30 år med BIS og von Bahr

Af
| Årgang 77 (2002-2003) nr. 08 - side 282-285

Af JENS CORNELIUS

Det svenske plademærke BIS fylder 30 år i år. DMT har mødt BIS' karismatiske stifter og direktør, Robert von Bahr. Udgivelsesprojekterne er stadig lige kontroversielle, men krisen i cd-branchen kan også mærkes i den foretagsomme von Bahrs firma.

Det er 30 år siden, Robert von Bahr tog sagen i egen hånd. Indspillede en plade med sin daværende kone, fløjtenisten Gunilla von Bahr, fik presset et oplag LP'er og gik rundt til forhandlere i Stockholm med sin vare i en barnevogn.

Det er 20 år siden, verden blev beriget med cd-pladen, som kom til at forandre det klassiske marked. Små pladeselskaber fik nye muligheder, og de store gamle selskaber det uventede problem, at lytterne ikke ville nøjes med Beethoven og Brahms.

Det er ca. 10 år siden, fremtiden stadig så nogenlunde ud for den klassiske pladebranche.

Og i dag, det Herrens år 2003, er der alvorlig tvivl om, om den overlever. Tvivl om, hvorvidt der stadig vil eksistere firmaer, der producerer og sælger lydoptagelser med klassisk musik.

Robert von Bahr's pladeselskab har siden starten i 1973 heddet BIS. Uforandret er også grundlæggerens dristighed og til tider besynderlige tankegang. Egenskaber, der sammen med en hang til mammutprojekter og høj kunstnerisk faneføring har gjort BIS til Skandinaviens største klassiske plademærke. De kommende få år vil vise, om selv en entreprenør som Robert von Bahr må give op over for de problemer, der allerede har knægtet nogle af branchens største selskaber.

Familien BIS

Når man ringer til BIS, er der familiestemning og latter i baggrunden. Chefen hedder bare "Robert", og han er til at tale med. "Du forstyrrer ikke. Alle tidspunkter er lige dårlige!", siger han, og de kvikke betragtninger fortsætter i en lind strøm.

Familien BIS består af 12 ansatte, bl.a. egne musikproducere, "... og så er der jo vores kunstnere, som jeg faktisk også regner med til familien", siger Robert von Bahr. "Vi lægger vægt på, at de også er vores venner, og de kommer og går i huset. Når de er i Stockholm, kan de altid bare komme forbi og bo i en lejlighed, vi har til rådighed."

Dagen inden jeg talte med Robert von Bahr, havde en af hans flittigste musikere, den hollandske hammerklaverspiller Ronald Brautigam, spillet i Stockholms Filharmoni. "Så godt som hele firmaet var til koncerten. De som ikke kunne være til stede, hører hans koncert i aften i stedet for. Bagefter holder vi en fest hjemme hos mig."

Blandt de faste BIS-solister er pianisten Roland Pöntinen, basunvirtuosen Christian Lindberg, dirigenten Neeme Järvi, organisten Hans Fagius og cellisten Thorleif Thedéen. En musiker som Christian Lindberg har indspillet omkring 30 plader for BIS (30 basunplader!), men hos BIS laver man ikke langtidskontrakter, heller ikke med de kunstnere der regnes for en del af familien. "De er altid frie og kan komme og gå, som de vil. Det er jeg fuldstændig tryg ved. Vi laver ikke eksklusivkontrakter, for jeg tror ikke, man kan få et godt forhold baseret på tvang. Hvis de ikke vil være med længere, accepterer jeg det. Kunstnerne skal have deres frihed, men det er ikke sikkert, at der så er plads til dem, hvis de vil tilbage ..."

- Hvad er det, der får de musikere til at blive ved med at indspille hos BIS?

"De ved, at hos os får de en rimelig god optagelse ... en skidegod optagelse, faktisk!" (Robert von Bahrs interskandinaviske talesprog rummer også de finere nuancer af dansk.) "Og så betyder det meget for dem, at BIS aldrig sløjfer en plade af kataloget. Hver eneste tone, vi har indspillet gennem de 30 år, findes på cd og er på lager."

- Er der også komponister, der er blevet en del af familien?

"Ja, men de dør jo hele tiden! Da vi havde indspillet de to første symfonier af esteren Eduard Tubin, ville vi besøge ham og give ham pladen som en overraskelse, men han døde, inden den var færdig. Han vidste ikke, at vi som de første var gået i gang med at indspille hans symfonier ... Den historie lærte jeg noget af, så med Holmboes symfonier planlagde vi hele serien sammen og nåede at udgive det, inden han døde. Det var mig en stor glæde", siger von Bahr om den cd-serie med Aalborg Symfoniorkester, der i 1990erne gav Vagn Holmboe et sent internationalt gennembrud som symfoniker.

"Vi arbejder meget gerne med nulevende komponister, og jeg synes man skal støtte dem, så vi bestiller nye værker hos fx Sofia Gubajdulina, Kalevi Aho - som vi arbejder tæt sammen med nu - og Mari Takano, som er en fantastisk, kvindelig japansk komponist, der virkelig har noget på hjerte. Prøv at høre hendes musik på BIS-cd nr. 1238!", siger von Bahr.

