Bøger

Af Erik H. A. Jakobsen

Inger Sørensen: Niels W. Gade. Et dansk verdensnavn. Gyldendal 2002. 430 sider, illustreret og indbundet, kr. 349,00. ISBN 87-02-01420-3.

Interessen for Niels W. Gade og hans musik har været til at overse i de forgangne snart hundrede år. Den seneste egentlige biografi daterer sig fra 1917, siden hen er det kun blevet til nogle artikler og et begrænset antal indspilninger af musikken. Elverskud kender vi vist alle sammen - og går det højt også Ossian-ouverturen - men der er altså temmelig meget mere.

Det vidste samtiden udmærket. Gade var i høj grad det verdensnavn, der også er undertitlen på nærværende bog af den travle Inger Sørensen; en smuk og indbydende sag, der kronologisk og detaljeret fortæller om Niels W. Gade efter modellen Life & Letters.

Som læsere af disse spalter vil vide, har Inger Sørensen beskæftiget sig indgående med perioden, hvor Gade virkede, primært i kraft af arbejdet med mammut-værket, de tre tykke bind om J.P.E. Hartmann og hans kreds (omtalt i DMT nr. 2, 1999/00). Til disse tre bind er der i øvrigt netop udkommet et fjerde, supplerende, der vil blive omtalt andetsteds i dette nummer.

Nærværende biografi om Niels W. Gade (der som bekendt var J.P.E. Hartmanns svigersøn og siden hen Emil Hartmanns svoger) er blevet til på opfordring fra Gyldendal og udgives samtidig med, at arbejdet på den praktisk-videnskabelige udgivelse af Gades samlede værker er godt på vej.

I Inger Sørensens bog følger vi bogstaveligt talt Gade fra vugge til grav. Den familiære baggrund beskrives detaljeret, og så går det ellers derudaf. Fra den tidlige musikundervisning over de første forsøg med at flikke toner sammen til det legendariske gennembrud med Ossian-ouverturen og det deraf følgende engagement ved Gewandhaus-koncerterne i Leipzig under Mendelssohns protektion.

Læseren følger på nærmeste hold dannelsen af en verdensmand, der ganske selvfølgeligt omgås tidens koryfæer og tiljubles næsten uanset, hvor han kommer frem. Teksten er underbygget med et væld af citater fra breve, erindringsskitser, avisomtaler og anmeldelser samt artikler og bøger. I kraft af disse får Inger Sørensen jævnligt korrigeret populære myter om Gade, fx dén om de egentlige bevæggrunde til at opgive karrieren i Leipzig. Eller den ofte citerede modvilje mod den såkaldte ny-tyske skole.

Hele fremstillingen er ledsaget af en lang række fine illustrationer, hvoraf mange er i en glimrende farve-reproduktion.

Gades produktion perspektiveres ikke på samme måde som fx Karl-Birger Blomdahls hos Christina Tobeck (omtalt DMT nr. 6 i indeværende årgang). Hos Inger Sørensen nævnes værkerne og deres modtagelse ganske vist også kronologisk i forbindelse med biografiens fremadskriden, men uden nodeeksempler, endsige værkanalyser. Det er ikke forfatterens ærinde. Bogen er primært en biografi.

Efter at Gade er lagt i kiste og bisat i Holmens Kirke følger et par kapitler om hhv. Mennesket Gade og Gades musik i udlandet - afspejlet i den tyske presse. Her får vi så nogle af de mere overordnede betragtninger. Bogen rundes af med kapitlet Efterklange, der reflekterer over den hastige glemsel, der sænkede sig over verdensnavnet Gade. Om det så var monumentet på Skt. Annæ Plads, så blev det i 1954 fortrængt til en skammekrog i Østre Anlæg.

Bogen virker både gennemarbejdet og tilgængelig, og det er jo en god kombination. Inger Sørensen skriver udmærket. Forståeligt, let at læse, men uden de store stilistiske falbelader. Der er et detaljeret indeks, en god tidstavle, et værk-register - og så et noteapparat af dén type, hvor man først henvises via noten til en kildeforkortelse, man efterfølgende må slå op i litteraturlisten. Det bruges jo ofte i diverse bøger - og det irriterer mig hver gang. Det giver altså en del ekstra arbejde, hvis man vil vide præcist, hvorfra oplysningen stammer.

