Nybrud i Det Unge Tonekunstnerselskab i slutningen af 1950erne

Af
| Årgang 77 (2002-2003) nr. 08 - side 289-292

Af JAN MAEGAARD

Nu hedder ny musik-foreningen i København Musica Nova. Engang hed foreningen Det Unge Tonekunstnerselskab (DUT). Komponist prof. emiritus Jan Maegaard var med til at tegne foreningens historie i en årrække. Her skriver han om musikkens moderne gennembrud i Danmark sidst i 1950erne.


Min tilknytning til Det Unge Tonekunstnerselskab (DUT) stammer fra 2. halvdel af 1940erne, mens Flemming Weis var formand. I 1949 blev jeg valgt ind i bestyrelsen og gjort til medlem af den bedømmelseskommité, der skulle tage stilling til partiturer, som blev indsendt til DUT med en eventuel opførelse for øje. Gennem det arbejde, som jeg havde længe, lærte jeg megen ny musik at kende.

Komponister herhjemme levede og virkede dengang endnu i høj grad i skyggen af Carl Nielsen, der var død i 1931. Han var det store navn i dansk musik, og under krigen og besættelsen 1940-45 havde vi jo været udelukket fra inspiration og påvirkning udefra. I min læretid på konservatoriet 1945-49 var mange af lærerne dér folk som havde stået Carl Nielsen nær både fagligt og personligt; det drejede sig bl. a. om klaverlæreren Christian Christiansen, den senere direktør, Thorvald Nielsen, violinlærer og orkesterleder, og Emilius Bangert, der underviste i orgel. De nærmest tilbad ham, og det satte naturligvis sit præg på undervisningen. Jeg husker fx, at Bangert altid omtalte ham som "Kærl", som fx når han sagde "Kærl sagde også altid ...", så vidste vi, at der kom et visdomsord.

Jeg var et naturligt medlem af den gruppe studerende, der beundrede Carl Nielsen, og jeg sætter ham stadig højt; men omkring nytår 1951-52 efter at jeg havde afsluttet min konservatorieuddannelse, kom jeg ud for en hændelse, der skulle ændre mit liv. Jeg havde i julegave fået foræret partituret til Schönbergs Serenade op. 24 for septet med baryton i 4. sats, komponeret i begyndelsen af 1920rne. Jeg husker endnu, hvordan jeg stod i min stue og læste i det partitur. Det var en åbenbaring. Her havde jeg fundet den musik, som jeg i fremtiden skulle beskæftige mig med både som komponist, som teoretiker og som forsker. Og det har jeg så også gjort.

I 1955 gik Flemming Weis af som formand for DUT efter 13 år på posten. Til hans efterfølger valgtes Karl Bjarn-hof, stærkt promoveret af fløjtenisten Johan Bentzon der sad i bestyrelsen. Det valg kan måske forekomme lidt besynderligt, for Bjarnhof var jo hverken komponist eller musiker, men forfatter og radiomand, og så var han tilmed blind. Men han var dybt interesseret i musik, og så var han en markant personlighed, som alle kendte - det var måske især dette, der fik generalforsamlingen til at vælge ham. Da bestyrelsen konstituerede sig, blev jeg udpeget til næstformand. Det var et krævende job, for på grund af Bjarnhofs blindhed måtte jeg jo varetage alle de løbende sager. Det betød, at jeg så at sige fungerede som formand, men naturligvis med ansvar over for ham. Det forløb godt, vi havde et fint samarbejde, og jeg mindes ikke, at vi nogensinde var dybt uenige om noget.

Naturligt nok så jeg det som min opgave at bringe noget af al den atonale musik, der dengang var så godt som ukendt herhjemme, til opførelse i DUTs regi, uden at vi derfor svigtede nogen af vore øvrige opgaver navnlig over for ny dansk musik. Derfor kom det som noget af en gave fra himlen, da vi i august 1956 fik en henvendelse fra Statens Museum for Kunst. Dér havde inspektør Erik Fischer en række koncerter kørende: "Musik blandt Malerier". De fandt sted hver anden søndag eftermiddag i det store udstillingsrum på 1. sal. Nu skrev han til os og spurgte, om DUT kunne tænke sig at udfylde to programmer i efteråret. Det ville vi gerne. Det var jo dejlige omgivelser, og koncerterne var vel besøgte. Her kunne man høre tre danske strygekvartetter af Leif Kayser, Peder Holm og Flemming Weis og ved den anden koncert uropførelsen af en blæsertrio af Knud Høgenhaven Jensen og en strygetrio af svenskeren Lennart Hedwall.

