Op og ned af stangen

Af
| DMT Årgang 78 (2003-2004) nr. 03 - side 106-110

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

ISCM, Verdensmusikdagene i Slovenien 2003. Uden at gå i konspirationsforestillinger, så tror jeg, det kan skyldes, at ISCM for en stor del består af mennesker, der forsvarer en egen, udsat position - i forhold til hinanden og måske også i forhold til deres hjemlige bagland. Måske er det en af grundene til, at det post-serialistiske tonesprog, der, som den eneste æstetiske retning, virkelig har (haft) status som avantgardens esperanto, fylder så meget i programmet. Bevarelsen af ISCM som avantgardens internationale højborg sikrer forestillingen om en avantgarde. Deltagelse i ISCM er som et adgangskort til den per definition højst udviklede, førende afdeling af det internationale klassiske musikliv - så hører man til blandt de musikalske i-lande.


Af PETER BRUUN

Jeg havde den store glæde at få mit orkesterværk Månevand skinner udtaget til ISCM Verdensmusikdagene 2003. Det var første gang, jeg skulle opleve Verdensmusikdagene, og jeg var spændt på at finde ud af, hvad det var for noget. Inden afrejsen kunne jeg ikke lade være med at surfe lidt rundt i DMT's netarkiver på jagt efter, hvad folk i tidens løb har skrevet om ISCM og Verdensmusikdagene. Det var ikke bare munter læsning, og jeg var lettere forudindtaget, da jeg fredag d. 26. september sammen med Erik Bach, den danske ISCM-delegat, tog af sted til Sloveniens hovedstad Ljubljana, hvor festivalen skulle finde sted.

Den mest slagfærdige karakteristik af ISCM og Verdensmusikdagene er Poul Ruders': "ISCM-fester består sædvanligvis af en hoben skriftkloge, som triller rundt i turistbusser fra den ene koncert til den anden, hvor de sidder og sover til hinandens musik en lille uges tid." Med den i baghovedet var det som skæbnens ironi, at festivalens første tre dage var en busudflugt af de helt store. De delegerede deltagere på ISCM-møderne og de tilstedeværende komponister blev fragtet rundt fra koncert til koncert på forskellige lokaliteter i Slovenien. Det er et meget smukt og meget varieret land. Fra det stolte, imponerende alpeland i nord til adriaterhavskysten med det ufattetlig smukke, blide lys og den milde, lune luft. Man følte sig godt tilpas og velkommen.

Men 'koncertturneen' var mere end almindeligt strabadserende: Det startede på ankomstdagen, fredag kl. 13.30. Vi blev fragtet til Postojna Slot, et middelalderslot, flot beliggende, hugget ind i en høj, lodret klippevæg. Der var velkomst, pressestunt og en koncert-event, hvor vi bevægede os rundt i slottet og lyttede til forskellige ensembler. Tilbage i Ljubljana kl. 18. Reception kl. 18.30 og åbningskoncert med Sloveniens Filharmoniske Orkester. Derefter multimedieshow i byen. Lørdag afgang kl. 9.30 til Postojna igen. Nu for at besøge Postojna-klippe-hulerne, Sloveniens nr. ét turistattraktion. I hulerne var der lydinstallationer og en koncert med Zagreb Saxofonkvartet. Meget spektakulært og veltilrettelagt. Videre til Piran ved Adriaterhavet - ferieby og fødested for Vivaldis samtidige violinmester og komponist Giuseppe Tartini - hvor der kl. 17.00 var koncert med Webern Ensemble fra Wien og igen Zagreb Saxofonkvartet. Straks efter var der afgang til Portoroz lidt længere nede af kysten, hvor Beograd Filharmonikerne spillede kl. 20.00. Efter koncerten tilbage til Piran med ny koncert kl. 22.00. Da klokken var 0.30, satte vi os igen i bussen og anløb Ljubljana og vores savnede hotelsenge kl. 2.30 om morgen. Søndag var der busafgang kl. 9.00. Turen gik til Bled-søen og siden til Sloveniens næststørste by Maribor. Og jeg skal i øvrigt spare læserne for at referere dagens forløb.

