CD'ER

Ved Morten Eide Pedersen

Aalborg Symphony Orchestra, Moshe Atzmon, dirigent. Herman D. Koppel: Orchestral Works Vol. 2. Symphony No. 1, Symphony No. 2 Dacapo 8.224205

Ganske som det er tilfældet i Norge, er en væsentlig del af pladeproduktion i Danmark rettet med dokumentation og af ny og nyere musik. Her ikke mindst en bevidstgørelse omkring en bestemt del af repertoiret, som ofte, og mange gange ufortjent, kommer i klemme mellem de store komponisters værker og de helt nyskrevne værker.

Set fra Bergen er Koppel et af de navne, man stadig støder på, når man kigger ud over landegrænsen (eksempelvis ved at læse DMT), men sjældent får anledning til at høre. Den foreliggende cd med symfoni nr. 1 og 2 blev et interessant møde med en aktiv og righoldig musik, hvor komponistens forbilleder som Nielsen, Bartók og Stravinsky m.fl. synger med, og for mig minder disse symfonier også om den tidlige Sjostakovitjs energiske motivbehandling.

Med håndværksmæssig afslappethed over for sådanne referencer bærer musikken ikke meget præg af geografisk oprindelse. Men måske paradoksalt nok kan det give lidt præg af provins, ved at egenarten træder lidt til side i blot og bart godt håndværk, til tider næsten lidt vel meget. Men som lærestykke tidligt i karrieren er det ikke dårligt. Komponisten trak dog Symfoni nr. 1 tilbage fra offentligheden i mange år, måske netop af ovennævnte grunde.

I andre symfonier fra krigsårene kommer en mere personlig karakter til udtryk, som, i tillæg til kvaliteterne i den førstnævnte symfoni, også spiller på mørkere og mere vemodige strenge og røber noget om ændringerne i det politiske klima og en personlig-musikalsk afklaring. Ud over det personlige bud-skab bliver symfonierne interessante som en aktuel rapport fra datidens musikalske smeltedigel. Den må have været betydelig mere sammensat end det, vi ser, når vi følger vedtagne hovedlinjer, sådan som de strækker sig bagud i historien.

Opførelsen af Aalborg Symfoniorkester er kompetent og dirigenten har et fast greb om musikken. Men den bærer også præg af det, som ofte sker med mange af disse repertoireværker: De bliver vel meget til en utvetydig 'rendering' eller 'reading' og har kun lidt at gøre med en dybdegående fortolkning, med det nuancerings- og detaljearbejde, som musikken kalder på. Det gode formspil og overskuddet i den varierede musikalske sats i Koppels partitur gengives således ikke fyldestgørende af dirigent og orkester, det bliver et lidt mere sagligt og mat klangbillede end det, partituret inviterer til.

•

Hermann D. Koppel. Composer & Pianist. Med Hermann D. Koppel, Erling Bløndal Bengtsson, Koppel Kvartetten. Værker: String Quartet No. 2, String Quartet No. 3, Piano Quintet, Ternio, Sonata for Cello and Piano, Suite for Solo Cello, Trio for Violin, Cello and Piano. Danacord DACOCD 565-566. C 2002 (2-cd)

Det samme er også til dels tilfældet i dobbelt-cd'en med kammerværker af Koppel. Her er der ikke tale om nyindspilninger, men et interessant tilbageblik ved hjælp af indspilninger fra værkernes udgivelsestidspunkt eller lige efter. Her møder vi de musikere, som værkerne blev skrevet for, og som repræsenterer den spillestil, der må have været Koppels udgangspunkt.

Indspilningerne af 2. og 3. kvartet med Koppel Kvartetten ligner opførelsen af symfonien: En lige-til-sagen-fremstilling på tværs af alle stemningskift, mest af alt præget af en 'tæt' energi. En sådan robust fremstilling giver lidt for hurtigt et indtryk af 'Ein Spaziergang zu machen'. Hvorvidt en robust saglighedsnorm er så stærk i øjeblikket, eller først og fremmest kendetegner kvartetten, kan jeg som udenforstående ikke med sikkerhed udtale mig om. Men jeg bemærker, at med komponisten selv ved tangenterne i klaverkvartetten, forsøger en anden nuanceringsvilje at trænge ind i tolkningen. Og i værkerne med Erling Bløndal Bengtsson som udøver kommer omsider den nuanceringskunst og mere fyldestgørende karaktertegning, som er livgivende for denne musik.

