Musikalsk fødekæde der virker

Af
| DMT Årgang 78 (2003-2004) nr. 02 - side 62-67

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Ung Nordisk Musik 2021
  • Annonce

    Ung Nordisk Musik 2021
  • Annonce

    Modtag Seismografs nyhedsbrev
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Et møde med Géza Szilvay, leder af East Helsinki Music Institute Géza Szilvay erfarede, at en undervisning bestående af lige dele leg, øvelser og musikstykker baseret på en konstant integration af det visuelle og det auditive, intellekt og følelser førte til mærkbare fremskridt i elevernes udvikling på mange andre områder end det musikalske. Ingen af hans elever stoppede med at spille, de var gladere, mindre urolige og blev bedre til både sprog og matematik.


AF SINE TOFTE HANNIBAL

Gad vide, om der sidder nogle voksne bag gardinet og spiller, eller hvor kommer al den klang fra? Det orkester, jeg ser, da jeg træder ind i aulaen på East Helsinki Music Institute, er rene børn, og de ældste kan ikke være meget mere end 10-12 år gamle. De fleste af orkestrets ca. 30 børn sidder på gulvet og spiller, men på scenen - faktisk bagved dirigenten - sidder cellogruppen, de må have en speciel rolle i det værk, der bliver spillet. Og ganske rigtigt.

Lidt efter flyder den smukkeste cellosolo ud i rummet, og atter slår det mig, hvor naturligt og ekspressivt det lyder. Men børnene ser fuldstændig upåvirkede og afslappede ud, og der er ingen anstrengt koncentration, angst eller forceret følelse at spore hos nogen af dem. De spiller bare. Det lyder som Kodály. Resten af orkestret giver soloen plads, de spiller piano - næsten pianissimo - men uden at miste den mindste smule klang og følger til fulde dirigentens anvisninger. Her er ikke tale om overdreven pædagogisk direktion eller hjemmelavede fagter og mimik, selvom det er et børneorkester. Han dirigerer helt normalt og bruger italienske musikalske betegnelser som dolce, forzando og moderato, og orkestret følger ham. Jeg får at vide, at han hedder Csaba Szilvay og altså er en af de to brødre, som leder orkestret. Jeg kigger mig rundt for at finde hans bror, Gèza Szilvay, som også er leder af skolen og er ham, som jeg er kommet for at tale med. Kort efter rejser en lille spinkel mand sig op, slår orkestret af og giver en besked og nogle anvisninger i forhold til det, der lige er blevet spillet, hvorefter han går hen til førsteviolingruppen og skriver noget ind i deres noder. Gèza Szilvay underviser i violin, så jeg bliver enig med mig selv om, at det må være ham. Han konfererer kort med sin bror og tre andre lærere, der uden at spille med er placeret blandt hver sin stemmegruppe, hvorefter orkestret spiller igen. På det pågældende sted rejser Gèza sig op, gør en bevægelse med hånden til førsteviolinerne, og der er nu en hørbar forskel i klangen fra før.

Efter en fuld gennemspilning overlader Csaba podiet til Gèza, og nu skal de spille Sibelius. Det vækker jubel i orkestret, og de små cellister myldrer ned fra scenen og finder over til deres normale plads i orkestret. Ud fra de få finske ord, jeg kender og Gèzas blik på uret på væggen, kan jeg forstå, at det kun er en kort gennemspilning, og jeg undrer mig lidt over, at han tør gå i gang med noget helt nyt så tæt på pausen. Inden de tager fat, sætter han lige temaet an i førsteviolingruppen, der ikke lyder til at have de store vanskeligheder med at finde den mørke, let vibrerende klang frem som kendetegner Sibelius, og som absolut ikke er nem for et orkester at finde lige med det samme.

Så spiller hele orkestret de tusinde søer og skoves land frem i salen - den ægte Sibeliusklang i første hug. En enkelt gennemspilning, og så har de fri. Helt almindelige 6-10 -årige pakker deres bittesmå instrumenter sammen rundt omkring mig. Et øjeblik efter at have spillet så smukt og klangfuldt på halve og kvarte violiner, celloer og kontrabasser ser de ud til at have helt andre ting i hovedet og skynder sig ud i solen sammen med de ventende forældre.

