Musikalsk forår i Paris

Den islandske komponist og klarinettist Gudni Franzson har sendt et rejsebrev fra Paris. I byernes by er der musik og musikudøvelse i et omfang, så man som nordbo bliver helt misundelig.

af Gudni Franzson

Oversat fra engelsk af Anders Beyer

Kære Prince of Denmark

Jeg vil gerne takke dig for alle vore gode dage i Paris - så skønt det var at tilbringe tiden sammen i det franske. Min kone Lara og jeg var så heldige tidligere på året at få tilbudt et værelse i syv uger i Paris, lige ved Cité des Arts. Efter en periode med hårdt arbejde oppe nordpå var jeg i sandhed rede til at rejse til Paris for at finde ud af, hvad der foregik dér. Godt at du var med os, kære Prins.

Da jeg var landet i Paris, tog det et stykke tid, inden jeg fandt ud af, hvad det var for et sted, jeg havde nået. Jeg havde før boet i Amsterdam, Berlin og London, tilbragt en del tid i København, Stockholm, Oslo og Helsingfors, jeg havde arbejdet meget med italienere, givet koncerter i mange byer rundt omkring i verden - men kun gæstet Paris kort i forbindelse med koncerter.

I løbet af de første dage i Paris hørte jeg en fantastisk opførelse af Stravinskys L'Oiseau de feu med Orchestre de Paris dirigeret af Bernard Haitink. Hvilken opførelse! Og dette præsenteret i en koncert for unge søndag morgen i Cité de la Musique. Det så ud til at være ret normalt, at forældre og børn sammen gik til disse koncerter. Jeg er ikke sikker på, at alle blandt publikum var klar over, hvilken musikalsk 'ildebrand' der var sat i gang i salen, men jeg husker, at alle publikummere var fascineret af lyden af dette pragtfulde værk.

Gradvis fandt jeg ud af, at denne by er besjælet af en ufattelig magi. Paris har så meget at tilbyde: Koncerter, teaterforestillinger, dans, billedkunst og dertil sammenblandingen af det hele i kunstneriske krydsformer. Jeg tog til Bastille Operaen for at høre min ven Kristinn Sigmundsson synge Méphistophélès i Gounods Faust. Det er ikke en splinterny produktion, men en fremragende opsætning er det, og hvilken stjerne Sigmundsson er: Brillant fremtoning både som sanger og performer. Vi var meget stolte over vores landsmand den aften.

Få dage efter i den samme bygning var der en helt ny opera af komponisten Pascal Dusapin: Perelà, l'homme de fumée. Vi var så heldige at få billetter til premieren - kan du huske, hvor eksalterede vi var? Jeg havde tidligere hørt nogle mindre værker af Dusapin, som hans kollega Thierry Blondeau havde presenteret for mig, hvorfor jeg var meget interesseret i at høre Dusapins full scale-opera. Da jeg kom ind i operahuset, var der en 'elektrificerende' stemning - det er trods alt ikke hver dag, at der er verdenspremiere på en fransk helaftensopera. James Conlon var sat til at dirigere det udvidede Orchestre de l'Opéra National de Paris.

Til Dusapins opera var der ikke et normalt tæppe, men disse venetianske rullegardiner, som er så populære nu om stunder. Gardinerne blev trukket halvt op og Perelá indtog scenen (sunget af tenoren John Graham-Hall). Selvom han var halvt formummet og skjult, kunne vi sagtens høre ham, idet vi tæt på scenen, og orkestret spillede svagt. Det var masser af røg på scenen. Musikken er ikke særlig svær, hverken at lytte til eller udføre. De svære ting er skrevet for solisterne, og de gør det godt, især de kvindelige solister. Teksten synges på italiensk. Musikken kan vel kaldes intellektuel, men er slet ikke fremmed for et ønske om at henvende sig til en lytter. Det er ikke kun tænkt musik, det er i høj grad hørt musik.

Det mest fascinerende ved operaen er de visuelle effekter: Kostumer, scene og andre visuelle virkemidler. Det hele udfærdiget cool og med distance. En anbefalelsesværdig produktion, som fortjent modtog publikums hyldest i form af stående ovationer. Jo, der var rigtig arbejdet med de visuelle områder i denne produktion. De fleste sangere sang med masker. Det gjorde livet svært for sangerne, men det fungerede for publikum, som kunne se på disse forunderlige 'ansigter'. Nå, hvad siger du, kære Prins? Jeg er sikker på, at det i hvert fald ikke var en low budget produktion. Du kan læse mere om komponisten og værket på www.opera-de-paris.fr.

