CD'ER

Af THOMAS MICHELSEN

Anders Nordentoft: On this Planet. Thomas Sandberg (vokal). ATHELAS Sinfonietta Copenhagen. Dirigent: Morten Ryelund Sørensen. Dacapo 8.224221.

Anders Nordentoft er en sky romantiker. Han bevæger sig på pletvis glatte stier, som krydser frem og tilbage mellem rock og ny kompositionsmusik. Og han gør det med en iørefaldende poetisk sikkerhed. Derfra og så til at udnævne titelnummeret fra Nordentofts On this Planet til ny landeplage på P3, sådan som bagmændene forsøgte, da musikken fra forestillingen blev sendt ud på cd, var selvfølgelig lige lovlig kækt. I hvert fald hørte jeg aldrig nummeret pumpet ud via nogen hitradio. Men pointen var klar nok: En del af musikken fra On this Planet har rockballadens enkle, direkte kvalitet, blot sat i uvant perspektiv af et velrettet kantslag hist eller en skæv akkord her.

Og hitradio eller ej - fornøjelsen ved at vende tilbage til On this Planet i forbindelse med en cd-anmeldelse er stor. I den klare optagelse træder introens forvitrede messingtoner lytteren i møde på Nordentofts ensomme stier som en forkommen, gammel ven. Musikken har en enkelhed og en råhed, som i følsom forening lokker den blideste sympati frem.

Jeg kan helt enkelt forholde mig til titelnummerets stemning. Musikken fra forestillingen, der dybest set var en sangcyklus forklædt som musikdramatik, lukker en luge op ind til noget i mig selv. De giver mening, tonerne, mens teksten enkelt og effektivt zoomer ind på en dreng i en by på en klode i et univers. En flot begyndelse på en samling sange, der vedbliver at ophidse og forvirre.

Enkelheden og det umiddelbare holdes op mod strittende kaos. Man rives med og rodes op i, og det holder ved et genhør. Også Thomas Sandbergs vokal, som siden lanceringen af de første Nordentoft-sange for et par år siden har udviklet sin Tom Waits-agtigt rå og buldrende frasering.

Når alt sandet er blæst væk, og de blinde er trøstet, så er Lucid King stadig en flot ballade om at dø en moderne død i en hospitalsseng omgivet af snorklende slanger. Det bliver godt, når dvd'en kommer i begyndelsen af det nye år. Men først og fremmest er det godt at have cd'en - det vil sige musikken - der i øvrigt er blandt de nominerede i P2's nyindstiftede konkurrence, som skal sætte fokus på dansk klassisk musik på plade. Giv lige Anders Nordentoft, Thomas Sandberg og musikerne i ATHELAS Sinfonietta Copenhagen en ekstra buket for det samarbejde.

•

Thomas Blachman: Star Music Opus 1. Katrine Gislinge (klaver). STXCD 20322.

Der er langt fra Anders Nordentofts stilfærdige stråhat til trommeslageren og produceren Thomas Blachmans selbevidst skaldede isse på det sort-hvide cover, der med pianist Katrine Gislinge i forgrunden gemmer på Blachmans Star Music Opus 1.

Nu skal jeg ikke kunne udtale mig om, hvorvidt disse klaverkaskader af modernistisk skråstreg romantisk-jazzinspireret tilsnit er udsprunget af en indre nødvendighed hos Blachman svarende til den, der står ud af alle sprækker hos rockpoeten Nordentoft i On this Planet. Blot må jeg sige, at jeg ikke rigtig har hørt noget lignende, siden jeg for en håndfuld år siden anmeldte Jeffrey Burns indspilning af Frank Zappas klaveropus Ruth Is Sleeping i disse DMT-spalter. (Udgivet på Pool Music, hvis nogen skulle være interesseret).

