Med joystick under fuldmånen

I august fyldte Karlheinz Stockhausen 75. Den seneste håndfuld cd'er med musik fra operaprojektet "Licht" er på alle måder en blandet samling, men de nyeste indslag signalerer også, at kæmpeværket stadig kan nå at komme strålende hjem - eller snarere frem.

AF JAKOB LEVINSEN

Stedet er en 1. sals altan på Indre Østerbro. Klokken er lidt i to en lun sommernat, og jeg har udsigt til en skyfri stjernehimmel. Og aldrig har jeg været mindre i tvivl om, hvad det vil sige at musik er ny.

Inden for, om man så må sige, traditionel modernisme skelner man ellers gerne mellem ny musik og Ny Musik. Den første slags er den, som bare er nyskrevet. Den anden er den, som i egen opfattelse er kvalitativt ny, som fremstår som væsensforskellig hvis ikke ligefrem revolutionerende i forhold til, hvad der er gået forud.

Med en vis historisk ironi er begreberne, i forhold til den brede musikalske offentlighed og musikdebat, efterhånden gledet fuldstændig sammen. I sidste sæson var Det Kgl. Teaters ellers fortræffelige opsætning af Benjamin Brittens Billy Budd en publikumsfiasko af dimensioner; tydeligvis fordi teatrets stampublikum opfattede den knapt 50 år gamle opera som alt for nymodens. Hvilket formentlig ville have overrasket såvel Britten som de modernister, der i hans levetid havde travlt med at afskrive ham som et

traditionsbelastet pseudofænomen. Mens på den anden side vi alene herhjemme jo i mange år har set en lind strøm af festivaler for ny musik komme og gå. Uanset at den ny musik, der skulle være deres kunstneriske særkende, sjældent virkede ny i nogen anden forstand end den første, altså ved at være nytilkommet. Og uanset at det jævnligt har været fristende at tro, at den massive mangel på publikumsinteresse og støt faldende medieinteresse for såkaldt ny musik måske også har at gøre med, at den for udenforstående ofte må virke i bund og grund gammel.

Hvor grænseoverskridende er mon en traditionel elektronmusikfestival i Musikhuset Aarhus' bløde sæder, hvis man er vant til at høre Goodiepal? Hvor meget har et velmenende kammerorkester på Louisiana umiddelbart at tilføje, hvis man kommer lige fra Düreforsög? Pierre Boulez' gamle infamitet fra 1960erne om at datidens mest efterspurgte tyske komponist Hans Werner Henze frem for alt "minder om en pomadiseret frisør, der selv tror, at han er moderne" synes efterhånden at ramme meget bredere end old school-modernisten Boulez formentlig nogensinde har kunnet forestille sig.

Man kunne også sige, frit efter Karl Marx, at store dele af efterkrigstidens europæiske partiturmusik med tilhørende musikfilosofi navnlig har haft travlt med at fortolke musikken. At forandre den, hvordan man opfører den og ikke mindst måden man som lytter oplever musik på, har derimod altovervejende været et amerikansk anliggende. Men dog med i hvert fald én, gigantisk europæisk undtagelse, og det er noget af hans seneste musik jeg har i hovedtelefonerne lige nu.

Sidst i august måned i år fyldte Karlheinz Stockhausen 75. Men det er allerede mange årtier siden han begyndte at blive rubriceret, hvis ikke afskrevet, som en slags modernismens Richard Strauss: En komponist, der fra i sine unge dage at have været blandt de fremmeste frontløbere - alene navnet er vel i det brede musikliv stadig nærmest synonymt med radikalt eksperimenterende kunstmusik - har koncentreret sig mere og mere om sit eget, tilsyneladende stort set uberørt af hvad der i øvrigt skete. Og man skulle i slutningen af 1970erne nok også lede længe efter noget mere politisk ukorrekt end en komponist, der med den mest naturlige selvfølelse proklamerede, at han de næste 20 år ville koncentrere sig om et grandiost operaprojekt på syv helaftensværker, der hurtigt viste sig at være en højst særpræget form for på én gang abstrakt og dybt personligt mysteriespil, med komponisten selv og hans intime kreds af børn og andre elitemusikere i centrum.