Men allerede i marts 1957 nedlagde Bjarnhof alle sine tillidshverv. Ved den følgende generalforsamling i april var der kampvalg om formandsposten mellem dirigenten Lavart Friisholm og mig - ikke fordi vi bekæmpede hinanden, slet ikke; vi havde hver ca. halvdelen af stemmerne bag os, og jeg vandt valget med én stemmes flertal: 13 mod 12. Bestyrelsen konstituerede sig så med Friisholm som næstformand. Fra Statens Museum kom ønsket om et par "radikale koncerter", som de kaldte dem, og nu meldte min ven Bengt Johnsson sig og tilbød at spille musik af Pierre Boulez, Stockhausen og Humfrey Searle.

Museumskoncerternes linje blev herefter fastlagt med hovedvægten på at tegne udviklingen fra den tyske klassiske og romantiske musik (Beethoven, Brahms, Pfitzner, Hugo Wolf) frem til Schönberg, Alban Berg, Anton Webern og andre komponister af atonal musik helt op til samtiden.

Jeg var lykkelig for det initiativ fra museets side og gik straks i gang med at planlægge den kommende sæson. Men her måtte jeg se en vanskelighed i øjnene: Hvem skulle fremføre de atonale værker? Der var rigtignok udmærkede musikere i København, men de var ikke vant til at spille den musik, som her skulle opføres. Nu var jeg imidlertid igen heldig; der var faktisk musikere, der syntes, det kunne være spændende at lære den musik at kende, og som gerne lod sig engagere til at opføre den. Der var ikke mange, men de fandtes.

Fx var der på den tid en meget aktiv strygekvartet, Musica Vitalis. De kastede sig med ildhu over al mulig musik, også den mest moderne. De var med fra første færd og opførte fem værker af Schönberg, Berg og Webern foruden klassisk-romantisk musik - de kom i 1956-58 til at udfylde ialt fem ud af 14 koncerter i DUTs regi. Blandt de fremragende solister, der kunne høres på museumskoncerterne, skal jeg specielt fremhæve violinisten Niels Nielsen, pianisterne Bengt Johnsson og Niels Viggo Bentzon (der også optrådte som komponist) og sangerinderne Jolanda Rodio og Karen Heerup.

Også uden for DUT blev der i 2. halvdel af 1950erne taget initiativer til at præsentere atonal musik. I Danmarks Radio tilrettelagde Niels V. Bentzon en række udsendelser om Schönberg og wienerskolen. Det affødte en lang artikel fra hans hånd i Dansk Musik Tidsskrift (DMT) februar 1956: Omkring Arnold Schønberg (!), hvor han forsøgte at placere Schönberg i en almenkulturel sammenhæng. I det følgende nummer, maj 1956, havde jeg lejlighed til at anmelde Hanns Jelineks Zwölftonwerk op. 15, et hovedværk i 12-tonemusikkens historie.

Det var dog først i 1957 der rigtigt kom fart over feltet både i og uden for DUT, og det hænger nok sammen med præsentationen af atonal modernisme på museumskoncerterne. Det kan aflæses bl.a. i DMT, hvor alle DUTs museumskoncerter blev anmeldt, og i denne publikations skandinaviske sidestykke, Nordisk Musikkultur (NM), som var blevet stiftet i 1952.

I DMT blev alle museumskoncerterne fra oktober 1957, og fremefter anmeldt af pianisten Anker Blyme. I maj 1957 bragte DMT en række artikler om væsentlige emner: Ernst Krenek, Lydteorier (om elektronisk musik), Else Marie Pade, Lydprofetier? (om konkret musik) og en artikel af mig om 12-tonemusik. Her kan man imidlertid også læse et tre sider langt indlæg af Frede Schandorf Petersen: Atonalismens forbandelse, formet som pladeanmelselser af musik af Schönberg, Alban Berg, Webern, Luigi Nono, Pierre Boulez og Karlheinz Stockhausen. I konklusionen står: "Det er mærkelige destruktive kræfter, der er åbnet vej for gennem a'tonalitet. [...] Rytmen bliver a'rytmisk, melodiken bliver a'melodisk, og deraf opstår paradokset a'musikalsk musik."

