceptuelle strategier for at bryde ud af et sprog og en forestillingsverden, der begrænser sig til et specifikt medie," forklarer hun. "De griber til konceptuelle skabeloner for at kunne udvikle kunstneriske idéer på tværs af deres respektive medier og for at muliggøre en kollaborativ arbejdsmåde. Denne udvikling åbner op for komplekse og sofistikerede former for en konceptualisme, der har vokset sig stor siden den historiske konceptkunst. Hvad enten man kalder denne trend inden for musikverdenen for 'konceptuel komposition', 'musique actuelle', eller andre catch-all begreber, har det at gøre med tendenser som eksempelvis: En kritisk forholden sig til de situationer, hvor musikken bliver spillet, afspillet og oplevet, en ofte eksperimenterende tilgang til nye teknologier og medier, en sammenblanding af improviserede og strukturerede former, en energiindsprøjtning i live-musikkens problematiske opførelsesrammer, en disrespekt for skelnen mellem fin- og populærkultur og en ny flertydighed i forholdet mellem kunstnere og kulturinstitutioner."

Juliana Hodkinson afholder desuden et kursus på Københavns Universitet i forbindelse med d!sturbances, hvor de studerende får lejlighed til at møde kunstnere, der sjældent gæster Danmark, blandt andre Heiner Goebbels og Arnold Dreyblatt.

Tværgående workshops

De fem workshops er som sagt kernen i symposiet og retter sig mod kunstnere, der arbejder med lyd, rum og bevægelse i en eller anden form. De er tilrettelagt så forskelligt, at de appellerer til kunstnere inden for alle genrer, og de er åbne for offentligheden i de seks dage, symposiet varer. Der er ikke tale om workshops, som udelukkende arbejder med en af de tre udtryksformer. Alle fem kombinerer på forskellig vis og med forskelligt udgangspunkt de latente muligheder for samspil mellem lyd, rum og bevægelse. Please do d!sturb - der er kreativt potentiale og inspiration at hente i samarbejdet mellem forskellige kunstarter og forskellige arbejdsformer, og dette potentiale får deltagerne mulighed for at udnytte og påvirke i de fem workshops.

Den første workshop Music as physical Expression bliver ledet af den engelske instruktør Lucy Bailey og ensemblet The Gogmagogs, og udgangspunktet er den enkelte musiker som fysisk performer. Lucy Bailey er uddannet klassisk musiker, men arbejder i det daglige som teaterinstruktør, og denne baggrund i to kunstneriske områder forener hun i sit arbejde med opførelsespraksis. I den klassiske verden er der absolut ikke tradition for at lægge fysisk bevægelse ind i den musikalske opførelse, og Lucy Bailey mener, at det skaber en distance og en manglende kontakt mellem de udøvende og publikum.

Deltagerne skal derfor arbejde med kombinationen af det musiske og det fysiske udtryk, idet de skal finde musikkens indre kraft frem og give den udtryk i bevægelse. Fysik, personlighed, mentalitet og sjæl skal forenes og udtrykkes i musikken, og det skal fremtræde i selve udtrykket. Den enkelte skal desuden forholde sig til det fysiske rum og de andre personer i rummet, og den musikalske proces bliver dermed en kombination af rum, billeder, lyd, samspil og fysisk udtryk. Workshoppen afsluttes med en række koncerter på Det Kgl. Teater.

Den anden workshop Music as Structure kombinerer lyd og rum ud fra de to fænomener loop-space og space loop. Musikalsk rum er her defineret som lyd/harmoni, som en tidslinje og som muliggjort gennem bevægelse, gennem en ændring af tid og rum. Rum er derimod defineret dels som arkitektonisk rum/udstrækning, dels som abstrakt udstrækning fx i tid, frekvens eller tæthed. Loop-space betegnes som repetition af en bevægelse som en gennemkrydsning af et tidsrum. Space loop er en videreudvikling af denne bevægelse, hvor loopet spaltes i bevægelsen, så der dannes flere loops i et fysisk rum.

Lederne af denne workshop er den østrigske komponist Bernhard Lang og den franske koreograf Xavier le Roy. Bernhard Lang har udarbejdet en såkaldt loopæstetik omkring loopet som repetitiv figur, og det har ført til en serie værker for Eviolin, Eviola og loopgenerator, som han bl.a. vil inddrage i workshoppen. Den retter sig bl.a. mod dansere, musikere og lyd- og videokunstnere, og deltagerne får mulighed for på forskellige måder at kortlægge musikalske gestikulationer gennem kropslige bevægelser, visuelle loops og projiceringer.

Sound as Space Creator er titlen på den tredje workshop, hvor arkitektur som rum er udgangspunkt for musik. Workshoppen tager udgangspunkt i Charlottenborg Udstillingsbygning, hvor bygningens arkitektoniske rum inddrages i de værker, som deltagerne skaber. Materialet er udelukkende lyd, og der inddrages intet kunstigt lys i rummet. Hver kunstner vælger et frekvensområde mellem 25 og 11000 Hz og skal tegne det rum, de befinder sig i, ud fra tonerne i dette frekvensområde. Det fysiske rum træder så at sige tilbage for forskellige auditive skikkelser. Ingen af frekvenserne vil overlappe, men da alle rummene grænser op til hinanden, vil værkerne støde sammen og blandes, så der ud over det enkelte værk opstår en slags samlet værk. Et af formålene med workshoppen er, at deltagerne i forhold til deres eget værk skal oparbejde en åbenhed og forståelse for værkets interaktion med andre værker. Et konkret eksempel på d!sturbance! Workshoppen bliver ledet af den svenske lydkunstner Carl Michael von Hausswolff.