Blachmans stjernekaskader taler ikke rigtig til mig. Mens Nordentoft får en poetisk ægthed og en enkelhed frem, der går til hjertet, synes Blachman at have forgabt sig på et partiturmusikalsk univers, hvis kompleksitet er inspireret af forgangne dekaders modernistiske krav. Myldrende og til tider kønne stjerneklange spiller han den liden Gislinge i hænde. Det gør han da. Men der er noget prætentiøst og villet over hele projektet, hvis man spørger mig. Nå. Måske skulle jeg bare holde min kæft og imødese et forurettet debatindlæg fra komponist Blachman, som jeg vist ikke er helt på bølgelængde med i denne sag.

•

Looking on Darkness. Værker af Bent Sørensen, Per Magnus Lindborg, Maja Solveig Kjelstrup Ratkje, Magnus Lindberg og Asbjørn Schaathun. Frode Haltli (akkordeon). Vertavo Kvartetten. ECM New Series 472 187-2.

På bølgelængde, det er jeg til gengæld med den for vildt lækre æstetik, der i årevis har løftet produkterne fra Manfred Eichers tyske pladeselskab ECM op i, hvad jeg kun kan betegne som særklasse. Er der nogen blandt læserne, der kan huske nogensinde at have hørt en ligegyldig eller bare tilnærmelsesvis kikset for slet ikke at sige sjusket cd fra den kant? Ikke jeg. Således heller ikke i denne ombæring, hvor Frode Haltli, ung norsk akkordeonvirtuos årgang 1975, i den grad har produktionsteknisk medvind.

Nyudgivelsen snupper sin titel fra Bent Sørensens soloværk for akkordeon. Det er såmænd ikke så tyst musik endda, skønt udpræget melankolsk. Og det er i hvert fald ikke dumt skruet sammen. Tværtom. Her får værket formentlig sin ultimative udførelse af den musiker, det er dediceret til. Ikke noget med at vente mange år, før nogen, der kan spille noderne sådan nogenlunde ordentligt, endelig kommer forbi. For så vidt skønne tider at være komponist i, skulle man mene?

Flere musikalske lag sukker om kap hos Sørensen, og det er rigtigt, hvad der står i de covernoter, som ECM ellers kun modvilligt tager med i sine udgivelser: Haltli giver hver enete node opmærksomhed. Det gælder også i svenske Per Magnus Lindborgs såkaldt Bombastiske SonoSofismer, der godt nok vender og drejer sit materiale som de gamle grækere havde for vane, men som ellers ikke lyder så frygteligt bombastisk endda. Værket fra 1996, der rummer elegant swingende momenter, er i øvrigt senere arrangeret for septet. Men det er en anden historie.

Videre på denne eksemplarisk velspillede akkordeontur møder vi så Frode Haltli sammen med den dygtige norske Vertavo Kvartet. De spiller musik af den unge nordmand Maja Solveig Kjelstrup Ratkje, og her er det, at det bliver vildt. Ratkjes mere end 20 minutter lange Gagaku Variationer udvikler sig hidsigt. Rytmisk hamrende og stampende. Ud af vanviddet springer en jazzet violin. Alt kan åbenbart ske, tænker man, og ens opmærksomhed giver sig til at dale, mens musikkens lydstyrke holdes i vejret som af dirrende, muskelstærke arme. Nok mest et værk for dem, der er til et råt fysisk udtryk, når man lige at konkludere, før stykkets lange udklang tager fat: Organisk, spontant voksende og til tider bestemt med mindelser om japansk musik. Værket er et forbløffende langt forløb holdt på plads af komponistens store tillid til sin egen intuition. Formentlig kræver det et par ture til gennem ører og hjerne, før jeg er sikker på, om det holder. Men dristigt, det er det.

Norden rundt kommer vi - næsten, i al fald - med finske Magnus Lindberg, hvis fremragende Jeux d'anches lader engle og fugle synge med messiaensk lyrik. Lindberg kan ikke dy sig for at dyrke det idiomatiske og virtuose, før Norge atter nås med Asbjørn Schaathuns Lament. Her, hos den yngste af komponisterne fra den norske firsergeneration, som også tæller navne som Cecilie Ore og Rolf Wallin, finder man kompleksitet. Flere samtidige stemmer.

Men er der to værker, man bliver forelsket i på denne fremragende cd, så er det Sørensens og Lindbergs.

