Hvis der er noget, jeg ikke kan, så gør jeg det bare alligevel

Af
| DMT Årgang 78 (2003-2004) nr. 02 - side 52-55

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf
  • Annonce

    Modtag nyhedsbrev

Et portræt af og et interview med komponisten Carsten Bo Eriksen. Artiklens forfatter er violinist og medlem af komponistensemblet Nordlys, som Eriksen har været med til at etablere sammen med kollegaen Martin Lohse.


AF CHRISTINE PRYN

Sæsonens række af debutkoncerter står for døren, og blandt årets debutanter er komponisterne Carsten Bo Eriksen og Martin Lohse. De er hinandens bedste venner og har fulgtes ad gennem hele konservatorietiden. Ved siden af kompositionen er de begge ivrige kunstmalere, de rejser gerne sammen og har endda præsteret at være fælles om værket Scream IX, som de har komponeret under navnet Machinery. Det blev til over en nat, som en protest mod, at Statens Kunstfonds konkurrence i 2001 havde sloganet "Hvis man ikke går til yderlighederne, er der slet ingen grund til at gå". Machinery løb med 1. prisen!

I 1996 tog Carsten initiativ til dannelsen af komponistensemblet Nordlys, der gav sin første koncert året efter, og Martin var også med fra starten. Ensemblets besætning er klarinet, violin, cello og klaver, og de tilknyttede komponister bidrager hver med et til to værker årligt. Selv er jeg violinist i Nordlys, og det har været utrolig spændende at følge de unge komponisters udvikling gennem årene. Der har selvfølgelig været værker, jeg har syntes bedre om end andre, men der er ingen tvivl om, at de begge er trådt i karakter og har udviklet en meget personlig og genkendelig stil.

Tilhængere af den kritiske presse vil muligvis komme med den indvending, at jeg er for tæt på de to til at kunne forholde mig objektivt. Jeg vil heller ikke på nogen måde lægge skjul på, at jeg holder meget af både Martins og Carstens musik, men de vil begge kunne bevidne, at jeg har min kritiske sans i behold! Til gengæld er jeg en af dem, der kender deres musik bedst, eftersom jeg har uropført 15 af deres værker.

Udvandring fra Tivoli

"Hvis der er noget, jeg ikke kan, så gør jeg det bare alligevel." Den udtalelse er meget typisk for Carsten Bo Eriksen. Han er en ildsjæl, initiativtager og igangsætter og lader sig ikke stoppe, når han har fået en idé. Det gælder både kunstnerisk og praktisk. Som komponist går han sine egne veje, og hans musik vækker enten stor glæde eller det modsatte - sjældent midtimellem. Efter Nordlys' opførelse af Series of Escape ved MAGMA 2002 i Berlin udtrykte René Bosc fra Radio France stor begejstring og hævdede, at det var det eneste på festivalen, som virkelig skilte sig positivt ud. Nogle af de tilrejsende danske kolleger var dog ikke enige i denne opfattelse. De mener, at Carstens musik med sit klare tonale tilhørsforhold og åbenbare skønhed lefler for publikum. Der er nok ingen tvivl om, at et bredt udsnit af befolkningen ville foretrække Carsten frem for mange andre moderne komponister. Alligevel er der et stykke vej, førhans popularitet bringer ham på forsiden af Se og Hør. Selv Carsten har måttet opleve en demonstrativ udvandring fra Tivolis Koncertsal.

Allerede som grøn kompositionsstuderende var Carsten Bo Eriksen klar over, at hvis man som komponist ikke vil lade sig nøje med sjældne opførelser af svingende kvalitet eller endnu værre: At skrive til skuffen, så må man selv gøre en indsats. Han er bevidst om kunstnernes medansvar for et levende musikliv og har således stablet adskillige koncerter, festivals, udstillinger o.l. på benene. Endvidere har han grundlagt komponistensemblet Nordlys, hvor han selv er medlem som komponist, og rockbandet Melonheads, hvor han er forsanger, sangskriver og tekstforfatter. Derudover er han meget aktiv som billedkunstner, hvilket han til tider lader indgå i et samspil med musikken i form af videoer eller udstillede malerier ved koncerterne. Et eksempel på hans malerier kan ses i Ib Nørholms festskrift, Fluktuationer, hvor maleriet Gravity? er afbildet.