Den italienske arkitekt Lucca Ruzza og den amerikanske komponist og lydkunstner Arnold Dreyblatt leder den fjerde workshop $Sound as virtuel Space, der kombinerer erindring, kunst, historieskrivning og elektroniske medier. Med udgangspunkt i en tekst skal deltagerne arbejde med lyd til visualisering af de associationer, som tekstens ord og det verbale udtryk vækker. Formålet er at undersøge forskellen på visuel og auditiv perception gennem en opfattelse af teksten som lyd, billede og rum og derudfra undersøge muligheden for at nedbryde nogle af grænserne i et virtuelt rum. Et udvalg af poetiske og filosofiske tekster indgår i work shop 4.

Endelig danner Det Kongelige Teater rammen om en komponistworkshop, der fokuserer på processen i det at skabe en opera. I tæt samarbejde med sangere og pianister fra Det Kgl. Teater får fem komponister mulighed for at prøve deres idéer af i praksis. Komponisten Bent Sørensen er en af initiativtagerne til workshoppen, der desuden bliver ledet af den engelske mezzosopran Loré Lixenberg og den engelske koreograf Kenneth Tharp.

Ud over at få set teatret indefra og få indblik i arbejdsprocessen får de medvirkende mulighed for at få direkte respons på deres idéer. For de medvirkende sangere er det også givende, da de gennem det tætte samarbejde med komponisten kan viderebringe den praktiske erfaring med musikdramatik og påvirke den skabende proces.

Please do d!sturb

Symposiet har fået titlen d!sturbances. Klikker man ind på hjemmesiden www.disturbances.org bliver man mødt med opfordringen Please do d!sturb. Tager man imod opfordringen og klikker videre for at se, hvad man forstyrrer, er det næste, man møder, et udråbstegn - projektets vartegn. Et udråbstegn har en vis styrke, og umiddelbart udtrykker det STOP - hertil og ikke længere. Men alligevel opfordrer dette udråbstegn den enkelte til at forstyrre, tage udfordringen op og overskride grænsen til næste stadie. Endnu et klik og man når frem til en introduktion til projektet, workshopbeskrivelser og ansøgningsskema for personer med interesse i at deltage, som skal udfyldes og afleveres senest den 1. april.

Titlen vækker en række associationer både i sin udformning og i ordets betydning. d!sturbances - allerede skriften er blevet forstyrret, men der er ingen tvivl om, at der er en kunstnerisk intention bag; en diskret, men alligevel markant effekt. To disturb - at skabe ubalance, forstyrre en eksisterende harmoni eller konsensus - er normalt ikke et ord med positive konnotationer, men det er samtidig forbundet med noget aktivt og processuelt. Balance er harmonisk, men også stillestående og lidt kedelig i længden. Ubalance er kantet, skærper sanserne og kalder på idéer og handling for på ny at nå frem til en form for balance, og det er i selve processen, at det interessante og det nye opstår. Af den grund er ubalance og behovet for at forstyrre en del af enhver kunstners virke, og den kreative proces har brug for udfordringer og inspiration for hele tiden at gå nye veje og skabe nye måder at artikulere et budskab på.

En del af baggrunden for projektet er netop at udfordre den traditionelle arbejdsform inden for de kunstneriske områder ved at bringe kunstarterne sammen og lade dem forstyrre, berige og inspirere hinanden i en fælles proces. Martin Heidegger skriver i Kunstværkets oprindelse: "Det, der forekommer os naturligt, er formodentlig blot det tilvante fra en gammel vane, der har glemt det uvante, som det har sin oprindelse i. Dette uvante har dog engang slået menneskene med forbavselse og hensat tænkningen i forundring."1 Cross-art er langt fra et nyt fænomen, men netop fordi der ikke er nogen faste holdepunkter eller retningslinjer, er den konstante konfrontation, udfordring og dialog en vigtig del af det kunstneriske udtryk.

Som publikum er man normalt kun vidne til det færdige resultat af en kunstners arbejde, og alt efter om det er musik, billedkunst eller teater har de fleste en fast forestilling og forventning om, hvad de skal høre eller se. Kunsten må gerne udfordre, så man bliver rystet lidt i sin grundvold, men det er alligevel rart at gå hjem med nogenlunde opfyldte forventninger og en følelse af, at man ved og kan fortælle, hvad man har set, hørt og oplevet. Der er en form for illusion i kunstoplevelsen - man oplever et helstøbt værk, bliver indhyllet i en historie, og nydelsen ligger i blot at give sig hen til denne helhed, der er resultatet af andres arbejde, af en forudgående proces. Som publikum tænker man ikke på processen - det bryder illusionen, nydelsen og oplevelsen af at befinde sig i kunstens verden. Men alligevel er de bedste kunstoplevelser dem, hvor man bliver udfordret følelsesmæssigt, og som sætter nogle tanker i gang - hvor noget forstyrrer den daglige rutine, og det man anså for stabilt.

Det er derfor ikke kun de deltagende kunstnere, der møder udfordringer under d!sturbances. Gennem de arrangementer, der finder sted i løbet af ugen vil publikum højst sandsynligt opleve, at der bliver pillet ved de faste forestillinger og fordomme om, hvad der er kunst, og hvad der ikke er. Måske bygger disse forestillinger på gamle vaner, der skal hentes frem i lyset og vendes og drejes for på ny at give plads til det uvante og utilpassede.

1. Martin Heidegger: Kunstværkets oprindelse, på dansk ved Jakob Malling Lambert, fra serien Moderne Tænkere, Samlerens bogklub 1998, s. 29."