•

Sunleif Rasmussen: Surrounded, Arktis, Mozaik/Miniature, Tilegnelse, Trauer und Freude. Helene Gjerris (mezzosopran). Caput Ensemble. Dirigenter: Gu?mundur Óli Gunnarsson, Gu?ni Franzon. BIS-CD-1278.

•

Norden rundt - hele vejen rundt - når vi med det islandske Caput Ensemble, der på en ny cd spiller musik af sidste års modtager af Nordisk Råds Musikpris, færingen Sunleif Rasmussen. BIS har givet ham en portræt-cd, hvor både den rå begyndelse og de efterfølgende lyriske kvaliteter i sinfoniettaværket Surrounded gør, at man fanges fra start. Der er megen eftertænksomhed i denne musik. Megen skønhed af til tider flimrende og fortryllet karakter. Men også megen styrke i storformens dynamiske udvikling, som medfører nogle voldsomt perkussive udladninger. Råt og godt.

Af cd'ens i alt fem værker, der alle stammer fra perioden 1995-2000, er de tre midterste i familie med hinanden. Det gælder i særdeleshed de to Heinesen-fortolkninger for mezzosopran og (forskellig) kammerbesætning, der begge er del af et work in progress. I alt otte Heinesen-sange planlægger Sunleif Rasmussen at skrive efter tekster fra den færøske forfatters digtsamling Panorama med regnbue (ikke "mod", som der står i pladenoterne).

Særligt holder jeg af den lyrisk skinnende, udpræget statiske stemning, som den med sart slagtøj og en enkel sungen linjeføring kommer til udtryk i Arktis. Også det rent instrumentale stykke Mozaik/Miniature har med William Heinesen at gøre, al den stund værkets materiale er bearbejdede brokker fra Sunleif Rasmussens symfoni Oceanic Days, der netop er inspireret af et digt af Heinesen, og som gav Rasmussen Nordisk Råds pris.

Lidt svagt målt mod de øvrige værker står det 20 minutter lange Trauer und Freude, der med smukke mindelser om Mahlers Das Lied von der Erde strækker sit dobbelte stemningsindhold over for lang tid. Selv om den overordnede struktur ser fornuftig nok ud på tegnebordet, taber musikken sin lytter på gulvet undervejs.

•

From the Merry Life of a Spy. Music for Brass Quintet. Værker af Vagn Holmboe, Ib Nørholm, Anders Nordentoft, Axel Jørgensen og Mogens Andresen. Art of Brass Copenhagen. Dacapo 8.226001.

Bestemte instrumenter kalder på bestemte virkemidler. Giver bestemte associationer. Trækker musikken i bestemte retninger. Der er således ingen tvivl om, at konstellationen messingkvintet lægger op til fuldtonende fanfarer. Lyt bare til en velspillet ny dansk messingskive, der byder på den ene fanfare efter den anden - lige til man knap orker mere.

Værket, der giver cd'en dens titel, er af Ib Nørholm. Alsidig brug af diverse dæmpere og en programmusikalsk spionhistorie sexer sagerne op med nogle sleazy klange, der understreger stemningen af blå skæg, briller, whisky og vampede duller. Når skurken er skudt og færdig med at ralle (luft gennem tubaen), slipper vi ikke for den afsluttende fanfare, som instrumentariet i form af to trompeter, horn, basun og tuba lægger så stærkt op til.

Heller ikke Anders Nordentoft skåner lytteren for indslag af fanfarer, men slipper i øvrigt afsted med at skrive cd'ens bedste nye værk for besætningen i form af Tre studier for messingkvintet. Vanskelige pianissimoklange, mange karakterskift og gode overblændinger mellem flere musikalske lag holder opmærksomheden fangen, og midtersatsens udstrakte ubådsmusik er virkelig fin.