I helhedsindtrykket må indvendingerne være små og for Jernonimusser. Vil man vide noget om Gade, er dette en glimrende start. Og Gade er hermed atter fremme i rampelyset.

•

J.P.E. Hartmann og hans kreds. En komponistfamilies breve 1780 - 1900. Bind 4. Breve i privat eje. Udgivet med indledning og noter af Inger Sørensen. Museum Tusculanums Forlag 2002. 623 sider, indbundet og illustreret, kr. 300,00. ISBN 87-7289-719-8.

Som nævnt i det foregående forestod Inger Sørensen i 1999 den monumentale udgivelse af over 1700 breve til og fra Hartmann-familien gennem en periode på over 100 år. I kølvandet på denne roste udgivelse er der dukket en række nye breve op, først og fremmest fra efterkommere af J.P.E. Hartmann. Hovedparten af disse stammer fra brevsamlingen efter Bolette Hartmann, der var gift med Emil Hartmann, J.P.E.s ældste søn.

Dette fjerde binds omdrejningspunkt er derfor breve til og fra Emil Hartmann, og gennem disse kan læseren følge Emils kamp for anerkendelse og for at komme ud af faderens lange skygge. Det var et forehavende, der ikke blev gjort lettere af Emils vanskelige sind. I perioder var han på nervesanatorium, plaget som han var af vrangforestillinger af nærmest skizofren karakter.

Det har ikke altid været morsomt at være hustru i det ægteskab. Også svigerforældrene stod jævnligt for skud. Emil Hartmann var naturligvis den, der led mest, og i en tid, hvor psykiatri endnu var på kravle-stadiet har det været en betydelig byrde.

I sine mere stabile perioder formåede han imidlertid at skrive en lang række værker af betydelig kvalitet, ligesom han rejste meget i Europa, hvor han først studerede og siden dirigerede egne værker. Den megen rejseaktivitet og promovering af egne værker lagde grunden til en europæisk berømmelse, der overgik hans omdømme i Danmark, hvor han kom til at stå i skyggen af faderen og af Gade.

Det er interessant at læse disse førstehåndsberetninger fra et kunstnerliv i 1800-tallet, hvor ikke blot Danmark, men store dele af Europa har været scenen. Som en dokumentation af den berømmelse, der trods alt blev Emil Hartmann til del, rummer bindet også breve fra Hans von Bülow, Max Bruch og Richard Strauss.

Endelig finder man i dette bind yderligere breve til og fra J.P.E. Hartmann, alt i alt 435 breve som supplement til de 1773, der var at finde i de første tre bind. Tilsammen giver brevene et helt unikt indblik i det danske samfund i 1800-tallet, både hvad angår kultur og mentalitet.

Alle breve er - som i de første bind - ledsaget af grundige noter, der forklarer gamle ord og vendinger, hvem de nævnte personer er, uddyber indforståede hen-visninger i teksten m.m. Som i de første tre bind fra 1999 er dette en fornøjelse af få i hånden. Layoutet er det samme, blot er farven på omslaget ændret fra grøn til rød. Og prisen? Stadig et røverkøb. Nye læsere kan sagtens starte her. Og ejere af de første tre bind må naturligvis også anskaffe dette.

•

Bent Laursen: Cirklens Kvadratur. Bernhard Lewkovitchs Kirkemusik. Edition Kontrapunkt 2002. 110 sider, Kr. (ikke opgivet). ISBN 87-90534-05-0.

Og nu til noget helt andet ... Godt nok en biografi, men af en helt anden type. Fra Edition Kontrapunkt udsendes dette lidt gådefulde skrift om komponistens Bernhard Lewkovitchs kirkemusik. Gådefuld, fordi man som læser kastes direkte ud i forfatterens metodiske overvejelser. Ikke noget pjat med forord eller indledning, der kunne fortælle om baggrund for udgivelsen: Hvorfor har Laursen skrevet bogen? Er dette en opgave af en eller anden slags? Er bogen bestilt af Kontrapunkt?