Stykkernes kompleksitet og rigdom minder mig meget om Richard Strauss' smidige musik. NB! Ikke stilen, dertil er disse to herrer for langt fra hinanden, men der er noget fælles over spændstigheden og hurtigheden i udtrykket med de stadige skift, transformationer og overgange. Og ganske som hos Strauss en musik, der, for at fungere godt, kræver udøvere, som følger med i disse spring. Noget fælles kan de måske også have i deres musikalske dygtighed og lette pen, hvor musikken kan tendere mod noget upersonligt og 'flinkt', hvis ikke musikken formes videre af udøverne.

•

Rued Langgaard, Otto Mortensen: Piano Works. Tove Lønskov, piano. Langgaard: Vanvidsfantasi (1949), Blomstervignetter (1913), la Béguinage, lille klaversonate (1949), Blomstervignetter II (1951). Otto Mortensen: Nocturnes (1978) (4 satser). Kontrapunkt 32327

Hvor Koppel har været vedvarende til stede i dansk musik, handler 'tilfældet' Rued Langgaard om at genoptage en person, som blev udstødt fra eller trak sig ud af den musikalske offentlighed, alt efter hvordan man vælger at læse hans liv. Med rødder i den tyske romantik blev han, fra at være et åbenlyst stort talent inden for disse referencer, tydeligvis en højst upassende karakter i forhold til tidsånden, både æstetisk og politisk.

Lægger vi friske øjne og ører til denne musik, opdager vi med glæde, at romantikken ikke skulle have været erklæret død og udtømt på det tidspunkt, hvor Langgaard skaber sin kunst. Langgaard overskrider i de heldigste stunder materiale og konventioner. I Vanvidsfantasien indfanger han klanglige dimensioner, som peger langt frem mod vores tid, og han fastholder en stil, hvor materiale spejles og foldes ind i sig selv.

Dette kan lyde meget teknisk, men på denne måde skaber han en ekstrem koncentration og sensitivitet i forhold til øjeblikket, som er rent ud sagt rørende. Og i sin senere produktion, som også er repræsenteret på denne cd, koncentrerer han dette potentiale og kommer endnu videre med stoffet. Mere direkte end dette kan det ikke komme til udtryk, at det at være 'aktuel' ikke først og fremmest handler om, hvilken stilpositur, man indtager. Det er, hvordan man inden for sit fodfæste behersker stil, forløser dens potentiale og til sidst overskrider den. Rehabiliteringen af Langgaards musik er derfor en nyttig påmindelse, men også en nyttig stimulans for vores musikliv.

Desværre føler jeg ikke, at Tove Lønskovs spil er i stand til at opfatte alle disse dimensioner i Langgaards klavermusik. I de svagere, sensitive partier gribes jeg af det musikalske nærvær, hun skaber. Men en gennemgående for nøgtern spillemåde går ud over klangens bærekraft, og når musikken samler sig, bliver det hele ufokuseret, og min interesse kølner.

Afslutningsvis får vi en sekvens med klaverværker af Otto Mortensen. Jeg opfatter værkerne som korte karakterstudier, nærmest parafraser over den store klavertradition. Opførelsen har, når den er bedst, de samme intime kvaliteter i sine mezzo voce-stemninger som nævnt ovenfor. Men også disse bliver lidt kølige betragtninger af en svunden tid, som måske også Mortensens karakterstykker er, men som jeg ikke tror, han selv har lagt op til.