Hvis nogen er kommet til at sove til nogen af koncerterne, er det bestemt forståeligt. Vi havde det sjovt undervejs. Det er godt for det sociale sammenhold at tage væk fra hovedstaden, barerne og hotellerne. Man bliver tvunget til at være sammen, og efter sådan tre dages udflugt synes man, man kender hinanden. Men det var et meget hårdt program, og det var svært helt at forstå, hvad udflugtens formål var. Hvis formålet var at ryste os sammen og at vise os landet, så kan man sige, at vel fik vi set hinanden og set landet - mestendels gennem busruder - men vi fik sørme også set indersiden af mange sale og ryggen af mange festivaldeltagere.

Var formålet at vise den ny musik og Verdensmusikdagene frem for resten af Slovenien, så må det siges, at de fleste af koncerterne stort set kun blev besøgt af tilrejsende festivaldeltagere og nogle få lokale honoratiores. Med undtagelse af åbningskoncerten i Ljubljana og en fremragende koncert med BBC Singers i Maribor. Var det noget med at få spillet og hørt en masse musik? Vel blev der spillet en masse musik, hørt principielt også. Men der var mange stunder, hvor i hvert fald jeg mentalt stod af, simpelthen fordi jeg ikke orkede mere. Jeg husker, at der var gode koncerter og gode værker. Jeg husker specielt den nævnte koncert i Maribor med BBC Singers. Men derudover står det meste i erindringen som en lang summen af musik, motorlyd og ordveksling på 'broken engelsk'. Formålet var sikkert det hele på én gang: Det sociale, det musikalske, turistturen, kulturlivet. Det er meget på én gang, og det, der i den sammenhæng nok går tabt, er musikken, som ofte kommer til at virke som et sært forstyrrende påhæng.

Mandag var vi tilbage i Ljubljana, hvor resten af festivalen foregik efter lidt mere sædvanligt mønster. Det var mere fremkommeligt, specielt for mig, der ikke behøvede at bruge formiddagene på at deltage i ISCM-generalforsamlingen. Der var et par eftermiddagskoncerter, en stor aftenkoncert og en midnatskoncert hver dag. Onsdag forlod jeg festivalen, så mine indtryk begrænser sig til busudflugten og de to første dage i Ljubljana.

Opførelsesniveauet og afviklingen af koncerterne var fremragende. Det var alt i alt vældig god reklame for Sloveniens musikliv. Men hvis man som jeg satte sig for at høre stort set, hvad der var, mens man var der, var det også meget anstrengende. Der var mange og lange koncerter. Koncerterne virkede, med nogle undtagelser, meget lagkage-agtige, med mange vidt forskellige værker oven i hinanden.

Jeg kan ikke sige, om det skyldes festivalens tilrettelæggelse, eller det bare er sådan, ISCM er. Der er formodentlig en hel masse musik, som bare skal spilles. Men særligt midnatskoncerterne var regulære prøvelser selv for garvede festivalrotter. Det er hårdt med koncerter, der starter kl. 10 om aftenen og varer op imod toenhalv time incl. pause. Ikke mindst når programmet er meget blandet og med en stor andel hyperkomplekse værker, der kræver friske ører og koncentreret lytning. Det yder formodentlig ikke værkerne retfærdighed.

Musikken

Mange af de værker, der spilles ved ISCM, befinder sig i et bestemt æstetisk rum. Der er en ISCM-stil, man groft sagt kan kalde 'traditionel modernisme' - eller 'postserialistisk ekspressionisme'. (Min rejsefælle, Erik Bach, benævnte i en sen, træt time stilen med de malende ord 'op og ned af stangen'.) Der må nødvendigvis på en sådan festival forekomme en del værker, som ikke lige er top of the pops, men netop værker af den type kommer til at fylde ret meget i det samlede indtryk. Der er ingen grund til at nævne bestemte værker eller komponister, men jeg vil citere en sigende programnote:

"... Stykket starter med at eksponere grundlæggende linjer og punkter. Der er fem slags linjer: Op, ned, op og ned, ned og op, og bølgende. Hver linje undergår en bestemt forandring, så der gradvis dannnes mere og mere komplekse strukturer, hver struktur afspejler den foregående og går et skridt videre. Punkterne begynder som faktiske 'punkter', dvs. isolerede staccatisssimo-toner. Lidt efter lidt vokser de og bliver til former - strukturer - de opfattes ikke længere som punkter, og dog beholder de deres oprindelige funktion: De afbryder linjernes strøm."