Den slags småting må man gætte sig til. Til gengæld kan man så lige fra starten glæde sig over Kontrapunkts - lad os sige - originale ortografi. Det er en tekstopsætning, man lige skal vænne sig til. Helt så slemt som samme forlags bog om Ib Nørholm (Tradition and thinking in his music and thinking) er det dog ikke. Hér var brugt et tekstbillede, der nærmest krævede lup. Men stadigvæk er det et ret komprimeret satsbillede, der møder én på siderne af en i øvrigt udmærket papirkvalitet. Omslaget er nu også ganske pænt, og på bagsiden kan man finde nogle af de oplysninger, der burde have stået i et forord eller en indledning. Her kan man så læse, at bogen både er en biografi og en gennemgang af udvalgte kompositioner.

Desuden får man oplyst, at Bent Laursen er organist samt cand.phil. i musik fra Århus Universitet, med speciale i Lewkovitchs kirkemusik. Er bogen da skrevet på baggrund af specialet? Tja ...

Hvad Laursen ellers har bedrevet, eller hvorfor han i øvrigt har kvalificeret sig til at skrive denne bog om Lewkovitch fremgår heller ikke. Det ville være synd at sige, at Edition Kontrapunkt drukner læseren i informationer af dén art.

Præsentation og - delvist - layout tyder på nogle glade amatører, der gerne vil udgive musikbøger, men som endnu har en del at lære. Når man så lige har sundet sig over den tilknappede selv-præsentation og er kommet i gang med bogen går det lidt bedre. Lewkovitch er en ganske speciel skikkelse i dansk musikliv. Mange korsangere har stiftet bekendtskab med hans kirkelige værker. Her kan man så udforske lidt af baggrunden.

Lewkovitch har sine rødder i katolicismen, hvilket naturligvis har præget hans baggrund, fx i kraft af den gregorianske sang. Som komponist skiller han sig ud fra hovedstrømmen, og det er ikke nødvendigvis så skidt. Faktisk er han ganske interessant, og det får Laursen egentlig præsenteret fint, på sin egen omstændelige og lidt knirkende facon. Sproget er lidt tørt, med knappe og ofte korte sætninger, skrevet af en møjsommelig logiker, der - næsten pedantisk - tager skridt for skridt i sine argumentationskæder, og som ofte (for ofte) samler op og opsummerer. Men - har man vænnet sig til formen, er det faktisk en udmærket bog.

En rød tråd i bogen er indkredsningen af spørgsmålet: Hvad er kirkemusik? Svaret på dette er komplekst og fører forfatteren vidt omkring. Den moderne komponist af kirkemusik må umiddelbart forholde sig til dilemmaet med den funktionsbestemte musik på den ene side, og modernismen krav om kunstværkets autonomi på den anden.

Ifølge Lewkovitch er det dilemma dog til at overvinde, da der tilsyneladende ikke kan opstilles stilistiske karakteristika for kirkemusikken.

Den komponist, der vil skrive (nutidig) kirkemusik, har "rummet, forkyndelsen, traditionen som objektive kriterier ..." (s. 85), og her er alt "tilladt, når blot reglerne for, hvad man ikke kan tillade sig, overholdes." (s.st.). Det afgørende er, at komponisten kender kirkens tider og rum.

Lewkovitch søger, ifølge Laursen, også en objektivitet i sin musik ved en tilbagetrækning af udtryksambitionerne. Den deraf følgende "afmagtens råenergi" bliver da til den anvendelige impuls og inspiration til at komponere.

Råstoffet i mange af kompositionerne er en syntese af gregorianikken og dodekafonien, men vel at mærke en dodekafoni, der som sit ideal har Stravinskys personlige stilistiske version. Lewkovitch tilstræber altså musikværkets autonomi, samtidig med at den, med Laursens ord, er "kristocentrisk funktionsmusik." (s. 91).