Robert von Bahr blev sidste år gift med Sharon Bezaly, en ung israelsk fløjtenist. "Hende satser vi hårdt på - på grund af hendes kunstneriske kvaliteter. Vi laver fx den største serie med fløjtemusik nogensinde: Solofløjteværker fra A til Z. Den første cd var med komponister, der begynder med A og B. Vol. 2 er netop kommet, den er med B og C. Den tredje bliver kun med komponister der begynder med D ... Der er 15 års arbejde forude!"

Det lyder som Robert von Bahrs egen idé ... "Ja, det er min idé, men det er ikke en gimmick. Det er bare et andet syn på sagen. I stedet for en plade kun med barokmusik eller kun moderne musik får vi en fin blanding. Der er dog den gimmick, at hver eneste af disse plader vil indeholde et værk, der er bestilt til lejligheden. Fx håber vi at Peter Eötvös vil skrive et stykke til vol. 4."

- Hvor kommer pengene fra til bestillingerne?

"Jeg betaler selv. Det er ikke så fornuftigt ... men det er sjovt. Det giver livet en vis mening."

Komplette serier

Noget af det, der har slået BIS fast som et usædvanligt label, er de mange satsninger på komplette indspilningsserier. Schnittkes samlede orkesterværker for eksempel eller Sibelius complete. Den ene serie har taget den anden: Symfonier af Eduard Tubin og Holmboe. Stenhammars og Kokkonens orkesterværker. Villa-Lobos' og Griegs klavermusik. Alle Bachs kantater. De samlede værker af grækeren Skalkottas ("Den serie er jeg meget stolt af. Jeg synes, han er absolut genial, og ingen har gjort noget ved hans musik før. Det er virkelig den rette kombination af god musik og nyopdagelse", siger von Bahr.) Og til stadighed Sibelius, atter Sibelius ... Den serie bliver færdig i 2007, slutter ved omkring 75 cd'er, og bliver i ordets egentlige forstand komplet. BIS har nemlig eneretten til at indspille ukendte manuskripter med oprindelige versioner af fx Violinkoncerten og den 5. Symfoni.

BIS har dog den seneste tid påbegyndt nogle projekter, som man for bare fem år siden ville have forsvoret havde noget med selskabets profil at gøre: Tjajkovskijs og Sjostakovitjs symfonier. Standardværker, der fås både billigere og med mere berømte orkestre, end BIS kan tilbyde. Hvorfor melde sig i den konkurrence?

"Det synes jeg ikke, jeg behøver at forsvare. Vi fortsætter jo med fx Schnittkes samlede værker og Jón Leifs samlede værker", siger von Bahr, og forklarer sine usædvanlige grunde til at hoppe ud i det symfoniske standardrepertoire. "Sjostakovitj-symfonierne var en give-and-take situation. Dirigenten Mark Wigglesworth har et nyt syn på musikken og var meget opsat på at lave serien. Og BIS ville meget gerne bevare samarbejdet med ham. Hvad angår Tjajkovskij-symfonierne med Neeme Järvi så er det et gammelt projekt, vi havde måttet opgive for 15 år siden. Og eftersom Neeme Järvi meget gerne ville lave det og har indspillet over 60-70 plader for os, så ville vi gerne give ham den mulighed, inden han bliver for gammel. Vi er meget loyale og går ud fra at kunstnerne er loyale over for os."

Serien med Bachs flere end 200 kantater er måske den mest bemærkelsesværdige, BIS har søsat de seneste 10 år. Da den første cd udkom, havde ingen i Europa hørt om Bach Collegium Japan - et selvmodsigende og nærmest parodisk navn til et ensemble - og heller ingen kendte dets stifter, den hollandsk-skolede cembalist Masaaki Suzuki. Men japanernes utrolig grundige udførelser med europæiske solister og et accentfrit japansk kor har været af fremragende konsistens. I de år, serien har løbet (cd nr. 21 er netop udkommet), har to konkurrerende og mere glamourøse europæiske kantateserier måttet give op: Ton Koopman, der producerede i lyntempo, blev fyret af sit selskab Erato halvvejs gennem projektet, og Deutsche Grammophon måtte opgive at følge med verdensstjernen John Eliot Gardiner og hans halsbrækkende kantateturné i Bach-året 2000. Kun fem ud af de planlagte 65 cd'er med Gardiner blev til noget. Imens har japanerne i sindigt fremadskridende tempo fået de internationale anmeldere til at rangere deres indspilninger som de bedste, der endnu er lavet af disse nøgleværker. Robert von Bahr er ikke forundret over succesen. "Før hver pladeindspilning har ensemblet en uges prøver, fire-fem koncerter og derefter en uges pladeoptagelser. Og så er det jo ikke mærkeligt, at kvaliteten bliver god! Det er jo ikke ligefrem de forhold, man har her i Europa."

- Hvordan mødte du det japanske Bach-ensemble?