Klart nok ... Der kan godt bag en sådan programnote ligge en god musikalsk tanke og et spændende værk. Men programnoten er i sin dunkelhed meget dækkende for 'ISCM-stilen'. Det er værker, der er meget professionelt formuleret og åbenlyst velgennemtænkte, men som er meget svære at få hold på. Værkerne varer typisk 10-20 minutter. Det musikalske stof består af strukturer, klange og vekslende 'teksturer'.

Musikken er vældig gestisk og virtuos, og det sprøjter ud med toner, men den er samtidig underlig abstrakt og spændingsløs. Det er, som om den vil udtrykke en masse, men ikke vil artikulere noget klart. Tekstur følger på tekstur, struktur på struktur, gestus på gestus, og hvert andet øjeblik synes jeg, at nu kunne det egentlig godt være slut. Men det bliver ved og ved, og jeg kan ikke finde ud af, hvorfor.

Den perfekte struktur lukker sig på en mærkelig måde om sig selv. Ét værk af den slags i et program med ellers ældre, klassiske værker ville muligvis virke forfriskende anderledes. Men en ophobning af sådanne værker frembringer en form for redundans. Det bliver til støv - eller støj, om man vil. Jeg, og det kan selvfølgelig godt være, at det bare er mig, der er for dum, lader mig koble af. Så begynder mine tanker med mit blik at flakse rundt i salen for at undersøge, om ikke der er andre, der har det som jeg. Der mangler et eller andet - et retorisk element, en særlig eksponeret detalje, en fastholdelse af en bestemt tilstand, et instrumentalt drama, hvadsomhelst - der kan give en fornemmelse af, at musikken handler om noget. Og så ønsker jeg, at værket måske i det mindste var meget kort. Eller at det måske - som en afveksling - var meget langt. At det så i det mindste varede mindst 45 minutter - en hel koncertafdeling, så man kunne læne sig tilbage og slappe af og lade komme, hvad som kom.

Et højdepunkt var søndag aften i domkirken i Maribor, hvor BBC Singers gav koncert. De sang helt enkelt enestående smukt. Programmet var af blandet observans og kvalitet, men alene det at høre et kor synge så rent, så dynamisk og så klangfuldt selv i svære atonale værker bar rigeligt koncerten igennem. Koncerten var en af de få, der havde stor tilstrømning af publikum, der ikke var tilrejsende ISCM'ere.

Erik Bach og jeg kom halsende lidt sent ind i kirken og kunne i første afdeling kun få plads oppe ved orglet. Vi stod dér småfortravlede og forsøgte at få hold på vores vejrtrækning. Efter at have hørt det første stykke kiggede vi spontant på hinanden med afsigtsudtryk af salighed blandet med forbløffelse. Stykket var hollandske Joep Franssens' Harmony of the Spheres for kor a cappella til tekster af filosoffen Spinoza. Det var meditativ minimalisme - måske ikke voldsomt originalt, men meget smukt, og så smukt sunget var det som en spontan renselse af fortravlede festivalsjæle.

Startled Grass af englænderen Simon Holt var for 12 kvindestemmer, solocello, slagtøj og harpe. Korstemmen var udformet over nogle linjer af Emily Dickinson. Det var et yderst raffineret værk. Sangstemmer såvel som instrumenter var brugt sparsommeligt og præcist, og det hele smeltede sammen i et lyrisk og sanseligt udtryk. Værket besad en stemning og en fascinationskraft, som gjorde, at jeg bare ønsker at høre det igen. Sidste nummer på koncerten var Arne Mellnäs' L'infinito. Mellnäs var præsident for ISCM fra 1996 til sin død i 2002. Han blev mindet og hyldet ved festivalen.

Værket, L'infinito fængede umiddelbart, i hvert fald hos mig. Det var en kor-tradition, som virkede velkendt for en skandinav, og det var meget flot lavet: Dramatisk, med effektfulde klange og tonemalerier. Sangerne udfoldede her deres fulde kraft, og de kom ud i deres yderste registre. Samtidig bevarede de hele tiden kontrol, og alting stod lysende klart. Imponerende! Koret forenede sangstemmernes udtryksfuldhed og sanselighed med et top-tunet kammerorkesters præcision.

