CD'ER

Af
| DMT Årgang 78 (2003-2004) nr. 03 - side 114-115

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Af JØRGEN LEKFELDT

Fartein Valen: Complete Songs. Gedichte von Goethe op. 6, Zwei Lieder op. 31, Zwei Lieder op.39; Mignon. Zwei Gedichte von Goethe op. 7 (klaver- og orkesterversion); Ave Maria op. 4; Zwei Chinesische Gedichte op. 8; Darest Thou Now, O Soul op. 9; Die dunkle Nacht der Seele op. 32. Siri Torjesen, sopran, Håkon Austbø, klaver, Bergen Filharmoniske Orkester, dir. Christian Eggen. SIMAX classics PSC 1168.

Denne cd kaster lys over et grundtræk i Valens musik: Det instrumentale fremstår som en afspejling og videreudvikling af det vokale. Musikken taler. Ekspressionismen melder sig af sig selv som den musikalsk udtryksform, som er nødvendig for at give teksterne liv og lade dem fungere integreret i den musikalske sats.

Derfor bliver en cd som denne til et godt udgangspunkt for den, som vi stifte bekendtskab med Valens musik og trænge dybere ind i den. Vi har her så at sige essensen af hans musik, af dens intentioner, dens særpræg og dens enhedspræg.

Fartein Valens musik har altid forekommet mig at være gådefuldt reserveret. Dermed være ikke sagt, at der ikke er tale om følelsesmæssige udtryk. Som før nævnt er ekspressionisme et ord, som umiddelbar falder én ind. Men det er noget så paradoksalt som en reserveret ekspressionisme, som er indflettet i et sindrigt musikalsk mønster. Musikken flyder ikke fremad som renæssancens vokalpolyfoni, og den lukker sig ikke inde i et dramatisk musikalsk spejlkabinet som Weberns musik. Man kan derimod sige, at musikken er præget af begge dele: En på én gang flydende og krystallinsk sig selv spejlende strøm, som passerer forbi.

Alt dette fremtræder her på overbevisende måde. Som sagt: Disse værker kan anbefales som en indføring i Valens musikalske univers - og som en platform til fordybelse i musikkens essens. Samtlige musikere yder deres bedste og fører lytteren ind i denne særegent ekspressivt blufærdige udtryksverden. "Ich möchte dir mein ganzes Innre zeigen" synges der i op. 7 med tekst af Goethe (Mignon). Det kunne være et motto for denne i høj grad anbefalelsesværdige cd med værker af ikke blot Norges, men en af verdens mest ejendommelige komponister.

Cecilie Ore: A. Ein skuggeopera. Tekst: Paal-Helge Haugen. Stemmer: Joachim Calmeyer, Anneke von der Lippe, Tilman Hartenstein, Henrik Inadomi, Lakis Kanzakis og Rob Waring.

Aurora ACD 5034.

A er en opera uten syngende stemmer - sådan lyder den første sætning. I ledsagehæftet, som her er en bog på 116 sider, nydelig og solidt indbundet. Den vil med garanti holde længere end cd'en, medmindre man skyndsomst sætter sidstnævnte i et ordentligt etui af en eller anden slags. Den skarpe kant i plasticlommen, som er anbragt bagest i bogen, vil ridse cd'en til det ubrugelige inden længe. Hvis man altså hører den mere end én gang.

Og det bør man. Skygge er selve temaet i operaen. Personen A, den eneste i operaen, er flere på én gang: personer som Agamemnon, Eichmann, oberts Tibbets, som kaster bomben over Hiroshima og løjtnant Calley i Song My. Skyggen bliver til det, disse mennesker har forvoldt af grusomheder i historiens løb, mørkets gerninger. Men det drejer sig også om erindringen om gerningerne, personernes samvittighed, deres bortforklaringer og graden af offentlig viden om, hvad der er foregået. Derfor bliver der tale om et flertydigt mønster af personer, som husker og alligevel fortrænger og dementerer.

Stemmerne er i sig selv flertydige. Der synges ikke, men tales, hviskes, råbes, tit polyfont i en sådan grad, at ordenes betydning forbliver skjult. Under det hele ligger en kompleks bund af gongslag.

Således er der tale om skygge i mange betydninger. En person, som er et flimrende billede af flere. Erindringer, som kommer og går, som er så flygtige som skygger, og som tit overdøves, fortrænges og dementeres. En rumlende, drønende og sitrende klangverden, som er en skygge af, hvad der traditionelt forstås som musik - i sig selv et billede på det gådefulde, som holdes skjult, men som alligevel bryder frem og bliver hørbart. Musikalsk er det aldeles overbevisende. Mange steder er der en imponerende tredimensional effekt: Stemmer og gonger klinger og lokker gennem en lang tunnel, som ligger foran én. Det bliver til en meditativ rejse, indtil man når nyt skarpt klangligt lys for enden af tunnelen.

Dette værk knytter sig til ikke så få andre fra tiden efter 2. verdenskrig: Herbert Eimerts Epitaph für Aikichi Kuboyama, Stockhausens Gesang der Jünglinge, Nonos Il Canso sospeso, Nuits af Xenakis etc. Klangene, som i sig selv er en fascinerende ny musikalsk verden, bliver tillige til en spejlbillede af den verden, som gik forud, til erindring om det, som det er pinefuldt at huske, og som derfor ofte kommer frem i formummet og flertydig skikkelse.