"De mødte mig. Da de havde planlagt at gå i gang med opgaven, fik de en konsulent til at finde det pladeselskab, der bedst ville kunne gennemføre den. Og det blev BIS. Vi blev spurgt først og slog til, selv om vi ikke havde lavet indspilninger i Østen før. Det var en stor satsning, men den lykkedes." Kantateserien vil være færdig om 15 år, "... og det når jeg måske ikke at opleve", siger Robert von Bahr.

En branche i krise

Et af de største problemer for den klassiske cd-branche i dag er at få varerne ud til de stadigt færre forhandlere. Kulturel deroute er et andet problem, i hvert fald i Europa. Et tredje er cd-pladens holdbarhed og evne til at give gamle optagelser forlænget liv. Dertil kommer så piratkopieringen.

Markedet er kommet under pres i en sådan grad, at selv verdens største klassiske selskab, Universal (der dækker over de tre gamle labels Decca, Philips og DG), ikke udgiver væsentligt flere nyindspilninger om året end BIS' ca. 75. Et hæderkronet plademærke som RCA, Carusos og Rakhmaninovs pladeselskab, er nærmest afviklet. Warner, moderfirma for bl.a. Erato og Teldec, er skåret ned til sokkeholderne.

For alle selskaber gælder det, at meget omkostningskrævende projekter som fx studieindspillede operaer stort set er afskaffet. Til gengæld sprøjter de store selskaber genudgivelser ud til højre og venstre. Optagelser fra fortiden, pakket om og ind på nye måder, så de kan sælges igen. Masterbåndene er jo købt og betalt, og teknisk set lyder Wilhelm Kempffs klaveroptagelser fra 1960erne stadig godt. Hvad værre er: Måske findes der ingen pianist i dag, der spiller lige så godt! Der foregår derfor en panisk jagt på karismatiske, bæredygtige solister. DG's smukke Anne-Sophie Mutter og Deccas lige så dragende Cecilia Bartoli kan sælge hvad som helst og accepterer at medvirke i tvivlsomme cross-over projekter, men har til gengæld honorarer der nærmer sig ren gambling for selskaberne.

Mellemstore, uafhængige selskaber som BIS, Harmonia Mundi, ECM, Chandos, Hyperion og CPO har på hver deres måder erobret en betragtelig del af markedet, og i hvert fald det mest betydelige initiativ. I den flok står BIS med sit asketiske, nogle gange uindbydende, sorte design for skandinavisk no-nonsense.

"Med al respekt for mine kunstnere, så er de ikke de absolutte verdensstjerner", siger von Bahr. "BIS har kun ganske få kunstnere, der er blandt verdens bedst kendte på deres instrument. Brautigam er ved at være det inden for hammerklaver, Christian Lindberg er det med sin basun, og så er Sharon Bezaly ved at blive anerkendt som den bedste fløjtenist i dag. Opgaven er at få pladepublikummet til at stole på, at kombinationen af eksempelvis Bezaly og BIS er en garanti for en tilfredsstillende plade, selv om stykkerne er ukendte."

Robert von Bahr afslører ikke oplysninger om kroner, ører og oplagsstørrelser. Men han tør godt sige, at BIS' situation ikke adskiller sig fra de andre pladeselskaber.

"Den klassiske pladebranche er i krise i dag. I dyb krise. Det står også kritisk til for BIS. Det er ikke, fordi folk ikke kan lide musik, men vi har at gøre med en piratkopiering så stor, at det er et spørgsmål, om branchen kan overleve det. I Sverige sælges der nu fire gange så mange blanke cd-r'er som det samlede antal musik-cd'er inden for alle genrer. Jeg får en uhyggelig masse henvendelser fra folk, der påstår, at deres kat, hund eller hest har spist bookletten til en af deres BIS-cd'er, og spørger, om det mon er muligt at få en ny booklet. Før i tiden sendte vi dem altid to "en til dig og en til din hund", men nu beder vi folk om at sende os bare én lille bid af den booklet, hunden har ødelagt. Det får vi aldrig."

- Har du en særlig plan for at komme gennem denne krise?

"I jubilæumsåret laver vi en serie med 30 udvalgte plader sat ned til mediumpris, og vi har lavet et nyt katalog med vedlagt cd. Kataloget er på 230 sider denne gang, så det bliver sidste gang, vi trykker sådan et. Vi håber, den kampagne vil gøre en forskel. Det grundlæggende problem kan vi dog ikke gøre noget ved. Hvis folk ikke forstår, at når de kopierer i stedet for at købe, så vil der til sidst ikke være noget at købe - og dermed ikke noget at kopiere! Uden nye cd'er bliver kunstnerne tavse, komponisterne frataget muligheden for at udbrede deres musik - og verden fattigere."

- Hvilken musik indspiller BIS om 10 år?

"Hvis vi overlever, så mere i samme stil."

Foto side 283: Robert von Bahr.

Foto side 284: BIS' studie 2003.

Jens Cornelius er programmedarbejder i Danmarks Radio."