Fra oprør til hygge-pluralisme

Under Ultima-festivalen i Oslo sendte NRK programmet Musikk i brennpunktet fra spillestedet Blå i Oslo. Det skete den 8. oktober med live performance og interview. Vi bringer her en nedskrift af talen i udsendelsen. Se henvisning til website hvor hele udsendelsen kan høres til sidst i artiklen.

Af Bodil Johanne Jensen

Programleder: Bodil Johanne Jensen.

Gæster: Jostein Gripsrud, medieprofessor. Eivind Buene og Maja Ratkje, komponister. Musikere: Maja Ratkje, vokal og elektronik, Rolf-Erik Nyström, saxofon, Thomas Kjekstad, guitar, Håkon Thelin, kontrabas.

[Musik]

Sverre Lind (citat fra den første udsendelse i 1962): "Vi sender i aften vores første udsendelse i serien Musik i brændpunktet, og vi starter med at nævne, at vi med disse programmer sigter på at præsentere nye og aktuelle værker fra koncerter og musikfestivaler rundt omkring i verden."

Bodil Johanne Jensen (2003): Dette var min tidligere kollega, Sverre Lind, i det allerførste program af Musik i brændpunktet i 1962. Dette program opstod som et oprør blandt musikere og komponister, som syntes, at det var en skandale, at det ikke var muligt at følge med i norsk og international samtidsmusik i NRK. Det tog tid at få programmet realiseret, der var lang debat i to år med stort pres, og til sidst lykkedes det at få en halv times udsendelse om måneden. Musik i brændpunktet førte også til oprør blandt lyttere og musikere, der var skeptiske over for den ny musik, nogle af synspunkterne kom til udtryk i udsendelsen, og aftenens hus-ensemble vil demonstrere dette.

[Ensemblet spiller. Der indgår bl.a. bearbejdede samples af stemmer]

Bodil Johanne Jensen: Maja Ratkje, Rolf-Erik Nyström, Thomas Kjekstad, og Håkon Thelin kommenterede her stemmer fra fortiden fra Musik i brændpunktets første udsendelse i 1962, hvor stemmerne tilhørte programleder Sverre Lind, violinist Leif Jørgensen og komponisterne Geirr Tveitt og Finn Mortensen.

Jeg har fået besøg af professor i medievidenskab fra universitetet i Bergen Jostein Gripsrud.

Vi begynder med Finn Mortensen, som vi hørte sidst i montagen. Han fik vel ret i, at der er vel ingen, der bliver chokeret over musikken eller kunsten i dag.

Jostein Gripsrud: Har man hørt en koncert for støvsugere og balloner, så skal der lidt til. Man kan tåle det meste.

BJJ: Lige et historisk tilbageblik. Det var en avisartikel i 1960, der udløste den debat, som førte frem til Musik i brændpunktet. Artiklen var skrevet af Gunnar Sundström, Finn Mortensen, Arne Nordheim og pianisten Kjell Bækkelund. De kritiserede hele det norske musikliv: Musikken var kedelig og fantasiløs; ny musik får ingen eller få chancer - der er ingen vilje til at tage chancer. Aviserne interesserer sig ikke for den seriøse musik. Det er kun den mindre gode musik, som får spalteplads. Hvem er det, der skal lave fremtidens gode musik? Musikerne har ingen baggrund. Vi må få en musikhøjskole til at lave et fundament. Osv. Så det virker som en udviklingslinje fra 1960 og frem til i dag, som kan have den overskrift, som vi har på udsendelsen i dag: Fra oprør til hygge-pluralisme. Fordi i dag er det mangfoldigheden, der regerer. I dag er alt tilladt, og alt er lige godt.

[Musik]

BJJ: Jostein Gripsrud, du er optaget af forandringer i musikken og kunsten, hvordan vil du forklare udviklingen fra alvorlige komponisters oprør for 40 år siden til dagens mangfoldighed?

JG: Oprøret, der var i 1962, var væk i 1972. Den opløsning begyndte allerede i anden halvdel af 60erne. Det var en del af en stor samfundsmæssig udvikling. Den strenge modernismes holdning med at kunsten er pyramidal - der er top og dér sidder vi - det delelement visnede væk temmelig præcist i 1970.

