Torsdagskoncert

Torsdag den 18. september kl. 20

Radiohusets Koncertsal Torsdagskoncert

DR Radiosymfoniorkestret DR Radiokoret

Dirigent: Michael Schønwandt Hiromi Kikuchi, violin Ken Hakii, bratsch Koncertmester: Christina Åstrand Korindstudering: Saul Zaks

Franz Schubert (1797-1828) Symfoni nr. 7, h-mol, D 759, Den ufuldendte (1822)

Allegro moderato Andante con moto Varighed: ca. 25'

Orkesterbesætning 2 fløjter/ 2 oboer/ 2 klarinetter/ 2 fagotter/ 2 horn/ 2 trompeter/ 3 basuner/ pauker/ strygere

György Kurtág (født 1926) ... concertante, for violin, bratsch og orkester

(2003) (Uropførelse) Varighed: ca. 24'

Orkesterbesætning 6 fløjter/ 4 oboer/ 4 klarinetter/ 4 fagotter/ 4 horn/ 4 trompeter/ 4 basuner/ tuba/ slagtøj/ cimbalom/ pianino/ strygere

Pause ca. 21.00

Béla Bartók (1881-1945) Den forunderlige mandarin, op 19

pantomime i 1 akt (1919) Version med rekonstrueret oprindelig slutning Allegro - Moderato - Lento - Sostenuto - Maestoso - Lento - Sempre vivace - Sempre vivo - Adagio - Agitato - Molto moderato - Piu mosso Varighed: ca. 34'

Orkesterbesætning 3 fløjter/ 3 oboer/ 3 klarinetter/ 3 fagotter/ 4 horn/ 3 trompeter/ 3 basuner/ tuba/ pauker/ slagtøj/ harpe/ klaver/ orgel/ celeste/ strygere

Korbesætning 5 sopraner/ 4 alter/ 5 tenorer/ 5 basser

Léonie Sonnings Musikpris 2003

bliver efter Schubert-symfonien uddelt ved Steen Frederiksen

Koncerten sendes direkte i P2 Genudsendes mandag 22. september via EBU

Aftenens koncert har Sonningprismodtageren György Kurtág i centrum i mere end en forstand. Ikke blot er han aftenens æresgæst, programmet er tillige bygget op opkring uropførelsen af hans værk ... concertante, der er komponeret til denne lejlighed. Også koncertens øvrige værker har en speciel tilknytning til Kurtág. Det var mødet med aftenens første værk, Schuberts Ufuldendte, som fik ham til som 13-årig at tage beslutningen om at blive komponist, og det var håbet om at få Bartók som lærer, som fik ham til at søge til Liszt Akademiet i Budapest i 1945.

Schubert: Symfoni nr. 7, Den ufuldendte

Ser man fragmentet som en typisk romantisk udtrykform, er Schuberts Ufuldendte måske et af de mest fuldendte romantiske kunstværker. Hvis man fører tanken videre, skulle man ikke kun spille de to færdiggjorte satser, men også de første 20 takter af den trejde sats, som er bevaret i manuskript. Det gør man naturligvis ikke, men fortsættelsen levner ingen tvivl om, at Schubert havde tænkt sig en firsatset symfoni. Hvorfor han ikke komponerede den færdig, er der stadig ingen entydig forklaring på. Den forklaring, at Schubert mente at have sagt alt hvad der skulle siges i de to første satser, er ikke overbevisende, og den forklaring, at han skulle have syntes, at temaerne lød for meget som Beethoven, heller ikke. Netop denne symfoni ligger meget længere fra Beethoven end Schuberts efterfølgende store C-dur-symfoni. Den mest nærliggende forklaring er, at han selv har kunnet høre, at de to første satser repræsenterede noget afgørende nyt, og at han ikke fandt videreførelsen i den påbegyndte tredjesats på samme niveau - altså at hans forehavende mislykkedes og blev opgivet.

I førstesatsen lykkes det Schubert at forene liedmelodiens lyriske karakter med den store, symfoniske opbygning. Hovedtemaet, der sætter ind i oboer og klarinetter efter bassernes indledende frase, er en instrumental liedmelodi af stor skønhed. Karakteren af liedmelodi giver temaet en sluttet form. Det efterfølgende sidetema bæres frem af celloerne og er næsten endnu mere sangbart end hovedtemaet. Selv de efterfølgende dramatiske orkesterpassager formår ikke at ændre den grundlæggende lyriske stemning. Først i gennemføringsdelen skifter karakteren til det dramatiske og kontrastfyldte, som en skyggeverden i forhold til begyndelsen og reprisen, der dermed ikke kun bliver en genoptagelse af de sangbare temaer, men også en generobring af den poetisk-lyriske tilstand. Andensatsen er mere melankolsk og længselsfuldt drømmende.