Beograd Filharmonikerne spillede lørdag aften i Portoroz. Det var et ungt orkester, som spillede med stor entusiasme og glød. Desværre var de lidt klemt i den teatersal, hvor koncerten fandt sted, som ikke rigtig lod musikken klinge. Den unge komponist Ng Cheuk Yin (1977) fra Hongkong fik her uropført sit værk Static Days, og det var et forfriskende indslag. Komponisten havde, som han skrev, forsøgt at anvende nogle idéer fra kinesisk musik. Hvori dette bestod, kunne jeg ikke bedømme. Men jeg hørte en musik som kommunikerede meget umiddelbart og direkte. Orkestersatsen var enkel, næsten som et sæt byggeklodser. Med et energisk spil mellem stilhed, klang og støj, og mellem stilstand og bevægelse formåede værket hele tiden at forny sig og at holde interessen fangen.

Det er idet hele taget, som om kinesiske komponister er inde på noget. Jeg skal ikke gøre mig klog på de eventuelle kulturelle årsager til det, men det virker, som om de har en uimponeret og original tilgang til det vestlige instrumentarium. Det hørte vi også på en koncert med The Nieuw Ensemble fra Holland. Komponisten Tan Dun behøver næppe nogen nærmere omtale. Nieuw Ensemble spillede Circle with Four Trios, Conductor and Audience. De fire trioer var spredt ud i salen, og publikum medvirkede med hviske-, fløjte- og råbelyde. Fænglsende og underholdende.

Det mest spændende værk, jeg hørte på festivalen, var på samme koncert: Mo Wupings Fan II for stort kammerensemble. Wuping døde tragisk i 1993 i en alder af bare 34. Han var netop i 1990 flyttet fra Peking til Paris for at videreuddanne sig, da han blev ramt af en uhelbredelig sygdom. Det var storslået at høre Fan II, men det var også trist. Jeg kendte ikke Wuping, og Fan II er det eneste stykke af ham, jeg nogensinde har hørt. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at tænke 'bare han dog ikke var død!'. Værket havde en egensindig energi. Ikke fordi det var særlig voldsomt, men fordi det mestrede en organisering af det kammermusikalske samspil, som hele tiden syntes at bevæge sig på randen af kaos. Kompleks, men stadig genkendelig, organiseret struktur gled umærkeligt over i næsten ren støj og tilbage igen. Musikken fastholdt i 10 minutter et forunderligt, sitrende øjeblik, hvor man var på stikkerne, spændt på, hvad i alverden der nu kunne ske.

Nieuw Ensemble opførte desuden Prelude nr. 2 af festivalens yngste komponist, den bare 20-årige hollænder Wilbert Bulsink. Det var kort og skarpt formuleret og virkede lovende. Stykket kunne måske ligeså godt have heddet Etude: Det var en 'øvelse' i den gode forstand. Der var få, klart formulerede idéer, og stykkets korte forløb var lige præcis den proces, som de idéer bar i sig.

Et sidste værk, jeg gerne vil nævne, er endnu et orkesterværk: Enchanted Garden for soloviolin og symfoniorkester af den finske komponist Uljas Voitto Pulkkis (f. 1975). Finland kan til stadighed forstre spændende komponister, som tilmed er vidt forskellige. Pulkkis er en rigtig postmodernist. Hans værk delte festivaldeltagerne markant. Nogle fandt det sjovt og underholdende. Andre synes det var det mest forfærdelige. Så det gjorde under alle omstændigheder indtryk! Selv kunne jeg rigtig godt lide det. Det var fyldt med citater og næsten-citater, og det spillede frækt og frimodigt på orkestermusikhistorien. Blændende instrumenteret, fyldt med sjove detaljer, og i mine ører elementært underholdende.

Det mest oplivende moment på festivalen var en koncert med Carmina Slovenica - et elitekor bestående af piger i 15-18-årsalderen. Programmet var tydeligvis sammensat af koret selv - internationalt bredt med komponister fra Sverige, Slovenien, Letland, USA, Tyskland og Canada. Jeg nævner med vilje ingen komponister og værker, for det fine ved den koncert var, at man helt glemte at tænke på, hvad det lige var de sang, og hvem der havde lavet det.

Koncerten var enkelt iscenesat med lidt lys, en enkel scenografi og en meget enkel koreografi. Pigerne sang og optrådte som et fuldt professionelt ensemble. Man kunne give sig helt hen til musikken og skænkede det ikke et øjeblik en tanke, at det måske var svært for dem. Ydermere mærkede man, at koret (dets dirigent) havde haft en idé med den koncert. Bagefter tænkte man blot: Ja, det er jo derfor vi laver musik. Det er derfor, vi synes, der er noget ved at gå til koncerter. Fordi det kan lade sig gøre at etablere en stund fyldt med magi og poesi, hvor man kan lade sig suge ind og blive et med rummet og den musik, der er.