Efter opførelsen af Dusapins værk kunne jeg læse anmeldelser af værket og et interview i New York Times (mit fransk er ikke så godt, så jeg læser engelsk, hvis det er muligt). Til New York Times sagde Dusapin "... there is life without Boulez". På svaret fornemmede jeg en konflikt - på engelsk kunne man måske sige To B or not to B in Paris.

Efter nogle uger i Paris blev jeg i stand til at følge Dusapins synspunkt. Jeg indså, hvilken betydning Boulez har haft på udviklingen af fransk musik. Han har som komponist, dirigent og arrangør af musikbegivenheder stået bag de fleste store og betydningsfulde projekter i mere end et halvt århundrede. Et nyt værk af Boulez tvinger til stillingtagen hos alle: Er du for eller imod? Hans musik kalder på reaktion og diskussion. Nogle hader mandens musik, andre elsker den. Nogle hader personen, andre elsker ham. For en nordisk barbar som mig er det svært at tage stilling her i Cité of Arts. Er du i stand til at vælge side, noble Prins?

Jeg husker at jeg tilbage i 1980erne var med i en opførelse af Boulez' Dérive (sandsynligvis det stykke, som nu hedder Dérive 1, idet der også eksisterer et Dérive 2 - Boulez kan ikke stoppe med at komponere på et stykke selvom det er udgivet) og jeg kunne i begyndelsen ikke tro, at det var musik af Boulez. Jeg havde tidligere hørt nogle af hans sonater og Marteau sans maître, og pludselig var disse gamle stykker historie. Det var interessante værker, men de havde så lidt at gøre med de ting, der kom efter. Hvad var konsekvensen? En hel (musik)verden måtte tage stilling. Rent faktisk tror jeg, at de komponister, var fulgt lige i mesterens æstetiske fodspor, var lettede, og efter dette skift havde flere ikke længere lyst til at skrive seriel musik. Store B havde talt: Der var ikke længere brug for al den strategiske tænkning, det var igen tilladt at skrive ikke-serielt, men i hans eget tilfælde lå der under overfladen i freestyle-musikken en masse præcise beregninger og struturer.

Boulez er uden tvivl den franske musiks kejser. Jeg er ikke klar over, om det samme er tilfældet i Tyskland med Stockhausen, og er der overhovedet en sådan i England efter Britten? Når man tænker nærmere over det, så har alle de store europæiske nationer historisk set haft et fyrtårn, en musikalsk konge, som har vist vejen. Det er noget, vi der bor på små øer, ikke har haft så let ved at acceptere. Vi sørger for at vores præsident næsten ingen magt har, og vi ser gerne at regeringer bliver udskiftet så tit som muligt. Også Italien har haft udskiftninger af regeringer med jævne mellemrum, så derfor har de ikke én konge, men mange lord'er: Berio, Nono, Donatoni, mens Spanien og Portugal forbliver mysterier på det område. Jeg må lære disse lande bedre at kende. Hvad med jer i Danmark, kære Prins, går I stadig ind for monarkiet?

Senere var vi heldige at få billetter til to koncerter med Ensemble Intercontemporain (dannet af Boulez tilbage in 1976). På programmet stod musik fra England, og det var musik af yngre komponister i den første koncert: Rebecca Saunders, Julian Anderson, Sam Hayden og Jonathan Harvey (sidstnævnte er måske ikke så ung, men hans musik lyder så ungdommelig og frisk). På den anden koncert spillede ensemblet musik af Benjamin Britten, James Dillon, Oliver Knussen og Brian Ferneyhough. Kære Prins, jeg vil ikke bedømme disse værker i dette brev til dig, men jeg vil dog tillade mig at hævde, at de mere erfarne komponisters musik var mere interessant end de unges. De yngre komponister var måske bange for at forstyrre de veletablerede regler? Dillons solostykke for cello var et stærkt værk og fantastisk spillet af Pierre Strauch, og så er det altid skønt at se en musikers lettelse over at have overlevet et stykke af Brian Ferneyhough.

En gammeldags foranstaltet koncert kan ofte være en lidt trist affære visuelt set, især for os der så ofte går til koncerter. Med mindre altså en streng ryger, en trommestik falder på gulvet eller en musiker ryger en tur på gulvet. Under mit ophold her i Paris fik jeg en klar fornemmelse af, at det visuelle aspekt i stadig højere grad bliver en del af koncerten. Lys, placering, musikernes og lydens bevægelser i rummet indarbejdes som noget naturligt i koncerten. Film eller video er ofte tilføjet for at fastholde publikums opmærksomhed. Dette kan sandsynligvis hjælpe den koncertgænger, som ikke så ofte går til koncert, og som er vænnet til at musik skal være en del af et visuelt projekt, som på film, tv eller i teatret. Det visuelle element giver et håb om, at lytteren forlader koncerten med en følelse af, at begivenheden var værd at bruge tid på. Det var måske derfor at så mange af de musikarrangementer, jeg overværede i Paris, var tilsat visuelle elementer.