Kurtág: ... concertante, for violin, bratsch og orkester

György Kurtág er ligesom sin kollega og landsmand György Ligeti opvokset i den nordlige del af Rumænien, hvor der var et betydeligt ungarsk mindretal. Området hørte til og med 1. verdenskrig til Ungarn. I 1945 kom han til Budapest, hvor han fra 1946-55 studerede klaver og komposition på Liszt Akademiet. Ungarn var i denne periode underlagt et strengt stalinistisk styre, som fordømte enhver beskæftigelse med moderne musik som formalistisk, og først med opstanden i Ungarn i 1956 blev der løst op for situationen. Et efterfølgende studieophold i Paris 1957-58, hvor han på hjemrejsen også fik lejlighed til at høre Stockhausens Gruppen i Köln, blev derfor af afgørende betydning. Hans værker fra den følgende periode er koncentrerede, ekspressive kammermusikværker som vidner om indflydelse fra Webern og Messiaen.

Kurtágs første værk for et stort symfoniorkester, Stele (1994), blev skrevet til Berliner Filharmonikerne. Helt traditionelt er det dog ikke, idet det er udvidet med en kvartet af fire Wagner-tubaer og en række tasteinstrumenter: klaver, opretstående klaver, celeste og det ungarske cimbalom. Det er en symphonie funèbre i tre satser, skrevet in memoriam Kurtágs ven og mentor, komponisten András Mihály. Det lykkes Kurtág at transformere de udbrud af klage og sorg, som kommer tydeligt frem i andensatsen, til en pulserende, ligesom forstenet smerte, der transcenderer nuet og retter blikket mod fremtiden.

Hvor meget det nye værk kommer til at ligne Stele, er uvist. Man kan regne med, at den uhyre detaljerede klangbehandling, som er Kurtágs særkende, er præsent. Han arbejder i ... concertante med en kæmpe orkesterbesætning med firdobbelte træblæsere, fuld besætning af messingblæsere, masser af slagtøj og en stor strygerbesætning. Det er her ikke mængden eller lydstyrken, der er afgørende for den store besætning, men klangkvaliteten og de uendelige differentierings-muligheder. Hans legendariske hørelse og hans lige så legendariske selvkritik gør, at han har en helt præcis forestilling om, hvordan det skal lyde, og han giver ikke musikken fra sig, før han er helt tilfreds. Derfor komponerer han også tit meget langsomt, og det er i skrivende stund endnu uvist, om alle fire satser af værket når at blive færdige til opførelsen ved Sonningpris-overrækkelsen.

Værket er en dobbeltkoncert for violin, bratsch og orkester. Titlen ... concertante er bevidst flertydig og forbinder noget tøvende og uvist med værkets karakter af koncert. Solostemmerne er skrevet til den japanske koncertmester for bratscherne i Concertgebouw-orkestret i Amsterdam Ken Hakii og hans kone, violinisten Hiromi Kikuchi. Førstesatsen er 6-7 minutter lang, og komponisten regner med, at hele værket kommer til at vare 20-25 minutter.

Bartók: Den forunderlige mandarin

Den forunderlige mandarin er Bartóks tredje sceneværk efter Hertug Blåskægs borg (1911) og Træprinsen (1916). Det er en pantomime over en historie af Menyhért Lengyel, der i forlængelse af Bartóks to tidligere sceneværker behandler forholdet mellem kvinden og manden, kærligheden og døden, men på en ny måde. Som pantomimemusik følger musikken hver enkelt gestus og situation meget tæt, som det også kendes fra balletmusik, men med en detaljeringsgrad, man sjældent finder der. Værket er skrevet i 1918-19 og færdiggjort og instrumenteret i 1924-25, hvorefter det i 1926 fik sin uropførelse i Köln. Det blev dengang ved den ene opførelse 'af moralske grunde', mens værket i dag anses som et højdepunkt i Bartóks produktion.

Pantomimen skildrer historien om en ung pige, der af tre ruffere bliver tvunget til at lokke mænd ind fra gaden, hvorefter de overfalder og røver ofrene. Efter det indledende forspil begynder pigens første lokkespil, der hver gang indledes med rubato-spil i klarinetten, som derefter bliver stadig livligere. Det første offer er en gammel mand, men da han ingen penge har, smider de tre mænd ham hurtigt ud igen. Orkestret følger så tæt, at man formelig hører manden blive smidt ned ad trappen. Den anden, der falder for lokkeduen, er en genert ung mand, men han ryger også ud. I tredje forsøg lokkes den forunderlige mandarin til, pludselig står han i døråbningen som en urokkelig klippe. Hans orientalske fremtræden understreges af en pentaton farvning af melodikken.

