Frit udsyn - højt til loftet

Mindeord om Tage Nielsen

Af PER NØRGÅRD

Tage Nielsens kompositoriske produktion var ikke omfangsrig, men dens vingefang var stort, spændende fra det intenst ekspressionistiske - som fx Passacaglia fra 1981 for et rigt klangfarvespektralt orkester - til de vittige og spiddende genremalerier a la tyverne i kammeroperaen Latter i Mørket.

Hvis man havde det privilegium at kende Tage personligt, oplevedes denne spændvidde i hans musikalske udtryk helt naturligt samstemmende med hans sind: det besad en dybde, der aldrig stilledes tilfreds med hverken det blot personale - og musikalsk-teknisk 'velfungerende' - eller med dets modsætning, det utopisk-fantastiske med begge ben solidt plantet i den blå luft; for såvel den benhårde konstruktion, pænere kaldet konsekvens, som drømmens regnbuefarver måtte indgå i både hans administrative og kunstneriske virksomhed. Og dét er lidt usædvanligt!

Men Tage var usædvanlig, hvilket jeg mærkede lige fra starten, hvor jeg lærte ham at kende: I det første af de store 'job' han kom til at præge så mægtigt, som medarbejderen, produceren og senere selve (sous)chefen i DR. Da jeg kom til at samarbejde med ham, for hen ved 50 år siden, om en produktion af min klaversonate, forekom han mig som en uventet Engel! En menneskelig velsignelse midt i det stift-institutionelle jeg oftest havde antruffet sådanne steder. For: Samtidig med at han 'udfyldte' stillingerne mere end 100% (hvorfor han senere blev headhunted så ofte), syntes hans tilstedeværelse løftet af en munter Ånd. At han så samtidig indgav en indiskutabel respekt især ved sin beslutsomhed, fik senere Århusudbryderne Fuzzy, Norby, Gabold og Svend Nielsen til, sammen med mig, muntert at kalde ham FBI-manden.

Når jeg skrev "(sous)chefen i DR" skyldtes det, at Tage jo i praksis kom til at virke som egentlig chef i lang tid (pga. Vagn Kappels langvarige sygemelding) indtil så han blev headhunted til Århus-musikkonservatoriet; det var kort derefter den berømte/berygtede musikchefstrid brød ud. Men da sad Tage allerede myndigt i Århus og fornyede stilfærdigt dansk musik på en anden måde end via radiobølgernes: bag rektor-bordet på Det Jyske Musikkonservatorium! Dertil blev han ikke mindst lokket, som han senere berettede - med et stort glimt i øjet! - da han beså stedet og især mærkede sig et tomt(!) direktørbord (snedigt opryddet til lejligheden, formodentlig). "Ha!", tænkte han, "her kan jeg få mere tid til at komponere!"

Der blev jo ikke mere tid, da arbejdet startede. Men til gengæld resulterede hans indsats i den frugtbare decentralisering af dansk musikliv, en ofte berettet historie, som ikke skal gentages her: Af-københavneriet.

På konservatoriet var det at jeg havde den rigeste lejlighed til at mærke, og få glæde af, Tages lederegenskaber; de små 'spark', som han fra tid til anden fandt det nødvendigt at uddele, blev altid udført med humor og - elegance (en egenskab der vist ikke før er nævnt i forbindelse med Tage Nielsen, men som i mit efterbillede står som et helt rigtigt prædikat: I bedste forstand repræsenterer elegance jo såvel værdighed som ynde, men man må heller ikke se bort fra det effektfulde, der rummes i begrebet!).

Et særligt lyst minde fra mine mange konservatorieår som 'ansat af Tage', var den dag, han blev 50 år - og blev hjerteligt fejret fra morgenstunden af lærere, elever og andre, udefra kommende, gratulanter. Jeg stod i aulaen, blandt de mange ventende-på-Tage, ved siden af György Ligeti! Det var lykkedes før for Tage at tiltrække tidens store navne som gæstelærere, bl.a. Lutoslawski i en hel uge. Men just denne dag skulle Ligeti, den verdensberømte ungarske komponist, arbejde med mine elever. Jeg stod som sagt ved siden af ham og iagttog hans nærmest forbløffede udtryk, da rektor Tage dukkede op og blev hyldet på den særlige munter-dansk-hjertelige måde; sådan en begejstring for en chef var ikke blandt Ligetis erfaringer - og han forstod et og andet om Tages betydning i dét øjeblik, således som han senere fortalte mig.

De musikelskere i Danmark, der ikke kendte Tage personligt, skylder ham dog tak på flere planer: Naturligvis hvis de har frydet eller ladet sig begejstre over hans horisontudvidende kompositioner! - men også som modtagere af de kunstneriske ydelser, som de mange 'små spark' har bidraget så påfaldende til at skabe fornyelse og dristighed.

Og vi andre som har haft privilegiet af at kende ham og, som jeg, ofte blive mødt med så megen varme hjemme hos de så hjertelige og muntre Aase og Tage, med deres ditto børn (der jo nu er voksne) - siger dertil et lavmælt, men bevæget: Farvel, Tage. Du bliver dog hos os."