Orkestret hedder The Rascals - vagabonderne - og er sjette generation i det orkester, som Géza og Csaba Szilvay startede for 30 år siden. Géza kalder det faktisk ikke et orkester, men derimod et kammerensemble eller en udvidet kvartet og forklarer det med, at alt ensemblespil bør behandles som kammermusik. Ligegyldigt hvor stort et orkester er, må det aldrig betragtes som blot en stor maskine, hvor nogle spiller melodi, og andre akkompagnerer. Der skal arbejdes med ensemblet, som om det var en kvartet, og alle stemmegrupper skal føle, at de er lige vigtige for helheden. Derfor er der altid mindst en solo pr. stemmegruppe i The Rascal's program.

Dagen efter mit besøg skulle de til festival i Italien, men det, jeg overværede, var ikke koncertrepertoiret, det var derimod en smagsprøve på efterårets repertoire og altså første gennemspilning. Jeg prøver uden held at komme i tanke om bare én sidste prøve inden en koncert eller en turné, hvor man ikke har prøvet på koncertrepertoiret, og som ikke har været præget af stress og en lettere anspændt stemning for at få de sidste detaljer på plads.

Umiddelbart ville man betragte det som en smule skødesløst at starte på noget helt nyt, men ikke her. For Gèza Szilvay er det naturligt at prøve efterårets program af allerede nu for at se, hvordan børnene reagerer på det. "Vi ser, om børnene smiler", forklarer han. "Hvis de spiller ubesværet og ser glade og afslappede ud, er stykket egnet, mens det bliver kasseret, hvis det modsatte er tilfældet". Der skal være glæde forbundet med at spille, og det skal være naturligt, hvilket er absolut uforeneligt med anstrengelse, pres og angst.

Den musikalske historie

Jeg er som sagt taget til Helsinki for at besøge East Helsinki Music Institute, der er berømt for sin pædagogiske metode, og som hvert år sender de fleste af skolens elever videre til bl.a. Sibelius Akademiet (musikkonservatoriet i Helsinki). Eleverne kommer efter skole en gang om ugen, og da skoledagen i Finland er væsentlig længere end i Danmark, foregår undervisningen ofte om aftenen. Géza Szilvay har undervist på skolen, siden han kom til Finland i 1972 og blev leder af skolen i 1984. I løbet af de 30 år har han haft 300 violinelever, hvoraf et sted mellem 200 og 250 i dag er professionelle musikere.

Egentlig var det slet ikke meningen, at han skulle blive i Finland. Han stammer fra Ungarn og er vokset op med musik. Familien havde en stryge-kvartet med et vist rennomé, der både gav koncerter og udgav plader. Sammen med Csaba Szilvay, der er cellist og ligeledes underviser på skolen, fik han et et-årigt stipendium til Finland, men da stipendiet ikke var stort nok til at leve af, begyndte de begge at undervise og blev hængende. "Det sværeste i starten var sproget", fortæller han, "og derfor tegnede og forberedte jeg små øvelser til børnene inden hver time."

Disse øvelser dannede grundlag for den metode, der i dag hedder colourstrings-metoden, men de bygger i høj grad på Zoltán Kodálys pædagogiske principper, som Géza selv blev undervist efter som barn. Essensen er at lege de musikalske færdigheder ind, så børnene ikke på noget tidspunkt føler det at spille som noget ufrit, teknisk og tvangspræget. Han er derfor hele tiden opmærksom på, hvordan børnene reagerer på de øvelser, han laver, og har igennem tiden kasseret en del, som ikke appellerede til hans elever.

Ud over det finske sprog oplevede han det også som et problem, at børnene var meget trætte, når de kom til time efter en lang skoledag og egentlig ikke var i stand til at lære mere. Han tog udgangspunkt i børnenes trang til at lege og byggede timerne op som en historie, med en blanding af leg, øvelser og små melodier, og musikken var hele tiden med i historien. Historien tog form side for side i takt med, at eleverne lærte instrumentets muligheder og forskellige teknikker at kende, og set i et større perspektiv kan man sige, at musikken gik fra først at være inde i historien til senere at være historien.

Alle øvelser blev skrevet ned, så børnene lige fra starten forbandt det, de så med det, de hørte, når de spillede, og netop integrationen af det visuelle og det auditive er noget af det vigtigste for Géza Szilvay.

Mange musiklærere taler hele tiden om at føle musikken - 'bare spil det, du føler', men det er ofte svært at kombinere med et vanskeligt nodebillede. I følge Géza Szilvay er det at føle musikken ikke nok, intellektet er lige så vigtigt og er et redskab for gehøret. Følelserne går gennem øret og intellektet gennem øjnene og for at kunne høre og føle musikken, er man nødt til at kunne læse den, og det vil ikke blot sige at kunne læse noder, men at kunne læse musik.

