Hjælpende hænder

Af
| DMT Årgang 78 (2003-2004) nr. 03 - side 86-87

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Leder

Musikkens verden er et sammenfiltret hierarki, hvor tanker og handlinger strømmer frem og tilbage som en slags mobile i stadig forandring. Dette virvar af interaktioner i hierarkier ses i alle systemer, der igen kan flette sig med komplicerede formationer med sløjfer og feedback i forhold til andre hierarkier.

Det siger sig selv, at det kan være svært at gennemskue hvem der gør hvad og for hvem og med hvilket formål i sådanne systemer. Til at symbolisere graden af uigennemskuelig interaktivitet kan man bruge M.C. Eschers litografi Tegnende hænder fra 1948. Vi ser en venstre hånd tegne en højre hånd, men højre hånd samtidig tegner venstre hånd. Der er noget, som tegner og noget, som tegnes. Litografiets bærende enheder vender sig mod hinanden og skaber et sammenfiltret hierarki. Uden for billedet står den ikke tegnede, men tegnende hånd, nemlig Eschers egen hånd.

Med dette billede in mente kan vi forsøge at begribe den aktivitet, der folder sig ud blandt aktørerne i det sammenfiltrede musikhierarki. De hælpende hænder er der overalt, i stort og småt, men det er svært at gennemskue, hvem der hjælper hvem og med hvilken hensigt. Overordnet set er alle hænder afhængige af hinanden; skærer man en hånd over, sårer man også sig selv, krigserklæringer fører ingen vegne. Vil man have succes, er man dømt til at agere positivt og konstruktivt i de mange hænders land - med mindre geniet er så indlysende, at vedkommende kan blæse på alt og alle og udvikle et spor gennem selvskabte stier.

Kort sagt kan det ikke betale sig at stikke en kæp i hjulet, være et brokkehoved, udtrykke sig i diskussionslystne vendinger. Det forholder sig sådan, som Poul Schlüter engang sagde: "Somme tider går det op ad bakke. Somme tider går det ned ad bakke. Men det skal nok gå. Danmark er et dejligt land." Når aktører alligevel orker at gribe ind med en bemærkning om at det eventuelt kunne være anderledes, at det ikke står helt så godt til, skal man være lykkelig, fordi det skaber dynamik og tvinger til revidering af tanker og processer. Retten til at tage fejl er umistelig for aktørerne, og deres handlinger vil, som det er beskrevet nedenfor, blive konfronteret med kommentarer.

• Fra den seneste tid: Forlagsdirektøren, der uforvarende til Danmarks Radios musikblad kommer til at afgive et skudsmål om det konkurrerende forlag, man normalt ville sige hører til i afdelingen for udtalelser med slukket mikrofon. Vi taler måske om en ufrivillig blottelse, der betyder, at den åbenhjertige direktør efterfølgende må indrykke en redigeret version af det først udtalte. Men hvem redigerer hvem? Er det den ærlige direktør, der bemægtiger sig papiret og korrigerer den uærlige direktør, eller er det den pragmatiske direktør, der forsøger at rette sin ærlige, men noget kontroversielle udtalelse til noget, der er mere spiseligt for konkurrenten? Er det den ene, der tegner den anden, eller er det den anden der tegner den ene?

• Et nyt musikleksikon, som omtales i dette nummer, lader en person skrive sin egen biografi. Redaktionen skal have skrevet et opslag om komponisten, deadline nærmer sig, og man skrider til den generøse beslutning at lade personen skrive sin egen biografi. Igen en usædvanlig beslutning, for nu er der for alvor sået tvivl om, hvem der skriver om hvem, til trods for at A de facto skriver om A: Lægger han til eller trækker fra? Er han beskeden eller grådig og sætter sig selv i et fordelagtigt lys? Er det skribenten, der redigerer redaktørerne, eller er redaktørerne der redigerer skribenten? Læseren kan under alle omstændigheder tillade sig at nære en vis mistillid til et leksikonopslag om en person, hvor personen selv har skrevet sit eget opslag. Denne praksis er før afprøvet i andre sammenfiltrede hierarkier, eksempelvis da en dansk forfatter under pseudonym anmeldte sin egen digtsamling i en stor avis med rosende omtale. Fristende, men uholdbart - forfatteren begik senere selvmord. Det kan være saliggørende at lege med formerne og spille på læsernes forventninger, men i et leksikon, der ønsker saglighed og troværdighed, skaber man uro hos leksikonbrugeren ved ikke at følge spillereglerne. Ikke uden grund er det blevet hævdet, at selvbiografier er udtryk for løgn fra ende til anden i og med at forfatteren uvægerligt ønsker at sætte sig i et bestemt lys i forhold til omgivelserne.