Hvorfor?

Den meget sympatiske præsident for ISCM, Richard Tsang fra Hongkong havde i forordet til programbogen skrevet: "Verdensmusikdagene udgør ikke blot et unikt udstillingsvindue for vor tids seneste musikalske udvikling, men også et samlingspunkt for musikalske sjæle og kulturer. Festivalen fostrer kommunikation ikke kun på det personlige niveau mellem individer, men også mellem forskellige kulturer, traditioner og æstetiske standpunkter".

Smukkere kan det ikke siges. Spørgsmålet er bare, om virkeligheden lever op til det. ISCM fejrer i år sit firsindstyveårs jubilæum. ISCM og Verdensmusikdagene er helt sikkert skabt ud fra det ideal, som Richard Tsang fremhæver: Et globalt mødested, hvor tidens fremmeste frembringelser inden for moderne musik præsenteres, og hvor ny musik-mennesker fra hele verden kan mødes. Flere af den moderne musiks centrale værker er blevet præsenteret ved Verdensmusikdagene i tidens løb.

Danske komponister har fremhævet Verdensmusikdagene som stedet, hvor de blev rystet i deres musikalske grundvold. Ingen vil idag blive alvorligt rystet over, hvad der spilles på en ISCM-festival. Ny musik til det tredje årtusinde hed festivalen i år. Men den kunne lige så vel have heddet Gammel musik fra de foregående årtier. Der fremføres en lang række værker, som alle er skabt i og til en bestemt koncert-kultur, dér hvor de er blevet skabt. Der er intet, som er nyt på en så afgørende måde, at det markerer det erkendelsesgennembrud, som alle må forholde sig til.

ISCM som organisation kan ikke gives skylden for det. Man kan egentlig heller ikke beskylde Verdensmusikdagene, som vi oplevede i Slovenien, for ikke at præsentere bredde og mangfoldighed. Trods en stærk dominans af den nævnte 'postserialistiske æstetik', så skete der en masse forskellige ting: Der var koncerten med pigekoret, der var et religiøst-minimalistisk korværk, der var mastodontiske romantiske symfoniske udladninger, der var John Zorns jazz-dodekafone violinkoncert, der var et samba-inspireret klaverværk, der var Hans van Koolwijks prustende og hylende, fantastisk underholdende skulpturelle lydinstallationer.

At det hele er sammensat på en lidt lagkage-agtig måde, kan også være positivt: Man oplever i den grad, at der ikke er noget entydigt løsen til musikkens fremtid. Og man kan øve sig i at møde den udfordring, det er ikke at falde ind i den altid lurende euro-centrisme: Østeuropæisk musik er tilbagestående, når den ikke har indoptaget modernismens tænkemåder, musik fra Sydamerika er tilbagestående, når den bekender sig til en gammel-europæisk æstetik, kinesisk musik er rigtig interessant, når den blander øst og vest på en rigtig sjov måde osv. Man kunne til ISCM-festivalen øve sig i - overlæsset og overbebyrdet med musikalske indtryk - at lytte ind bag de forskellige 'måder' og høre, hvornår der var en oprigtig og stærk kunstnerisk stemme bag.

'Vor tids seneste musikalske udvikling' er ikke én ting, men mange forskellige ting. Det nye manifesterer sig på mangfoldige måder, afhængigt af, hvordan man ser det, og hvor man er i verden. Det viser Verdensmusikdagene. ISCM maner selv enhver forestilling om en international spydspids, der sætter standarden for vor tids seneste musikalske udvikling, i jorden. Men idet ISCM synes at ville fastholde idéen om at være et "udstillingsvindue for vor tids seneste musikalske udvikling", bliver den nærmest det modsatte. Den bliver en til lejligheden sammenstillet præsentation af vor tids musikalske tilstand.