"Musikken er de billeder, man danner for det indre øre, og for at få adgang til dem er man nødt til at være en god læser", forklarer Géza Szilvay. "Øjet er vinduet ind til den indre verden". Det kan sammenlignes med at læse en bog. Hos gode læsere åbner der sig med det samme en verden gennem teksten, uden man tænker over det - man træder ind i historien, den griber ud efter en, og man ser billeder og hører stemmer for sit indre øre. Derimod hører man ofte dårlige læsere mumle halvhøjt for sig selv, imens de læser, som om de ikke rigtig kan få adgang til denne indre verden - intellekt og følelser forbliver adskilt.

Colourstrings-metoden

Mange af Gézas elever starter, inden de har lært at læse, og de første mange øvelser består derfor af farver og billeder, hvor hver streng er sym-boliseret med en farve og et billede - deraf navnet colourstrings-metoden. G-strengen er grøn, D-strengen er rød, A-strengen er blå og E-strengen er gul, og det virker naturligt, almindelige farveassociationer taget i betragtning, hvor grøn og rød opleves umiddelbart mere mættede end blå og gul. At strengene har farver skal ikke forstås, som at de er malet i hver sin farve, men snarere symbolsk; hver farve 'bor' hver sit sted på nodebilledet, og de første sider med øvelser foregår kun på én streng ad gangen. Ingen nodelinjer, fingersætninger eller intervaller kun en farvet linje.

Efterhånden optræder flere toner på strengen afbildet som trin, og de bliver til enkle melodier. To farver - to strenge - optræder samtidig, og den samme melodi får to farver. På et tidspunkt forsvinder farverne, hvorefter nodebillederne ligner almindelige sort-hvide nodebilleder, og Géza demonstrerer overgangen for mig med to sider med identiske øvelser, hvoraf den første side har farver, mens den anden er sort-hvid. Først spiller børnene den farvede side, som ligger som en transparent over noderne, derefter den sort-hvide. Spiller de forkert, går de tilbage til den farvede side, og sådan fortsætter de, til de spiller siden rigtigt.

Géza understreger, at øvelserne følger det enkelte barn, og at det er mindst lige så vigtigt ikke at fastholde eleven på et barnligt stadie, som det er ikke at presse eleven. Han er absolut imod den også i Danmark fremherskende pædagogik, hvor bestemte tekniske færdigheder knyttes til et bestemt stadie i den musikalske udvikling. Positionsskift, flageoletter og vibrato er ikke noget, man i følge Géza Szilvay partout skal vente med, til man er noget til XX's violinskole nr. tre. Tværtimod kan det være medvirkende til, at visse tekniske ting for mange elever forbindes med noget svært, dvs. det bliver angstpræget, og så får man det aldrig lært. Hos Géza spiller også små børn i fjerde og femte position.

Colourstrings-metoden er også et opgør med en pædagogik, hvor musik-ken er noget, man kommer til efter at have brugt år på det tekniske - musik reduceret til teknik, der skal læres, inden den kan føles, hvorved intellekt og følelser forbliver adskilt. Med Géza Szilvays metode får børn lært det tek-nisk overordentligt vanskelige instrument violin på et tidspunkt i deres liv, hvor de endnu ikke er bevidst om, hvad det er, de lærer. Når de når puberteten, er deres tekniske niveau så udviklet, at det fortsat er sjovt at spille.

Musikundervisning hver dag

Géza Szilvay erfarede, at en undervisning bestående af lige dele leg, øvelser og musikstykker baseret på en konstant integration af det visuelle og det auditive, intellekt og følelser førte til mærkbare fremskridt i elevernes udvikling på mange andre områder end det musikalske. Ingen af hans elever stoppede med at spille, de var gladere, mindre urolige og blev bedre til både sprog og matematik.

Musikundervisning er generelt prioriteret højt i det finske skolesystem, hvor alle elever har syv års obligatorisk musikundervisning, ligesom der er knyttet musikpædagoger til mange børnehaver. Når man tænker på, at Finland placerer sig stærkt på verdenskortet, hvad angår klassiske musikere og samtidig ligger i top på diverse statistikker over børns læse- og regnefærdigheder, er det svært ikke at se en sammenhæng mellem den kontinuerlige musikundervisning og de fine resultater.

