Revanche 30 år efter

Af
| DMT Årgang 78 (2003-2004) nr. 02 - side 51-51

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf
  • Annonce

    Modtag nyhedsbrev

Kulturkampen raser. De venstreorienterede skal kanøfles, stoppes slet og ret, straffes for det, de gjorde for 30 år siden. Kulturministeren kritiserer Danmarks Radio, Gyldendal og Politiken for i for høj grad at være på modstandernes hold. Det står heller ikke for godt til på universitetet, hvor syv ud af 10 undervisere ifølge ministeren er venstreorienterede. Kulturministeren blev også forhindret i at udgive et skoleblad i 7. klasse. Selvsamme minister mener også, at Per Stig Møller af en nuværende direktør i DR fik læst og påskrevet med formuleringen om, at når direktøren og de andre revolutionære kom til magten, skulle Per Stig Møller nok komme til at dingle fra lygtepælen.

Et hævntogt vil Kulturministeren ikke høre tale om, det er "... et forsøg på genopretning af balancen i samfundsdebatten". Formanden for Dansk Magisterforening Ingrid Stage ved ikke, hvor Kulturministeren får sine informationer fra, idet en undersøgelse om antallet af venstreorienterede undervisere på universitetet ikke findes. Per Stig Møller har afvist, at en direktør skulle have fortalt historien om lygtepælen. Gyldendals borgerligt sindede direktør har vovet at tale den siddende regering imod og går dermed imod selvcensuren og medløberiet.

Midt i kampens hede leder man forgæves efter vilje til dialog. Det harmonerer ikke med et demokratisk sindelag. Den traditionelle antiautoritære kritiske bevidsthed bortskaffes i et kulturelt klima, hvor uenighed anses for dårlig stil og kritik i sig selv for ukollegial adfærd. Ytringsfriheden eksisterer kun, når den bliver brugt. Smagsdommerne fik allerede et vink med en vognstang i statsministerens nytårstale, og nu sættes der handling på ordene. Smagsdommere findes overalt, ikke mindst i tidsskriftsverdenen, hvor skribenter og læsere almindeligvis regnes for at være vidende, nogle endda specialister. Regeringen vil spare 180 mio. ved at spare på portostøtten til tidsskrifter. En pulje på 30 mio. kr. er afsat til at bevare en vis form for støtte til kulturtidsskrifter og fagblade. Hvem der falder ind under det begreb, har ministeren overladt til Bibliotekstilsynet at afgøre og administrere. Politisk er forslaget et angreb på en demokratisk tradition i Danmark. Dansksprogede specialmagasiner kommer i små oplag, fordi vores sprogområde - og dermed markedet - er relativt lille. DMT har sammen med en række tidsskrifter skrevet en appel til de kulturpolitiske ordførere. Her hedder det bl.a.:

"Der er 5.000 danske blade og tidsskrifter. I Danmark har vi en lang, demokratisk tradition for folkeoplysning. Fagblade og tidsskrifter har stor betydning for menneskers frie valg til at søge viden inden for deres interesseområder. Og fagbladene har betydning for den frie, demokratiske proces og for at menneskers meninger og ideer kommer frem. Inden for de faglige områder er bladene med til at holde læsere opdateret om fagenes udvikling. For landet som kultursamfund og med den store (og stigende) interesse kulturen nyder, ville det være synd at stække kommunikationen. Rigtig mange mennesker har glæde af at holde sig orienteret, blive inspireret og udveksle viden gennem de danske kulturfagblade."

Har kulturministeren mon tænkt over, at billige udlandstakster kan gøre det til en god fidus for bladbranchen at sende sine danske blade til danske abonnenter fra trykkerier i udlandet, og at smuthullet kan koste statskassen et trecifret millionbeløb?

Kulturministeren har ret i, at det var mindre morsomt i 70erne, selv i 80erne skulle studerende på universitetet, herunder musikvidenskabelige institutters indforskrevne elever, køres igennem det musikmaterialistiske pensum. Der blev skrevet både røde og lyserøde musikfortællinger, som oven i købet blev udgivet. Men selvom den tid er passé, var forskningsresultaterne ikke alle helt skeløjede, noget af litteraturen ligefrem langtidsholdbar. Så når alt kommer til alt ville det i den nuværende historiske realitet være noget mere opbyggeligt at respektere uenigheden, måske endda prøve at finde ud af, hvor der gennem kritisk dialog kan opnås fælles fodslag og så handle derefter i stedet for at banke uforsonligt løs på modstanderen ud fra en tak-for-sidst-holdning.

Anders Beyer

Årgang 78/2003-2004, nr. 02