BJJ: Positivt kan man sige, at mangfoldigheden medfører åbenhed og tolerance. Men det kan jo også slå over i ligegyldighed.

JG: Ja, hvis det er sådan som hippie-talemåden siger, "you'll do your thing and I'll do mine", det er lige godt det hele, bare nogen går ind for det. Det er klart, at sådan en afslappet holdning let kan slå over i ligegyldighed. Det tror jeg egentlig, er sket. Hvis man ser meget nøje efter kan man se det parallelt i mange kunstarter.

BJJ: Der er jo sket det, at genrerne blev 'blandet'. Men det med skandaler og oprør er vel næsten et afsluttet kapitel.

JG: Ja, det skyldes jo, at skandaler er blevet brugt rigeligt i mindst 100 år, 150 år måske. Den romantiske arv og centrale aspekter at forstå kunst på lever jo endnu. Dele af det 20. århundredes modernisme og avantgarde kan også siges at leve videre - fx at håndværket er mindre vigtigt, men at individets udtrykskraft er mere vigtig. Som en sagde: "Har jeg ikke råd til at lave film, så skriver jeg en roman; har jeg ikke penge til at lave en [tv-] serie, så skriver jeg en digtsamling."

BJJ: Tiden er mere pragmatisk nu - folk handler bare. For 40 år var ny musik en selvfølgelig genre. I dag bruges begrebet ikke så meget mere. Man taler om samtidsmusik, som er blevet et vældig bredt begreb, der omfatter mange slags musik. Hvordan kommer kunstbegrebet ind i dette? Der er kommet mange bud på, hvad kunst er.

JG: Siden midten af 1700-tallet har der været mange forskellige versioner.

BJJ: I en tv-udsendelse sagde du, at det er kunstinstitutionerne, som bestemmer kunstdefinitionen. Det synes jeg, er en meget demokratisk definition.

JG: Det er en standarddefinition, som bruges i alle æstetiske fag. Det betyder blot, at det er dem, der cirkulerer i kunstmiljøerne - kritikere, publikum, kuratorer, koncertarrangører, orkesterledere, osv. fra de forskellige kunstarter - som bestemmer. Nogen har mere magt end andre i de brancher, og det er i sidste instans dem, som tager beslutningerne - og de må argumentere for deres beslutninger. Der skal være en kontinuerlig, informerende dialog om, hvad der er interessant og mindre interessant.

BJJ: Her opstår der jo ofte en kløft mellem publikum og kunstinstitutioner.

JG: De fleste kunstarter er jo udviklet så langt, der er ført så mange diskussioner, og der er skrevet så mange artikler og bøger. Man kan ikke være lige informeret om alle kunstarter. Samtidig er der - på trods af det - et overlap af interesser, folk der samarbejder og udtrykker sig på tværs.

BJJ: Kunstnere siger selv, at i deres projekter nedbrydes skellene mellem højkultur og subkultur.

JG: Subkulturer er ofte lidt sære, intellektuelle, anderledes oprørske, marginaler i kulturen. Men forbindelsen til mainstream popkultur er også blevet forsøgt nedbrudt - det synes jeg, er det mest udfordrende projekt for seriøse kunstnere.

BJJ: Hvorfor tror du, at kunstnere selv ønsker at forfladige hierarkiet?

JG: Der findes mange forskellige måder at prøve at forklare det på. Jeg tror mest på, at det er fordi, mange af vor tids yngre kunstnere har en stor interesse i at kommunikere. Man vil gerne nå ud til så mange som muligt.

BJJ: Hvad kan kunsten bruges til i dag - hvorfor er den vigtig?

JG: For det første er det vigtigt, at den ikke nødvendigvis kan bruges til noget som helst - at den er nok i sig selv. Kunsten er vigtig som et område for udforskningen af fantasiens muligheder. Som et eksperiment, et laboratorium. Om det så er billeder, lyd, eller hvad det er. Og så er den et sted som kan levere modeller for anderledes tænkning. Fx til at kunne se sammenhænge, som man ellers ikke ville få øje på med vanlige tænkemåder - det må ikke være illustration af filosofiske indsigter eller fysiske love, det må være noget andet.

BJJ: Hvad med kvalitet i kunsten, når den er så bred?

