Se til venstre der er en svensker

Identiteter over Øresundsbroen

Af ORVAR LÖFGREN

At komme i begyndelsen af 1970erne som svensk, ekstern lektor til etnologerne ved Københavns Universitet indebar adskillige kulturchok. Hver dag samledes undervisere og personale over frokosten i det palisanderorgie, som udgjorde mødelokalet i den gamle Brede-villa, hvor instituttet huserede.

Da jeg først havde lært at producere min egen madpakke, sattes jeg i den intensive træningslejr, som var nødvendig for at overleve den akademiske ironi; et grundlæggende produktions- og kommunikationsmiddel i dette københavnske miljø. Som svensk var jeg et let og attraktivt bytte. Det gjaldt om lynhurtigt at kunne parere antydninger og vittigheder om 'hvordan svenskere er'.

Ved en af de første frokoster var det dog en anden befolkningsgruppe, som var i fokus for ironien. Folk fortalte de mest sarkastiske ting om 'hvordan jyder er'. Jeg blev pludselig ubehageligt til mode, hvad var dog dette for en forsamling? Mit elendige dansk fik mig nemlig til at tro, at det var jøder man gjorde sig lystig over, lettelsen var derfor stor, da jeg indså at omtalen gik på 'jyllänningar', altså jyder. Om den sidstnævnte kategori kunne man som københavner naturligvis sige hvad som helst. De mange århus-historier jeg udsattes for, genkendte jeg som svensker som 'Norgevitser' eller 'Pekka-historier', i Sverige var Århus nemlig som Norge og Finland.

Der findes en omfattende forskning i den globale genre, som etniske stereotyper og vittigheder udgør. Samme motiv bevæger sig ofte uhindret i tid og rum, fra molbohistorier til 'polack jokes'. Men det, som interesserer mig i denne sammenhæng, er de måder, hvorpå disse billeder af 'de andre' kan fungere på mange planer og halsbrækkende balancere mellem leg og alvor. Ofte fungerer de som kulturelle projektioner, både truende og idealiserede billeder.

Mit udgangspunkt er det dansk-svenske forskningsprojekt, som siden 1996 har fulgt forsøgene på at udvikle en transnational Øresundsregion.

Et minefelt

"Kære Øresundere," sagde den svenske konge, da han sommeren 2000 talte ved Øresundsbroens indvielse, de indbudte honoratiores viftede velopdragent med de danske og svenske flag, som arrangørerne havde placeret under stolen. Helt så nemt skulle det dog ikke blive at skabe en kulturel identitet hen over de nationale grænser.

Et år senere sidder jeg til et møde i København, hvor man debatterer satsningen på Øresundsregionen som turistmål. En kvinde kritiserer markedsføringsorganisationen Wonderful Copenhagen for at præsentere et alt for nostalgisk og traditionelt billede af København, de samme gamle klichéer med Nyhavn i solnedgang.

Folk diskuterer eftertænksomt dette. Så er det tid til næste indlæg, også dette fra en kvinde, som sætter spørgsmålstegn ved det hensigtsmæssige i at fremvise hashens Christiania og prostitutionens Istedgade som dele af Københavns glade attraktioner, hvilket er sket i en markedsføringsfilm, som lige har haft premiere. Der går et sus igennem salen, folk vrider sig lidt i sæderne. Det er nemlig en svensk kvinde, som kommer med indlægget, og det er helt åbenbart at energien flytter sig fra sagens kerne til dette - det svenske.

Hendes kommentar indskrives i en veletableret genre, 'Forbuds-Sverige' og dets evige moralske pegefingre. Typisk svensk! Men det svenske var også til stede på anden vis, mødets baggrund er truslen mod Københavns stærke position som turistattraktion. I diskussionerne om hvor der bør sættes ind, kredses hele tiden om den lurende ærkerival. Stockholm havde nemlig, på en lang række områder, overhalet København som attraktivt turist- og investeringsmål.

I forsøgene på at integrere to nationer over Øresund bevæger man sig ofte i et minefelt. Sverige og Danmark er to lande, som i århundreder har spejlet sig i hinanden, og det interessante er, at hele broprojektet, som handler om kulturmøder og forbrødring, også har ledt til en skærpelse af stereotyperne om 'menneskene på den anden side af broen'. Ord som dansk eller svensk kultur, mentalitet og nationalkarakter er i de senere år blevet flittigt anvendt af medierne.