Lidt over 25 år senere er han tæt på at være ved vejs ende. I hvert fald i denne omgang. For med til proklamationen i sin tid af Licht-projektet hørte også Stockhausens understregning af, at når det engang var fuldendt, ville han efter at have komponeret både året (i Sirius) og ugen kunne gå naturligt videre til at komponere dagen, timen, minuttet og sekundet ...

Og man skal jo ikke forsværge noget. Foreløbig er kendsgerningen, at seks ud af de syv operaer er helt færdigkomponeret, de fire uropført scenisk, de fem nu udgivet komplet på cd, og store dele af den syvende og sidste Sonntag aus Licht færdigkomponeret og uropført separat. Senest var uropførelsen af Düfte-Zeichen programsat ved Salzburg Festspillene i anledning af 75-års dagen.

Projektet i sig selv er, side om side med den enorme, selvproducerede cd-udgave af i princippet samtlige Stock-hausens værker, udtryk for en jernvilje, en konsekvens og ikke mindst en praktisk bevidsthed uden sidestykke. Det kan godt være, at der er betragtelige vanskeligheder forbundet med dele af værkerne, men de kan overvindes, eller rettere sagt: De vildeste visioner er aldrig vildere end, at de også fra begyndelsen bliver bearbejdet, så de kan realiseres. Hvis man - som i tilfældet med Lichts hidtil mest spektakulære indslag - drømmer om en strygekvartet, der spiller sammen med fire helikoptere, begynder man næste morgen at komponere værket, så det faktisk kan blive til noget.

Mere end noget andet har det dog også være helikopterne, der af både logistiske og økonomiske grunde hidtil har blokeret for uropførelsen af den næstsidst komponerede opera i ræk-ken, Mittwoch. Først skulle det have været i Bonn, hvad der først blev forsinket og til sidst forhindret af, at den lille by på dette tidspunkt endnu var tysk forbundshovedstad. Derefter skulle det have været i Bern i Schweiz - med, af alle, Tvind-skolerne som hovedsponsor - hvad der dog faldt igennem ikke mindst efter Stockhausens højeksplosive udtalelser om 11. september 2001.

Den formidable praktiske sans synes nemlig ikke at være ledsaget af ret megen politisk tæft, heller ikke hos kredsen omkring Stockhausen. I så fald havde han nok holdt sig fra, eller i hvert fald hans disciple forhindret ham i ganske kort tid efter terrorangrebet på USA at udtale sig om det på en måde, der kunne udlægges som respekt for Osama bin Ladens vilje og evne til at føre sine stort anlagte visioner ud i livet. Oven i købet faldt udtalelserne i efteråret 2001 i Hamburg, hvor flere af terroristerne i længere tid havde haft bopæl, og hvor man få dage efter Stockhausens udtalelser stod foran et af samme grund ekstremt følsomt lokalvalg, hvor den højrepopulistiske kandidat var gået til valg på at Hamburg ikke længere skulle være "en rotterede for terrorister".

Så en scenisk uropførelse af Mitt-woch lader stadig vente på sig. Til gengæld er efterhånden alle operaens scener undtagen én, Michaelion, udgivet separat på fire cd'er (Orchester-Finalisten, Welt-Parlament, den famøse Helikopter-Streichquartett og det indledende Mittwochs-Gruss). Årets kvalitative slagnummer i Stockhausen-editions spraglede liste af ældre værker, komplette operaer, separate operascener, satellit-værker med til-knytning til operaerne samt selvstændige mindre ting, er dog den samlede udgivelse af Freitag aus Licht på fire cd'er, foruden at afslutningsværket Sonntag nu allerede er begyndt at blive repræsenteret på cd, foreløbig med scenen Lichter-Wasser for sopran, tenor og orkester med synthesizer.

Mittwochs-Gruss (cd nr. 66), som fylder mine hovedtelefoner og flytter min bevidsthed lige nu, er den isolerede elektronmusikdel af den som nævnt ellers uindspillede Michaelion, operaens 4. scene. I selve operaen indgår elektronmusikken i samspil med kor og instrumenter, mens den som selvstændigt værk også skal kunne fungere som stilfærdig stemningsskaber i operahusets foyer forud for selve operaen, parallelt med de elektroniske eller instrumentale 'hilsener' der i bedste Bayreuth Festspil-stil indleder de øvrige operaer i Licht. Men der er meget mere i de 54 minutters elektronmusik end som så, og blandt den seneste store håndfuld cd-udgivelser fra Stockhausen-edition er det så langt den mest forjættende.