•

Sunleif Rasmussen: Surrounded. Surrounded, Arktis, Mozaik, miniature, Tilegnelse, Trauer und Freude. Caput Ensemble, Gudmundur Ó Gunnarson, G. Franzson, dirigenter. Helene Gjerris, mezzosopran

Surrounded er titlen på en ny cd med musik af Nordisk Råds Musikprisvinder fra Færøerne, Sunleif Rasmussen. I den medfølgende booklet står der, at den norske folkesang Kringsatt af fiender danner udgangspunkt for pladens titelværk. Uden for meget ordkløveri må undertegnede nordmand oplyse, at det dog handler om et digt af mellemkrigstidens radikale forfatter Nordahl Grieg, Til ungdommen, med musik af netop ovennævnte Mortensen. Sangen bruges meget af vor tids radikale bevægelser i Norge.

Nu behøver denne oplysning ikke at gøre værket fortræd, måske giver det en yderligere motivering for dets emotionelle karakter. For både i dette værk og i andre af værkerne på pladen får jeg følelsen af noget 'norsk', ikke mindst med en forankring i Arne Nordheims klang- og formforståelse. For undertegnede er det en følsomhed over for materialet, i form af tydelige fritstående gester og emotionelle klange.

Kompositionerne bliver hos Rasmussen båret frem af materialets kraft. Når det er bedst, skaber dette hos Rasmussen en lyrisk ekspressivitet og fine klangbilleder. Men uden et mere energisk formskema, som byder materialet op til dans, kan det nogle gange opleves som en kæde af musikalske etaper, hvor motiverne tenderer mod at blive stillestående flader snarere end klart profilerede gester.

Dette er en problemstilling, som også kan genfindes i musik i Norge, ikke mindst i en del af vor tids objektfokuserede improvisationsmusik. Ofte hentes andre kunstreferencer ind som formgivende faktor for at tilføre musikken den nødvendige styrke og stramhed. Lyrikken bliver ofte en sådan nødvendig bærebjælke, og hos Rasmussen er det i værkerne med tekster af William Heinesen, at jeg synes, komponisten lykkes allerbedst.

Det islandske Caput Ensemble spiller godt og viser hvordan Islands tradition for spidskompetent uddannelse udenlands i kombination med hjemstavnsfølelse fremdyrker nye talenter, som er med til at levendegøre den mest aktuelle kunst og kultur med internationalt format.

•

Bent Lorentzen: Piano Works. Erik Kaltoft, piano, Jens Schou, basklarinet. Værker: Colori, Goldranken, Nachtigall, Abgrund, Five Easy Piano Pieces. Dacapo 8.224246

Erik Kaltofts glitrende klaverspil griber fra første anslag på cd'en med Bent Lorentzens klaverværker. Den første suite hedder slående nok Colori, og med både en brillant og let teknik bliver man inviteret med til intens lytning. Så går det op for én, at det på denne plade ikke handler om hurtig teknik og en formidabel klangevne, men bag om det hele en udsøgt timing i de partiturer, som Lorentzen giver udøverne i hånden. Stilheden og efterklangen mellem satserne og udsagnene bliver nådesløst afgørende.

Jeg kan ikke andet end beundre symbiosen mellem komponist, værk og udøver, som forløser disse klaverperler og skaber det sanselige indtryk, hvor man både kan fortabe sig i ganske små klangchatteringer og lade sig føre med i en velfungerende dramaturgi. Et glimrende optagelsesarbejde bidrager også til det vellykkede resultat som denne plade giver.

•

Poul Ruders: Paganini Variations, Guitar Concerto No. 2, The City in the Sea, Anima - Cello Concerto No. 2. Odense Symphony Orchestra, Jan Wagner, conductor, David Starobin, guitar, Mette Ejsing, contraalto, Michaela Fukacova, cello. Bridge Records 9122

Flere komponister har allerede Paganini på samvittigheden. Det kan have sin baggrund i et pædagogisk træk. Selv en utrænet lytter forstår straks pointerne og kan følge med på rejsen. For når Ruders bygger sin guitarkoncert på Paganinis musik, går det hurtigt (ned ad bakke) i svingene. Normalen for variationerne ser ud til at være et halvt minut hver, og der er 22 af dem. En række besnærende løsninger finder Ruders, flere af dem direkte opfindsomme, men bliver de til andet end til opvisninger og uafbrudte transportetaper? Underholdende måske, men jeg tager mig i at lede efter mere og tænker, mens jeg leder, at dette bliver en slags musik for zapper-generationen, en slags samtidsmusikkens easy-listening.