Intercontemporain foranstaltede også en produktion med Murnaus film Nosferatu fra 1922, med musik af Michael Obst. Strasbourg Percussion spillede live til en film af Bunuel, hvor musikken var af Martin Matalon, og et af de deltagende ensembler i Amplitudes-festivalen, Ensemble TM+, spillede ny musik af Bruno Mantovani til en film af Allan Dwan fra 1927 med titlen East Side, West Side - det foregik i auditoriet på Louvre. I forbindelse med besøget på Louvre oplevede jeg denne mindeværdige koncert med god musik, som blev spillet af fremragende musikere. De spillede musikken til en stumfilm af Allan Dwan, og jeg nød virkelig musikken, selvom jeg ikke forbandt den så forfærdelig meget med det, der foregik på lærredet. Det er hårdt arbejde for et lille ensemble at holde den musikalske gejst oppe i en hel film, men det fungerede fint med Ensemble TM+. Jeg havde på fornemmelsen, at ham Mantovani er en lokal helt.

I Danmark har I jo også en - omend beskeden - tradition for at komponere musik til film. Ole Schmidts musik til Jeanne d'Arc er blevet opført mange gange. Og netop nu arbejder Karsten Fundal med at skrive musik til Carl Th. Dreyers film Mikaël efter Herman Bangs roman - i princippet 90 minutters musik, som skal opføres i Tivoli den 9. august med Tivolis Symfoniorkester under ledelse af Martin Åkerwall.

Tilbage til 'to B or not to B', for Ensemble Intercontemporain gav hele tre koncerter i Cité de la Musique med musik af Boulez med komponisten selv som dirigent. Først nogle ældre værker - Domaines og Marteau, fremragende musik og blændende udført - siden nogle sonater og Structures, som også blev opført med selvfølgelig autoritet. Men da vi kom tættere på den seneste Boulez, begyndte uenighederne at melde sig. Anthèmes 1og 2 og Dialogue de l'ombre double er i sandhed værker, som sætter vores ører på en prøve. Det var fantastisk at høre disse værker, og de solistiske indslag var eminente, ikke mindst violinisten Hae-Sun Kang og klarinettisten André Trouttet. Når så gode musikere tager sig tid til at lære ny og kompleks musik udenad, som det var tilfældet her, og de tilmed har energi til at spille værkerne så godt, så må der være noget helt specielt på færde bag ved nodernes fysiske fremtoning. Når det gælder koncertens sidste værk, Répons, så tøver jeg ikke med at sige, at dette er et mesterværk! Den udvidede sinfonietta var i dette værk placeret i midten af auditoriet og seks solister stod på balkoner rundt om midteraksen, og live electronics lød fra alle retninger - det hele perfekt opført under komponistens ledelse.

Denne koncert var et kick! Men det var ikke kun selve musikken, som fascinerede, det var også den visuelle side af projektet, som virkelig var et scoop: Lys, lyd, placering af musikere og så selve det at mærke vibrationerne fra den store B. - kun forstyrret af det, der kom fra Madamme Chirac (en markant odeur herfra var den mindst interessante del af den samlede oplevelse). Det er ikke hvem som helst, denne Førstedame giver dobbeltkys, men i pausen så jeg hende give Hr. Boulez kindkys. I øvrigt tilføjede det kun en ekstra spænding i koncerten, da strengen på Ashot Sarkissjans violin brast - endda under opførelsen af Répons. Fantastisk!

Nu må jeg ikke glemme en institution, som Boulez også har skabt: IRCAM, og inde i bygningen ikke mindst Andrew Gerzso, som har arbejdet så meget med teknikken i Boulez' værker. Jeg ved at Dusapin kun klarede at opholde sig på IRCAM i nogle få måneder, som det er tilfældet med mange andre. IRCAM kan også være dræbende for kreativiteten, fx når man konstant skal arbejde med de tekniske rådgivere. Jeg var faktisk på besøg i IRCAM for at høre Gerzso introducere til hans samarbejde med Boulez om de elektroniske dele af musikken. Det meste af foredraget handlede om, hvordan han analyserede Boulez' materiale, og hvordan det var konstrueret. Endvidere hvordan akkorderne var udformet horisontalt og i spektre, og hvordan rytmen var baseret på infrastrukturen i den ydre struktur osv. Det handlede ikke så meget om programmering eller computerdelen, så det mest interessante for mig var, da Gerzso afluttede sin gennemgang med at sige: "... og så endte det med at Boulez bare brugte det, han syntes lød bedst!"