Géza Szilvay har længe været overbevist om musikkens positive indvirkning på børnenes indlæring, og for fem år siden søgte han det finske kulturministerium om støtte til et projekt, hvor eleverne gennem hele folkeskolen får instrumentalundervisning hver dag. Projektet er et unikt eksempel til belysning af sammenhængen mellem musikundervisning og indlæring generelt. Colourstrings-metoden var allerede på daværende tidspunkt den gængse undervisningsmetode på hele East Helsinki Music Institute, og metoden var også taget i brug i mange børnehaver.

Ud over materiale til børnehavebørn i form af billed- og lettere historiebøger med indlagte små sange var der udgivet et komplet undervisningsmateriale til strygere, og man var i gang med udarbejdelsen af undervisningsmateriale til både træ- og messingblæsere. Som hos Kodály går de sange, som børnene lærer i børnehaven, igen som de første melodier, de lærer, når de begynder at spille et instrument, ligesom mange af melodierne er folkemelodier. Man bygger så at sige hele tiden oven på det materiale og den viden, som børnene har i forvejen.

For virkelig at integrere musikundervisningen i børnenes almindelige skema og gøre den til en naturlig del af hverdagen, flyttede en almindelig folkeskole ind i de samme bygninger som East Helsinki Music Institute. I dag rummer programmet 150 børn, da der hvert år starter 30 nye børn. Børnene kommer stort set alle sammen fra det forstadsområde, hvor skolen ligger. Egentlig var det planen at holde en større audition, men indtil videre har der meldt sig tilstrækkeligt med børn (omkring 40 børn hvert år). Mange af børnene er blevet undervist efter colourstrings-metoden fra børnehavealderen, ligesom alle musiklærerne selv er blevet undervist efter metoden. Hvert barn møder sin instrumentallærer 45 min. hver dag, som regel i en gruppe af fem til seks børn.

De første år er altafgørende - det er her, grundlaget for elevernes forhold til og opfattelse af at spille bliver skabt. De første år får de ingen 'lektier' for og skal kun komme til time. Derefter får eleverne gradvis øvelser og melodier med hjem, som de skal øve på, men uden at lægge det frem som noget, de skal kunne på fingrene til næste time. Der er ingen præstation forbundet med det at spille, det er stadig leg, og netop derfor gør eleverne hurtigt fremskridt. Men elevernes bevidsthed om instrumentet og musikken og deres seriøsitet i forhold til at gøre fremskridt bliver på ingen måde svækket, selvom det de første år er en leg, hvor de ikke skal øve sig - "trangen til at øve sig, lære mere og blive bedre kommer helt af sig selv," siger Géza. Han slipper sine elever, når de er omkring 16-17 år og er klar til konservatoriet. Han holder sig ikke til et fast repertoire - som noget af det sidste spiller eleverne fx Max Bruchs, Mendelssohns eller Sibelius' Violinkoncert - men han stopper, når de skal til at spille Paganini.

Ingen af de 150 børn på East Helsinki Music Institute er stoppet med at spille, hvilket er helt usædvanligt sammenlignet med alle andre musikskoler, inklusive danske, hvor frafald inden for alle instrumentgrupper er det almindelige. Både lærere og forældre arbejder på at få kulturministeriet til at give støtte til en fortsættelse af projektet, og på grund af de fine resultater allerede er der gode chancer for et ja, når den første periode på ni år er slut om fire år.

Visionen er at etablere flere lignende institutter rundt om i landet. Ifølge de tilbagemeldinger Géza Szilvay får fra skolens lærere i de andre fag, er eleverne blevet mere rolige, der er ingen problemer med mobning eller disciplin, og især deres matematiske sans er blevet udviklet. Det er altså tydeligt at se, at daglig musikundervisning efter colourstrings-metoden ikke kun påvirker børnenes indlæring, men også deres opførsel og for Géza Szilvay er næste skridt en form for dokumentation af sammenhængen, der på videnskabelig vis kan påvise, at musikundervisning har denne indvirkning.

Udvikling af det musiske menneske

Ensemblespil er fra starten en fast del af undervisningen, og ud over The Rascals har Géza og Csaba Szilvay også Helsinki Junior Strings (Helsingin Juniorijouset), hvor børnene er 10 - 18 år gamle. Helsinki Junior Strings holder til på både East Helsinki Music Institute og Sibelius Akademiet, hvor flere af medlemmerne går, og de har opnået international berømmelse gennem adskillige koncertturnéer og en række cd-udgivelser. Men den høje standard skyldes ikke, som man umiddelbart skulle tro, at orkestrene øver mere end andre børne- og ungdomsorkestre, da The Rascals kun øver en gang hver 14. dag, mens Helsinki Junior Strings øver en gang om ugen.

