DEBAT

Af
| DMT Årgang 78 (2003-2004) nr. 03 - side 120-120

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

... og netop blev der stille. Kondrup-respons

Faktisk havde undertegnede aldrig tænkt andet end "so what?" - var det ikke for det personlige salpeter i det spøjse indlæg af Eva Noer Kondrup i sidste nummer, hvor Kondrup kalder mig Daniosaurus. Kondrups indlæg stod i forlængelse af en forrygende prolog af tekstmesteren Ivar Frounberg angående den mildest talt bragende mærkværdige artikel af Gunge og Sidenius, bragt i et tidligere nummer af DMT.

La'r man bolden trille og går efter trøjen gir det kraftstejlme backfire. Som unge af millenniummet er vi i historisk påviselige omstændigheder. Dyd er ikke fryd. Nødvendigheden af at være en brøkdel af 'tradition' er en ladt pistol vendt mod selvet. Kondrups kommentar er kønsafmålt, og jeg undskylder, at der har indsneget sig hints i samme terms negative forstand. Det var i hvert fald ikke hensigten.

Med erkendelsen om denne tegnsætters verbale aggresive stil - brugt som ammunition mod den elendige magisterafhandlings-agtige karakter hvert andet bidrag til bladet er plaget af - må Kondrups kommentar om ikke at kunne "forestille sig nogen kunsterisk nytænkning ..." stå i rækken af de enigmaer som hober sig op. For hvis ideernes kultorv var et supermarked så spotter jeg ikke Kondrup. Dermed selvtak og slut.

I en anden kontekst er selve sætningen (jf. sidste nummer) holdt i uheldig anatomi. Om man - som i Kondrups tilfælde forestiller sig et andet individs "kunsteriske nytænkning" (som nævt øverst) eller om samme sentens glider gennem ens eget tavse sind, må selve glæden eller det modsatte ved at skabe gå trængt hjem. I intethed vel at mærke. Her refererer jeg nøgent til Rimbauds berømte Seer-breve, i hvilke han plæderer for den visionære Tabende-Alle-Sanser-Poet for netop at kunne SE! Det er nemt nu for Den Lille Havfrue siddende gloende (- begloet, polaroid forgår!) mærkende vandet bryde i skvulp - den blanke overflade ...

The punchline vil altid være at krybe ud af stenskjoldet og gribe duften af alting ude af stand til at formulere disse i andet end ekstase. Måske hun trænger til at få udskiftet hovedet for tolvte gang.

Morten S. Danielsen

Svar på spørgsmål

Erik H. A. Jakobsen omtaler i DMT nr. 2 min bog Harmonilære og koralharmonisering (Systime 2002), og stiller i den forbindelse nogle spørgsmål, som jeg gerne vil besvare.

De spørgsmål, Erik Jakobsen stiller (om målgruppe, formål og baggrund), har jeg naturligvis overvejet, men valgte ikke at bruge plads på dem i bogen. Det skyldes først og fremmest, at jeg - i kraft af min profession - har skrevet bogen til gymnasiet (selv om den nok godt kan bruges andre steder), hvor man nok har et lidt mere pragmatisk forhold til den slags: Man læser bogen og vurderer, om man kan bruge den i sin egen undervisning, og om man i det hele taget trænger til at prøve en ny bog.

Men hvorfor så skrive en ny lærebog? For jeg er selvfølgelig bekendt med den eksisterende litteratur, alt andet ville være uforsvarligt. At kalde den eksisterende litteratur forældet vil jeg ikke driste mig til, men jeg har især savnet koblingen mellem harmoniseringen og funktionsanalysen, som vist kun Westergaards bog rummer, og dens kvaliteter til trods er den nok en lidt voldsom og gammeldags fremstilling for nutidens gymnasieelever. Min fokusering på dette er et resultat af den undervisning, Henning Nielsen og Jens Johansen her har givet. Endelig skal man heller ikke være blind for det helt banale aspekt, at elevernes interesse lettere fastholdes af en 'frisk' bog, hvor layout mm. svarer til det, der findes i andre nye lærebøger.

Endvidere spørger Jakobsen, hvorfor jeg har valgt at 'komplicere' funktionsanalysen med stedfortræder/afledningsfunktionerne. Det kan let blive en lang historie, men det er i hvert fald et af de aspekter, jeg finder underprioriteret i mange andre fremstillinger. Det handler om funktionsanalysens formål, nemlig at forklare de enkelte akkorders funktion i dur/mol-tonal musik. Jeg har svært ved at acceptere, hvis akkordforløb som fx i C-dur: C, Am, F, G og i c-mol: Cm, Ab, Fm, G ikke bliver analyseret identisk, dvs. med Am og Ab som 'tonikale'.

Specielt i gymnasiesammenhæng finder jeg dette vigtigt, for kun et fåtal af vores højniveauelever bruger faktisk deres studentereksamen til en videregående musikuddannelse. Dvs. den konkrete viden, de får om fx at harmonisere koraler, er i og for sig mindre vigtig - men det er et redskab til at forstå abstrakte sammenhænge, man træner evnen til at sætte sig ind i en teori og sammenholde den med praksis.

Rune Bech Lauesen

Årgang 78/2003-2004, nr. 03