• En ny bog om dansk musik og musikdebat i 1960erne anmeldes i musikernes fagblad, hvor forfatteren tillægges et overordnet syn på det, der skete på den tid. Anmelderen skriver, at bogens forfatter ser "to markante holdningsskift i tiden: Et omkring 1960 hvor interessen for modernismen hersker, og et i midten af 1960erne hvor reaktionen mod modernismen overtager." Er det anmelderen, der redigerer virkeligheden, eller er det omvendt? Måske er det virkelig sådan, som anmelderen skriver, at alt skal vendes på hovedet, at bogens forfatter i virkeligheden slet ikke mener, det han skriver, at der mellem linjerne står det modsatte af det, han skriver, og at anmelderen gengiver 'sandheden'? Den enkle 'løsning' ville være at hævde, at anmelderen er dilettant og det kan da også hænde at det er tilfældet, men man kan ikke vide sig sikker.

• Den polske komponist Penderecki slog sig op på malerisk drama med sit Hiroshima-stykke, som mange faldt for, også i Danmark. Komponisten blev berømt viden om. I Polen blev han nærmest et ikon, vel at mærke et særdeles velhavende ikon, hvilket falder de smålige for brystet. Kunstnere må fortsat helst ikke tjene for mange penge; misundelse og jantelov er også en del af det sammenfiltrede hierarki. Nu bliver Penderecki så eftertrykkeligt pillet ned, som man vil kunne læse på de følgende sider. Der redigeres i komponistens biografi: Han er ikke så vigtig, som man først antog. Men det sidste ord er ikke sagt i den sag. Kriterierne ændrer sig, den æstetiske diskurs er irrationel og ukontrollabel, hvilket er med til at skabe dynamik og en særegen form for fremdrift.

Alle, der agerer i systemet, vil med jævne mellemrum komme ud for situationer, hvor man ser sig selv skrive en anden persons eller institutions handlinger, eller det modsatte at en anden overtager styringen af nedskriften. Tiltrækning og frastødning er nøgleord, og så længe nysgerrigheden er intakt, kan der udvikles nye ideer. På den måde kan bipersoner, ganske som i en roman, skrives ind i historien igen. Tidens eksempel er tildelingen af Carl Nielsen Legatet til Bo Holten, hvormed der vises ny åbenhed over for kunstnerens værk og virke. Selv mener den med rette stolte legatmodtager, at der er tale om en rehabilitering efter et årti med kulde og minusbestillinger. Det sidste ord er sikkert heller ikke sagt i den sag.

Når vi i dette og næste nummer fylder spalterne med omtale af festivaler i ind- og udland, er det dels for at gøre opmærksom på, at det erfaringsmæssigt har vist sig at være hensigtsmæssigt at lade dansk kultur møde udenlandsk. At det på det område står sløjt til som landet ligger, er en gammel nyhed. Ved at vise at det kan lade sig gøre andre steder, kan man opmuntre til lignende aktiviteter her til lands. Med de omtalte festivalers fortrinlige evenementer som vehikel, kunne vi herfra meget passende foreslå danske aktører begynde festen med en 'Spil udenlandsk-dag'. Om ikke andet så for at minde om, at det kunne være anderledes.

Der kan ikke udledes nogen konklusion af disse lommefilosofiske betragtninger. Højst den at uenighed kan være begyndelsen til noget stort. Nå ja, i et miljø, hvor mange tit bliver bestyrtede over et eller andet, eller meget, meget vrede over noget tredje og taler om skandaler (altså mestendels off the record) og forventer øjeblikkelig journalistisk indgriben, kan humor være det mest effektive redskab at holde frem for sig. Derfor vil læseren bære over med en afsluttende historie, som på befriende måde belyser vores tematiske indfaldsvinkel.

Det norske oliefirma, som i en årrække var hovedsponsor for en Olso-baseret samtidsmusikfestival, havde gennem flere årtier en karismatisk direktør. Han fortæller historien som pensionist, idet den ikke kunne fortælles før til en journalist. Her kommer den: På et tidspunkt kom et konkurrende oliefirma til byen, og det var bydende nød-vendigt at optræde med største forsigtighed, herunder lade som om det nye firma var velkommen i byen. Fra det nye domicil indbød det konkurrerende firma til en reception. Den karismatiske direktør var også inviteret med som repræsentant for byens indtil nu eneste oliefirma. Store interesser stod på spil - markedsandele, boreplatforme, stikledninger og herrepenge i den helt tunge ende - så den karismatiske direktør ville selvfølgelig møde op.

Skæbnen ville, at en af byens meget vellidte borgere afgik ved døden samme uge, hvorfor vores oliedirektør ville sende en buket til begravelsen. Hos blomsterhandleren bestilte han to buketter og skrev to kort og bad blomsterhandleren om at sørge for det praktiske med distribution af buketterne. På det ene kort til oliefirmaet stod der: "Hjertelig velkommen til de nye lokaliteter!", på kortet til bisættelsen stod der: "I dyb sorg".

Blomsterhandleren byttede ved en fejltagelse om på kortene: Oliefirmaet fik begravelseskortet og ved kisten stod en buket med den frejdige hilsen til personen, der havde erhvervet en etværelses med låg. Ved ombytningen var den sande holdning til konkurrenten kommet for en dag, en overordnet styrende ånd - måske Eschers? - havde skrevet den skrivendes skrift.

-:)

Anders Beyer

Årgang 78/2003-2004, nr. 03