Dermed var tonen slået an. Den plade, som Schandorf Petersen omtaler, har jeg stadig. Man havde i Paris en koncertserie under titlen Les concerts du domaine musical. Pladen er en lydoptagelse af den 4. koncert i sæsonen 1956; den blev udgivet af det Internationale Musikråd under medvirken af Unesco. I teksten står bl.a.: "Da det er givet, at alvorlige ånder retter deres bestræbelser mod disse nye udtryksmidler udført på traditionelle instrumenter, og at de opnåede resultater er kaldede til at øve en betydelig indflydelse på morgendagens musik, anser det Internationale Musikråd det for sin pligt at bidrage til at forelægge nogle af de nyeste resul-tater for den store musikoffentlighed." Et af værkerne på pladen er Nonos Incontri for 24 instrumenter fra 1955.

Stockhausen i Danmark

Nu skete der imidlertid det, som skulle afføde det helt store brag. I foråret 1958 modtog DUT en henvendelse fra den dengang 30-årige komponist Karlheinz Stockhausen. Han tilbød at komme til København med en blæserkvintet fra Westdeutscher Rundfunk der gerne ville spille et program med moderne musik, heriblandt hans egen komposition Zeitmaße for fem træblæsere fra 1956, altså et helt nyt værk. Det tilbud kom næsten som en gave fra himlen. Jeg havde netop i martsnummeret af MN publiceret en længere portrætskitse af Stockhausen i et forsøg på at forklare hans tanker i forbindelse med hans dybt originale Klavierstück XI$, ligeledes fra 1956.

Her fik vi nu chancen for at præsentere musik af en komponist, hvis musik og tanker om musik repræsenterede den yderste avantgarde. Det kunne blive kulminationen af sæsonens museumskoncerter. Det blev det da også. Ensemblet spillede først to trioer af Hans Erich Apostel og Hanns Jelinek, begge født i 1901, og derefter Stockhausens værk. Så trådte han selv frem og holdt et foredrag om sin musik "Der neue Instrumentalstil", og koncerten sluttede med en gentagelse af Zeitmaße.

Koncerten var vel besøgt. Ca. 100 tilhørere lyttede interesseret - og vel også med en vis forbløffelse - til det, der her blev præsenteret. Redaktionen af DMT havde, tildels ansporet af mig, bedt to anmeldere skrive om koncerten: Foruden Anker Blyme også Else Marie Pade, der selv komponerede avantgardemusik. Hun skrev en saglig og meget positiv anmeldelse og gjorde navnlig meget ud af at kommentere forskellen mellem de to opførelser af Stockhausens værk. Det er nemlig noteret sådan, at to opførelser aldrig bliver helt ens.

Anker Blyme, som havde anmeldt de hidtidige koncerter på museet, rykkede her ud med det mest spottende og nedladende, vi endnu havde set fra hans hånd. Ikke blot afviste han Stockhausens musik, han gjorde åbenlyst grin både med den og med hans foredrag. Det fik mig til at rykke ud med et skarpt indlæg om Blymes anmeldelser, Apropos kritik af museumskoncerterne. Det blev trykt som leder i NM i juni 1958, og det affødte noget i retning af en borgerkrig. Hvordan kunne formanden for DUT offentligt udtale sig så kritisk om et medlem af sin egen bestyrelse?

Der blev indkaldt til bestyrelsesmøde. Her blev jeg stillet over for valget mellem to muligheder: Enten at tilbagekalde mine udtalelser eller at trække mig tilbage som formand. Ingen af delene kunne jeg acceptere. I stedet tilbød jeg at fremsætte en offentlig erklæring om, at de udtalelser var fremsat af mig som privatperson, ikke som DUT-formand. Det kunne bestyrelsen acceptere, og den erklæring kom da til at stå i NM i december 1958. Forinden havde Frede Schandorf Petersen imidlertid offentliggjort en artkel i oktober-nummeret, hvori han bl. a. beskyldte mig for "kulturfascisme". Vi, der havde levet under krigen og oplevet kulturlivet under den tyske besættelse, vidste kun alt for godt, hvad det ord indebar, nemlig ubønhørligt diktatur. I decembernummeret kan man derfor - foruden den nævnte erklæring - læse en polemik mellem ham og mig. Det hele endte i åbent skænderi.