For som Stockhausen selv skriver i sin ledsagenote: "Mens jeg realiserede de tre (elektroniske, JL) lydlag i MICHAELION, var jeg bevidst om at de kun kunne blive afspillet ved lav lydstyrke når de skulle udsendes sammen med kor og instrumenter. Men som foregribelse af deres brug som MITTWOCHS-GRUSS lyttede jeg naturligvis til dem ved høj styrke, om end til at begynde med over tre separate højttalere og uden (akustiske, JL) bevægelser. I løbet af dette værk udviklede en fuldstændig selvstændig lydfantasi sig, med en fremmed, mystisk, kosmisk stemning.

Da det er umuligt at lytte til musik-ken koncentreret når den afspilles forud for en scenisk opførelse af MITTWOCH aus LICHT (på grund af publikum, den svage afspilningsstyrke og opstillingen af kulisser i foyeren), er en firespors-opførelse i en mørklagt koncertsal (med en lille projektion af fuldmånen) og uforstyrret lytten i mørket med lukkede øjne afgørende for en fuldgyldig oplevelse af musikken, der meget sjældent er af denne verden og som vækker fantasiens univers."

Det gælder også, når man hører denne cd hjemme, ude eller i en udsendelse.

Jeg spekulerer stadig på, hvad den lille fuldmåne egentlig skal gøre godt for, hvis man alligevel skal lytte med lukkede øjne. I alle tilfælde er den rigtige fuldmåne, hvor den skal være over Østerbro, har jeg forvisset mig om, før cd'en startede. Og lige fra musikken satte i gang, har jeg forstået fuldstændig, hvad Stockhausen mener.

Det lyder, fuldstændig bogstaveligt, ikke som noget, man nogensinde har hørt før. Sjældent er Stockhausens snart 50 år gamle parole om nie erhörte Klänge kommet så meget til sin ret som her. I virkeligheden er det bare ikke nær så meget på grund af musikkens muligvis overjordiske karakter, som fordi den rent konkret lyder, som den gør. Fordi man hører ting i den, og på en måde, man synes aldrig at have hørt musik på før.

Den helt korte beskrivelse lyder, at det er musik for joystick. I en live-opførelse realiserer tre synthesizer-spillere hver sin stemme, som så sendes tilbage til mixerpulten. Her bestyres hver stemme med en joystick efter et foreskrevet bevægelsesmønster svarende til tre gange firekanals stereo, hvorefter stemmerne mixes sammen og udsendes gennem højttalerne i salen - eller for cd'ens vedkommende mixes ned til almindelig to kanals stereo.

På papiret ser det særdeles teknisk ud. Her i hovedtelefonerne lyder det formidabelt. Som musikken ender med at lyde, er den så konkret som noget, og en aldrig før hørt oplevelse af klanglegemer i tre dimensioner.

I ældre elektronisk musik, og ikke så lidt af den mere ambitiøse rockmusik fra omkring 1970, har man kunnet høre enkelte lyde bevæge sig mellem kanalerne - Led Zeppelins Whole Lotta Love er et folkekært paradeeksempel. Senere er det lejlighedsvis, ikke mindst i Stockhausens egen Oktophonie fra Dienstag aus Licht, lykkedes at konstruere en slags lineære, akustiske bevægelser, hvor man oplever, at klangene bevæger sig ad en lige bane gennem rummet.

Men hvad man hører i Mittwochs-Gruss er langt, langt mere. Det er komplekse klange, der i sig selv fremstår tredimensionelle, alt imens de vender og drejer og flytter sig omkring én. Hvor en traditionel koncert med instrumenter på en scene grundlæggende er en flad, mere eller mindre fjern oplevelse, er man her midt i musikken, der samtidig konstant bevæger sig i både tid og rum.