Carsten Bo Eriksens musik er kontroversiel. Det har jeg selv mærket efter talrige opførelser i ind- og udland. Publikum bliver overrasket og ytrer sig gerne i stærke vendinger. Musikken er smuk, lyrisk og iørefaldende. Eller naiv og poppet, hvis man har de briller på. De nærmeste forbilleder er komponister som Steve Reich, Philip Glass, John Adams og Michael Torke fra USA samt Arvo Pärt og Brian Eno fra Europa. Inden for rockverdenen er det navne som Radiohead, Nine Inch Nails og Depeche Mode, der inspirerer.

I starten af mit samarbejde med Carsten kritiserede jeg ham ofte for ikke at tænke på regnskoven. Han udnyttede slet ikke nodepapiret, idet der kun var nogle få noder (oftest helnoder) på hvert ark. Sagt med andre ord: Musikken var oftest meget langsom og stille kun afbrudt af nogle få effekter såsom en meget høj flageolet eller et par toner spillet med træet på buen. Sidenhen er der kommet langt mere bevægelse i hans musik. Rytmiske figurer, der gentages og langsomt forskydes i forhold til takten, hører man ofte hos ham, men der er også stadig mange stille afsnit.

Indimellem flirter han en smule med fluxuskunstnernes skøre påfund og har fx benyttet en radiator som instrument i et orkesterværk. Andre gakkede planer såsom at køre en HT-bus ind i Tivolis Koncertsal eller arrangere Nordlyskoncert på et møntvaskeri er dog endnu blevet ved tanken. Set fra musikerens synspunkt virker Carstens musik umiddelbart let og som noget, man ikke behøver øve så meget på. Selvom de tekniske krav ligger langt fra, hvad en Berio-Sequenza fordrer, skal man dog ikke lade sig narre. De øvetimer, man ikke bruger på at terpe virtuose løb og store akkorder, får hurtigt ben at gå på, når man skal udforske de klangfarver, der er altafgørende for, at musikken giver mening. De lange toner og de lange pauser kræver, at man er dybt koncentreret og har en udpræget sans for timing. I sine senere værker, er Carsten begyndt at eksperimentere mere med rytmerne, hvilket for kammermusikkens vedkommende stiller store krav til sammenspillet, da slaget tit er på et helt andet sted, end man hører det.

Inspirationen finder Carsten Bo Eriksen gerne på sine talrige rejser til Spanien og Portugal. Atmosfæren fra gamle, forfaldne slotte med tilgroede parker såsom fx Alhambra er noget af det, han prøver at skildre i sin musik. Også en arkitekt som Gaudi har inspireret ham meget, og det er ikke kun ham selv, der kan høre det. Efter en opførelse af orkesterværket Blue Spiritual Mysticism i Tivolis Koncertsal kom en mand hen til ham og sagde, at musikken mindede ham om netop Gaudis bygningsværker. Carsten tænker ikke i strukturer og tal, men mere visuelt og direkte audiotivt og følger hellere sin intuition end forskellige systemer og regler.

Interview

CP: Slotte og parker - er der ikke lidt af en eventyrer i dig?

CBE: Jo, det kan man godt sige. Jeg er modstander af, at alt skal være så rationelt og funktionelt. Det er skønt, når noget bare er smukt for at være smukt. Det er tegn på et vist overskud. Hvis man lever i dødssyge omgivelser, så bliver man altså også nemt selv dødssyg. Vi bliver jo i høj grad påvirket af vores omgivelser og af, hvad vi ser, hører, smager og i det hele taget sanser.

CP: Det er jo ikke den rene skønhed, du går efter. Det er ret forfaldne steder, der inspirer dig, hvilket du også illustrerer i musikken i form af de støjprægede effekter, der indimellem dukker op. Hvad er så fascinerende ved forfald?

CBE: Jeg ser også en skønhed i forfaldet. Det gør mig opmærksom på skrøbeligheden - også menneskets. Samtidig medvirker det også til, at man tydeligt kan fornemme fortiden og stedets historie. Så kan jeg bedre digte min musik. Det gør heller ikke noget, at der er grimme ting i musikken - man kan godt finde noget smukt under det grimme. Bare der er et håb tilbage. Komponister og andre kunstnere, der lader sig inspirere af hverdagens voldelige begivenheder som fx krig og ikke lader et håb tilbage, finder jeg perverse.