Den høje standard er snarere resultatet af en musikundervisning, der kombinerer intellekt, følelser og kammermusik i lige forhold og et tydeligt eksempel på, hvordan man i praksis udvikler det musiske menneske. Et musisk menneske er et udtryksrigt menneske, og udtrykket afhænger i høj grad af det indre billede, der på mange måder tegnes gennem den undervisning, som den enkelte får. "Alle børn skal undervises, som om de er fantastiske og egentlig skulle være professionelle," siger Géza Szilvay, "og udgangspunktet skal altid være, at hver elev kan blive til noget." Dermed mener han ikke, at eleverne skal behandles som vidunderbørn, der skal paces frem, og det var heller ikke det indtryk, jeg fik ved at overvære prøven med The Rascals. Hans udsagn vidner om en grundliggende kærlighed til børn og et enormt engagement i forhold til sine elever.

De fleste professionelle musikere underviser ved siden af at være udøvende, og enhver underviser ved, at det ikke er nok at være en dygtig instrumentalist og kunne undervise i alverdens solokoncerter. Men i Danmark er faglig professionalisme og pædagogik to adskilte fagområder, så man groft sagt bliver uddannet musiker på konservatoriet, mens man på seminariet bliver uddannet pædagog/lærer. De pædagogiske uddannelser på konservatorierne som fx EM (elementær musiklærer), der netop kombinerer faglig dygtighed og undervisningskompetencer bliver nedprioriteret i disse år, ved at man stort set ikke optager elever, hvilket om kort tid vil resultere i akut mangel på musikpædagoger specielt til helt små børn. På seminarierne har studerende med musik som linjefag ikke tid til faglig fordybelse, da de har fire linjefag foruden pædagogik, didaktik, psykologi m.v., og det resulterer ofte i fagligt svage musiklærere i folkeskolen. Her er det ikke den pædagogiske side, men den faglige side, der nedprioriteres.

Og hvordan kan det egentlig være? Er det fortsat sådan, at i 'den professionelle lejr' bliver det at undervise betragtet som en andenrangsbeskæftigelse i forhold til at være udøvende musiker og noget, man vælger, hvis man ikke er dygtig nok på sit instrument? Géza Szilvays kommentar lyder, at det ikke kun er i Danmark, at man savner en tættere kontakt mellem konservatorier og musikskoler. Debatten om den musikalske fødekæde har vist, at det klassiske musikliv i Danmark ikke er inde i sin bedste periode. Rundt omkring på landets musikskoler mangler der elever på en række instrumentgrupper, hvilket smitter af på søgningen til disse instrumentpladser på konservatorierne og dermed på uddannede musikere. Det kan mærkes i landets professionelle orkestre, hvor mange pladser er besat af udenlandske musikere, da der enten ikke er nogen danske ansøgere eller nogen, der er gode nok.

På seminarieuddannelsen bliver pædagogik prioriteret højere end faglighed, og der er en udbredt angst for at ansætte konservatorieuddannede musikere som musiklærere i folkeskolen, da de "ikke kan undervise børn, når de ikke har gået på seminariet". Et af problemerne er, at musik i uddannelsessektoren er delt imellem to ministerier. Det gør det svært at komme igennem med en samlet visionær politik for musikområdet, men den mentale blokering inden for musiklivet i forhold til at tænke områderne sammen er også en væsentlig hindring.

Man er opmærksom på problemet i det danske musikliv. Det daværende Statens Musikråd udgav i sommeren 2002 rapporten Undersøgelse af den musikalske fødekæde inden for klassisk musik, der påpeger en række af ovenstående problemstillinger, og udvalget anbefaler til sidst i rapporten en model, der vil betyde et langt mere integreret musik- og musikuddannelsesområde fra vuggestueplan til de højere læreranstalter. Mange af mål-sætningerne peger på en styrkelse af musikundervisningen med almen- og speciallinjer, mere tværfagligt samarbejde mellem uddannelsesinstitutionerne og derved mere kvalificerede undervisere, flere elever på musikskolerne og flere og bedre danske professionelle musikere. Rapporten understreger musikkens positive indvirkning på børns almene læring og det vigtige i at uddanne gode undervisere, og Géza Szilvay er nævnt som en af dem, der er blevet interviewet af udvalget bag rapporten. Rapporten peger bl.a. på EM-uddannelsen som en af de uddannelser, man bør prioritere.