Selve beslutningen om at bygge blev taget i 1991 midt i en lavkonjunktur. Men brobyggeriet mellem årene 1994 og 2000 var stort set sammenfaldende med den høj-konjunktur, som blev kaldt 'Den nye økonomi'. Broen kunne synes som et traditionelt betonprojekt med rødder i den klassisk-moderne æra, men de måder, på hvilke brobyggeriet blev organiseret og præsenteret for omver-denen, kom til at spejle mange af den nye økonomis yndlingsbegreber: Globalisering, oplevelsesøkonomi, netværks- og kundskabssamfundet.

Ikke mindst var det påfaldende, at man satsede så markant på at sælge den nye region til det, som er blevet kaldt 'The Catwalk Economy' - kunsten at gøre sig attraktiv på et hurtigt foranderligt marked. Brobyggeriet blev en regionsgrundlægning med en kompetent blanding af ingeniør- og markedsføringskunst. Den gamle økonomis ingeniører, byplanlæggere og håndværkere blev blandet med den nye økonomis event-managers, media consultants, brand builders, destination developers og place-marketeers. Det var slående, i hvilken grad bevidste kulturbyggerier blev en del af den økonomiske proces i forsøgene på at markedsføre den nye region og at profilere byer som København og Malmø. Begreber som livsstil, identitet, aura og symbolsk kapital forekom ofte i disse aktiviteter.

Mellem det regionale og det nationale

Broprojektet indebar en mulighed for at analysere spørgsmål angående national identitet og mentalitet, kulturmøder og kulturforskelle i ambitionen om at opbygge en transnational region. Det lille præfiks 'trans-' er nemlig vigtigt. Da beslutningen om Øresundsbroen blev taget i 1991, var det ikke kun resultatet af, at både Københavnsområdet og Skåne befandt sig i en økonomisk stagnation med høj arbejdsløshed og forældet industristruktur, men også af det man kunne kalde 1980ernes regionale panik. I den globale økonomi gjaldt det nu om at fremstå som en dynamisk aktør, attraktiv for både besøgende og investorer. Rundt omkring i europæiske byer, kommuner og provinser gik man i gang med at bygge regionale netværk, som helst skulle gå på tværs af de nationale grænser.

Transnationale regioner tog form med fantasiæggende navne som Cascadia, Pomerania eller Euro-Arctic. De fleste havde svært ved at omsætte visionerne til praksis. Kanaltunellen skulle skabe en engelsk-fransk region, hvilket dog gik lidt trægt. Forventningerne til Øresundsregionen var større. Her var to små nationer, som på mange måder lignede hinanden. Skulle det da ikke, med broprojektet som trækhjælp kunne lykkes bedre her end for stormagterne England og Frankrig? Øresundsregionen blev set som en model for den fremtidige kulturelle og økonomiske integration inden for EU - et eksempel på det nye Europa uden grænser. I den dansk-svenske regeringsrapport om regionen fra maj 1999 udtrykte man det på følgende måde:

Øresundsregionen er unik. Kun ganske få andre steder i verden sker på samme tydelige måde en sammensmeltning mellem dele af nationalstater til én grænseoverskridende region.

Forestillinger om nye og gamle identiteter skulle blive aktualiserede i den fremvækst af nye handlerum, som regionsplanerne indebar. I udviklingen af Øresundsregionen blev nationale grænsers form og funktion testet på en række niveauer og i skiftende situationer. Dette skabte dynamik og spændinger mellem det transnationale og det kosmopolitiske, det nationale, det regionale og det lokale. Hvordan ville brobygningen påvirke forestillingerne om dansk og svensk, udland eller indland?

Der findes en besnærende stabilitet i broer, de står gerne for symmetri og balance. Som alle brokonstruktører dog ved, skal broer være i konstant bevægelse for ikke at briste. Teknikerne identificerer fire kræfter som altid er til stede i brokonstruktioner: kompressionen som sammenpresser, udstrækningen som trækker fra hinanden, glidekraften og endelig torsionen som vrider. Dette er processer, som vi også kan genkende i de sociale, kulturelle og økonomiske kontakter over broen. Broen hælder til forskellige sider, har en vridekraft som påvirker regionen og skaber stadigt nye kraftfelter. Hvilke balanceakter og glidebaner opstår der, når man vil integrere to jævnbyrdige nationer?

