Den spektrale musik i få ord

af Bruno Giner

Oversat af
Erik Christensen

Spektral, sagde De spektral?

Den spektrale musik er en musikalsk strømning, der manifesterede sig i begyndelsen af 1970rne. Det er en musik, der først og fremmest er udarbejdet med udgangspunkt i selve lyden og dens forskellige modstilling af det tonale og det atonale bliver lyden og dens akustiske egenskaber behørigt analyseret, registreret og klarlagt: Harmoniske og inharmoniske klangspektre, frekvenser, differenstoner, transienter, akustiske egenskaber. Der kan være tale om simulering af klangspektre, sammensatte harmonier, instrumenter, resonansfænomener og transienter, eller elektroniske procesforløb som efterlignes af akustiske instrumenter. Arbejdet kan orienteres på mangfoldige måder, men de udspringer alle af indsigten i selve lydens natur. Med den spektrale musik træder lyden igen frem som grundlag for kompositionsarbejdet. Det klingende objekt er ikke længere denne uforanderlige sammensatte enhed, som kan adskilles i sine forskellige elementer: tonehøjde, varighed, styrkegrad, klangfarve, og som kan gemmes under solfègens notationstegn. Det klingende objekt anskues som et enestående fænomen med en kompleks dynamik, bestemt af parametre, der er sammenknyttet i en akustisk struktur. Når disse parametre omsættes til musik, bestemmer de, hvilke musikalske aktiviteter, der skal udfoldes. Det er funktionerne af disse variable, der bestemmer værkets forløb og sammenhæng; der er ikke givet noget begyndelsestema eller nogen grundlæggende celle, som betinger kompositionsprocessens forløb.

Espaces acoustiques

Et foregangsværk af Gérard Grisey. Espaces acoustiques er formet som en cyklus af seks værker (fra soloinstrument til stort orkester), komponeret mellem 1976 og 1985: Prolog for bratsch og resonatorer (1976), Périodes for syv musikere (1974), Partiels for 18 musikere (1975), Modulations for 33 musikere (1977), Transitoires for orkester (1981), Épilogue for orkester (1985)

Lyd

"Vi er musikere, og vores model er ikke litteraturen, men lyden. Ikke matematikken, men lyden. Ikke teatret, de bildende kunster, kvantefysikken, geologien, astronomien eller akupunkturen, men lyden."2 Denne erklæring af Gérard Grisey definerer indgangsvinklen meget præcist: Lyden og intet andet end lyden. Ingen post-seriel kombinatorik, ingen iscenesættelse af den musikalske gestus, ingen stokastisk kalkulation, ingen tilfældighed eller aleatorisk fremgangsmåde. Fjernt fra enhver amplitudemodulation osv. På baggrund heraf kan en hvilken som helst klingende lyd, der kan analyseres akustisk, indgå i det musikalske felt: instrumentlyde, elektroniske lyde, støjlyde osv. Den spektrale musik kan være instrumental, elektronisk, elektroakustisk, blandet

Spektrum

Joseph Fourier (matematiker 1768-1830) har vist, at visse komplekse periodiske bevægelser kan analyseres i en sum af sinuskurver, hvis frekvenser er hele mangefold af en grundtones frekvens. Det harmoniske spektrum af en grundtone (for eksempel en fløjtes tone) kan gøres anskueligt i en grafisk fremstilling af frekvens og amplitude. Hvis de forskellige komponenter har form af sinuskurver, hvis frekvenser ikke er hele mangefold af en grundtone, er spektret ikke harmonisk, men inharmonisk. Komponenterne er deltoner (for eksempel i klangen af et klaver, en gong eller en klokke). Hvis komponenterne er vilkårlige uden relation til hinanden (for eksempel i hvid støj), kaldes spektret aleatorisk.