Men på det tidspunkt var jeg - heldigvis for mig selv - for længst over alle bjerge. I 1957 havde jeg taget min magisterkonferens, og professor Jens Peter Larsen havde skaffet mig et Fullbright-stipendium som gjorde det muligt for mig at rejse til Los Angeles, hvor Schönbergs enke boede. Der kunne jeg nu i Gertrud Schönbergs hjem i 10 måneder dagligt studere hans manuskripter og øvrige arkivalier, et arbejde som skulle ligge til grund for min doktorafhandling, som det herefter tog mig 10 år at skrive, Studien zur Entwicklung des dodekaphonen Satzes bei Arnold Schönberg.

Da jeg i sommeren 1959 vendte tilbage fra USA, havde klimaet ændret sig. Ved ISCM-musikfesten tidligere på året i Rom var Per Nørgårds værk Konstellationer for strygere, komponeret i 1958, kommet til opførelse. Det regnedes herhjemme for hypermoderne. Det kom derfor bag på de danske deltagere - og ikke mindst på Nørgård selv - at den komposition nærmest virkede lidt gammeldags ved siden af alt det nye, som dér kom til opførelse. Blandt de øvrige danske komponister som virkede på denne tid, skal jeg her blandt mange mulige blot nævne Gunnar Berg, Poul Rovsing Olsen, Axel Borup-Jørgensen og Jørgen Plaetner.

Danske modernister

Gunnar Berg (1909-89), født i Schweiz af skandinaviske forældre, var et af de ensomste mennesker i dansk musikliv i 1940rne og 50erne. Han kom til Danmark i 1927 og begyndte at komponere i 1930erne i en stil præget af neoklassicismen; men hans musik blev stadig mere eksperimenterende op gennem 1940erne, og i 1950 skrev han sit første 12-toneværk, en suite for cellosolo, og derefter arbejdede han konsekvent med rækkeorganiseret musik. Men han blev fuldstændig overset af både kolleger og bevilgende myndigheder.

Lyspunktet i hans liv var hans kone, den franskfødte Beatrice, som var en formidabel pianistinde. Til hende skrev han i 1958-59 sit store klaver-værk Gafky'si 10 dele eller "assortimenter". Til grund for hver af dem ligger en række på 5-10 toner, og hvert assortiment består af 10 afsnit som han kaldte varianter. Det er musik der falder helt uden for, hvad danske komponister beskæftigede sig med, men til gengæld i overensstemmelse med træk i internationale komponisters værker.

De to næste komponister, jeg nævnte, er bedre kendt idag. Rovsing Olsen (1922-82) var foruden komponist også musiketnolog, jurist og musikkritiker. Efter studier hos Nadia Boulanger og Messiaen i Paris blev han ansat i Undersvisningsministeriet. Med udgangspunkt i en fransk inspireret neo-klassicisme begyndte han at interessere sig for 12-toneteknik. Det kan man iagttage i hans Prolana for klarinet, violin og klaver fra 1955. Dens tre satser er bygget på den samme 12-tonerække; men han har selv sagt, at han satte en ære i at følge Schönbergs ideer, uden at man ville kunne høre det. Det må siges at være lykkedes; det er stadig Carl Nielsen-traditionen og inspirationen fra Frankrig, der sætter deres præg på musikken.

Axel Borup-Jørgensen blev født i Danmark i 1924, men er opvokset i Sverige. Siden 1946 har han levet i Danmark. Efter forsøg i forskellige stilarter skrev han i 1959 Syv Præludier for klaver, som er atonale. Under hans deltagelse i 1959 i sommerkurserne i Darmstadt modtog han væsentlige impulser specielt fra musik inspireret af Webern. Det kan fx høres i hans fire klaverstykker Winterpieces fra 1959 med deres korte former og koncentrerede sats.

Den sidste komponist, jeg nævnte, er Jørgen Plaetner (1930-2003), som ikke er særlig kendt idag, men det var han dengang. Han og Else Marie Pade (1924-) var pionerer her i landet for elektronisk og konkret musik. I 10 år 1967-77 fungerede han som stadskomponist i Holstebro. Så rejste han til Sverige, og i modsætning til Pade, som fik et stort comeback her fornylig, har man ikke hørt noget til ham siden da. Det er heller ikke meget af hans musik, der er indspillet. Dog har plademærket dacapo for nylig udgivet en cd med Plaetners musik.

