Kultursatsning i Skt.Petersborg - virkelighed eller spil for galleriet?

Af
| DMT Årgang 78 (2003-2004) nr. 02 - side 56-61

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Byen Skt. Petersborg har rundet de 300 år. Det blev markeret med en række jubilæumsaktiviteter - og et ambitiøst dansk kulturfremstød. DMT's udsendte beretter om de forskellige initiativer og om den nye musik som værende en by i Rusland.


AF CATJA C. GAEBEL

Da jeg besøgte "Nordens Venedig", det nu 300 år unge og klassiske Skt. Petersborg for første gang, syntes det kulturelle udbud ingen ende at tage. Overalt i byen blev udstillinger, koncerter, festivaler og teaterforestillinger annonceret. Tydeligvis var der tale om et aktivt og skolet publikum, for der var altid travlt foran skrankerne til det Skt. Petersborgske Billetnet, hvor petersborgerne altid talte højt og med store armbevægelser om den rige russiske kultur.

Mit indledende besøg til den store kultur ligger efterhånden 10 år tilbage. Herefter forøgedes mine besøg i byen, og jeg opdagede hurtigt, at de kulturelle udbud og deres indhold var de samme år efter år. Sådan har den traditionsrige Marinskij-opera haft Madam Batterfljai (Madam Butterfly) og Tjaikovskijs balletter på plakaten i utallige sæsoner. År efter år har jeg søgt efter alternativer til et strengt klassisk og traditionsrigt musikprogram. År efter år har jeg været sikker på, at et alternativ til et, om ikke længere betonkommunistisk, så i hvert fald betontraditionalistisk repertoire, måtte befinde sig i byens kulturelle landskab.

I forbindelse med mit sidste besøg i byen, forbundet med byens 300 - års jubilæum og dansk kulturfremstød, har jeg dog måttet stå ansigt til ansigt med en række erkendelser. De har medført, at jeg for det første har måttet erkende, at jeg efterhånden har skridtet alle kroge i byen af for minimale musikalske alternativer, og at jeg stærkt må betvivle vigtigheden og den i pressen omtalte succes med dansk kulturfremstød i forbindelse med byens jubilæum. Her er min beretning.

Det 20. århundrede. En by i Rusland?

Samtidighed i russisk musik og kunst, og musik fra det 20. århundrede er om ikke en by i Rusland, så i hvert fald en kategori, der i bogstavelig forstand er sløret i det officielle kulturliv i Skt. Petersborg. Ved Kunstakademiets kunsthistoriske institut strækker undervisningen om det 20. århundredes kunst sig med nød og næppe til og med den russiske historiske avantgarde fra 1910erne og 20erne. Derfra hedder det 20. århundrede udelukkende socialistisk realisme uden berøring med tendenser fra Vesten.

Således også på konservatoriet som huser musikvidenskaben. Der er stadig kun få professorer på konservatoriet, der beskæftiger sig med temaer og problematikker om musik fra det 20. århundrede, og så godt som ingen der har gjort samtidig eller 'ny musik' til deres specialområde. Langt de fleste professorer fordyber sig i emner fra det 18. og 19. århundrede: I Rubinsteins pianistiske færdigheder, Rimskij-Korsakovs

instrumentation, Tjaikovskijs koncerter og operaer, Glinkas grundlæggelse af et russisk musikakademi etc. Det mest fremtrædende tema fra det 20. århundrede, der i byens musikvidenskabelige kredse stadig hersker heftig debat om, er receptionen af Sjostakovitj. Men så småt vinder Stravinskij også indpas i debatten - en debat der i russisk domæne oprindeligt blev taget hul på i Moskva og ikke Skt. Petersborg, byen til hvilken Stravinskij ellers havde størst tilknytning.

Olga Manulkina er musikkritiker og professor på Rimskij-Korsakov Musikkonservatoriet i Skt. Petersborg. Som kritiker er Manulkina kendt som en spids kommentator. Om situationen siger hun til DMT:

"Folk lukker ganske enkelt øjnene for situationen og lever videre på noget, der ikke er. De forestiller sig, at musiklivet her i byen befinder sig i en blomstrende udvikling. Når jeg så gennem mine artikler og kritik gør dem opmærksom på, at det, de ser, er fiktion, at musiklivet er stagneret og ikke udvikler sig, så er det klart, at de opfatter det som hård kritik og pessimisme."