Transienter

En transient er et flygtigt element, som optræder ved lydens anslag og udklang, og som er bestemmende for perception af klangfarve. 1. Anslagstransient: et kortere eller længere element af støj, mere eller mindre væsentligt, som karakteriserer en lyds begyndelse (slag, pusten, gniden ...) Denne transient er en meget kort deltone som varer, indtil den fulde lyd er helt etableret. 2. Udklangstransient: har som regel ikke i særlig grad karakter af støj. Varigheden varierer med instrument og spillemåde (kunstig afbrydelse af en klarinets eller cellos tone, naturlig udklang af en gong ...) Transienterne er væsentlige for perception af klangfarve.

Formanter

Et lydspektrums formantområde er et område af spektret, der forstærkes omkring en fremtrædende overtone eller deltone. Dette fænomen blev klarlagt af F. von Helmholtz (1821-1894) gennem hans eksperimenter med resonatorer. Man taler ofte om formanter i stedet for overtoner og deltoner.

Klangfarve

Opfattelsen af klangfarve afhænger af lydens harmoniske og inharmoniske komponenter, deres antal og fordeling og deres respektive intensitet i forhold til en grundtone.

Proces og simulering

Den spektrale musik er ofte baseret på processer, der omfatter genkomposition, dekomposition, transformationer eller interpolationer af spektre eller deltoner. Den kontinuerlige, lineære tidsdimension er væsentlig og nødvendig for oplevelsen af den kompositoriske efterligning af lydens naturlige processer. Et eksempel: I begyndelsen af Gérard Griseys Partiels rekonstrueres en trombones og en kontrabas' anslagstransient i tonen E's spektrum. I de to instrumenters naturlige klangspektrum varer anslagstransienten cirka 200 millisekunder, men den kompositoriske genskabelse (orkestrering) af klangspektrets formanter og deres tilsynekomst kræver et forløb der varer, flere sekunder. Det samme gør sig gældende for instrumental efterligning af elektroniske procesforløb. Som eksempel kan nævnes rekonstruktionen (simuleringen) af en proces, der går i ring, i Tristan Murails værk Mémoire/Érosion (1975-76).

Før, imens, efter ...

Den spektrale musik er ikke kun en reaktion på eller en modsætning til post-serialismen. Den finder sine rødder hos Varèse (integreret forbindelse mellem instrument, tone og klangfarve), Messiaen (resonansakkorder) Scelsi (introspektion i det indre af én eneste tone), Ligeti (teksturer) og også Stockhausens værk Stimmung (1968), der er baseret på én eneste dominantnoneakkord. De væsentligste komponister, der repræsenterer den spektrale retning i begyndelsen af 1970rne, er Gérard Grisey, Tristan Murail, Hugues Dufourt, Horatio Radulescu, Gilles Tremblay, Claude Vivier og Jonathan Harvey. Det franske ensemble Itineraire, som optræder i forskellige formationer, har i særlig grad indskrevet sig i den spektrale æstetik. Adskillige komponister i den følgende generation henter på den ene eller den anden måde inspiration i de lidt ældre komponisters arbejde. Her kan nævnes komponister som Kaija Saariaho, Claudy Malherbe, Marc-André Dalbavie, Georges Benjamin og Philippe Hurel.

Noter

1. Claudy Malherbe: L'enjeu spectral,Revue Entretemps n° 8, pages 48 et 49, Paris septembre 1986.

2. Gérard Grisey: La musique: le devenir des sons, Revue Conséquences n° 8, page 129, Paris 1986.

Ti nøgleværker i den spektrale musik :

1969: Credo (H. Radulescu)

1974: Appels (M. Levinas)

1975: Partiels (G. Grisey) Sables (T. Murail)

1978-79: Saturne (H. Dufourt)

1979: Jour contre jour (G. Grisey)

1980: Gondwana (T. Murail)

1980: Mortuos Plango, vivos voco (J. Harvey)

1982: Désintégrations (T. Murail)

1983: Envoi (G. Tremblay).

Denne artikel har været bragt i Musica Falsa nr. 16, efterår 2002, og gengives her med venlig tilladelse af tidsskriftet.