Paradokset er da - ifølge Laursen, der citerer Poul Nielsen - at Lewkovitchs musik er både kristocentrisk og autonom, og dette er det paradoks, som Nielsen med betegnelsen cirklens kvadratur mener, at Lewkovich har løst i sin produktion. Ydermere: Den tekniske formel er i sidste ende underordnet frembærelsen af Ordet, af forkyndelsen.

Et væsentligt tema i denne bog er altså det samme som i Tobecks afhandling om Blomdahl: Forholdet mellem ord og toner.

Når først man er kommet på talefod med bogen, er den såmænd ganske god. Bare Kontrapunkt ville arbejde lidt mere med præsentationen!

•

Poul Rovsing Olsen: Music in Bahrain. Traditional Music of the Arabian Gulf. Udgivet af Jysk Arkæologisk Selskab i samarbejde med Bahrains Informationsministerium og Moesgård Museum 2003. 183 sider, indbundet og illustreret, kr. 288,00. 3 cd'er medfølger. ISBN 87-88415-19-8.

En pragtudgivelse og et hovedværk. Det må være essensen af den følgende anmeldelse. Rovsing Olsen ville i 2002 være fyldt 80 år. Desværre døde han allerede i 1982, men efterlod sig en kompositorisk produktion af ikke ringe omfang og kvalitet samt et omfattende musiketnologisk forskningsarbejde. Tidligere er publiceret en række artikler foruden bogen Musiketnologi (Berlingske Leksikon Bibliotek 1974).

På sine rejser besøgte Rovsing Olsen især Øst-Grønland, Øst-Arabien og Nord-Indien, og det er da også musikeksempler fra disse egne, der er rygraden i Musiketnologi.

Manuskriptet til denne bog om musikken i Bahrain blev til over en længere periode og færdiggjort kort før hans død - men ikke udgivet. For få år siden blev man på Moesgård Museum opmærksom på manuskriptet, og i et tæt samarbejde med Bahrains Informationsministerium og en række eksperter på området blev det efterladte klargjort til udgivelse.

Det er en pragtfuld bog. Smukt udstyr, trykt på yderst gedigent papir med 49 fotos (en del i farver), 89 nodeeksempler og ledsaget af 3 cd'er med i alt 41 musikeksempler, optaget over en længere årrække.

Netop de medfølgende cd'er er af stor værdi, for selv om teksten i sig selv er grundig og opererer både på det overordnede kulturelt og geografisk forklarende så vel som på detailplanet, så kan ingen nok så minutiøs musikteoretisk udredning formidle en oplevelse af selve musikken.

Omvendt er tekstens mange forklaringer og nodeeksempler afgørende for, at man kan få en dybere forståelse for struktur og sociologisk kontekst. I mange tilfælde hænger disse to sidstnævnte snævert sammen, som fx når visse sange skal understøtte bestemte former for manuelt arbejde.

Indtil midten af 1900-tallet var perlefiskeri det måske vigtigste erhverv i Bahrain, og mange former for sang og musik er udviklet af og brugt blandt perlefiskere. Musikkulturen blandt perlefiskerne har været højt specialiseret, da der har været sange til næsten ethvert aspekt af dette krævende arbejde. Det er faktisk ganske tankevækkende, at man har anset musikken for at være så uadskillelig en del af arbejdet, at hver perlefiskerbåd har haft en professionel musiker (og måske én til to lærlinge) med til udelukkende at understøtte og opmuntre gennem sang og musik.

I dag lever de fleste af disse traditionelle musikformer videre primært i kraft af musikhuse og kulturelle foreninger.

Da Rovsing Olsen skrev sin bog, var landet allerede under kraftigt forandring, men han kunne endnu opsamle informationer fra kilder, der havde den levende tradition i blodet. Der er jo nok sket yderligere store forandringer siden da, og det øger blot værdien af Rovsing Olsens arbejde, at han i tide fik indsamlet dette materiale.

Sin lidenhed til trods har Bahrain en righoldig musikkultur med mange underformer, og det er en af bogens store kvaliteter, at den beskriver de kulturelle rammer, som musikken er opstået i og udviklet indenfor.