I begyndelsen af 1990'erne hørte jeg Stockhausen præsentere Oktophonie i Lissabon, hvor han blandt andet forkyndte, at musikkens lineære bevægelser med tiden ville kunne udvikles til, hvad han på sit uforlignelige kosmisk-tysk omtalte som akustische Planete. Det lød lige lovlig langt ude, som så meget han i tidens løb har sagt og skrevet, men fuldstændig som med helikopterne og strygekvartetten har også det altså vist sig muligt. Mittwochs-Gruss står som et højdepunkt i en livslang beskæftigelse med musik og rum, og som musik der for lytteren ændrer selve ens oplevelse af, hvordan musik kan opleves.

Hvis - eller, trods alt stadig mere sandsynligt, når - Mittwoch når frem til en samlet scenisk uropførelse, er det dog altså ikke sådan, man vil opleve Gruss-musikken, når den skal fungere som først lydkulisse i foyeren, derefter et element blandt flere i selve operaen. Til gengæld vil korscenen Welt-Parlament formentlig kun kunne virke mere spektakulær scenisk end den gør på cd - hvad vi herhjemme fik en forsmag på, da DR Radiokammerkoret og Stefan Parkman i 1996 koncertopførte værket i Radiohusets Koncertsal i forbindelse med Stockhausens besøg i København. På cd'en klinger værket først og fremmest som et regulært korværk med enkelte rumvirkninger og Stockhausens karakteristiske, langsomme glissando-bevægelser - mens de mere teatralske og angiveligt humoristiske indslag hørt på pladen virker en god del mere kryptiske end kosmiske.

Orchester-Finalisten, komponeret i midten af 1990erne, er derimod bemærkelsesværdig ved at være en tilbagevenden til musik for et stort, blandet ensemble af strygere og blæsere, som Stockhausen ellers ikke har dyrket siden operakredsens første værk Donnerstag fra 1981. De mellemliggende fire operaer Samstag, Montag, Dienstag og Freitag har for instrumentalmusikkens vedkommende bestået af blæsersolister og elektronmusik, kun fraregnet et messingorkester af amerikansk model i Samstag og indarbejdelsen i Dienstag af Der Jahreslauf fra 1977, det allerførste Licht -delværk overhovedet. Fraværet af et traditionelt orkester er blevet yderligere pointeret ved, at besætningslisterne gerne - og ikke uden polemisk bid - har sammenfattet de medvirkende elektroniske keyboards og lignende som "moderne orkester".

Strygere har i det hele taget, også i kammermusikalsk og solistisk henseende, som oftest spillet en mere tilbagetrukket rolle hos Stockhausen end blæserne. Ikke mindst efterhånden som hans musik har fået flere og flere sceniske elementer, hvad blæserne i deres natur og ofte også udseende er mere oplagte til, men både i Orchester-Finalisten og i Sonntags første cd-smagsprøve Lichter-Wasser blandes instrumenterne altså på ny. Hvor de sceniske aspekter af musikken er noget, man må tænke sig til, kan man konstatere, at brugen af strygerne giver det efterhånden meget genkendelige Stockhausen-klangbillede en velkommen udvidelse - både for kontrastvirkningernes skyld og fordi strygerne kan spænde lige fra lang klanglig afstand til blæsere og elektronmusik til med glissader, flageoletter og skiftende buestrøg at glide raffineret sammen med de øvrige.

Stockhausens kosmiske perspektiv på musikken, såvel som hans fokusering på elektronmusik og rumlige virkemidler har let kunnet komme til at overskygge, hvor djævleblændt god en instrumentator han faktisk også er, hvor delikate nuancer og usædvanlige virkninger han er i stand til at få frem såvel hos strygere som blæsere. De to cd'er med Orchester-Finalisten og Lichter-Wasser viser det så godt som nogen. Og det i en grad, så man må ærgre sig over, at der aldrig er indgået en eneste stryger i den snævre kreds af elitemusikere, der i årenes løb er opstået omkring ham.

