Når finner fester

Først hed festen Helsinki Biennalen, siden blev navnet ændret til Musica Nova. Den tyske musikskribent Gisela Gronemeyer gæstede dette års festival for samtidsmusik i Finlands hovedstad.

Af GISELA GRONEMEYER

Mangt og meget har ændret sig i Europa i de senere år: Ikke blot kan de finske skolebørn læse, skrive og regne bedre end alle andre, ikke blot har Finland blandt alle EU-staterne den sundeste offentlige pengeøkonomi, ikke blot er finnerne de mest ubestikkelige blandt alle verdensborgere, nej: Også når det gælder musik, er dette land nået en spydspids længere end alle andre.

Etableringen af Helsinki Biennalen som samtidsmusikfestival med internationalt perspektiv fandt sted allerede i 1981, altså 10 år før sammenlignelige skandinaviske festivaler som Stockholm New Music og Ultima i Oslo.

Fælles for alle disse nordiske mødesteder med ny musik er at de vil præsentere hjemmepublikummet for den nye musik fra de europæiske centre, først og fremmest Frankrig, dernæst England, Tyskland og Italien. Finland har i højere grad end de sydligere beliggende nordiske lande haft et stort behov for at lade sig informere om den centraleuropæiske musik, udtrykt af komponisten Jukka Tiensuu, initiativtager til festivalen:

"Egentlig var der stort set ikke ny musik i Finland i 1970erne. Jeg lavede sågar dengang en liste over, hvad orkestrene spillede, og Radiosymfoniorkestret var det eneste, som spillede den internationale, nye musik, og således ikke kun havde enlige finske værker på repertoiret. I 1978 blev ISCM Verdensmusikdagene afholdt i Helsinki og Stockholm, og i den forbindelse indså man, at det faktisk var muligt at lave en samtidsmusikfestival i Helsinki."

Det første Tiensuu gjorde som programansvarlig for festivalen, var at indbyde berømte europæiske komponister som fx Luigi Nono, Vinko Globokar og Brian Ferneyhough - dette allerede i det allerførste festival-år. Efter det første år fandt Tiensuu på den idé, at hver ny festival skulle ledes af en ny komponist eller interpret for derigennem at få stadig nye perspektiver. I 1998 blev biennalen til en årligt tilbagevendende festival, og Helsinki Biennalen fik nyt navn: Musica Nova. Siden 1999 er festivalens kunstneriske leder den 45-årige komponist Kimmo Hakola. Hans mål har været at præsentere yngre europæiske komponister, fx engelske Thomas Adès, schweiziske Michael Jarrel og italienske Luca Francesconi. Desuden har han også sat fokus omend i mindre målestok på komponister som finske Kaija Saariaho og russiske Elena Kats-Chernin.

I forbindelse med dette års festival havde Hakola ladet den japanske komponist Toshio Hosokawa møde den australsk-kinesiske kollega Liza Lim. Dermed er blikket rettet ud over de europæiske perspektiv. Med Hakolas formulering:

"Det var min idé at præsentere to interessante komponister, som har en international baggrund. Liza og Toshio er begge internationale komponister, men de har ikke glemt deres respektive nationale traditioner, som er nærværende i deres musik."

I den forbindelse skal man ikke glemme, at såvel Toshio Hosokawa som Liza Lim først og fremmest har arbejdet i Europa og fået deres værker opført i Europa, i 1996 sågar i en fælles uropførelses-koncert i den Vesttyske Radio i Köln.

Den 48-årige Hosokawa er elev af Isang Yun i Berlin, og han har også studeret hos Klaus Huber og Brian Ferneyhough i Freiburg. Det var Klaus Huber, der fik Hosokawa til at interessere sig for den traditionelle japanske musik, hvis åndelige klima i stadig højere grad gennemtrænger Hosokawas musik, uafhængigt af tematiske indfaldsvinkler og besætninger. Mest tydeligt høres det i New Seeds of Contemplation for buddhistisk præstesang og gagaku-ensemble, og mindre tydeligt i det stedvis plakative oratorium Stimmlose Stimme in Hiroshima, hvor han udmaler skrækscenariet i forbindelse med atombomben over hans hjemby.

Hosokawas musik er næsten blevet identisk med brugen af tempelklokker, som komponisten har gjort til identitetsskabende instrument. Med hans egne ord:

"Japanske tempelklokker er meget store, og når man slår dem an, produceres en lang efterklang. Det er derfor, jeg bruger dem med store tidsintervaller. Det er slet ikke som europæiske klokker: Klingklangklingklang. For mig er disse klange og den tidslige afstand hvad angår anslag noget meget japansk og jeg vil gerne omsætte denne musikalske stemning til et helt orkester. Efter en tuttiansats kommer vibrationen som en bølge."

Hosakawas værker, som blev opført i Helsinki, har titler som fx Meerlandschaften, Stilles Meer og Stimme des Ozeans. Naturelementet spiller en stadig større rolle for den japanske komponist. For ham er naturen synonym med et hav af følelser, som i værkerne favner en storstilet ro over impressionistiske klangmalerier til ekspressiv dramatik.

Hos den 38-årige Liza Lim er indflydelsen fra traditionel kinesisk musik ikke så direkte påviselig, først og fremmest fordi hendes familie i de sidste tre generationer har boet i Australien, et kontinent, som har frembragt en række originale komponistpersonligheder, herunder ikke mindst Lim.

"Jeg tror, at mit musikalske sprog har forandret sig, det er under udvikling, og du kan godt høre det. Min musik går nu dybere ind i aspekter i den ikke-vestlige musik. Det gælder timbre og instrument-stemninger, og det gælder særlige instrumentale relationer. Men jeg tror, at der er en slags stilistisk forbindelse mellem de første stykker og de stykker, jeg skriver nu, måske er det elementet af ritual. Hvis du ser på mine værktitler, er der indlagt et magisk ritual eller en slags scenisk transformation", siger Lim.

Idet uddannelsen til komponist i Melbourne helt og holdent var indrettet efter europæisk målstok, fandt Lim først gradvis tilbage til sine asiatiske rødder. I værket The Alchemical Wedding fra 1996 bruger hun for første gang asiatiske instrumenter i et europæisk ensemble.

Det asiatiske element bliver sat i rette perspektiv med den koreanske violinist Hae-sun Kang, som har bosat sig i Paris, og med den kinesiske erhu-spiller Xu Ke, som også er aktører i det finske musikliv. Når alt kommer til alt, er finnerne selv asiater i Europa, også selvom de nogle gange slet ikke vil være det, fordi de hellere vil associere sig med det polyglottiske Europa snarere end det skandinaviske område.

Ikke blot hører finske komponister som Saariaho og Lindberg i dag til de internationale stjerner i ny musik, der findes også mere stille og dybere vand i dette land, fx i musik af den ikke mindre betydningsfulde Jukka Tiensuu, der som komponist, cembalist og pianist er en meget stor kender af både gammel og ny musik. Hans fulminante klaverkoncert, som blev delvis uropført af det finske RSO under Sakari Oramo, er både en hommage til de virtuose solister, i dette tilfælde den pianisten Juhani Lagerspetz, det er også en sanselig klangfantasi i de fire elementer ild, vand, luft og jord.

Gisela Gronemeyer er redaktør af det tyske tidsskrift MusikTexte.

Oversat fra tysk af Anders Beyer."