CP: Så dit mål med musikken er altså at give folk et håb?

CBE: Ja, jeg kan ikke se det som min opgave at fremhæve verdens grusomheder. Et andet mål med min musik er kommunikation. Jeg vil gerne skrive noget, folk kan forholde sig til. Det er jo ikke sjovt, at høre én tale kinesisk, hvis man ikke forstår et pluk selv. Derfor gør jeg brug af tonalitet, grundtonefornemmelse, modalitet, ledetoner og melodier, som er uundværlige i min musik, selvom jeg ikke bruger det hele på én gang. Det er en form for fælles holdepunkt eller fælles sprog, og jeg må give mine musikalske forfædre den kredit, at de virkelig har haft fat i noget. Det betyder ikke, at jeg skriver i wienerklassisk stil - jeg er i høj grad barn af min tid, men man kan jo ikke blive ved at opfinde den dybe tallerken. Man kan også bliver så original og speciel, at man ekskluderer sig selv totalt fra publikum og samfundet.

CP: Det lyder som om, du er inspireret af populærkulturen?

CBE: Jo, populærkulturen tiltaler mig og mange andre. Jeg er fascineret af at arbejde på kanten af det kommercielle, men lige dreje det lidt, så det alligevel bliver anderledes. Selvom jeg gerne vil kommunikere og nå lidt bredere ud, end meget ny musik gør normalt, går jeg jo på ingen måde ind for ensretning. Det er dødkedeligt, at man kan købe det samme tøj stort set over hele kloden, og at handelsfolk putter os i små kasser for bedre at kunne målrette deres tilbud. Det er en grov forenkling og en illusion. Vi er forskellige, og der skal være plads til at være anderledes. Som kunstner skal man udtrykke sig præcist som man vil og ikke lade sig styre af andres meninger. Jeg kan godt se, at mit forhold til popularitet, eller hvad man nu skal kalde det, er lidt ambivalent. Det er jo dejligt, når folk synes, at det er superfedt, det man laver, og det rører ved noget hos dem, men jeg vil selvfølgelig bevare min uafhængighed og min frihed til at tilføre nye aspekter, når jeg føler, der er behov for det. Når jeg siger, at jeg gerne vil kommunikere med min musik, er det altså ikke fordi, jeg synes, vi som kunstnere eller mennesker i det hele taget, skal give køb på vores personlige kendetegn og små særheder. Det er snarere ud fra et ønske om, at vi kan være noget for hinanden.

Med aktiviteter der spreder sig fra klassisk kammer- og orkestermusik til rock, er én debutkoncert ikke nok. Carsten har derfor valgt at supplere den traditionelle debutkoncert i Rundetaarn, med en rockkoncert i Lille Vega.

Christine Pryn (CP): Hvorfor er det så vigtigt for dig at sprede dig så meget?

Carsten Bo Eriksen (CBE): Jeg er ikke musikfascist og synes, at skellene mellem rytmisk og klassisk musik er latterlige. Det vigtige for mig er at lave god musik, som siger mig selv og andre noget. Faktisk har jeg altid beskæftiget mig med begge genrer, og det er derfor naturligt for mig. Jeg vil ikke indordne mig under nogle konventioner og føler, at jeg kan skabe mig en fremtid inden for begge dele. Selv skelner jeg ikke imellem det ene og det andet.

CP: Du er også aktiv som billedkunstner - er det ikke at gabe over lige lovligt meget?

CBE: Nej, det synes jeg ikke. Egentlig ser jeg hverken mig selv som komponist, maler, tekstforfatter eller sanger, men snarere som et selvstændigt skabende menneske. De ting, jeg beskæftiger mig med, opfatter jeg som et slags kald, selvom det måske lyder lidt romantisk. Jeg har nu en 7-årig uddannelse i komposition bag mig, men det er ikke den, der har været afgørende for mig eller min musik. Det er ikke alle på konservatoriet, der har forstået min tilgang til musikken, og da jeg i sin tid begyndte derinde, blev jeg da også meget påvirket af nogle af lærerne og skrev et par værker i en stil, som ligger meget langt fra min egen. Det gik jeg imidlertid hurtigt væk fra. Så har jeg fået langt mere ud af et fællesskab som Nordlys, hvor musikere og komponister mødes på tværs og giver hinanden kritik og diskuterer. Det har været uvurderligt for mig.