To kvintetter af Vagn Holmboe - den første fra begyndelsen af 1960erne, den anden fra 1978 - burde sådan rent musikhistorisk set være cd'ens tidligste danske værker for messingkvintet. Med deres klare tonalitet og højt begavede satsarbejde er de selvskrevne klassikere. Men faktisk er der et ældre værk på pladen. Det drejer sig om bratschisten, kongelig kapelmusicus Axel Jørgensens kvintet fra 1942, der tog fusen på anmelderen. Ikke bare ved sin blotte eksistens, men også ved sit runde, varme og rent ud sagt fuldfede romantiske udtryk. Det værk må være en ren fornøjelse at spille, og tumpet at lytte til er det ikke.

Det gælder også cd'ens afsluttende komposition, der ligeledes er skrevet af en udøvende musiker, nemlig basunist og messingprofessor Mogens Andresens Tre Norske Danse fra 1990. En indledende fanfare slipper man ikke for. Selv om man efterhånden synes, at nu kan det være nok med det udadvendt gjaldende. Men de tre stykkers djærve folketone (inklusive tramp og håndklap) og den smukke udførelse, der blandt andet kæler for en noget yndig koralsats, er med til at gøre pladen til fornøjelig lytning.

•

Northpoints. Værker af John Frandsen, Østen Mikal Ore, Wayne Siegel, Hans-Henrik Nordstrøm og Svend Hedegaard. Corona Guitar Kvartet. IRISCD 0301.

Lige som messinginstrumenterne lægger guitaren, på godt og ondt, op til bestemte stemninger. I et rent dansk program byder kvartetten Corona således ikke overraskende på primært lyriske værker.

Melodisk, mildt og blidt går det for sig i de første to af John Frandsens Tre Danse, hvis overvejende stilfærdige og eftertænksomme udtryk i den sidste sats afløses af mere kraftfuld elegance. Desværre er kvaliteten af musikken på denne cd ret svingende. Mest er det Wayne Siegel, der med minimalistisk lavalampemusik i form af East L.A. Phase holder professionelt niveau. Også Hans-Henrik Nordstrøm kommer et pænt stykke med sine Fluktuationer, som, efter at musikerne til en begyndelse har banket på barken af træet, afslører en pilen frem og tilbage af noget, der lyder som små biller. Denne lynsnare kommen og gåen i første sats' mikroverden genhøres i glimt som spredte, myldrende minder i værkets rolige epilog, og det er måske i virkeligheden mest på det overordnede plan - som et stykke musikalsk arkitektur i en lang og en kort sats - at stykket har sin styrke.

Østen Mikal Ores Neon Enlightened kratter sig fri af stilheden med levende intensitet og lyder i det mindste smukt. Men Svend Hedegaards Via skulle man nok bare have ladet ligge. Stykket insisterer på at vare godt og vel 12 minutter, men brænder ud allerede efter fem. Spanskinspireret fyrighed kan for så vidt være en udmærket igangsætter. Men når komponisten efter køligt bølgende repetitioner straks roder sig ud i nye skove af floskler, er han ikke interessant at følge.

•

Ole Schmidt: Strygekvartet nr. 1, 2, 4 og 7. Kontra Kvartetten. Dacapo 8.224210.

Ole Schmidt - jo, jo. Det er noget med godt musikalsk håndværk, veloplagt musik med rødder i neoklassik og så måske sådan lidt jazz. Men Ole Schmidts musik kan være mere end det. Den kan, i hvert fald i tidlige værker, være gedigen kvartetkunst i gæld til Bartók, som illustreret på den første af to cd'er med Ole Schmidts samlede strygekvartetter spillet af Kontra Kvartetten.

Rytmisk nerve, mange klangnuancer, en god tæthed i satsen og en form, der lader det hele forløbe uden afbræk, gør Strygekvartet nr. 1 fra 1954 til god musik. Også i 2. Strygekvartet, komponeret ti år senere, er der spor af Bartók. Skiftende taktarter og tætte dissonanser samt et element af leg - holdt i tømme af håndværksmæssig omhu og grundighed - giver igen en dejlig kammermusikalsk oplevelse.

Strygekvartet nr. 4 er derimod en drøm på den onde måde. Her, hvor komponisten tilsyneladende har opgivet at opusnummerere, udvikler musikken sig, som selv covernoterne er nødt til at indrømme, temmeligt løst. De fire instrumenter kan klinge fascinerende tåget sammen. Men hvis det her skal forestille et syretrip for strygere anno 1968, så mangler der godt nok nogle stærkere pangfarver og nogle fritvoksende, fandenivoldske former til at begejstre lytteren. Som musikalsk konstruktion har det ensatsede forløb kun ringe bæreevne.