Ruders må have mig undskyldt, jeg har hørt flere værker fra hans pen, som har fanget min opmærksomhed og givet mig fine lytteoplevelser, men dette bliver for distanceret for mig. Mon ikke det, bag det hele, er denne frakobling, som er pointen. Eller er det et greb for at nå frem til vor tids 'uneasy listeners'?

Lidt mere tilpas bliver jeg i The City in the Sea, for alt og orkester. Igen bliver dette et eksempel på, at der sker noget med vor tids komponister, når de kaster sig over en tekst, i dette tilfælde Edgar Allan Poes mørke. Taletempoet giver solostemmen et til tider effektivt præg på hele værket, som orkestersatsen ikke altid tilstrækkeligt bryder op og udpensler i forhold til de depressive grundstemninger i Poes tekst, som jeg føler er fundamentet for værket.

Det bliver først rigtig interessant med cellokoncertens nænsomme formfornemmelse. Det satstekniske arbejde er fascinerende: Enkeltmelodier splittes op i flere samtidige, kommenterende stemmer, som så trækkes sammen i et rigt, men samtidig klart og fascinerende stemmevæv. For mig fremstår dette som cd'ens bedste værk med både en livlig aktivitet på overfladen og en grundlæggende ro i kompositionens undertekst. Solister og udøvere bidrager til at gøre dette til mere end en habil produktion.

•

Vox Nova. Works by Kent Olofsson conducted by Fredrik Malmberg. Membra Jesu nostri, Stabat mater. DB produktions Sweden dBCD64

I Membra Jesu nostri kommer den svenske komponist Kent Olofsson meget tæt på Arvo Pärts musikalske udtryk, sådan som sidstnævnte har udviklet sin opfattelse af barokken i en særpræget opførelsesstil med brug af kor og barokinstrumenter. Dette præger også Olofssons værk med udnyttelse af korets slanke sangstil og anvendelsen af et barokensemble som musikalsk følge. Men han følger Pärt længere end som så ved at benytte sig af tilsvarende mættede fraser med lange pauser. Tid til lytteren, altså, til klangnydelse og til eftertanke. Men også til de såkaldte fysiske behov: For sangerne at få pusten og gøre sig klar til nye etaper. For at give disse 'talende stilheder' mening har Olofsson også fyldt dem med et sparsomt elektroakustisk akkompagnement, bygget på pustelyde.

Barokinspireret er denne musik vel, men 'ophugningen' af materialet minder også om middelalderens Notre-Dame-skole, om hoquetus-teknikken, og om musikalske (minimalistiske) mantraer, velegnet til trosmeditationer - virkemidler som også har været en del af Pärts musikalske stilskift efter nyorienteringen i 1970erne. Denne kompositionsløsning bliver dermed en musikalsk analogi til middelalderens katedralbygning, som de fantastiske værker disse bygninger er, med ganske lige linier og blokke af håndterlig størrelse. Mellem disse systemsatte blokke opstår det akustiske og åndelige rum.

Det er rent, det er smukt og bliver godt formidlet af Vox Nova. Men forlægget fra Pärt er så stærkt, at det hele opleves lidt for meget på sidstnævntes præmisser. Men til gengæld berører det i næste omgang et perspektiv vedrørende konfessionsinspireret musik: I hvilken grad skal ophavsmanden præge værket, eller skal han eller hun træde til side for selve troserfaringen og de etablerede virkemidler? I givet fald er det pärtske i nærværende sammenhæng et alternativ og en afløsning af den udbredte musikalske 'salighed', der som et stilværktøj har farvelagt meget af kirkemusikken gennem det 20. århundrede.