Som sagt ser jeg ikke noget skel imellem klassisk musik og rockmusik og egentlig heller ikke imellem musik og andre kunstarter. Det hænger sammen. Jeg har brug for at kaste mig ud i forskellige ting og ekperimentere, og når alt kommer til alt, kan man sige, at de fejl, jeg begår, trods alt ikke har de samme fatale følger, som hvis jeg havde været en kirurg, der skulle foretage indviklede indgreb. Der er forhåbentlig ingen, der dør af mine bommerter! Faktisk synes jeg, at fejl kan være ganske livgivende inden for kunst. De kan trække tingene i nye retninger og åbne for helt nye universer. Pludselig opfatter man ikke fejlen som en fejl mere, men som en ny æstetik.

Fotos i denne artikel: Anders Vendelbo.

Foto opslaget 52-53: Melonheads med musikerne: Mikkel Kroner (tv), Simon Christensen (th) og Carsten Bo Eriksen i forgrunden.

Carsten Bo Eriksens debut: Lørdag d. 29. oktober kl. 17 i Rundetaarn.

Onsdag d. 3. december kl. 20 i Lille Vega.

FAKTA

Carsten Bo Eriksen (f. 1973)

Studier

Berklee College of Music, et semester i 1993.

Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums diplomuddannelse i komposition 1995-2001.

Studier i gamelanmusik hos Pak Tama i Ubud på Bali i Indonesien i 1999.

Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums overbygningsuddannelse for komponister 2001-2003.

Andre aktiviteter

Bestyrelsesmedlem i koncertforeningen Musica Nova 1996-1998.

Etablerer komponistensemblet Nordlys i 1997.

Etablerede den elektroakustiske musikfestival ARTRA i 1999 (senere nedlagt).

Etablerer rockgruppen Melonheads i 2002.

Vigtigste værker

Known lands of the moon (2002)

for violin og orkester

Blue Spiritual Mysticism (1998/99) (rev.2000) for stort orkester, violin og klaver

In The Picture (1999)

for klarinet, violin, cello og klaver

Azulejos og the half moon (2000)

for klaver, violin og cello

Mandala (2001) for klarinet, violin, cello og klaver

Series of Escape (2002) for klarinet, violin, cello og klaver

In Between (til film af billedkunstneren Jesper Fabricius) (2002) for violin, cello og klaver

Grand (2003) for klarinet, violin, cello og klaver

Vigtigste opførelser

Nordiske musikdage, Magma 2002 i Berlin, 2002

Festivalen Meet Denmark i Filharmonien i Kraków, 2002

Musikhøst i Odense, 2002

Komponisternes Efterårskoncert, Charlottenborg, 2002

Komponistbiennalen i København, 2002

Sønderjyllands Symfoniorkesters Komponistworkshop, 2002

Komponistforeningen i Irland, 2001

Den Sorte Diamant, Det Kgl. Bibliotek, 2001

UNM i Danmark, 2001

Suså Festival, 2001

Numus Festivalen, 2000, 2001

UNM i Norge 2000

Tivolis Koncertsal, 2000

DKDM's komponistworkshop 2000

Danmarks Radios, Studie 2, 1999, 2000

Udgivelser

Nordlys på pladeselskabet dacapo 2002 (nomineret til Danish Music Award for bedste kammermusikudgivelse).

Filmen "Sproget er det hus vi bor i" af billedkunstneren Jesper Fabricius.

Kommende udgivelser

Melonheads cd, "Skin". Udgives 1. november.

Melonheads cd, "Dead End Spaceboy". Udgives 3. december.

Carsten Bo Eriksen dvd (Dolby Surround), "Hide Out" (Meditativ musik og videodel af Carsten Bo Eriksen) Udgives 7. April 2004.

Internet

www.carstenboeriksen.dk www.nordlys-ensemble.dk

Årgang 78/2003-2004, nr. 02