Det virkelige gennembrud fandt sted i forbindelse med ISCM-festen i Köln i juni 1960. Her var en stor gruppe danske komponister og musikfolk af den yngre generation til stede, og blandt det, som vi dér fik at høre, var værker der også for eftertiden står som milepæle i den udvikling, som fandt sted i disse år.

Blandt de mest markante kan jeg nævne Cori di Didone for kor og slagtøj af Luigi Nono, Anagrama for soli, talekor og kammerensemble af Mauricio Kagel, Kontakte for elektroniske klange, klaver og slagtøj af Stockhausen, Aprèsludes for orkester af Niccolò Castiglioni, Mobiles for to klaverer af Henri Pousseur og Apparitions for orkester af György Ligeti. Det var en fuldstændig overvældende oplevelse for de fleste af os. Af disse værker skal jeg kun nævne et; det er til gengæld også specielt interessant, nemlig Stockhausens Kontakte. Det foreligger fra komponistens hånd i to versioner, en for elektroniske klange, klaver og slagtøj og en, hvor de elektroniske klange står alene.

Den oplevelse førte nu til, at der under foresæde af Mogens Andersen fra DR dannede sig en studiegruppe bl. a. af de her nævnte komponister, som gennem flere sæsoner mødtes i Radiohuset hver anden søndag aften (til stor fortrydelse for vore hustruer) og analyserede udvalgte værker af avantgarde-komponister. Bl. a. kan jeg huske, at vi brugte megen tid på Boulez' Le marteau sans maître (1953-55) for alt og seks instrumenter uden dog rigtigt at få skovlen under musikken. Men hermed er vi kommet ind i 1960erne - og det er ikke mit emne i denne artikel.

Litteratur

Dansk Musik Tidsskrift

Maj 1957 (32. årg. nr. 2): E. Krenek, Lydteorier (om elektronisk musik). S. 31-33.

J. Maegaard, Dodekafoni - et resumé. S. 34-37.

E. M. Pade, Lydprofetier? (om konkret musik). S. 38-41.

Fr. Schandorf Petersen, Atonalismens forbandelse (anmeldelse af plade med Schönbergs 2., 3. og 4. strygekvartet, Webern, 5 satser for strygekvartet op. 5, Alban Berg, strygekvartet op. 3 og af plade med Weberns symfoni, 2 lieder op. 8 og 4 lieder op. 13. S. 44-46.

DUT's generalforsamling: Bjarnhof går af, J. Maegaard vælges.

Sept. 1957

(32. årg. nr. 3): A. Blyme, Fagre nye verden (Stravinsky contra Schönberg). S. 81-82.

Nov. 1957

(32. årg. nr. 4): E. M. Pade, Herfra til evigheden (Blyme og Stravinsky). S. 81-82.

A. Blyme anmelder den 1. museumskoncert d. 20. 10. 57. S. 117.

Febr. 1958

(33. årg. nr. 1): A. Blyme anmelder museumskoncerter d. 17. 11., 1, 12, og d. 15. 12. 57. S. 27.

Apr. 1958

(33. årg. nr. 2): A. Blyme anmelder museumskoncerter d. 19.1. d. 2. 2. og d. 16. 2. 58. S. 50f.

E. M. Pade anmelder museumskoncert d. 16. 3. S. 51.

Blyme og Pade anmelder museumskoncert d. 30. 3. S. 48-49.

Nordisk Musikkultur

Marts 1958 (7. årg. nr. 1): J. Maegaard, Karlheinz Stockhausen. S. 11-14.

Juni 1958 (7. årg. nr. 2): J. Maegaard, Apropos kritik af museumskoncerterne. S. 33, 55.

Okt. 1958 (7. årg. nr, 3): Fr. Schandorf Petersen, Kulturfascisme. S. 84f.

Dec. 1958 (7. årg. nr. 4): F. Schandorf P. og J. Maegaard, Apropos, apropos, apropos. S. 112f.

A. Blyme anmelder museumskoncert d. 28. 9. S. 124.