Det sidste værk, Stabat mater, for fire kvindestemmer og elektronik, har det samme rene præg, også her glimrende fremført af Vox Nova. Konceptet for samarbejdet mellem elektronik og stemmer er hurtigt afgjort: Punkter i elektronikken bliver gradvis til længere klange, uden at det bliver uddybet og varieret som et virkemiddel, det er mere en direkte strategi. Som komposition for koncertsalen føles dette lidt for indlysende og lidt for lidt uddybet. Men måske sikrer så åbenlyse strategier kommunikationen og frirummet til oplevelse og tanke i en religiøs kontekst?

•

Else Marie Pade: Face it. Concrete music. Symphonie magnétophonique, The little Mermaid, face it. Dacapo 8.224233

Face it er sat som titel på denne cd med pioneren inden for den elektroakustiske musik, Else Marie Pade. Og det er på tide at indse at også denne musik er blevet voksen, et halvt hundrede år. Dermed bør den også få sin historie og sine 'voksenkrav': Hvad vil den, hvad udtrykker den, hjulet skal ikke opfindes hver gang.

En af pionererne som nu omsider føres frem i lyset med sin første(!) pladeudgivelse er Else Marie Pade. Ifølge omslaget har hun arbejdet med dette siden 1950erne. Et fascinerende arbejde, ikke mindst fordi hun har arbejdet inden for en verden og en periode, som forbindes med tænksomme mænd, ingeniører i habit og hvide laboratoriekitler. Det fremgår desuden, at hendes arbejde stort set er lavet i Danmarks Radio. Det forklarer noget af det første, som slog mig ved gennemlytningen af denne plade.

Den konkrete musik har altid befundet sig i et spændingsfelt mellem den surrealistiske gengivelse, hvor lydmiljøets oprindelse bliver en vigtig medskabende faktor, og den såkaldte reducerede lytning, hvor lydens fascinerende egenskaber, uden forbindelse med hvordan den opstod, er det vigtigste. De to kan velsagtens aldrig helt frigøres fra hinanden, og komponisten har heller ikke magt over lytterens kreative associationsevner.

Den klangverden som Pade skaber i 1950erne med Symphonie magnétophonique bliver et smukt 'soundscape'. Trods titlens hyldest til pionerer som Schaeffer og Henry og deres mere fremmedgjorte lyde, er det forbindelsen til lydens ophavsmiljø som for mig bliver demonstreret og anvendt, og som giver værket dets styrke, humor, absurde situationer og eftertænksomme øjeblikke. Men de bliver ikke bare stillestående soundscapes: Jeg har under lytningen tilladt mig at tænke værket som en 'fortælling uden ord', som en pendant til romantikkens 'sange uden ord', og hvordan dette var værker fra en ungdommelig periode som indvarslede andre formbegreber inden for et kendt materiale.

Det længste eksempel er H.C. Andersens velkendte eventyr om Havfruen med dets nænsomme elektroniske kulisser. Effektfuldt, men også rørende kan man opleve, hvordan periodens klange udnyttes på en fabulerende måde. Længden, over 40 minutter, bliver måske efterhånden lidt pågående, men balancen mellem stilhed og klangkulisser viser en nænsom hånd og sans for, hvornår materialet ikke kan bære længere.

Face it fra 1970 spiller videre på repetitionsteknikker, vi også kender fra den tidlige Steve Reichs båndmusik, hvor et manende udsagn fritstiller interessante klangaspekter. Men det insisterende i fremførslen af budskabet gør, at det ikke kan overses, og desværre minder det os om, at det stadig er aktuelt: Hitler er ikke død! Etikken som vi bør have med i vores jagt på sublime klange og hvordan de henviser til en verden uden for laboratoriet, er dermed behørigt understreget.

•

Narrskeppet. Nya Kulturkvartetten 1983-97. Jan Bark, Folke Rabe, Thord Norman, Fuzzy. Caprice CAP 21619

Gennem flere årtier har Nya Kultur-kvartetten været et begreb i Norden og må med sin still-gong-strong være højst levende bedsteforældre for vor tids alternative kunstscene. Kvartetten var blandt de første grupper, som konsekvent har arbejdet med collage, multimedia, kollektiv komposition og improvisation og ikke mindst hele tiden har optrådt med en underfundig humor.