Uden at gå i konspirationsforestillinger, så tror jeg, det kan skyldes, at ISCM for en stor del består af mennesker, der forsvarer en egen, udsat position - i forhold til hinanden og måske også i forhold til deres hjemlige bagland. Måske er det en af grundene til, at det post-serialistiske tonesprog, der, som den eneste æstetiske retning, virkelig har (haft) status som avantgardens esperanto, fylder så meget i programmet. Bevarelsen af ISCM som avantgardens internationale højborg sikrer forestillingen om en avantgarde. Deltagelse i ISCM er som et adgangskort til den per definition højst udviklede, førende afdeling af det internationale klassiske musikliv - så hører man til blandt de musikalske i-lande.

ISCM og Verdensmusikdagene vil gerne lukkes op og møde publikum og udbrede den nutidige musik. Men hvis man måske samtidig ønsker, uanset om man i grunden synes, det er interessant eller ej, at fastholde, at ISCM varetager den internationale avantgarde-arv, så kan de to ambitioner godt komme til at stå i vejen for hinanden. ISCM kan komme til at virke som et 'reservat for en truet modernisme'.

Mere end noget andet er Verdensmusikdagene et møde mellem mennesker. Der er en fantastisk stemning af varme og imødekommenhed. Der pludres og udveksles på mange niveauer. De første dages udflugt med bus. Nogle kender hinanden, nogle har forbindelse med hinanden i forvejen, nogen falder nemt i hak med hinanden - fx er der altid et eller andet sted en lille skandinavisk forsamling, man kan slutte sig til, hvis man trænger til at føle sig hjemme. Men man får talt med rigtig mange, og jeg vender hjem med tasken fuld af visitkort, portræt-cd'er, e-mailadresser og telefonnumre. Som jeg husker det, talte vi ikke særlig meget om musik - noget, men ikke meget. Vi talte meget om vores forskellige musikliv og kulturpolitik. Vi talte om, hvordan vi havde det og gjorde det hjemme hos os selv. Festivalen skaber møder og kommunikation. Om disse møder kan udvikle sig og blive til udveksling af kultur og idéer er, tror jeg, op til de enkelte deltagere selv.

Fremtiden

Alle synes at være enige om, at Verdensmusikdagene må fornyes. Men det er tilsyneladende meget sværere gjort end sagt. Hvis ikke bjerget vil komme til Muhammed, så må man prøve at få det bedste ud af det. Bjerget er den procedure, hvorefter værkerne udvælges. Verdensmusikdagene præsenteres af ISCM og afholdes på skift af en af ISCM's nationale sektioner. De forskellige landes ISCM-sektioner indsender værker til festivalen, og enkeltpersoner har desuden mulighed for at selv at indsende værker. Værkerne bedømmes og sorteres af en overnational ISCM-jury.

Festivalens kunstneriske ledelse har en vis frihed og fleksibilitet mht. sammensætning af program og er ikke fuldstændig bundet af juryens valg, men er forpligtet til at præsentere musik fra alle de nationale medlemssektioner. Det er svært på den baggrund at lave en festival, der hænger sammen, og hvor koncerterne fremstår som helstøbte begivenheder. Hvad værre er, bliver det med den procedure umuligt for udenforstående at se, hvad der ligger bag, at netop nærværende værker er kommet frem til festivalen.

Når festivalens kunstneriske leder bedyrer, at det udelukkende beror på kvalitetshensyn, så øger det ikke troværdigheden, tværtimod. Indlysende nok er der mange andre hensyn, end værkernes kvalitet. Der må fx være nogle praktiske hensyn mht. de ensembler, man råder over i planlægningen. På årets festival var der en meget stor repræsentation af slovenske værker. Det kan ingen have noget imod - det er vel et naturligt privilegium for det arrangerende land, at festivalen kan bruges til at sætte spot på landets egne komponister. Men det er et andet kriterium end kvalitet.

Værkudvælgelsen har et skin af noget meget objektivt og demokratisk, men dybest set er den ret uigennemskuelig. Meget af det ligger sikkert også hos de enkelte ISCM-sektioner rundt omkring i landene. Den danske ISCM-sketion udgøres af SNYK - en bred organisation med rødder i hele musiklivet omkring den nye kompostionsmusik. Fra SNYK's side sørger man for, at der er en diversitet i de værker, man indsender. At det er værker af både unge og ældre komponister. At det ikke er de samme komponisters værker, man sender hver gang osv. Hvilken fundering, de andre ISCM-sektioner har i deres landes musikliv, er ikke altid tydeligt. I nogle tilfælde virker det, som om det nærmest er nogle enmands-foretagender uden nogen egentlig organisatorisk baggrund.