Pigen indleder nu en forførerisk dans, der langsomt bygger op til en vild erotisk vals, der ender med, at hun synker ned i hans arme. Hun trækker sig tilbage, og han jagter hende rundt, indtil de tre mænd overfalder ham og forsøger at kvæle ham. Da det ikke lykkes, stikker de ham ned med et sværd, og da også det slår fejl, hænger de ham i en elektrisk ledning, der hænger ned fra loftet. Hans længsel efter pigens kærlighed er dog så stærk, at han overlever alle tre drabsforsøg. Først da pigen forbarmer sig over ham, tager ham ned og omfavner ham, begynder hans sår at bløde, og han dør i hendes arme. Historien er bygget symmetrisk op opkring den centrale erotiske dansescene, hvor de tre hvervningsforsøg i første del modsvares af de tre drabsforsøg i anden del.

Michael Fjeldsøe

Ved aftenens koncert opføres Den forunderlige mandarin for første gang i Danmark i en komplet version, hvori der indgår passager, der først blev fundet for få år siden.

Michael Schønwandt

I barndomshjemmet i Hellerup var det mest jazz, der kom ud af højttalerne, men som seks-årig fandt Michael Schønwandt selv vej til radioens Torsdagskoncerter. Et par år senere blev han stamgæst på galleriet i Det Kongelige Teater, hvor han overværede al opera.

På trods af interessen for musik syntes forældrene dog ikke, at han skulle være noget ved musikken - men det lykkedes ham til sidst at få lov til at tilmelde sig musikvidenskab på universitet.

Efter nogle år på Københavns Universitet rejste Michael Schønwandt som 22-årig til England, hvor han studerede direktion på Royal College of Music. Fem år senere vendte han hjem til København, hvor han debuterede som dirigent foran Tivolis Symfoniorkester. Året efter dirigerede han DR Radiosymfoniorkestret første gang, og to år senere debuterede den unge dirigent på Det Kongelige Teater.

Som første skandinav nogensinde dirigerede Schønwandt ved Wagner-festspillene i Bayreuth i 1987, og to år tidligere var det Covent Garden i London, der hidkaldte dirigenten. London Symfonikerne, Berliner Sinfonie-Orchester og Filharmonikerne i Wien og Berlin har også haft glæde af danskeren på podiet.

Fra 1988 til 2000 var Michael Schønwandt 1. gæstedirigent for DR Radiosymfoniorkestret. Samarbejdet resulterede i uforglemmelige koncerter og en række pladeindspilninger, hvor især optagelsen af Richard Strauss' Salome har haft stor succes, også internationalt.

Michael Schønwandt fylder 50 år 10. september i år.

Hiromi Kikuchi og Ken Hakii

Ægteparret Kikuchi og Hakii følges ad både privat og professionelt. De er begge født i Tokyo, begge begyndte at spille meget tidligt og begge spiller i dag i Orlando Ensemblet.

Hiromi Kikuchi var 10 år, da hun vandt Den Nationale Violinkonkurrence i Japan. Førsteprisen gav hende mulighed for at opsøge landets bedste lærere og søge optagelse på det berømte konservatorium Toho Gakuen. Siden rejste Hiromi Kikuchi til Europa og blev optaget på musikhøjskolen i Köln. Her blev hun medlem af Amadeus-kvartetten og fik undervisning af blandt andre Henryk Szeryng og Nathan Milstein.

Hiromi Kikuchis repertoire strækker sig fra det helt klassiske til ny musik. Siden 1988 har hun været medlem af Robert Schumann Ensemblet, som spiller værker af Schumann, Mozart, Brahms og deres samtidige, men som også optræder med noder fra det 20. århundrede - af Berg, Hindemith, Britten og Messiaen. György Kurtág har i mange år arbejdet sammen med Hiromi Kikuchi. I løbet af efteråret opfører Kikuchi Sonningprismodtagerens nye ... concertante i København, Amsterdam og Paris.

Ken Hakii lærte for alvor at håndtere bratschen på Japans Nationale Universitet for kunst og musik, og hans første ansættelse var som solobratschist i Filharmonien i Tokyo. I begyndelsen af 1980'erne rejste Ken Hakii til Europa og fik undervisning af Rainer Moog på musikhøjskolen i Köln. Virtuoser som Milton Thomas og William Primrose var også med til at farve Hakiis talent. I Køln var bratschisten med til at etablere Amadeus-kvartetten. Siden tog han og et par kolleger initiativ til Robert Schumann Ensemblet, som har indspillet flere plader med både gamle og nye kompositioner. Ken Hakii blev medlem af Royal Concertgebouw i Amsterdam i 1985, og i 1992 blev han udnævnt til solobratschist i orkestret.

Nina Ørum