På scenen har man kunnet opleve en usaglig blanding af tykke og tynde mandfolk med hjemmelavede instrumenter, gags og ordspil. Faren er stor for, at sådanne virkemidler bliver billige effekter og interne løsninger. Men med forestillingen Narrskeppet, som har været i fortsat udvikling siden begyndelsen af 1980erne, har gruppen koblet civilisationskritik, bevidst kunstkompetence og underholdning på en slående måde. Netop ved at indtage narrens position, med udgangspunkt i den gamle historie om Narrenes skib, har de som tilsyneladende uskyldige betragtere ladet tingene tale for sig selv, og pointerne er gået desto stærkere ind.

Bare billedet på nethinden af de herlige typer som disse personer er - dagdriveragtige træder de ind på scenen i tropeklæder, hvor de spiller afrikanske ostinater på panfløjter sat sammen af små Underberg-flasker - siger mere end en politisk agitator om vor tids invasion af andre kulturer i vores måde at leve på, og sådan fortsætter det. Dertil er legen med stilistiske klichéer og traditioner gjort virkelig godt, med en gnistrende observationsevne i denne verdensmusikalske hotch-potch, italiensk fellini-musik på speed, skalmejer og slangetæmning, folkelige fællessangs-temaer, og så videre.

Selvfølgelig vil en cd som denne miste den kraft, som træder frem live som følge af det sceniske og multimediale. Men netop fordi det musiske element er så pointeret og bevidst til stede i forestillingen, fungerer denne cd fint. Genhøret med kvartetten fremkaldte straks forestillingens billeder på nethinden, mens de, som ikke havde oplevet forestillingen, hurtigt fik et begreb om den kulturelle rundrejse, som ligger til grund for selve forestillingen.

Lydbilledet på cd'en er upåklageligt, åbent og righoldigt, og det skaber et godt oplevelsesrum for ørene. Hvis Narrenes skib nu har lagt til havn er dette en værdifuld kaptajns logbog skrevet over rejser og fundene, 'ej blot til lyst'.

•

Niels-Ole Bo Johansen: Trombone & electronics. Værker af Wayne Siegel, Jesper Hendze, Lasse Laursen, Ivar Frounberg, Bent Lorentzen, Jens Hørsving. Classico CLASSCD 452

En af de store udfordringer ved at koble elektroniske og akustiske instrumenter er, hvilken rolle elektronikken skal indtage. Og ikke mindst, kan komponisten styre lytteren, eller bliver vi ufrivilligt fanget ind i lytterens konventioner af solist og akkompagnement?

Det mere og mere almindelige tilfælde: 'Dygtig musiker - åben for udfordringer - ønsker flere nye værker - møder gerne engagerede komponister" skal vi glæde os over som komponister. Men gang på gang synes det at kaste os ud i følgende problemstilling: Hvad gør man med en dygtig solist? Niels-Ole Bo Johansens eminente basunspil byder på sådanne muligheder og fristelser i den forstand, at man straks ønsker at skrive en solokoncert til ham.

Lidt for ofte får jeg 'music-minus-one'-følelsen i sådanne EA-projekter. Akkompagnementet bliver en slags substitut for noget, som lige så godt kunne forløses instrumentalt, hvor friktionen og kommunikationen i samspil skaber noget nyt, som elektronikken ikke magter. Og alternativerne, hvor basunen også bliver gnedet ind i det elektroniske lydbillede, lyder lidt for meget som et budget-orkester uden samspilsfinesser. Selvom værkerne er udstyret med koncepter og historier fra komponisternes hånd, som det ledsagende teksthæfte forkynder, fanges vi ind af sådanne oplevelser, specielt i de tilfælde, hvor rollefordelingen og materialet optræder relativt traditionelt.