I Moskva er situationen omkring musikken ifølge Olga Manulkina helt anderledes. Her er musikken fra det 20. århundrede mere populær, og derfor er der større fokus på ny musik. Som følge deraf er der næsten ingen samtidige komponister eller musikforskere, der tager til Skt. Petersborg for at studere komposition eller for at forske:

"Her er ingen fokus på ny musik og ingen penge til det", siger Manulkina opgivende. Hun fortsætter: "Alle tager til Moskva eller til udlandet, fordi det er her, alle mulighederne og midlerne befinder sig."

Disse muligheder skal helt konkret ses i lyset af, at næsten 80 % af hele landets omsætning går til Moskva. I Rusland er myten om, at økonomi og kunst ikke hænger sammen, efterhånden faldet så voldsomt til jorden, at selv den russiske sjæl har sat sig selv til salg. Forholdende omkring ny musik og samtidskunst i Skt. Petersborg har efterhånden opnået en så dostojevskijsk elendighed, at den bider sig selv i halen.

Avantgarde og censur

Set i historiens lys er kulturhovedstaden Skt. Petersborg ikke blot stødt ind i en økonomisk krise. også kulturlivet er falmet betydeligt siden de iltre og eksperimenterende avantgarde-dage. Olga Manulkina fortæller, at de mange koncertaktiviteter indtil 1929 blev dokumenteret grundigt. Før 1929 var der et rigt kunst- og kulturliv i byen. Mange koncerter blev arrangeret med både russiske og udenlandske gæstemusikere og komponister. Da Alban Bergs Wozzeck blev opført i Petersborg først i 1920erne, udkom der straks efter et væld af artikler i de mange musiktidsskrifter, der dengang eksisterede. Mest kendt er vel Sovremennaja Muzyka (Samtidig Musik), hvor kritikerne Boris Asafjev og Drusjkin var meget aktive skribenter.

Særligt denne tid er blevet dokumenteret grundigt, selvstændigt og med en mangfoldighed af perspektiver. Der herskede et aktivt musikliv og fora, der både diskuterede den dengang samtidige musik og arrangerede et væld af koncerter med musikken.

Efter 1929 koncentrerede man sig imidlertid mere om musikkritik og kritikken af musikkritikken, og som bekendt gik vejen fra kompositorisk idé til uropførelse gennem en nådesløs censur. En stor del af det, der blev skrevet fra 1930erne og frem til Perestrojka, blev som også megen litteratur skrevet til skrivebordsskuffen. Ifølge Olga Manulkina siger det sig selv, at der på den måde gik mange kompositioner og litteratur om musik tabt. På grund af den stagnation og isolation, der strækker sig over 50 år, er det også forståeligt, hvorfor kompositioner af Berg, Stravinsky, og Messiaen først havde premiere i Rusland efter Perestroijka og Glasnost, altså i slutningen af 80erne.

Med det væld af musikaktiviteter der var i 1920erne og den efterfølgende fortielse af aktiviteterne i eftertiden, ville man umiddelbart gå ud fra, at der med den officielle ophævelse af fortielsen i slutningen af 80erne og begyndelsen af 90erne opstod et behov for at bearbejde fortiden, det vil sige at tage det ansvar, fortiden bragte med sig, alvorligt og forholde sig til de nye identitetsaspekter den bringer med sig. Men dette skønner Manulkina ikke er tilfældet - i hvert fald ikke i Skt. Petersborg. Hun fortæller, at der i 90ernes Skt. Petersborg kun er publiceret meget lidt om ny musik, og at kun få kompositioner, komponister og dertilhørende problemstillinger er blevet genoptaget. Stravinsky er den eneste komponist, hvis rolle og forhold til byen er blevet debatteret. Dette er også først sket i 90erne. Der er udgivet en enkelt bog om Aleksander Mossolov, og Prokofjevs tidlige periode er blevet taget op til revision.

I Moskva derimod ser det anderledes ud. Her er der i løbet af de sidste 10 år blevet udgivet bøger om bl.a. Sofia Gubaidulinas kompositioner, Alfred Schnittke og den moskovitiske musikalske avantgarde fra 10erne og 20erne med komponisten Nikolaj Roslavec i spidsen.

En gal reception

Spørger man Olga Manulkina og andre kritikere, der skriver om ny musik, hvad der er galt med Skt. Petersborgs musikscene, vil de svare, at det er receptionen af ny musik. Receptionen af ny musik er grunden til, at den ikke kan få fodfæste.