JG: Ja, det bliver op til de indforståede magthaverne på de forskellige felter at forvalte begrebet om kvalitet, så det fortsat er muligt - og det viser sig jo dagligt - at foretage skel mellem det interessante og det uinteressante, det gode og dårlige. I princippet skal der argumenteres åbent for alle domme på dette område, så det er muligt at føre en debat.

BJJ: De musikere, som vi har hørt i dag, forholder sig ikke til noget kunstbegreb, men mener, at musik blot er musik.

JG: Jeg har ganske stor forståelse for det, fordi der er noget bindende i det - man kan opfatte det som en slags fængsel. Romantikerne mente i bund og grund, at dette fængsel helt klart bare skulle sprænges, at man så hurtigt skulle ud af det.

BJJ: Tak, Jostein Gripsrud.

[Musik]

BJJ: Det, vi hørte først i denne sekvens, var fra værket Objects of desire af Eivind Buene, fra en cd. Uropførelsen fandt sted på Ultima-festivalen for tre år siden, hvor det var Oslo Sinfonietta, der spillede den. Klaversolisten improviserede hele sin stemme til koncerten. Det, vi lige har hørt, var, at musikerne improviserede videre over det, de spillede til uropførelsen. Improvisation er genbrug. Eivind, Hvad synes du om denne version af dit værk?

Eivind Buene: Jeg synes, det gik fint. Musikerne kender mig vældig godt, og jeg kender dem. Saxofonisten citerede nogle fragmenter fra min saxofonkoncert, som han har spillet.

BJJ: Du er blevet interesseret i improvisation, efter at værket blev opført. Vi skal høre nogle eksempler for at vise omtrent, hvor skellet går mellem improvisation og komposition. Instruer dine musikere og fortæl, hvad du vil gøre.

EB: Musikerne skal først spille et uddrag fra noget, som jeg har arbejdet med, som skal opføres på næste års Ultima-festival. Det første uddrag, vi skal høre, er stramt komponeret.

[Musik]

BJJ: Det var så et lille stykke nodeskrevet musik af Eivind Buene. Så går vi videre. Vi skal bringe lidt mere improvisation ind i det. Hvor kommer vi så hen?

EB: Næste stykke har jeg skrevet i et toneomfang, som musikerne skal holde sig inden for. Efter som det udvikler sig får de færre og færre toner at bruge. Til sidst har de ganske få toner at vælge i mellem. Parallelt er der en dynamisk udvikling, fraseringsmæssigt nogle steder - altså korte toner, lange toner. Nu har musikerne friere roller og står frie til at forme samspillet mellem sig.

[Musik]

BJJ: Hvis vi skal vove et eksempel mere, hvis du trækker dig endnu mere ud som komponist, hvor ender vi så henne?

EB: Ja, det er det sidste eksempel. Så har jeg bare givet dem nogle små figurer, fx tonegentagelse, en lang tone, eller en trille, hvor de starter med en af disse, og så introduceres flere og flere, så spektret, de har at spille indenfor, udvikler sig gradvist. Det ender med, at de har ganske mange elementer at spille, og at de kan vælge helt frit.

[Musik]

BJJ: Hvad vinder lytteren ved anvendelse improvisation i musikken?

EB En større spændvidde i det musikalske udtryk, tror jeg. Tiden får en større fleksibilitet. Det enkelte øjeblik kan være vanskeligt at gribe, på samme måde som når man skriver på et stykke papir afsondret i sit rum. I citationstegn kan musikerne lave deres øjeblikke.

BJJ: Kan komponisterne ikke klare sig og finde på noget selv?

EB: Det handler lidt om at skabe et univers, hvor de improviserende bliver medspillere til komponisten. Storformer er svære at improvisere, så dér tager komponisten føringen.

BJJ: Det er vel også komponistens område: Kontrol over det hele. Den komponerede musik har også den fordel, at den kan eksporteres og fremføres af skolede musikere.

Du er blevet afhængig af nogle bestemte musikere, som du synes din musik får bedst resultat af. Det uforudsigelige har fået status hos visse komponister, det er lidt af et paradoks.

EB: Objects of desire handler om det improviserede udtryk, som ligger uden for det, man kan nå som komponist med pen og papir eller computer. De improviserende musikere kan forme øjeblikket. Friktionen og dynamikken mellem improvisation og komposition interesserer mig, de to verdener er så forskellige.