Bogen kræver afgjort en specifik interesse for emnet for at give det helt store udbytte, men selv uden den store musikinteresse kan der være mange spændende oplysninger at hente om landet og kulturen. Det eneste, man kunne man kunne ønske sig, var et minileksikon bagest i bogen, der kort forklarer de introducerede termer og begreber. Én ting er, at instrumenter, musikformer osv introduceres i teksten - hvorefter man siden hen bladrer tilbage for at finde forklaringen et eller andet sted i det foregående - noget andet er termer, der tilsyneladende ikke forklares. Nok ikke mange, men fx begrebet Maquam (s. 42) lykkedes det mig ikke trods ihærdige anstrengelser at finde en klar definition af.

Måske har man undladt en sådan ordliste af respekt for Rovsing Olsens originalmanuskript. Og det er da også kun en detalje i en ellers pragtfuld bog.

Man må formode, at Bahrains Informationsministerium har spyttet godt i kassen for at prisen på en så smuk udgivelse har kunnet holdes nede på latterlige 288,00 kr.

•

Musik & Forskning 27/2002. Redaktion: Peter Woetmann Christoffersen og Søren Møller Sørensen. C.A. Reitzels Forlag 2002. 156 sider, kr. 200,00. ISBN 87-7876-317-7.

Seneste udgave af årbogen fra Musikvidenskabeligt Institut ved Københavns Universitet, Musik & Forskning, byder på en række gode og læseværdige artikler. Sten Høgel afslutter den artikel om Sophie Schulins nodesamling på Frederiksdal Slot, som han indledte i Musik & Forskning 26. Det er en ubetinget god idé at have læst første del, inden man kaster sig over denne afsluttende del, der overvejende består af en oplistning af indholdet af selve samlingen.

Baggrunden for samlingen og information om, hvem Sophie Schulin var, gives i første del. Har man dette med vil man også have større udbytte af den kortfattede perspektivering.

Peter Woetmann Christoffersen bidrager atter til årbogen, denne gang med en meget interessant artikel, der med udgangspunkt i et par korsatser af Josquin påpeger mulighederne ved at betragte en kompositionsmåde som Josquins som en 'vokal instrumentation'.

En udvikling af dette synspunkt kan give en mulighed for at trænge dybere ned i de overleverede kilder og erhverve en øget forståelse ikke kun for struktur, men i højere grad for den klanglige fremtræden, der har været komponistens intention.

Meget af vokalmusikken fra den tid giver ingen eller ringe mening, hvis den bliver spillet på klaver. Men sunget af stemmer lukker den sig op på en helt anden måde. Woetmanns artikel rummer spændende perspektiver for en øget afkodning af de subtile hemmeligheder, datidens vokalkomponister havde fået overleveret fra en 4-500-årig videnstradition.

Heinrich W. Schwab skriver - lidt overraskende for undertegnede - om spirituals, nærmere betegnet om den første Europa-turné af et amerikansk kor af farvede, der præsenterede en undrende offentlighed for spirituals. Allerede i 1873 optrådte disse Fisk Jubilee Singers i England, og det vil nok overraske de fleste.

En beslægtet form for sang beskriver Erik Axel Wessberg i sin artikel om Four Freshmen, der fornyede ensemble-sangen i jazzen fra slutningen af 1940rne. Baggrunden - med nedgang for de tidligere jazz-vokalgrupper - ridses op og særlige satstekniske træk indkredses.

Michael Fjeldsøe skriver om Otto Mortensen - de tidlige år. En spændende artikel, der uddyber kendskabet til denne for sine sange så respekterede komponist. Men der var altså andet end Septembers himmel. Artiklen ligger fint i forlængelse af Fjeldsøes egen afhandling, Den fortrængte modernisme - den ny musik i dansk musikliv 1920-1940. (omtalt i DMT nr. 6, 1999/00).