Manulkina er med komponisten Boris Filonovskij og musikskribent og koncertarrangør Irina Leskovskaja med til at dominere det nye udenlandske musikrepertoire, der præsenteres for det petersborgske publikum. Alle tre, men især Irina Leskovskaja, har haft tæt kontakt til Amsterdam og kredsen om Louis Andriessen, så i år har der og kommer der igen ny hollandsk musik på plakaten - atter støttet af det hollandske generalkonsulat.

Spørger man dem, hvordan de opfatter publikums opfattelse af ny og samtidig musik, siger de, at der ikke rigtig er nogen, der ved, hvad det egentlig drejer sig om, især fordi der i Skt. Petersborg ikke er mange muligheder for at høre musikken. Men det et er ikke, fordi der ikke eksisterer festivaler for ny musik, hvor unge komponister fra byen kan få lov til at præsentere deres værker. Festivalerne 'Musikalsk Forår' og 'Lydforår', arrangeret af Komponistforeningen, eller festivalen 'Fra avantgarden til vore dage' er årligt tilbagevendende begivenheder med uropførelser af byens komponister, og i år tæller denne endda en ung dansk komponists afgangsværk fra Rimskij-Korsakov Musikkonservatoriet. Men ifølge Manulkina er der ingen kerne i festivalerne:

"Det er bare namedropping" - siger hun. "Festivalerne hedder noget forskelligt, men repræsenterer det samme. Der findes ingen innovatorer her i Skt. Petersborg, der formår at gøre en forskel og forholde sig til den samtid, de lever i. Måske er Skt. Petersborg for lille til den slags, og måske er der for lidt energi til at ændre de svært konservative strukturer, der findes i byen."

Alle tre, Manulkina, Filonovskij og Leskovskaja begræder koncertsituationen, fordi der for det første ikke er penge nok til varierede opførelser, fordi koncertsalene kun har dét på repertoiret, som de ved, publikum kommer til, og fordi publikum kun kommer til koncerterne, hvis de kender navnet på plakaten. Manulkina skønner personligt, at Filharmoniens repertoire er skrumpet væsentligt ind siden Yuri Termikanov blev chefdirigent i 80erne, og at repertoiret under den tidligere chefdirigent Mravinskij var bredere, men først og fremmest nyere:

"Dirigenten og konservatorierektor Valerij Gergjev er det tætteste, vi kommer på den nye innovator", påstår Manulkina. "Hvert år opfører Gergjev to til tre koncerter med ny kompositionsmusik, men ved disse koncerter er det Gergjev der trækker, ikke musikken, og ligeledes er det eliten, der kommer til koncerterne og ikke 'Ivan Ivanovitj' (Hr. Hansen)."

Manulkinas forslag til en ændring af situationen er at uddanne publikum - det publikum der allerede eksisterer, men i særdeleshed også det der kommer i form af en ny generation, så de bedre kan forstå den ny musik og forholde sig til den og det, den har at fortælle. Men den uddannelse Manulkina og andre aktive kulturpersonligheder fra Skt. Petersborg ønsker sig, er svær at bringe ind i det russiske udannelsessystem og videre ind i den almene folkeoplysning. I Rusland plejer man klassikerne. Pusjkin, Tjekhov og Tjaikovskij citeres, refereres og diskuteres både hos borgmestre og betonarbejdere, der allerede i børnehaven er blevet undervist i den store russiske kultur. Det er en kultur, de uden tvivl elsker, men særligt petersborgerne anser sig selv som repræsentanter for den særligt klassiske stil og æstetik, netop fordi deres by er grundlagt og opført efter strengt klassiske principper.

På grund af denne som oftest forudtagede indstilling må repræsentanter for ny musik og samtidskunst ty til andre udenlandske kulturrepræsentationer. I Skt. Petersborg hersker der dog stor uenighed om, hvorvidt disse nye udenlandske kulturambassadører virkelig havde og stadig har interesse i at fremme kulturen for petersborgernes skyld, eller måske snarere for at promovere nogle få på et nyt marked.

Det nye kulturinstitutionelle landskab

I Petersborg etableredes i 1990erne lynhurtigt amerikanske og europæiske kulturinstitutioner. Som officiel repræsentation for et lands kultur forsøgte de diplomatisk at nærme sig det engang så faretruende imperium på politisk neutral vis. Hensigten med deres tilstedeværelse kan kort beskrives som ønsket om at nærme sig en gammel fjende gennem kulturel udveksling. Det der kan betragtes som en håndsrækning til forsoning og vilje til at poste kapital i en nedslidt metropol, møder den dag i dag russisk modstand i form af komplekse beskatninger og et uomgængeligt spil med skyhøje afgifter og et nådesløst bureaukrati.