Da de indbudte honoratiores begav sig hjemad efter den lange indvielsesceremoni den 1. juli, fik de en gavebog med sig, som i ord og billeder skildrede selve byggeprocessen. Pylonia hed bogen, og titlen var mere passende end arrangørerne måske havde tænkt sig. Det mangeårige brobyggeri havde skabt en transnational frizone ude blandt betonelementer og stålwirer.

Broåbningen var derfor ikke bare et bryllup eller en dåb, men også en begravelse. Da de kongelige limousiner strøg hen over broen og gennembrød båndet ude ved pylonerne, så var en æra forbi: Broen som drømmenes land.

I byggeårene kom broen til at symbolisere visionerne om den nye transnationale region. Et mellemrum som hverken var Danmark eller Sverige. Ude på Pylonia var der højt til loftet, god plads til drømme og visioner, men også til forskellige interesser. Her blev skabt en sprække mellem nationerne, hvor der ikke fandtes nogen overordnet statslig organisation men derimod en ny type handlerum for vidt forskellige aktører, på nationalt, regionalt eller lokalt niveau. En række forsøstrende og forbrødrende projekter blev skabt, ikke mindst ved hjælp af EU-midler. Svenske og danske skoleklasser og daginstitutioner mødtes til stævner, venskabsbyer på den anden side af sundet blev besøgt, der blev organiseret kulturbroer, videnskabsbroer og venskabsbroer. En del af disse møder havde karakter af uforpligtende udflugter, og indslaget af diffus venskabsretorik var udtalt, andre igen kom til at føre til seriøst samarbejde.

Meget af Pylonia-æraens kreative energi blev hentet fra denne mellemfase. Her fandtes et ingenmandsland eller snarere et allemandsland, hvor man ikke havde nødig at bekymre sig over, hvad der var svensk eller dansk eller noget andet. Der fandtes ydermere en legende stemning, som endnu ikke var blevet konfronteret med hverdagens realiteter. Den gik igen i brokonsortiets omfattende reklamekampagner for broen og regionen. "En bølge af muligheder" var slagordet, og det handlede om kreativ hybridisering, hvor dansk og svensk mødtes for at smelte sammen på nye måder. I en reklamefilm blev et søndagstomt København invaderet af galopperende svenske elge, i en helsidesannonce præsenteredes en svensk dalahest dekoreret som musselmalet porcelæn.

Da det endelig var tid til indvielsen af broen, viste det sig dog sværere at opretholde Pylonias legende blanding af allemandsland. Nu blev den nationale balanceakt bragt i fokus. Broindvielsens instruktør udtrykte det således i et avisinterview:

Vægtningen mellem de to nationer er uhyre vigtig. Det skal gøres rigtigt. Ikke bare for VIP'ernes skyld, men også for de to nationers selvfølelse. Alt skal gå retfærdigt til.

Det danske og det svenske skulle håndteres med perfekt symmetri ned til mindste detalje. Under ceremonierne ude på Lernacken ser man helst halvtreds procent af hver, fra farvesætning til valget af optrædende kunstnere. Hvordan går denne nationale farvning til ? Her ser man, hvordan nationen æsteticeres, feticheres og tingsliggøres.

"Alt skal gå retfærdigt til." Der findes en omfattende drejebog for, hvordan suveræne nationer og deres statsoverhoveder skal mødes, men broindvielsen er også et eksempel på det nationales emotionalitet og på farvningen af det hverdagsagtige, en udvikling som har skabt nye former for national forfængelighed og kulturel overfølsomhed. Den omhyggelige nationale balanceakt under broindvielsen fortæller også om en national nærtagenhed og en sårbar selvfølelse både på et diffust nationalt plan og i de enkelte deltageres forhold til 'de andre': Udlændingene.