Her har jeg størst problemer med de mere rytmiske stykker, som er med på den foreliggende plade. Resultatet er for tæt på det, som tappes ud af sequencere og samplere i de tusinde hjem, uden for meget forarbejde. Jeg er imponeret over den tålmodighed, der er med at etablere klanglige raffinementer, og det tekniske håndværk er også i top, både i Siegels minimalisme og i den luftige og aktive trommekompet i Hendzes værk, men efter en stund er selv det 'afsløret'. Som gammel basunist har jeg selv referencer som Albert Mangelsdorff i drivende og funky triosamspil med Jaco Pastorius og Alphonse Mouzon i ørerne, for mere end 20 år siden. Som får den aktuelle cd-udgivelse til at blegne.

Hørsving har bemærket denne problematik, så han faktisk investerer i en vibrafonist til at skabe de lyde, vibrafonen er bedst til, mens elektronikken overlades de lyde, som ikke så direkte kan produceres på et akustisk instrumentarium. Dermed går han i retning af en anden strategi: At skabe et lytteteater med lydkulisser inden for hvilke basunen kan optræde.

Mere gennemarbejdet og vellykket som samspil er dette hos Lorentzen og Frounberg, hvor Bo Johansen optræder som aktør og kommer til syne eller udslettes i det elektroniske klangrums kulisser. Less is often more, og det værk som skaber mest gennem sine påførte begrænsninger i klangappetit og stil, er Lasse Laursens. Basunens klang lægges under luppen og spaltes rumligt, samtidig med at basunklangen trækkes fra det realistiske over til det surrealistiske, superbasunistiske: Det vil sige beslægtede, men ikke-spillelige klange in natura. Klange som fysisk og akustisk overskrider det, som er muligt selv hos en så eminent udøver som Niels-Ole Bo Johansen.

•

Flourescent. Rasmus B Lunding & Philip Samartzis. Dr. Jim's records (Australia), Dr. Jim 30

Hver tidsalders elektroniske kunst har sine klangeidealer, i høj grad præget af nyudviklinger inden for teknologien. 70ernes og 80ernes 'våde' klangrum blev afløst af digitalteknikkens 'tørre' knække-og banke-lyde uden resonans og rumfornemmelse. De sidste år har granuleringen været et teknisk kosttilskud, som har ført de tørre digitale lyde ud til mere vedvarende omgivelseslyde og har dermed kunnet genskabe mere vedvarende musikalske horisontlinjer. Denne 'knitring' oplever jeg nogle gange som mere interessant i teknisk end i musikalsk forstand, for ofte bliver jeg lidt distraheret af, hvor megen vægt der lægges bag arbejdet i ord og skrift, i forhold til bære- og berøringskraften ved det som rent faktisk fremkommer som klingende resultat.

På den anden side af kloden, i Japan og Australien ikke mindst, er der opstået en levende scene for alternativ elektronisk kunst, som jeg mener hører til det mere frugtbare i dagens elektroniske verdensmusik. Samarbejdet mellem Lunding og Samartzis på tværs af kloden har på den måde været meget frugtbart. En række beskedne lyde er udgangspunktet, lyde som i det ene øjeblik kan opfattes som knitren fra el-anlægget, i det næste minder om fårekyllinger eller sumpfrøer. Ud af dette skabes en række situationer som jeg ikke tøver med at kalde hørværdige og delikate, nogle gange tæt på en besnærende 'arte povera', en slags musikalsk intethed, andre gange med adskillige glimt i øjet. På overfladen er disse intime og lavmælte i udtrykket, men alligevel skabes meget inspirerende og energiske tilstande. Det er ikke mindst slående, hvordan de korte karaktersatser breder sig ud, skaber mættede, vedvarende tilstande som jeg desværre lidt for ofte savner i den elektroakustiske musik.