7. Strygekvartet, derimod, er lige til at gå ombord i. Her er humøret, humoren og den kvalificerede satsteknik tilbage på banen, omend med mindre ambitiøst resultat. At musikken er skrevet i 2002, vil ingen formentlig gætte efter mødet med disse tre kønne, melodiske og rytmisk drillende satser. De står aldeles uden for deres musikhistoriske samtid - som et kærligt portræt af komponistens hustru og hans to døtre (hvoraf den ene efter musikken at dømme har et noget mere iltert og udadvendt temperament end den anden!) Og forresten, mens vi har fat i en af dacapos nyeste udgivelser: Hvor er de nye papcovere da en lækker afløser for de gammeldags, gennemsigtige plasticæsker, der hverken var solide eller kønne. Dejligt nyt indpakningsinitiativ og tak for det. Næste og sidste cd i serien med Ole Schmidts strygekvartetter ventes på markedet i løbet af denne måned.

•

Else Marie Pade: Face it. Ellen Gottschalck og Peter Steen (recitation). Dacapo 8.224233.

Dacapo-cd nummer to med musik af Else Marie Pade er ikke nyere, end at den er serveret i gennemsigtig, gammeldags plasticindpakning. Pade har efterhånden fået, hvad hun kan trække med en bred og kærlig mediepræsentation som dansk elektronmusiks bedstemor. Efter dacapo-præsentationen på cd med elektroniske værker på Et Glasperlespil møder pladepublikummet hende her med tre stykker i musique concrète-traditionen fra Pierre Schaeffer.

Forbindelsen til dagens unge lab top-generation har givet Else Marie Pade hendes renæssance. Og den er fortjent. Syv cirkler fra cd'en Et Glasperlespil er stadig mit foretrukne Padeværk. Stramt og fabulerende på én gang. Men det er slet ikke skidt at høre, hvad hun kunne stille op med manipuleret reallyd.

Fortællingen om Den lille Havfrue fylder med sine næsten tre kvarter rigtig meget på pladen, når man betænker, at det primært er Ellen Gottschalcks fint gammeldags og indlevede oplæsning af H.C. Andersens eventyr, der rykker. Men der er fine oplevelser i den fortællende Symphonie magnétophonique fra 1958. Det er lyden af gamle dage, der - grundigt forvreden, men altid genkendelig - her et stykket sammen til beskrivelsen af et døgn i København. Rådhusklokkerne, snorken og vækkeur indleder en travl dag, som, før solen er gået ned, og natten har sænket sig, når også at rumme ildevarslende støvletramp fra soldater og hjerteskærende gråd fra et spædbarn.

Else Marie Pade var som modstandskvinde i tæt kontakt med Anden Verdenskrigs gru. Hun har forståeligt nok aldrig glemt sine oplevelser som fange hos Gestapo og indsat i Frøslev-lejren. Cd'ens titelgivende stykke, Face it, er en reminder lavet så sent som i 1970, hvor skuespilleren Peter Steens stemme giver os det enkle budskab: "Hitler er ikke er død!" Som ikon og prototype på en diktator vil Hitler tværtimod og ulykkeligvis altid eksistere, synes pointen at være.

De musikalske midler i Face it er begavet valgt og virker så meget desto stærkere, fordi de kun er tre i alt: Peter Steens stemme, der siger de få ord om Hitler om og om igen. Dertil kvækkende brudstykker fra førerens frastødende brandtaler. Og - nedenunder, som en ond bærebølge - den ubønhørlige lyd af en monoton marchtromme. Med disse tre enkle ingredienser samt med en begavet intensivering i lydmanipulationen undervejs har Else Marie Pade skabt et otte minutter langt stykke, der er mere end bare en rædselsfuldt stivnet bolero. Det er en advarsel mod det værste, mennesket kan præstere, nemlig krig.