Endelig rummer årbogen en artikel af Eva Marie Jensen om den litauiske maler og komponist Mikalojus Konstatinus Ciurlionis (1875 - 1911), et ukendt navn for denne anmelder, men tilsyneladende en spændende skikkelse bl.a. i kraft af sin professionelle baggrund inden for begge kunstformer og sine forsøg med at lade maleri og musik befrugte hinanden. Desuden opfatter Eva Marie Jensen Ciurlionis som symbolist, hvilket giver nogle interessante tolkninger. Symbolismen i musikken var desuden emnet for en artikel af Esben Tange i Dansk Årbog for Musikforskning XXIX, 2001 (omtalt i DMT nr. 8, 2001/02).

•

Musik til tiden. 75 år. Det Jyske Musikkonservatorium 1927 - 2002. Redaktion: Karl Aage Rasmussen og Steen Brandt Nielsen. Det jyske musikkonservatorium 2002. 165 sider, kr. 200,00. ISBN 87-988393-0-6.

Denne stak bøger skal afrundes med et jubilæumsskrift, der ikke er et egentligt jubilæumsskrift. Godt nok fejrede Det Jyske Musikkonservatorium sidste år sit 75-års jubilæum, men denne bog er snarere tænkt som "... en buket af essays og betragtninger, der forholder sig til såvel institutionens historie som musikkens særlige betydning som kulturfaktor i det danske samfund". (fra konservatoriets hjemmeside). I forordet kaldes bogen da også et festskrift, som hus-kendte og indbudte skribenter har bidraget til.

Konservatoriets fire rektorer - Tage Nielsen, Elisabeth Sigurdsson, Erik Bach og Henrik Svane - beskriver konservatoriet set fra rektorstolen. Blandt de indbudte er Jens Brincker, Jakob Levinsen, Jørgen I. Jensen og Per Nørgård.

Det er der kommet mange gode artikler og inspirerende essays ud af. Kronologiske dokumentationer står side om side med mere subjektive erindringsskitser, musikpolitiske betragtninger samt refleksioner over grænsedragninger mellem kunst-, konsum- og populærmusik.

Der skulle være al mulig grund til at dette både indbydende og asketiske bind undgår den skæbne, man har frygtet og netop søgt at undgå: Glemselsdøden i hyldernes støv.

Redaktionen af festskriftet har begået en fornem rune over en dynamisk institution, der har tilføjet dansk musikliv en fuldstændig afgørende ansigtsløftning.

Herfra skal også lyde et - forsinket, men lige velment - tillykke med de 75 år.

•

Album Pelle Gudmundsen-Holmgreen 70. Edition Wilhelm Hansen 2002. 36 sider.

Året 1932 var en god årgang i dansk musik. Et år efter Nielsens død materialiserede næste generation sig med Bodhisattvas for den nye tids musik: Per Nørgård og Pelle Gudmundsen-Holm-green. Per Nørgård har fået sit jubilæumsskrift, og her er så hyldesten til Gudmundsen-Holmgreen , redigeret og udgivet af WH.

Som meget af fødselarens produktion opviser albummet træk af collage og af skulpturel, rumlig tænkning. De enkelte indlæg, der ved første øjekast synes at være løst sammenkastede citater, bidrag, erindringsglimt og fotos, viser sig gradvis at være forbundne med næsten usynlige tråde - som dele af en mobile - hvorved de for modtageren kan indtage en lang række af betydningsbærende konstellationer.

Aksen for alle bevægelser er naturligvis Gudmundsen-Holmgreen. Drabanter i kredsløb herom, der retter lyskegler mod centrum: T.S. Høeg, Vagn E. Olsson, Ursula Andkjær Olsen, Kasper Nefer Olsen, Ib Nørholm og Per Nørgård.

Sidstnævnte har begået et af de mere læselige indlæg, med ansatser til historik og karakteristik. Ursula Andkjær fabulerer frodigt over navnet Pelle og en dermed mulig forbundet prædisposition.

Høeg & Olsson fræser over stok og sten i et syret og udknaldet associationstrip, medens Kasper Nefer Olsen synes at have ment, at nogle næveslag i tastaturet ville være en passende tribut.

Det hele ledsaget af smukt tintede fotos på lidt groft papir. En sjovt krøllet udgivelse, meget er ganske rammende og passende.

Sandelig: 1932 var en stor årgang. Ædel drue. Og så sandelig ikke gammel vin på nye flasker. Jamais"