Knudsen: black diamond + miniatures with skeel/nielsen. STUNTx, Sundance, STXCD 20212

Som i Flourescent består cd'en Knudsen: black diamond + miniatures with skeel/nielsen af en række korte spor. En række miniaturer skabt af Kenneth Knudsen i samarbejde med Chr. Skeel og Peter Fries Nielsen skulle have været en række destillater og koncentrater af væsentligt længere forløb og en anden mere epokal musik. Om en sådan destillationsproces ville samle trådene eller åbne mulighederne i materialet, kan jeg ikke bestemme mig helt for. Stykkerne ender med at blive lidt af det hele, og hentydninger og reminiscenser formår ikke helt at fortælle mig, hvad de først og fremmest ønsker at udtrykke. Formen bærer ikke en bestemt dagsorden frem, i hvert fald ikke for undertegnede, som er vant til at søge efter formens ekspressivitet.

Sammenlignet med Flourescents kortere stykker passerer disse satser revu, og sætter ikke alt for store aftryk ud over en række passerende øjebliksbilleder, for så vidt som de hver for sig er underfundige. Men for mig bliver det en flygtigere ambience end måske tilsigtet.

Dermed leder de helt tydeligt frem til det sidste værk på cd'en, som fremstår en del mere substantielt. Kenneth Knudsen optræder på egen hånd i et værk af et kvarters omfang med en meget stærkere og mere samlende udtrykskraft. Trods den magre information på coveret, må dette være dokumentation for Knudsens installation til Den Sorte Diamant i hovedstaden. Også i kraft af et tokanals mix får vi et godt indtryk af det, som må have været installationens kvalitet, hvor Knudsen fremmaner et vedvarende, ganske mørkt og ekspressivt klangrum.

•

Halvvejs til Halfdan. Tilrettelæggelse: Peter Christensen, komposition: Hans Sydow. Div. Oplæsere. Resonance RCD 08, ISBN 87-91090-05-9

Også her i Norge er enkelte af Halfdan Rasmussens digte kendte. Underfundige og stramme digtbetragtninger, som undertegnede oplevede med glæde i de uensartede skattekister, bøger for børn kan være. Denne cd-samling giver et mere omfattende billede af digteren, med digte til enhver anledning og for alle aldre.

Hvis cd'en næsten er en antologi, er de forskellige spor på cd'en næsten antologier inde i antologien, samlet under forskellige mottoer og tematiseringer som Halfdans ABC, Som når du undrer dig og I aften i nat. Det er ikke digteren selv, som læser, men en række kendte og kære digterkolleger. Ellers er alle aldersgrupper med: Fra en barnestemme, ny på sprogets erfaringer og muligheder, til en 80-årigs stemme mættet af livserfaringer.

Disse forskellige læsninger giver variation og stemning. Nogle gange opstår interessante perspektiver, når forskellige læsninger monteres over eller oven på hinanden. Men det kan også nogle gange blive lidt for meget. Her konfronteres vi med den udfordring, som komponister altid møder, når de falder for den gode lyrik. Den er så stærk, stram og 'dicht' i sig selv, at musikken er i fare for at gå op i limningen og således ikke kan gå videre ud fra samme fundament. Heterofoni kan fungere i klingende musik, men når stemmer river i dig fra forskellige steder, kan det ske på bekostning af selve tekstens kvaliteter. De rytmisk stramme digte med præg af fonetisk enhed og allitteration er næsten som små magiske mantraer, rytmiske og klangfulde lyttesmykker.

Hvis der nogle gange bliver lidt for meget iscenesættelse af de enkelte digte, møder vi tit et mere nænsomt bagtæppe af et vers-ostinat, eller en drone, eller naive, stiliserede melodier. Betragtet som performances, som beriger og indrammer digtet, finder vi her hele spændet fra digtlæsning til lydkomposition, som formidler legen, underfundigheden og spændstigheden i digtene, men som nogle gange er ved at drukne budskabet og karakteren gennem påførte virkemidler. Der er så mange smukke personligheder selv i de enkelte stemmer, som taler bedst, når de taler relativt alene, og digtene er stærke i sig selv.

Horror vacui?

Morten Eide Pedersen, skribent og komponist. Ansat som hovedansvarlig for kompositionsuddannelsen ved Griegakademiet, Universitetet i Bergen. Tidligere redaktør for Ny Musiks tidsskrift Ballade og medredaktør af Norges Musikhistorie.

Oversat fra norsk af Mette Thobo-Carlsen."