Men netop i dette billede af erindringerne om grusomhederne og af fortrængningerne ligger jo en erkendelse. Dette musikalske udtryk, som vil være ikke-musik, en skygge af en opera, påviser disse fortrængninger både direkte og indirekte. Direkte i tekstens indhold og indirekte i den uklarhed, som beror på selve det musikalske udtryk. Det uklare bliver til kritik og afsløring igennem selve uklarheden. Det klangligt fortrængte bliver til afklaring af noget helt essentielt: Det er selve de enkelte mentale skygger og den kollektive dårlige samvittighed, som her afsløres. At afsløringen overhovedet finder sted, gør operaen til et musikalsk udsagn, som viser bagud og fremad. At Cecilie Ore kan komme med et så kunstnerisk overbevisende dialektisk udsagn om noget så væsentligt i 2001, operaens tilblivelsesår, i år 2003, cd'ens udgivelsesår og fremover, er der noget rent ud sagt befriende ved.

POING - giants of jazz. Maja Solveig Kjelstrup Ratkje: essential extensions; Eivind Buene: Seven Types of Ambiguity; POING: Fisk I kjerka; Knut-Olaf Sunde: ( "But Brother Ass, there is a whole dimension lacking to what you say. How is it possible for one to convey this in Oxford English?" ); Øyvind Torvund: Giants of Jazz. POING (Rolf-Erik Nystrøm, saxofon; Frode Haltli, accordion; Håkon Thelin, kontrabas). Royal Records 2003, www.poing.no.

Maja Solveig Kjelstrup Ratkje skaber i essential extensions et flydende og blomstrende musikalsk mønster med klar opbygning og sikker timing. Fraserne udstrækker sig netop så meget som fornemmes nødvendigt. Der er stærke kontraster mellem hyperaktivitet og momenter af intens koncentration ned til det punkt, hvor tiden står stille i den enkelte tone eller akkord. Værket har som udgangspunkt 5. sats af Messiaens Quatuor pour la fin du temps. Pudsigt nok er der tillige et citat fra Stockhausens Stop - troede jeg, indtil det gik op for mig, at også Stockhausen her citerer læreren Messiaen! Jo, han har betydet meget for mange.

Eivind Buenes Seven Types of Ambiguity er en helt anden snak. Her 'snakkes' virkelig musikalsk i et ganske pudsigt metasprog bestående af stilistiske brokker fra jazz og udefinerbar mere eller mindre nutidig musik. En spøg, som næppe er slidstærk - bortset fra 4. sats, hvor der er en virkningsfuld episode. Dramaet overskygger snakken dér, hvor der bremses op og modet til at fokusere på detaljen viser sig.

I Fisk i kjerka (!) har vi POING på slap line i en spontan, yderst levende improvisation. Det myldrer med effekt-fulde kontraster, og endnu en gang møder vi det forunderlige moment, hvor klangen og tiden står stille. Det er måske ensemblets og ikke komponisternes fortjeneste, at noget lignende sker i andre værker på cd'en? Det kunne være spændende at se partiturerne.

Hvad Knut-Olaf Sunde vil med titlen (But Brother Ass...............), er ikke umiddelbart indlysende. Teksten er fra Lawrence Durrells Alexandriakvartet, og den hentyder til, at én forfatter læser en anden forfatters posthume noter. Så vidt jeg kan se er ideen den, at værkets episoder som i Alexandriakvartetten blander sig med hinanden. Det virker kompositorisk ikke overbevisende, men lidt adspredt - bortset fra den intense koncentration i et helt forbløffende detailforløb i et af afsnittene. Her føles det, som om klangen lægges under mikroskop.

Endelig er der i Øyvind Torvunds Giants of Jazz et aldeles pragtfuldt forløb, hvor hvert enkelt instrument udstilles med overbevisende klarhed. Især gør Håkon Thelin sig her gældende på helt suveræn vis med sin kontrabas. I slutningen hører vi en tour de force, hvor POING i almindelighed og Rolf-Erik Nystrøm på saxofon i særdeleshed leverer noget af det mest halsbrækkende virtuose, jeg mindes at have hørt. En overbevisende hyldest til jazzens giganter!

Denne cd leverer et fremragende udsagn om de uendelige mængder af nyskabelse, der ligger i improvisationen og i mange af de musikere, som beskæftiger sig med den. Som sagt ved jeg ikke, hvor meget der i disse værker er overladt til de udøvende, og komponisterne kender jeg ikke.

Men i POINGs eget lille stykke med den gådefulde titel er der så meget kompositorisk gods skabt i spontant fællesskab, så megen spilleglæde og så svimlende dygtig beherskelse af instrumenternes muligheder, at jeg er ganske overbevist om deres betydning for de øvrige værker. Ja, jeg er lige ved at tro, at de kunne få selv det mest elendige stykke til at klinge godt! Som Bendik Hagerup skriver i noterne: POING "makes everyday life seem much easier for a poor composer". De er gode ambassadører for ny norsk musik.

Årgang 78/2003-2004, nr. 03