Hvor cd'erne med brudstykker fra Mittwoch og Sonntag lover godt og meget mere end det for de to samlede værker, har den komplette udgivelse af Freitag derimod mest værdi som dokumentation. De øvrige operaer overlever på cd ved, at handlingen i så høj grad synes afledt af musikken, men her synes det nærmest at forholde sig omvendt. Musikken virker udpræget som akkompagnement til noget, man ikke ser - og i øvrigt var det også ved uropførelsen i Leipzig i 1996 handlingen, der påkaldte sig opmærksomhed og ikke så lidt polemik, langt mere end det var selve musikken.

Cd'erne starter imidlertid med at irritere, længe før man overhovedet har hørt en lyd. Hvis man husker operaen fra den sceniske opførelse som den hidtil korteste Licht -opera, undrer man sig umiddelbart over, at den nu fylder hele fire cd'er, hvor den marginalt længere Dienstag kunne være på blot to. Årsagen er lige lovlig smart.

Operaen i to akter er nemlig sammensat af tre lag. Dels et mimisk med elektronmusik og korsangere ('tonescener'), der fremstiller stiliserede pardannelser på kryds og tværs af køn, racer og ting - ved uropførelsen gav balladen om Stockhausens politiske naivitet og/eller ukorrekthed sig selv, i særdeleshed fordi operaens slutning kan udlægges som, at de seks blandede par går op i flammer. Dels et vokalt/instrumentalt ('realscener'), hvor blandt andet en gruppe hvide børn og en gruppe sorte børn fører vokal og instrumental krig mod hinanden - ved uropførelsen gav balladen osv. osv.

Og endelig og først og fremmest et kæmpestort, næsten to en halv time langt elektronmusik-forløb, som ligger under begge de to akter, vokal/instrumental-musikken såvel som 'tonescenerne'. Men som samtidig udgør henholdsvis Gruss - og Abschied -musik i operafoyeren, og det er i den rolle, at elektronmusik-fladen fylder to ud af fire cd'er. Foruden altså, at den allerede (sammen med 'tonescenerne') tidligere er udgivet på et separat dobbeltalbum under sin koncertante titel Weltraum.

Selve omfanget af elektronmusikken til Freitag (der på grund af cd-mediets begrænsninger endda er forkortet med et par minutter), eller muligheden for at høre elektronmusikken både i og uden for selve operaen, ændrer imidlertid ikke ved, at den klinger langt mindre interessant end elektronmusikindslagene fra både forgængeren Dienstag og efterfølgeren Mittwoch. Også uden instrumentalindslag lyder den først og fremmest som en meget langstrakt lydkulisse, hvor man nok kan beundre dens logik og klangskønhed - uanset Stockhausens livslange ry som hårdtslående modernist er hans sene elektronmusik faktisk utroligt smuk - men slet ikke som i nabooperaerne føler lyd fra fremmede planeter.

Det musikalske udbytte af Freitag hørt på cd ligger først og fremmest i, hvor fabelagtig en kunnen Stockhausen kan få frem hos børnekorene. Vi er meget, meget langt fra alle danske forestillinger om pædagogisk musik med lejrbålsguitar og bongotrommer. Dertil kommer det lille sætstykke Elufa umiddelbart før operaens afslutning, endnu et af Stockhausens magiske bravurnumre til sine to faste treblæsere Suzanne Stephens (bassethorn) og Kathinka Pasveer (fløjte).

At Licht mere end et helstøbt værk bliver et kludetæppe af scener for skiftende besætninger, bestillingsværker tilrettet operakonceptet og hjemmeproduceret elektronmusik, er ikke nogen overraskelse, her 22 år efter den første operas uropførelse. Højst viser Freitag navnlig arbejdsmådens svagheder, hvor de foregående operaer nok så meget har imponeret ved trods deres spraglethed alligevel at kunne fremstå som helstøbte værker, og virkningsfulde elementer i et samlet kolossalprojekt. Men i sidste ende viser enkeltscenerne fra Mittwoch og Sonntag også, at formkurven ikke er faldet permanent, og at det så godt som fuldendte kæmpeværk endnu kan nå at komme strålende hjem - eller rettere frem til et nyt udgangspunkt, for både at komponere, spille og ikke mindst lytte.

Jakob Levinsen er forlagsredaktør og forfatter.

Foto opslaget side 68-69: Fra FREITAG aus LICHT. Foto: Andreas Birkigt