Det nye marked mod øst, de udenlandske investorer talte om, viste sig heller ikke at have den store købekraft, som man i Vesten havde håbet. Men ikke desto mindre har British Council, Det Finske Kulturinstitut, Institut Français, Goethe Institut og Nordisk Ministerråd etableret sig som kultursamarbejdspartnere i byen og således åbnet nye muligheder for kulturelt samarbejde mellem Rusland og Europa.

Den pludselige adgang til det store land mod Øst medførte, at alt østlig kitsch blev chikt i Vesten. I begyndelsen og midten af 90erne opstod der i Vesten stor interesse og efterspørgsel på konceptkunst fra Moskva og neo-akademisme fra Skt. Petersborg, og kunstnere med lidt forretningssans som Olga Tobreluts kom til nye grønne dollarsedler over nat. Med den ungarsk-amerikanske kulturmæcen George Soros' institutionsnetværk Open Society Institute har de forskellige mindre forretningskyndige intellektuelle grupperinger fra den tidligere østblok set deres chance til at komme til udtryk og gå i dialog med resten af verden - uden censur.

Siden 1999 har den petersborgske kulturinstitution Pro Arte, som barn af Soros-netværket, formået at holde sig i live uden hjælp fra russisk side. Ikke fordi de ikke ønsker det, tværtimod, men fordi der ingen hjælp er at hente fra den russiske stat til en russisk NGO - fra statens side forstår man ikke, at en russisk institution kan være statsafhængig.

Soros har med god økonomisk fødselshjælp brudt sin forbindelse til Pro Arte, som efterfølgende, med stor beklagelse for Pro Arte, udelukkende finansieres af udenlandske investorer. Pro Artes vigtigste russiske samarbejdspartnere er nogle af de største kulturinstitutioner i byen: Det Russiske Museum, Eremitagen og Filharmonien. Udenlandske samarbejdspartnere tæller blandt andre ZKM fra Karlsruhe og CEC International Partners, USA.

Pro Artes hovedopgave er at dække de huller i kulturhistorien, som det kommunistiske styre har efterladt i den russiske kollektive kulturbevidsthed. Opgaverne spænder vidt og strækker sig fra filmfremvisninger og udstillinger over koncerter til seminarer og uddannelsesprogrammer. Men som en af deres vigtigste opgaver anser Pro Artes tilknyttede eksperter forsøget på at finde mulige svar på, hvad indbyggere i en klassisk inspireret by overhovedet skal bruge den nye kunst og kultur til, og hvad der måske er vigtigere: Hvordan man skal forholde sig til den, når man ikke har lært at leve med den?

Pro Artes koncerter er som regel godt besøgte, og det er ikke Tjajkovskij og Rachmaninov, der opføres, men Alfred Schnittke, Steve Reich og Wolfgang Rihm samt en håndfuld af byens egne samtidige komponister.

Kvaliteten af opførelserne kan diskuteres, men det, der i første omgang er vigtigt, er, at værkerne opføres, og at der er et publikum til koncerterne. At det altid er det samme publikum, der overværer koncerterne, og at to tredjedele af publikum primært kendes fra billedkunst- og litteraturscenen er også sekundært. Hovedsagen er, at der udvises interesse over for musikken, og at det overhovedet er muligt at samle et publikum til sådanne koncerter, med mindre den dirigeres af Valerij Gergjev eller guden Temirkanov. For når maestro Gergjev eller Termikanov går på podiet, er det dem, publikum kommer for at se mere end for at lytte til musikken.

Personkulten i Rusland døde ikke med Stalin, og som man kunne læse i den danske dagspresses anmeldelser af DR Radiosymfoniorkesterets besøg på Termirkanovs hjemmebane i juni måned dette år, gælder kulten stadig: "... særdeles velkendt i Danmark, men det er her, han er Gud." Skrev Michael Bo om Termikanov i Politiken, "... zar over Filharmonien ..." tilføjer Katrine Nyland Sørensen i Dagbladet Information

En dansker i byen

Fra i år tæller det udenlandske kulturinstitutionelle landskab også Det Danske Kulturinstitut, der inden den officielle åbning af kontoret i Skt. Petersborg har måttet kæmpe om midler og licenser og mod restriktioner og bureaukratier for at få lov til at overrække sig selv som gave til byen i forbindelse med 300-års jubilæet. Ved den officielle åbning i juni omtalte Skt. Petersborgs viceguvernør kulturinstituttet som den bedste gave, Skt. Petersborg kan modtage i forbindelse med jubilæet.