Kulturministeren har ønsket at gøre noget ved den problematiske situation, idet han i Kulturministeriets musikhandlingsplan 2004-2007 under overskriften Liv i musikken har afsat 20 mio. kr til "Styrket talentpleje på de klassiske musikskoler" og andre 30 mio. kr. til "Styrkelse af landsdelsorkestrenes arbejde med børn og unge".

Musik eller naturfag?

Til forskel fra danskerne fylder finnerne meget i det musikalske landskab. Ydermere ligger finske børn i top på diverse statistikker over børns læse- og regnefærdigheder, mens vi i Danmark hele tiden får at vide, at danske børn læser og regner dårligere i dag end tidligere, og at de placerer sig længere nede på statistikken i forhold til de lande, vi gerne vil sammenligne os med. Et besøg på East Helsinki Music Institute og en skelen til finsk musikpolitik og den høje prioritering af musikundervisning i Finland helt fra børnehavestadiet synes at give en stor del af svaret på forskellen.

Hvor man i Finland er overbevist om, at musikundervisning er af afgørende betydning for børns generelle indlæring, går forslagene i Danmark på at slå de kreative fag sammen til et kulturfag (læs: en nedprioritering af området) til fordel for flere dansk- og matematiktimer. I udviklingsprogrammet En skole i bevægelse, som Undervisningsministeriet udsendte i år, er den første målsætning "Udvikling af naturfag", og den indledes således: "Danske elever skal i internationale sammenligninger klare sig bedre i naturfag. Det kan bl.a. ske ved at styrke sammenhængen i fagene inden for naturfagsblokken og arbejdet med tværgående naturfaglige problemstillinger."1

En anden målsætning handler om "En mere sund livsstil" gennem mere sport, drama og bevægelse, men der er ingen målsætning, der handler om "Flere musiktimer og mere kvalificeret musikundervisning, fordi musik bl.a. udvikler børns matematiske evner, gør børnene mere rolige og modvirker mobning". Man forsøger at styrke hvert område med dets egne komponenter og arbejdsmetoder - flere naturfagstimer skal gøre børnene dygtigere til naturfag - til trods for mange beviser på, at det modsatte er tilfældet: hvis børn skal blive bedre til matematik, skal de ikke have flere matematiktimer, men mere musikundervisning!2

Tænk hvis man i Danmark rettede blikket mod Finland og fik øjnene op for, at der måske er en sammenhæng imellem det blomstrende finske musikliv og de fine resultater i forhold til finske børns læsefærdigheder. Tænk hvis konservatorierne interesserede sig lige så meget for de musikpædagogiske uddannelser som for musiker-/sangeruddannelserne. Tænk hvis det at undervise ikke blev betragtet som en andenrangsbeskæftigelse i forhold til at være udøvende musiker. Tænk hvis det danske kulturministerium gav støtte til oprettelsen af en musikskole a la East Helsinki Music Institute og blev enig med undervisningsministeriet om, at musikundervisning bør prioriteres højere i den danske folkeskole, da det styrker børns indlæring og udvikling på alle måder.

Sine Tofte Hannibal er BA i Musikvidenskab og læser Moderne Kultur og Kulturformidling.

FAKTA

East Helsinki Music School er en statsstøttet musikskole med 2000 elever, der fungerer som en dansk musikskole. En undervisningslektion varer ca. 20 min., og eleverne betaler 1800 finmark pr. semester, hvilket svarer til ca. 2600 Dkr. Efterårssemesteret består af 18 lektioner og forårssemestret af 17 lektioner.

Géza Szilvay har igennem 30 år undervist i alt ca. 300 elever på East Helsinki Music Institute. Mellem 200 og 250 af dem er i dag professionelle violinister.

Colourstrings-metoden bygger på Zoltán Kodálys musikpædagogik, og børnene bliver undervist efter metoden fra børnehave- til konservatorieniveau.

Alle børn i Finland har obligatorisk musikundervisning i syv år, mens danske børn kun har obligatorisk musikundervisning i fem år.

NOTER

1. Udviklingsprogrammet - En skole i bevægelse, Uddannelsesstyrelsen 02.04.03, www.us.uvm.dk/grundskole/fornyelseaffolkeskoleloven

2. I flæng kan nævnes den danske hjerneforsker Kjeld Fredens' arbejde om menneskets fem 'kompetencer' (intelligenser, hvoraf den musiske er en), den norske musikforsker Jon Roar Bjørkvolds 'om det musiske menneske' og amerikaneren Howard Gardner, der taler om menneskets syv intelligenser m.fl.

Årgang 78/2003-2004, nr. 02