BJJ: Ja, du taler meget om samarbejde. Den traditionelle komponistrolle kan virke lidt ensom. Ligger der noget socialt i ikke at være alene om arbejdet?

EB: Absolut. Fx havde jeg vældig mange idéer tilfælles med jazzpianisten Christian Wallumrød, selvom vi kommer fra forskellige miljøer. Vi snakkede ofte om de samme musikalske fænomer.

BJJ: Kan det også være et ønske om kontakt til et bredere publikum?

EB: Det handler om, at publikum også skal på vandring. Der er ikke noget unaturligt i, at man forholder sig til mange forskellige genrer. Jeg gør det selv, jeg lytter til alt muligt mellem himmel og jord.

BJJ: Tak, Eivind Buene.

[Musik: kontrabas og vokale lyde]

BJJ: Vi hørte Håkon Thelin, kontrabas og "snak", dvs. konsonanter for sig og vokaler for sig. Og dette var fra operaen No Title Performance and Sparkling Water, som blev opført i forrige uge i starten af Ultima-festivalen. Maja Ratjke, vi hørte dig i starten af udsendelsen som improvisationsmusiker, og nu er du komponisten her.

Maja Ratkje: Det var et lille solostykke, som er i starten af operaen, det er ikke improviseret, men er skrevet helt specielt for Håkon Thelin.Vi kender hinanden ret godt. I lighed med Eivind Buene har jeg et interessant og frugtbart samarbejde med musikere som kan rigtig mange ting. Jeg ved, at Håkon er god til at spille med kølle og andre ting på sin bas, og han kan også bruge sin stemme, så jeg lavede det stykke specielt til ham. Mht. skel - og evt. ikke-skel - mellem at være udøvende og komponist, så har jeg været udøvende lige så længe som komponist, og jeg ser nu at de to ting flyder sammen.

BJJ: Du sagde i en pressemeddelelse at No Title Performance and Sparkling Water egentlig ikke er opera. Hvad har du imod opera?

MR: Jeg har ikke noget imod opera. Det var et operakompagni som bestilte. Jeg har tidligt i processen sagt at jeg egentlig ikke vil forholde mig til opera som begreb. Jeg har også sagt at den kan lige så godt kaldes et melodrama, men hvorfor ikke opera, der er jo tekst og sange,

BJJ: Den er anderledes end andre operaer. Der er ingen fortælling. Du vil heller ikke have det vanlige hierarki med hovedroller og biroller, eller et skel mellem musikere skjult i orkestergraven og aktører på scenen. Der indgår improvisation i operaen. Alle har været med til at udforme denne opera, så vidt jeg har forstået. Hvad har du [Håkon Thelin] bidraget med?

Håkon Thelin: Alle var med til workshoppen. Maja havde en operainstruktør, som tvang os til de mærkeligste ting - danse, synge. Processen fandt sted fra værkets undfangelse.

BJJ: Udgangspunktet i dette er jo, at du er musiker.

HT: Jeg fik det ganske dårligt af at danse og synge. [Synger] JEG KAN SYNGE! [Der bliver grinet og klappet] Nej, jeg kan ikke synge. Ja, det var nyt for os. Det at man skriver for specielle personer: Det kunne have været en helt anden solist, en helt anden bassist, som havde haft en helt anden rolle, havde gjort helt andre ting.

MR: Det næste stykke vi skal høre, det kunne i hvert fald ikke været skrevet for nogen anden.

BJJ: Du bruger musikerne som materiale at arbejde med som komponist.

HT: Musikken bliver mere eksklusiv, når man komponerer for bestemte personer.

BJJ: Hvad er din [Maja Ratkje] rolle egentlig i dette?

MR: Min opera er komponeret i samarbejde med musikerne. Jeg har prøvet at hente det bedste i de folk, der var med i processen. Og jeg kender dem ret godt, så jeg ved, hvad de kan.

[Musik]

BJJ: Vi runder af fra klubscenen Blå i Oslo.

Nedskrift og redigering af tale i udsendelsen: Per Rask Madsen.

Udsendelsen kan høres på internettet på: www.nrk.no/kanal/nrk_alltid_klassisk/3197249.html

Læs også Ivar Frounbergs rejsebrev fra Oslo og Ultima-festivalen i næste nummer, red.