"Oprettelsen af Det Danske Kulturinstitut er en varig gave, som vi vil få glæde af i mange år frem i vore samarbejdsforbindelser", sagde A. M. Petruk, viceformanden for udenrigskomitéen i Skt. Petersborg. Vicestatsminister Bendt Bendtsen udtalte i sin åbningstale, at kultur er et begreb, der må forstås i bred forstand, og at Det Danske Kulturinstitut efter hans mening åbner et nyt vindue mod Danmark, alt imens Uffe Ellemand kunne se kronjuvelen blive sat på toppen af kronen i hans udenrigspolitiske bestræbelser på at gøre Danmark til en synlig del af Baltikum. Som de andre udenlandske kulturinstitutioner vil Det Danske Kulturinstitut varetage kulturudvekslingen mellem Rusland (læs Skt. Petersborg og regionen) og Danmark, gennem blandt andet udstillinger og kulturarrangementer. Dette er alle områder Det Danske Generalkonsulat før har administreret og taget sig af.

Spørgsmålet er, hvad Det Danske Kulturinstitut i Skt. Petersborg med sin konstante kamp om midler og ressourcer til at opretholde sin eksistens, egentlig skal foruden at repræsentere og fremme dansk kultur i udlandet? Og har vi måske, når det kommer til stykket, tilstrækkelig dansk kulturrepræsentation i Skt. Petersborg i form af et dansk generalkonsulat og Nordisk Ministerråd? Forhører man sig i de russiske kulturkredse, måske undtaget Eremitagen, Det Russiske Museum og Filharmonien, møder man skepsis, når det drejer sig om de nordiske institutioner som Nordisk Ministerråd og Det Danske Kulturinstitut. En generel holdning er, at ingen af de udenlandske kulturrepræsentationer reelt er interesserede i at hjælpe petersborgerne med kunsten og kulturen. De er interesserede i at vise deres nationale stoltheder frem. Det er også helt udmærket. Men for hvem? Os eller dem, eller måske både og?

Personligt tror jeg ikke, at vi skal slå os stort op som nation med udstillinger om vikinger, Karen Blixen og anden kultureksport, som før har slået igennem i andre lande - med mindre det drejer sig om konkret markedsføring af kommercielle produkter. Det, jeg tror er værd at satse på, er, som også kulturinstituttet har på programmet, udveksling og kurser der formår at starte en dialog blandt folk. Petersborgerne har brug for det! Efter min mening er det en forkert satsning, når man fra officiel dansk side annoncerer kunst og kultur, når det i virkeligheden er kommerciel eksport og dansk markedsføring, der står i centrum.

Bendt Bendtsen er foruden Vicestatsminister Økonomi- og erhvervsminister, og viceformand Petruk er formand for udenrigskomitéen. Det har meget med politik at gøre - og økonomi selvfølgelig. Efter en samtale på Det Danske Generalkonsulat fik jeg skåret tingene ud i pap, og jeg måtte betvivle kulturinstitutternes motivationsgrundlag. Kunst og kommers. Kommers mindsker sin aggressivitet og blødgøres ved at påklæbe sig mærkatet 'Kunst' og 'Kultur'. Hvornår kalder man endelig spaden ved navn? Det er stadig Ivan Ivanovitj (Hr. Hansen) som repræsenterer størstedelen af den russiske befolkning, men det er desværre ikke ham, kulturfremstødet henvender sig til.

Omslag, forsidehenvisning: Statue af Aleksander Pusjkin på Kunstpladsen, foran Det Russiske Museum.

Catja C. Gaebel er cand. mag i musikvidenskab fra Københavns Universitet med speciale om tværæstetiske kunstkoncepter i den russiske futurisme. Studier i musikvidenskab og russisk kunst og kultur ved Technische Universität og Humboldt Universitetet i Berlin 2000 - 2002, sangstudier 95 -96 ved Rimskij-Korsakov Konservatoriet i Skt. Peterborg.

Årgang 78/2003-2004, nr. 02