Det var præcis den oplevelse, jeg havde under koncerten med Répons: Det er ikke overnaturligt eller rigidt, man kan endda kritisere nogle afsnit (det midterste er for langt), men det er hørt musik, så levende og klangligt overdådigt, at jeg stadig vil hævde, at det er et mesterværk.

Nå, hvem har brug for en hel institution til at arbejde med, når enhver teenager har sin egen computer, med hvilken det er muligt at lave fantastisk musik uden at have en teknisk assistent rendende, som hele tiden kigger dig over skulderen. Det er lettere simpelthen at downloade det, man skal bruge, og så sidde derhjemme. Men IRCAM har været en vigtig institution i udviklingen, og det er stadig muligt at udvikle nye programmer, som kan udgives på nettet. Og så har IRCAM en vigtig rolle som formidler: Institutionen står bag alle store koncerter med electronics her i byen.

Jeg anser mig selv for at være en off-musiker, med ret lidt respekt for, hvad bøgerne fortæller mig om god musik og dårlig musik, hvad kritikerne skriver, eller hvad der i analysesammenhæng er bedst og mest hensigstmæssigt. Normalt følger jeg mit instinkt, som har ført mig ind på nye veje, men i tilfældet Boulez bøjer jeg mig for den generelle holdning: Fransk musikliv er med rette taknemmelig over, hvad Boulez har udrettet. Næsten ene mand har han sat ny musik på den politiske og æstetiske dagsorden, og hans indsats har bevirket, at ny musik anses for at være et vigtigt område i Frankrig slet og ret.

Selvfølgelig har Boulez lært en masse selv, fx af de gode folk, han har arbejdet sammen med i de institutioner, han har været med til at opbygge. Men det må have været noget af en faderskikkelse at arbejde sig væk fra for komponister i den yngre generation som fx Dusapin, Mantovani og andre. Ganske på samme måde som det var svært samtidig og lige efter så toneangivende navne som Sibelius i Finland og Nielsen i Danmark. I fransk musik savner jeg først og fremmest stemmerne fra Xenakis og Grisey, idet de formulerede et ligeværdigt modspil til Boulez. Andre på ny musik-scenen fal der i pennen: Ligeti kommer til Paris her i foråret, det samme gør ensemblerne Ictus, Strasbourg Percussion og Bang on a Can, bare for at nævne nogle få - jeg har virkelig ikke lyst til at rejse hjem!

I de sidste årtier af det 20. århundrede sagde mange komponister, at de var ligeglade med, om deres musik blev spillet eller ej. De skrev musikken for deres egen skyld og kunne ikke beskyldes for at ville tilfredsstille et publikum. Jeg har en stærk fornemmelse af, at denne holdning er på vej ud: Den nye musik skabes ud fra et ønske om at skabe bro til det lyttende publikum. Det er forunderligt, at så mange mennesker kommer til ny musik-koncerter i Paris, og jeg overraskes af, hvor levende den eksperimenternede scene er i Paris. Blandt mange eksempler kan nævnes Présences 2003 (Radio France Festival i januar og februar, red.), hvor koncerterne med Hans Werner Henze var et tilløbsstykke. Alle disse oplevelser giver mig et nyt håb for vores niche-musik.

Kære Prins, jeg kan forstå, at dine landsmænd planlægger koncerter her i Paris med dansk og fransk musik. Der er meget, man kan gå til, når man alligevel er i Paris: Théâtre de la Ville, Les Abbesses og Châtelet, hvor alle stjernerne kommer og danser, synger og spiller med alle mulige visuelle effekter. Der er operaen, hvor I kan opleve nogle ekstraopførelser af Philippe Manourys K, den nye opera som havde premiere i 2001 (endnu en fransk helaftensopera), og glem ikke Pompidou-centret med interessante koncerter og smukke skuespil, moderne dans og meget mere.

De bedste hilsener til dig og din familie og endnu en gang tak for den pragtfulde tid i Paris, nu hvor vi ikke længere må ryge på offentlige steder i New York,

Gudni

PS: Rejsebrevet er stilet til en dansk ven, som hedder Prince of Denmark. Med kendskab til skribentens kærlighed til røgtobak, ledes tankerne ikke i retning af sublim engelsk litteratur, men noget så prosaisk som et dansk cigaretmærke.

Gudni Franzson er klarinettist og komponist. Han er medansvarlig for oprettelsen af det islandske Caput Ensemble for ny musik, og han er også ensemblets kunstneriske leder."