ISCM styrer Verdensmusikdagene på en måde, jeg ikke forstår kan give mening. Hvorfor kan festivalen ikke bare overgives helt og holdent til en kunstnerisk ledelse, nedsat af den sektion, der er ansvarlig for festivalen? Man kunne jo stadig bevare kravet om, at alle ISCM-sektioner skal være repræsenteret på Verdensmusikdagene. Så kunne det være op til den kunstneriske ledelse, hvordan de ville sammensætte festivalen, og om de ville indkalde værker eller selv foretage research. Hvem kunne have noget imod det? De komponister, der ikke bliver udvalgt? Men de vil jo altid være der, og nogen af dem bliver sure, sådan er det.

Man kunne springe over alt det med juryer og overjuryer. Jury-proceduren giver et skin af, at der ligger noget vældig autoritativt, nærmest objektivt til grund for, at man vælger som man gør. Det er selvfølgelig et forsøg på at sørge for, at det i princippet er de vigtigste, bedste, mest fremmelige værker, de bliver spillet på festivalen. Så kan festivalen fungere nærmest som en censureret udstilling. Det er i grunden en meget kedelig tanke. Forestillingen om en udstilling af tidens fremmeste værker passer dårligt til en musikfestival. En musikfestival er ikke - som en kunstudstilling - et rum, man bevæger sig rundt i for at konstatere, hvordan tingene nu ser ud. Det er en serie af begivenheder, som hver for sig begynder og slutter, og som i bedste fald har et eller andet forhold til hinanden og til en overordnet idé. Det er vellykket, hvis begivenhederne hver for sig og tilsammen udgør vedkommende, meningsfulde oplevelser.

Det er altså sjovest at gå til såvel som at blive spillet på koncerter, festivaler, begivenheder, hvor nogen har valgt noget ud, fordi de mener, lige netop det kunne være alle tiders. Måske kunne man komme længere ved at lade nogle anlægge den synsvinkel på musikken og musikfestivalen, de nu ønsker at anlægge, og se, hvad der kommer ud af det. En kunstnerisk ledelse vil ikke agere demokratisk, men det vil så være åbent for alle, hvem der har truffet beslutningerne, og det ville være muligt at få en dialog om de beslutninger, der er truffet. Så kan man være uenig i deres valg - synes, det, de har valgt, er rigtig dårligt og uinteressant. Og så kan man til sidst bare glæde sig over, at det er nogen andre, der skal vælge næste år.

Der er måske en risiko for, at Verdensmusikdagene vil blive den samme stjerneparade år efter år. At Peter Bruun i en sådan situation aldrig ville være kommet frem til Verdensmusikdagene, fordi en kunstnerisk ledelse altid, når den skal vælge dansk, vil vælge et værk af en af dem, man kender. Alligevel: Det er meget muligt, at en ansvarlig kunstnerisk ledelse ALDRIG ville have valgt mit stykke, men bortset fra det, så er jeg overbevist om, at der ville gå sport i år for år at lave noget, der er anderledes og interessant og vedkommende.

Der er positioner at forsvare: Hvis det gik således, at det danske bidrag hver gang blev orkesterværker af Poul Ruders. Eller fx hvis det argentinske bidrag blev til en aften i byen med tangomusik og -dans. Så ville de danske og argentinske ISCM-sektioner gøre vrøvl. Men det ville være muligt at diskutere, og man ville vide, hvem der havde valgt. Endelig tror jeg, de arrangerende lande - måske især med tiden - vil sætte en ære i at prøve at finde noget frem, som er anderledes, og gøre noget andet end de foregående arrangører. Det kunne stå sin prøve.

ISCM er livskraftig, 'bæredygtig' og god, fordi den er båret af idealisme, og fordi der er så god stemning. Kredsen af medlemslande udvides hele tiden, og det er godt og sundt. Det er godt og forståeligt, at nye lande gerne vil være med, for ISCM er, når alt kommer til alt, et mødested og et godt forum for etablering af kontakter på tværs af grænser. Men måden at præsentere musik på kan ændres. I stedet for at søge at præsentere musik, der med autoritet fremstår som den 'fremmeste', 'mest udviklede', kunne man tænke på at præsentere musik, som er ny og spændende - og præsentere den på en måde, som er vedkommende og inspirerende.

Yderligere oplysninger om festivalen på www.wmd2003.s5.net

Årgang 78/2003-2004, nr. 03