Ude på Lernacken indtog den nationale balanceakt også andre former. Det viste sig at være ikke helt enkelt at få to nationer til at mødes og samtidig forstå hinanden. Drømmen om det 'øresundske' kolliderede hele tiden med den solide nationale indforståethed, som satte kæppe i hjulet for en samlet oplevelse. Konstant opstod der mellemrum i kommunikationen mellem nationerne. Der kom irriterede danske klager over den svenske konferenciers platte svenske vitser, som gik hen over hovedet på danskerne, samtidig med at store dele af krønikespillet var uforståeligt. Et vis fælles viden var blevet forudsat, men kommentarerne blev: For svensk! For dansk! Da tv-showet blev indledt med at den danske nationaltroubadour Poul Dissing sang den danske nationalskjald Benny Andersens nye version af den i Danmark så elskede Svantes viser, skabtes et meget dansk associationsrum. En svensk tv-seer, som aldrig havde hørt om hverken Dissing, Andersen eller Svante og hans liv, kom med følgende klage: "Vi tændte for indvielsesprogrammet og havnede midt i en slags dansk trubadur som sang om broen, omgivet af svømmende havfruer - det var det rene 'kalkon'-indslag." ('Kalkon', dvs. kalkun, er svensk slang for et gennemført elendigt og smagløst medieprodukt).

I detaljer som disse fremtræder den nationale farvning af delte associationer, minder og rutiner. Ikke mindst viser det, i hvilken grad det mediestyrede rum er forblevet nationalt. At være opvokset i København eller Malmø indebærer samtidig at bære på forskellige mediehistorier, som i høj grad er nationale. Tv, radio og presse har i Øresundregionen haft svært ved at overskride nationalgrænserne, på trods af at man de senere år har forsøgt sig med en række samarbejdsprojekter. (Det faktum, at meget mediestof er rejst over sundet, spiller en mindre rolle, eftersom det ofte fordanskes eller forsvenskes til uigenkendelighed. Få svenskere ved, at Jönssonsligans bravader er en forsvenskning af Olsenbanden, få danskere aner, at en del af Dirch Passers klassiske numre er lånt af Povel Ramel.)

Men balanceakten mellem dansk og svensk handlede også om, hvordan historien rundt om Øresund skulle fortolkes. Da iscenesætterne af broindvielsen valgte Gefionmyten som forestillingens udgangspunkt, tænkte de næppe på, at denne oldnordiske fortælling er næsten ukendt i Sverige. En mere interessant (ubevidst) tolkning er jo, at myten handler om en dansk kvinde som med list og forførelse narrer land fra den svenske konge. Den daværende danske statsminister Poul Nyrup Rasmussen kom under indvielsen med en sidebemærkning "Vi får Skåne tilbage uden af løsne et eneste kanonskud."

1600-tallets krig og fredsceremonier var på mange måder nærværende på Lernacken, ikke mindst i referencer til broindvielsen som den endelige fred mellem to nationer. "De blodige krige mellem to broderfolk er fortid" skrev Jyllands-Posten på sin forside. Når man betænker at de to lande senest førte krig i 1814, virker dette som en mild underdrivelse.

Den nationale balancegang under broindvielsen handlede også om det man kunne sige, det som ikke måtte omtales, og det som blev sagt. Hvis man analyserer indholdet i de timelange direkte tv-udsendelser i dansk og svensk tv, er det slående, hvor forskellige de fortællinger er, som indrammer billederne fra arrangementet. I dansk tv var det gennemgående tema 'genforening'; nu vender det gamle Østdanmark tilbage. I dansk presse fandt man også en vis begejstring over de skånske seperatistbevægelser, som talte om muligheden for denne hjemvenden eller egen autonomi. Hvad man måske ikke altid så fra dansk side var, at denne retorik ofte indgik i en højrepopulistisk og indvandrerfjendsk sammenhæng. Her fandt man samme understregning af 'det ægte skånske' som i klassiske nationale diskurser om 'det ægte svenske eller danske'.

Da Kulturbro 2000 blev indviet nogle måneder senere, talte den svenske kulturminister om den nye region som en forelskelse, hvor parterne nu kunne danse kind mod kind, men skyndte sig at tillægge, at der ikke var tale om at nogen skulle blive opslugt. Med tydelig adresse til visse skåninger tillagde hun: "Men når musikken er slut, ved man alligevel hvor man hører hjemme".

Hvordan ved man, hvor man hører hjemme? Et vigtigt læremiddel i denne læreproces er grænsepassagens pædagogik. Hvilken indvirkning har måderne, på hvilke grænsen over Øresund er blevet krydset og oplevet, haft på identitetsfølelsen?

Læs svaret og resten af artiklen på www.danskmusiktidsskrift.dk

Orvar Löfgren er professor i etnologi ved Lunds Universitet.

Oversættelse fra svensk: Laura Ramberg."